The Intimidating TBR-tag

The Intimidating TBR-tag er en tag-leg som booktuberen Lindsey Rey har lavet. Jeg er ikke blevet tagget af nogen til at tage legen op, men jeg synes spørgsmålene er så gode, at jeg ikke kan lade vær med at tage dem op.

  • Hvilken bog har du ikke kunne færdiglæse? “The Woman in White” af Wilkie Collins er en bog, som jeg har forsøgt mig med af tre omgange, og som jeg hver gang når lidt længere med før jeg endelige sætter den tilbage på i bogreolen. Jeg tror grunden til, at jeg ikke har så svært ved at færdiggøre den er, at hver gang jeg kommer ind i en god læserytme med bogen, så skifter historien retning og narrativet ændres, og så føler jeg lidt, at jeg skal begynde forfra med den sektion og min læserytme. En dag skal jeg dog nok få den læst til ende.
  • Hvilken bog har du endnu ikke læst, fordi du ikke har haft tid til det? Jeg tror ikke på, at man ikke har tid til en bog, fordi læsning i min optik handler om at tage sig den nødvendige tid til hver bog. Dog har jeg jeg ikke læst Platons samlede værker, som jeg har haft stående et stykke tid, fordi jeg ved, at det er et særligt krævende værk på grund af skrivestilen og de politiske temaer. Det er dog et værk, jeg gerne vil have læst. På et tidspunkt…
  • Hvilken bog har du endnu ikke læst, fordi det er en forsættelse af en anden bog? Det er et svært spørgsmål, fordi jeg ikke læser ret mange serier. Jeg har af uforklarlige grunde aldrig fået læst forsættelsen til Sevenwaters-serien af Juliet Marillier, som jeg ellers frygtelig godt kunne lide. Jeg tror dog, at jeg er nødt til at genlæse den første bog, før jeg forsætter serien, fordi det efterhånden er en del år siden, jeg første gang læste den.
  • Hvilken bog har du endnu ikke læst, fordi den er helt ny? “The View from the Cheap Seats: Selected Non-fiction” af Neil Gaiman er en af de nyeste bøger i min samling, og som jeg glæder mig umådeligt til at læse.
  • Hvilken bog har du endnu ikke læst, fordi du tidligere har læst en bog af samme forfatter, som du ikke brød dig om? Jeg kunne ikke fordrage “Lady Chatterley’s Lover” af D.H. Lawrence på trods af bogens ellers gode intentioner, og derfor har jeg heller ikke fået læst hverken “The Rainbow” eller “Sons and Lovers”. Begge titler befinder sig dog i mit hjemmebibliotek, og selvom jeg gerne vil læse dem, samler jeg dog stadig mod til det.
  • Hvilken bog har du endnu ikke læst, fordi du ikke er i humør til det? Jeg har endnu ikke fået læst Jojo Moyes “Det store spring”, selvom jeg tror den er helt perfekt til årstiden. Lige nu har jeg bare ikke lyst.
  • Hvilken bog har du endnu ikke læst, fordi den er lang? “The Forsyth Saga” af John Galsworthy er en lang bog, men også en bog, som jeg længe gerne har ville læse. Den er nok faldet i baggrunden til fordel for andre bøger.
  • Hvilken bog har du endnu ikke læst, fordi du købte den på grund af forsiden, men bogen har fået dårlige anmeldelser? Noget af det gode ved at læse klassikere er, at de fås i rigtig mange pæne udgaver. “Shirley af Charlotte Brontë er en lang bog og en smuk bog, som jeg rigtig gerne vil læse på et tidspunkt, men det er også en bog, som er knap så anmelderrost som storsucces “Jane Eyre”, også jeg har læst faktisk skulle være dens komplette modsætning, og det skræmmer mig lidt, nu hvor “Jane Eyre” er en af mine yndlingsbøger.
  • Hvilken bog er den mest intimiderende af de bøger, du gerne vil læse?
    Ayn Rands “Atlas Shrugged” har stået på min læseliste i årevis, men det er en virkelig omfattende bog både i form f sideantal og tematisk indhold. Jeg læste dog hendes “Fountainhead” for en del af år siden, og jeg kunne virkelig godt lide den på trods af, at det ellers er en bog, der lidt er kendt for at dele vandene.

Fordi tag-lege er sådan en god måde at lære andre læsere at kende på, vil jeg gerne tagge Karina, Mai og Rikke til at besvare ovenstående spørgsmål enten i videoform eller på skrift. Jeg håber i vil lege med!

