“Sommeren jeg mødte dig” af Jojo Moyes


“Sommeren jeg mødte dig” (org. titel “Foreign Fruit”) af af Jojo Moyes fra forlaget Cicero, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2003). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er engelsk. 

I 1950’erne i en lille engelsk badeby, Merham, forsøger de to veninder, Lottie og Celia, at få det bedste ud af tilværelsen i den søvndyssede by, hvor der er langt mellem begivenhederne. En dag flytter en gruppe kunstnere ind i byens smukke hus, Arcadia, hvis bohemeagtige livstil tiltrækker de unge piger, og som får snakken til at brede sig i byen. Det bliver en sommer, de sent vil glemme, da mødet med en ung mand langsomt slår skår i deres venskab og river dem fra hinanden. Halvtreds år senere står indretningsdesigneren, Daisy Parsons, med skårene fra det liv, der netop er blevet slået itu, da hendes kæreste forlod hende og deres barn. Da bliver hun hyret af en finansmand til at renoverer det misligeholdte hus, Arcadia, der endnu en gang får sladderen til at gå i byen. Under renoveringerne rives der op i gamle sår og fortielser, som fortiden har måtte holde på om det, der skete mellem Lottie og Celia i sommeren 1950, noget som endnu en gang vender op og ned på Daisys hverdag, bedst som den er lige er begyndt at give mening igen.

Jojo Moyes vandt mit hjerte med “Me Before You”, som fik mig til at hulke mit hjerte i stykker. Dernæst fulgte “The Last Letter from Your Lover” og af samme grund var jeg overbevist om, at der ventede mig en lignende læseoplevelse under denne pastelfarvede forside, men det jeg fandt var noget ganske andet. Hvad der begyndte som fornøjelseslæsning blev i stedet en modbevisning af min egen optimisme, og min læsning forvandlede sig i stedet til en pligt. Jeg måtte tvinge mig selv igennem en bog, som var tiltænkt som et let vindpust oven på en travl tid. Det er tydeligt at mærke, at “Sommeren jeg mødte dig” er en af Moyes tidligste romaner. Dens handling er delt i to spor med temporale spring, der står i forlængelse af hinanden, og strukturen løber som en råd tråd igennem resten af hendes forfatterskab med sit delte handlingsspor, men selvom jeg nød sproget og udsynet til, hvor Moyes begyndte sit nu omfangsrige forfatterskab, er det også en bog fyldt med afgørende mangler og fejl på trods af sin forholdsvis simple handling. Handling er delt i to, der begge bindes sammen af kunstnervillaen, Arcadia, hvis fortids fortielser tvinges frem i lyset.

“Hun kunne godt lide at gå og lytte til mågernes engsnarrernes skrig, mens hun tænkte over, hvem hun selv var.”

Det mest afgørende for “Sommeren jeg mødte dig”, er dens manglende dybde hvad angår karakterudvikling. Dens persongalleri er omfattende, og på trods af at handlingen finder sted i en lille badeby af konservative overbevisninger, blev nye karakterer hele tiden introduceret uden noget, der gjorde dem genkendelige fra hinanden. Jeg blandede dem sammen og druknede i menneskemængden, imens jeg forsøgte at holde fast i Celia og Lottie, og da jeg omsider følte, at jeg havde fundet fodfæste i Moyes turbulente fortælling, skiftede perspektivet og tiden og handlingen forandrede sig, og jeg måtte begynde forfra. Når jeg ser tilbage på min læsning af bogen, er det også den første del, som springer mig i øjet, på trods af at denne måske også er den mest kaotiske af de to. Lottie og Celia er begge et komparativt karakterstudie, der falder til jorden med et brag, selvom Moyes ihærdigt forsøger at skildre pigerne ud fra deres venskab til hinanden og de motiver, som driver dem i hver sin retning. Dog mærkede jeg sjældent deres stærke venskabsbånd, fordi historien ikke tillader det at slå igennem hos læseren, da den begynder længe efter venskabet er etableret, og Moyes ikke evner at vise dets styrke, og af samme grund bristede mit hjerte heller ikke, da deres venskab blev revet itu.

