“Voyager” (Outlander #3) af Diana Gabaldon


“Voyager” af Diana Gabaldon fra forlaget Dell, udgivet i 1994 (org. udgivet i 1993).

Det er tyve år siden Claire Fraiser Randall flygtede højgravid tilbage til sin egen tid, imens hendes mand udkæmpede slaget ved Culloden, hvor han formodes at være død. Forfærdet over tabet af sin mand, forsøger Claire at etablere et liv med sin forrige mand og det barn, som ikke er hans. Claires hjerte er dog uden forløsning, og hun begynder at lede efter spor af sin skotske mand i historiebøgerne uden at kunne finde noget om hans død. Med vished i sit hjerte og tungsind over at forlade sin datter, rejser hun tilbage til det sted, som hun forlod for at lede efter sin mand, men tiden har mærket hende og resten Skotland — også den mand, som hun så inderligst elskede for tyve år siden. For selvom Jamie er i live, er han ikke uberørt af de mange års adskilles, som gør det svært at genforene ham med Claire, selvom han af hjertet ønsker det. Under et smuglertogt, bliver Jamies nevø, Ian, kidnappet af pirater. I et forsøg på at redde ham, rejser Claire og Jamie ud på en rejse langt fra Skotland og fyldt med farer, imens de forsøger fjerne afstanden imellem dem.

“Voyager” var en lang rejse, hvis følelsestunge hav jeg næsten druknede i. Jeg elskede den, men jeg hadede den også. Dens begyndelse er lang og forsøger først at afdække Claires liv i det tyve år, der er gået siden hun vendte tilbage til sin første mand, hvorefter perspektivet skifter til Jamies liv efter slaget ved Culloden, som han overlevede. Dernæst sammenføres deres fortælling og bliver til én på samme måde som de gør, og jeg elsker Gabaldon for at lade tiden mærke deres forhold. Genforeningen er ikke lige så omfavnende, som man kunne forvente. I stedet er den langt mere realistisk og virkelighedstro, for selvom Claire og Jamie stadig nærer dybe følelser for hinanden, så har tiden alligevel ført dem fra hinanden, men selvom årene er gået virker hverken Claire eller Jamie forandret. Tiden har også gjort, at et væld af mørke hemmeligheden fra Jamies side, har hobet sig op og som langsomt tvinges frem i lyset, som Claire uden tøven accepterer, imens mine kinder brændte af vrede. Jeg forstår, at der er gået tyve år, at livet er gået videre, men smerten i mit bryst var ikke til at tage fejl af, sådan som den forekom mig at være hos Claire. Den søde genforening mellem Claire og Jamie gav mig ro i sindet, selvom den også er forventelig.

“The most irritating thing about cliches, I decided, was how frequently they were true.”

“Voyager” er en handlingsmættet bog, der gjorde mig svimmel af sine mange begivenheder. Handlingen skifter mellem et væld af perspektiver, meget uvant fra forfatterens tidligere måde at fortælle historien på, og det fik også indvirkning på min læsning mod min vilje. Den første halvdel af historien var håndgribelig på trods af sine narrative skift, imens den sidste del mest af alt føltes som om jeg var ved at kvæles i handlingen. Der skete ganske enkelt for meget. Handlingen er på sin vis også en smule gentagende i form af skikkelser i nye klæder, der indtræder i historien med mørke motiver. Jeg kunne heller ikke undgå at føle, at Gabaldon begår karaktermord på Jamie. Jeg forstår, at der er gået tyve år siden Claire vendte tilbage til sin egen tid, og han udkæmpede slaget ved Culloden, men mange af de ting, som Jamie gør i “Voyager” strider imod alt det, som han står for. Selvom livet er går videre, holder han Claire hen i mørket om sin virkelighed, som langsomt afsløres med undskyldninger og lovprisninger om, at han havde i sinde at fortælle hende sandheden. Fordi han formodes død af så mange, har han muligheden for at leve et tilbagetrukket liv, modsat det, han tidligere har gjort, og alligevel involverer han sig som smugler, der lyver og bedrager. Dertil kommer hans forhold til John Grey. Det strider imod alt, hvad Jamie hidtil at har oplevet, og jeg tror ganske enkelt ikke på det.

Jeg holder af måden, hvorpå Gabaldon formår at skabe små sammenstød mellem de to århundreder, såsom da Claire medbringer fotografier af deres datter, så Jamies kan se hende, selvom fotografiet ikke eksisterede i 1700-tallet. Det samme gælder for dialogen mellem de to, som ofte fik mig til at grine let over Jamies berettigede uvidenhed om fremtiden. Det skaber en god dynamik ikke bare mellem Claire og Jamie, men også mellem deres tider, som samtidig adresserer denne forskel fremfor at tilgodese den som en simpel mulighed for Claire at rejse frem og tilbage. Som altid beriger Gabaldon sin læser med en masse historie lige fra udfaldet af slaget ved Culloden og dagligdagen som smugler til voodoo i vest-Indien og tidens medicinske behandlinger. Det er et tykt tæppet af information, som Gabaldon indhyller sin læser i, der både kan virke kvælende såvel som dragende, og selvom jeg mest var interesseret i Skotland, er det svært ikke at lade sig rive med af hendes ihærdige fortællerstil, der gang på gang fik mig nysgerrigt til at vende side efter side.