“Sommeren jeg mødte dig” af Jojo Moyes


“Sommeren jeg mødte dig” (org. titel “Foreign Fruit”) af af Jojo Moyes fra forlaget Cicero, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2003). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er engelsk. 

I 1950’erne i en lille engelsk badeby, Merham, forsøger de to veninder, Lottie og Celia, at få det bedste ud af tilværelsen i den søvndyssede by, hvor der er langt mellem begivenhederne. En dag flytter en gruppe kunstnere ind i byens smukke hus, Arcadia, hvis bohemeagtige livstil tiltrækker de unge piger, og som får snakken til at brede sig i byen. Det bliver en sommer, de sent vil glemme, da mødet med en ung mand langsomt slår skår i deres venskab og river dem fra hinanden. Halvtreds år senere står indretningsdesigneren, Daisy Parsons, med skårene fra det liv, der netop er blevet slået itu, da hendes kæreste forlod hende og deres barn. Da bliver hun hyret af en finansmand til at renoverer det misligeholdte hus, Arcadia, der endnu en gang får sladderen til at gå i byen. Under renoveringerne rives der op i gamle sår og fortielser, som fortiden har måtte holde på om det, der skete mellem Lottie og Celia i sommeren 1950, noget som endnu en gang vender op og ned på Daisys hverdag, bedst som den er lige er begyndt at give mening igen.

Jojo Moyes vandt mit hjerte med “Me Before You”, som fik mig til at hulke mit hjerte i stykker. Dernæst fulgte “The Last Letter from Your Lover” og af samme grund var jeg overbevist om, at der ventede mig en lignende læseoplevelse under denne pastelfarvede forside, men det jeg fandt var noget ganske andet. Hvad der begyndte som fornøjelseslæsning blev i stedet en modbevisning af min egen optimisme, og min læsning forvandlede sig i stedet til en pligt. Jeg måtte tvinge mig selv igennem en bog, som var tiltænkt som et let vindpust oven på en travl tid. Det er tydeligt at mærke, at “Sommeren jeg mødte dig” er en af Moyes tidligste romaner. Dens handling er delt i to spor med temporale spring, der står i forlængelse af hinanden, og strukturen løber som en råd tråd igennem resten af hendes forfatterskab med sit delte handlingsspor, men selvom jeg nød sproget og udsynet til, hvor Moyes begyndte sit nu omfangsrige forfatterskab, er det også en bog fyldt med afgørende mangler og fejl på trods af sin forholdsvis simple handling. Handling er delt i to, der begge bindes sammen af kunstnervillaen, Arcadia, hvis fortids fortielser tvinges frem i lyset.

“Hun kunne godt lide at gå og lytte til mågernes engsnarrernes skrig, mens hun tænkte over, hvem hun selv var.”

Det mest afgørende for “Sommeren jeg mødte dig”, er dens manglende dybde hvad angår karakterudvikling. Dens persongalleri er omfattende, og på trods af at handlingen finder sted i en lille badeby af konservative overbevisninger, blev nye karakterer hele tiden introduceret uden noget, der gjorde dem genkendelige fra hinanden. Jeg blandede dem sammen og druknede i menneskemængden, imens jeg forsøgte at holde fast i Celia og Lottie, og da jeg omsider følte, at jeg havde fundet fodfæste i Moyes turbulente fortælling, skiftede perspektivet og tiden og handlingen forandrede sig, og jeg måtte begynde forfra. Når jeg ser tilbage på min læsning af bogen, er det også den første del, som springer mig i øjet, på trods af at denne måske også er den mest kaotiske af de to. Lottie og Celia er begge et komparativt karakterstudie, der falder til jorden med et brag, selvom Moyes ihærdigt forsøger at skildre pigerne ud fra deres venskab til hinanden og de motiver, som driver dem i hver sin retning. Dog mærkede jeg sjældent deres stærke venskabsbånd, fordi historien ikke tillader det at slå igennem hos læseren, da den begynder længe efter venskabet er etableret, og Moyes ikke evner at vise dets styrke, og af samme grund bristede mit hjerte heller ikke, da deres venskab blev revet itu.