Lotties baggrund ligger hengemt i en uigennemtrængelig tåge, imens Celias livs efter handlingsskiftet indtræder i samme, som de begge forsvinder i. Skildringerne af Daisy halvtreds år efter historiens begyndelse er dog ikke meget anderledes, selvom hendes historie introduceres sammen med hende i det øjeblik historiens perspektiv skifter. Begge perspektiver er ikke videre velskrevet eller rørende, og selvom de fremkaldte sporadiske smil, var der langt mellem dem. I stedet er de fyldt med sjuskede klichéer, så forudsigelige at plottets spændingskurve forbliver en vandret streg uden udsving. Huset Arcadia, er en karakter i sig selv, der fungerer som samlingspunktet mellem de to fortællinger, og som igennem årtier formår at binde mennesker sammen og skabe liv, en fin finesse på trods af min hårde dom over en af de bøger, som ligger som en grundsten i Moyes store forfatterskab. Hver gang der blev ringet på husets dør vandt bogen igen min opmærksomhed med sit rige indre liv og spøjse personligheder, som for alvor fik mit hoved til at dreje rundt. Lige så utilfredsstillende, som jeg fandt bogens langsomme tempo i handlingens første del, er den rodede epilog, der efterlader bogen som noget ufærdiggjort, der kun fremkaldte flere spørgsmål en afrundende svar.

“Af og til spekulerede hun på, hvordan det var muligt at føle, at man var ved at drukne, når man befandt sig så langt væk fra havet.”

Jeg tror ikke, at det er uden grund at “Sommeren jeg mødte dig” først er blevet gravet frem fra de støvede arkiver nu, hvor Jojo Moyes’ navn vækker genkendelse og beundring. Det er en bog, der overlever på grund af læserens forventning til Moyes navn. Jeg tilgiver dog Moyes for sine begynderfejl, netop fordi jeg ved, at hun kom efter dem. Hendes forfatterskab har vist, at letsindige bøger, der ofte gør noget særligt ved sin læser, selvom det ofte indebærer hjertebrist og tårevædede kinder, sagens kan balancerer kontroversielle emner såvel som ordinære, og det finder jeg særligt beundringsværdigt. Hun skriver ikke kun fjerlette pastelbøger om kærligheds mange ansigter, og af samme grund bliver jeg troligt ved med at vendetilbage til hendes bøger og udforske hendes forfatterskab, selvom det også byder på bøger som denne, som jeg ville elske at elske, men som forblev et ønske. “Sommeren jeg mødte dig” er en historie fortalt gennem skiftende perspektiver og set gennem forskellige øjne, der dog aldrig rigtig fangede mit blik.

Reklamer

4 thoughts on ““Sommeren jeg mødte dig” af Jojo Moyes

  1. Rikke Simonsen

    Åh, det gør mig altid (på en meget underlig vis?) lidt trist, når så smukke bøger ikke kan levere det samme med sit indhold.. Og så især hvis man har en høj forventning til forfatteren i forvejen.

    1. Nikoline

      Jeg kender følelsen! Jeg ville så gerne kunne lide den, men det blev kun til en fragmentarisk glæde, hvor der var langt mellem brudstykkerne. Men det er en smuk forside!

  2. nenaskov

    Øv – vil så genopleve følelsen af overgivelse til en fantastisk JoJo roman, som netop ‘Mig før dig’ bragte med sig. Det er ærgelig, at man som forlag – hvis de er enige i din kritik (det er de nok ikke hurtig til at indrømme hvis de er ;-) ) – forsøger at sælge bøger pga. forfatternavnet og ikke læseoplevelsen. Øv!

    1. Nikoline

      Jeg har heldigvis læst, at andre var mere begejstret for bogen end jeg var, så det er muligt st jeg er en minoritet. Jeg forstår også godt at forlaget har valgt at udgive bogen, sådan at hele Moyes’ forfatter forhåbentlig bliver tilgængeligt. Jeg tror ikke kun du har udgivet den, på grund sf navnet, men også fordi det var en god læseoplevelse, der bare ikke faldt i min smag i forhold til, hvad Moyes ellers har leveret. Fordi det kun er hendes anden roman, kan jeg dog sagtens tilgive hende begynderfejlene – især når der kom så meget godt bagefter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s