“I shook so that it was some time before I realized that he was shaking too, and for the same reason. I don’t know how long we sat there on the dusty floor, crying in each others arms with the longing of twenty years spilling down our faces.”

Gabaldon skriver tæt om Claire og Jamies kærlighed, de klemte følelser og deres mangeårige adskillelse, men også om deres omgivelser, som skaber så tydelige billeder, at jeg ikke kunne undgå at føle, at jeg stod på en af de mange skotske heder omgivet af natur, der strækker i alle retninger med himlen som sin begrænsning. Som altid er jeg forundret over, hvor troværdigt Gabaldon formår at sammenvæve fiktion med fakta og samtidig skrive så yndefuldt over så mange sider. Gabaldon tager sig tid til at fortælle sin historie, og det betyder også, at læseren kan forvente, at der går lang tid før den egentlige konflikt begynder at kunne anes i horisonten. Jeg både elsker det og hader det. Jeg elsker det, fordi det skaber noget virkelighed i Gabaldons fiktive univers, men jeg hader det også, fordi det gør bøgerne så lange, det de kan være svære at overkomme. Særligt fordi den egentlige konflikt med lethed drukner i de mange handlingstråde, som Gabaldon dog formår at binde sammen, selvom jeg ikke forstår mig på, hvordan hun mestrer det, men det gør hun, og jeg tilgiver hende gang på gang for sine fejl, fordi jeg holder så meget af hendes historie.

Reklamer

2 thoughts on ““Voyager” (Outlander #3) af Diana Gabaldon

  1. Anika Eibe

    Sikke dog en skøn anmeldelse af en bog som jeg også storelsker. Jeg kan sagtens se dine pointer, men jeg tilgiver hende også.
    Hendes research er så omfattende at man næsten ikke tør tænke på den tid der går med det, men jeg synes den bliver fint flettet ind i historien, uden at den overdøver den.
    Jeg er så uenig med dig omkring Jamie. Jeg kan godt se ham udvikle sig sådan over 20 år. 7 år i en hule og med den tro at hans livs kærlighed er død. Men bortset fra det, så ja, han holdt godt nok på mange hemmeligheder i lang tid. :-)
    Nu hørte jeg den så som engelsk lydbog, hvilket bidrog til både de lidt “højtragende” britter og de mere jordbundne skotter. Det var virkelig en stor oplevelse.
    Nu går jeg så bare og venter på at nr. 4 skal komme på Mofibo eller Storytel, så er jeg glad igen. :-)

    1. Nikoline

      ————————————— MULIGE SPOILERS FOR DE, DER IKKE HAR LÆST BOGEN! ——————————————

      Mange tak for sine pæne ord! Det er også en god bog, selvom det er den, som jeg indtilvidere synes mindst om i serien. Ja, Gabaldons arbejde omkring konteksten må virkelig være omfattende, men så vidt jeg kan se, går der også noget tid mellem bøgernes udgivelse, så det er nok derfor. Det er i hvert fald imponerende.

      Som jeg skriver i forhold til Jamie, forstår jeg også godt, at der er gået tyve år, og jeg har det egentlig okay med nogle af de beslutninger som Jamie træffer i forhold til at få etableret et nyt liv, men jeg forstår dog ikke, at han tilbyder at give sig hen til John Grey efter den overlast han led under Jack Randall, særligt i forholdt il hvor traumatiseret han blev af det i “Dragonfly in Amber”. Det virker så modsat, som om han pludselig har glemt det, eller det bare er en bagatel. Jeg ved ikke, om du kan følge min argumentation. Jeg tror simpelthen ikke på, at han med sin gode vilje ville afgivet et sådan tilbud, og så hader jeg ham for kun at fortælle Claire sine mange hemmeligheder løbende, i stedet for at få det ud af verden med det samme, selvom jeg forstår, at det må være svært at skulle fortælle. Generelt er de ikke særlig gode til at få talt sammen i de bøger, og det gør ofte, at det leder til så store misforståelse, kunne være løst, hvis de dog bare havde talt sammen.

      Hvordan var det at høre lydbogen? Var det ikke fedt i forhold til accenter (hvis det da var på engelsk — eller fungerer det også på dansk?). Jeg har læst bind fire, og jeg kunne ret godt lide den, selvom jeg ikke er så vild med livet i USA, som jeg er med det i Skotland. Jeg synes måske Gabaldon kommer lidt for vidt omkring, men det er nok bare en smagssag. Under alle omstændigheder bør du glæde dig til den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s