Lotties baggrund ligger hengemt i en uigennemtrængelig tåge, imens Celias livs efter handlingsskiftet indtræder i samme, som de begge forsvinder i. Skildringerne af Daisy halvtreds år efter historiens begyndelse er dog ikke meget anderledes, selvom hendes historie introduceres sammen med hende i det øjeblik historiens perspektiv skifter. Begge perspektiver er ikke videre velskrevet eller rørende, og selvom de fremkaldte sporadiske smil, var der langt mellem dem. I stedet er de fyldt med sjuskede klichéer, så forudsigelige at plottets spændingskurve forbliver en vandret streg uden udsving. Huset Arcadia, er en karakter i sig selv, der fungerer som samlingspunktet mellem de to fortællinger, og som igennem årtier formår at binde mennesker sammen og skabe liv, en fin finesse på trods af min hårde dom over en af de bøger, som ligger som en grundsten i Moyes store forfatterskab. Hver gang der blev ringet på husets dør vandt bogen igen min opmærksomhed med sit rige indre liv og spøjse personligheder, som for alvor fik mit hoved til at dreje rundt. Lige så utilfredsstillende, som jeg fandt bogens langsomme tempo i handlingens første del, er den rodede epilog, der efterlader bogen som noget ufærdiggjort, der kun fremkaldte flere spørgsmål en afrundende svar.

“Af og til spekulerede hun på, hvordan det var muligt at føle, at man var ved at drukne, når man befandt sig så langt væk fra havet.”

Jeg tror ikke, at det er uden grund at “Sommeren jeg mødte dig” først er blevet gravet frem fra de støvede arkiver nu, hvor Jojo Moyes’ navn vækker genkendelse og beundring. Det er en bog, der overlever på grund af læserens forventning til Moyes navn. Jeg tilgiver dog Moyes for sine begynderfejl, netop fordi jeg ved, at hun kom efter dem. Hendes forfatterskab har vist, at letsindige bøger, der ofte gør noget særligt ved sin læser, selvom det ofte indebærer hjertebrist og tårevædede kinder, sagens kan balancerer kontroversielle emner såvel som ordinære, og det finder jeg særligt beundringsværdigt. Hun skriver ikke kun fjerlette pastelbøger om kærligheds mange ansigter, og af samme grund bliver jeg troligt ved med at vendetilbage til hendes bøger og udforske hendes forfatterskab, selvom det også byder på bøger som denne, som jeg ville elske at elske, men som forblev et ønske. “Sommeren jeg mødte dig” er en historie fortalt gennem skiftende perspektiver og set gennem forskellige øjne, der dog aldrig rigtig fangede mit blik.

“Eddikepigen” af Anne Tyler


“Eddikepigen” (org. titel “Vinegar Girl”) af Anne Tyler fra forlaget Modtryk, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Som en del af et længerevarende projekt om at genfortolke Shakespeares skuespil, er “Eddikepigen” Anne Tylers version af komedien “Taming of the Shrew”. Tyler stiller spørgsmålet om, hvorvidt en trold stadig kan tæmmes så mange år efter, at komedien første gang så dagens lys. Kate Battista føler sig fanget i en hverdag med strenge forpligtigelser over for sin familie, med en søster der begynder at interessere sig for drenge og en far, der er en excentrisk videnskabsmand. Efter i årevis at have været ude på et akademisk sidespor står dr. Battista nu på tærsklen til et gennembrud, men på grund af integrationsreglerne, står han til at miste sin forskningsassistent, Pjotr, hvis opholdstilladelse er ved at udløbe. Desperat lægger Dr. Battista en plan, der kan sørge for, at Pjotr får lov at blive i landet, og han regner med at Kate vil hjælpe ham. Da han beder hende om at gifte sig med en mand, hun ikke kender, bliver det dog for meget for hende.

Dette er min første bog af anmelderoste Anne Tyler, der sidste år var nomineret til Man Book-prisen. Hendes navn har været over alt i bogverden, og jeg har længe leget med tanken om at udforske hendes skrevne værker, og da lejligheden bød sig, blev “Eddikepigen” min begyndelse. Jeg blev overrasket. De mange roser om Tylers formidable sprog, var ingen steder at finde, eller også var mine forventninger til bogen så store, at de nødvendigvis måtte falde til jorden. Tyler skriver udemærket, men jeg havde forventet noget særligt af hendes sprog, som jeg ganske enkelt ikke fandt i “Eddikepigen”. Derimod er bogen startskuddet i et ellers interessant projekt, som jeg virkelig ser frem til at læse mig igennem i takt med at bøgerne i serien udkommer. Blandt disse er Jeanette Winterson, Margaret Atwood og Jo Næsbo.

”Man kunne virkelig føle sig fysisk såret, hvis ens følelser blev krænket tilstrækkeligt. Det opdagede hun i løbet af de næste dage. Hun havde oplevet det adskillige gange før, men det her føltes som en helt ny åbenbaring, som en skarp kniv i brystet. Det var selvfølgelig ulogisk: Hvorfor i brystet? Et hjerte var jo ikke andet end en glorificeret pumpe, når det kom til stykket. Men alligevel føltes hendes eget hjerte så kvæstet, så indskrumpet og opsvulmet på samme tid.”

Kate Battista er en vanskelig karakter, fordi hun er så svær at holde af. Hun er kynisk, snæversynet og alt hvad Shakespeares Katherina Minola er, men alligevel følte jeg sympati med hende. Hendes position er ikke let. Hun befinder sig som knudepunktet i en familie, med endeløse forventninger til hende, imens hun mest af alt søger et pusterum fra en hverdag, som kvæler langsomt hende. Særligt da hendes far foreslår hende at gifte sig med sin assistent, blev ikke kun min sympati vakt men også min vrede, der faldt i et med Kates. Selvom jeg forstår dr. Battistas begejstring over endelig at få et gennembrud indenfor sit akademiske felt, så er hans forventninger til Kate urimelige, særligt når hun i forvejen varetager husholdningen, og familiens vel og værd. Den komik, der strømmer igennem Shakespeares komedie, fandt jeg ikke hos Tyler, måske fordi den underspilles eller fordi den helt drukner i Kates kynisme og faderens excentriske væsen. 

I stedet læste jeg “Eddikepigen” som en letsindig historie, en såkaldt feel-good-roman og genfortælling uden større formål, og som helt gjorde, at jeg sjældent havde Shakespeare i tankerne. “Taming of the Shrew” er ingen let historie at skulle genfortælle i en moderne kontekst, men jeg synes grundlæggende at Tyler slipper udemærket af sted med sin udgave af den klassiske komedie om en genstridig ung kvinde, der skal giftes før faren vil lade den yngre søster blive gift. Jeg beundre Anne Tyler for måden hvorpå hun formår at gøre sin genfortælling så moderne og aktuel i relation til kulturer og internationale ægteskaber, men min største anke er dog, at jeg ikke brød mig synderligt om nogen af bogens karakterer, fordi de ofte forekom mig for karikeret og unuanceret. De er meget sort-hvide i deres udformning, og Kates gradvise omvending er så pludselig, at det slet ikke ligger til hendes natur.

“’Jeg har ordforrådet, men jeg kan stadig ikke finde ud af at bruge sproget sådan, som jeg gerne vil. Der er ikke noget specielt ord for ‘dig’, når det er dig, jeg taler ti. På engelsk er der kun ét ‘dig, og jeg er nødt til at sige det samme ‘dig’ til dig, som jeg vil sige til en fremmed; jeg kan ikke udtrykke min nærhed.’”

“Eddikepigen” er en udemærket bog med en smuk og indbydende forside, der afspejler et beundringsværdig boghåndværk, der gav mig hjertebanken af bare begejstring. Dog forekom historiens afsluttende del mig fjollet, imens slutningen er en smule for afsluttende i måden hvorpå intet overlades til læserens egen forestillingsevne, og af samme grund lukkede jeg bogen med en indifferent mine og et stille suk over de bristede luftkasteller jeg havde skabt. Hele scenariet om brudgommens udeblivelse fra sit eget bryllup, om laboratoriemus’ forsvinden og anklager og fingerpeg, der flyver gennem luften, imens afsløringen af den sande gerningsmand efterlod mig med en lidt flad fornemmelse. Jeg nød dog at læse Anne Tylers genfortælling af Shakespeares komedie, men jeg synes dog samtidig det er en historie, der forsøger for meget i forhold til, hvad der lykkes.

“Lips Touch” af Laini Taylor


“Lips Touch” af Laini Taylors fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2009).

Et kys er noget særligt. Laini Taylor skriver om dennes magi gennem tre eventyrsfyldte fortællinger i “Lips Touch”, men selvom kyssets magi er noget, der ofte forbindes med eventyr med lykklige slutninger, er det ikke noget, der kun hører denne til. Kys er skæbnesvangre; de kan forene to elskende i et øjebliksbillede, og det kan flå dem fra hinanden. Et kys er defor aldrig bare et kys. I “Lips Touch” kysser en pige en fe, en forbandet kvinde kysser en soldat og en dæmon genfinder en smule af sin menneskelighed. Fælles for dem alle er, at kysset bliver et skæbnesbestemt vendepunkt som er konsekventfyldt.

“Lips Touch” er en af de bøger, hvis forside ikke gav mig de store forhåbninger til dens handling, imens dens ord alligevel lokkede mig mod den mørke bog med en frugt på dens forside. Let greb den mig om hjertet og ledte mig væk fra min hverdag og førte mig ned af en skyggefuld sti i retning af noget mørkt. Jeg havde på ingen måde ventet, at bogens tre korte fortællinger ville hensætte mig i en læsetrance så dyb, at jeg ville miste en hel dag. “Lips Touch” var en gladelig overraskelse, men da fortællingerne havde nået deres kulminationspunkt og slutning, og mørket løftede sig aftog noget af magien sig også, og en del af mig længtes allerede mod historiens omsluttende favn.

“She wanted to climb out of her life as if it were a seashell she could abandon on the shore and walk away from, barefoot.”

“Goblin Fruit” er en historie om sjælelig fortabelse og om forelskelse. Den handler om en pige, der længes efter en dreng, men hendes længsel peger også i retning af hendes undergang.  Hun risikerer alt det, hun kender i bytte for et enkelt kys. “Spicy Little Curses” er en historie om en forbandet pige. Hun har en underskøn stemme, men hvis blot et eneste ord spilder over hendes læber, vil alle omkring hende dø – inklusiv den mand, hun elsker. Men stilhed er vanskelig, og tre ord truer med at slippe løs fra hendes tunge og ud i verden. “Hatchling” er en kompliceret fortælling om et kompliceret maskespil. Det er en fortælling om ulve, der kan skifte form, og om en månedronning, der regerer i et fjernt verdenshjørne. Det er en fortælling om en kærlighed, der bringer døden til skamme. De tre fortællinger med deres poetiske ord er smukt komplimenteret af en række illustrationer, som virkelig understøtter Taylors tone.

Laini Taylor skriver sansemættende, og hendes atmosfære er ikke til at tage fejl af. Hun indhyller velkendte eventyrtræk i et altomsluttende mørke, der truer med at fortære karaktererne. Sensuelle, fantastiske og poetiske sætninger flyder fra hendes pen og farver fortællingerne med en overraskende dybde. Hun skriver om håbeløse karakterer, blændet af kærlighed, og overnaturlige væsner, der lokkede mig i sine arme, indtil mit hjerte var fortabt og foræret væk til Taylors ord. Hvert et ord er en skinnende juvel, en funklende perle og sammen udgør de den skattekiste bogen i sandhed er. Taylors fantasi er endeløst udforskende i måden hvorpå hun skaber nye og originale eventyr, der er mindst lige så beundringsværdige som de klassiske, og de tre fortællinger skinner af samme grund om kap som strålende stjerner på det mørke himmellegeme. “Lips Touch” indeholder tre eventyr, og Taylors skrivestil er et eventyr i sig selv. Og med ord som disse, hvordan kan den være andet: “[…] they thought the same thoughts as completely as if a butterfly traveled back and forth between their minds, bearing ideas on its legs like pollen.” Jeg kunne med lethed citere hele og lange passager fra bogen, fordi sproget er så indbydende som den forbandede alfefrugt, der pryder bogens forside.

“Like a magpie, I am a scavenger of shiny things: fairy tales, dead languages, weird folk beliefs, fascinating religions, and more.”

Jeg forsvandt i bogens ord, og allerede nu har jeg lyst til at vende tilbage, smage på deres sødme, og lade mig opsluge af deres mørke. Bag hendes ord, står en lysende inspirationskilde i form af en af mine yndlingsdigtere, Christina Rossetti, med hendes digt “Goblin Market”, som står mit hjerte meget nært. Min eneste anke med bogen er uligvægten mellem de tre fortællinger, for selvom jeg kom til at holde af dem alle tre, mangler “Spicy Little Curses” noget af den sensualitet, som findes “Goblin Fruit”, men også den skarpe intensitet, som findes i “Hatchling”. Laini Taylor har skabt en udsøgt samling af eventyrlige fortællinger, der er små litterære kunstværker, og selvom jeg var en smule utilfreds med niveauet i den ene af de tre fortællinger, fortjener de to andre alle stjernerne på nattehimlen.