“Eddikepigen” af Anne Tyler


“Eddikepigen” (org. titel “Vinegar Girl”) af Anne Tyler fra forlaget Modtryk, udgivet i 2016. Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Som en del af et længerevarende projekt om at genfortolke Shakespeares skuespil, er “Eddikepigen” Anne Tylers version af komedien “Taming of the Shrew”. Tyler stiller spørgsmålet om, hvorvidt en trold stadig kan tæmmes så mange år efter, at komedien første gang så dagens lys. Kate Battista føler sig fanget i en hverdag med strenge forpligtigelser over for sin familie, med en søster der begynder at interessere sig for drenge og en far, der er en excentrisk videnskabsmand. Efter i årevis at have været ude på et akademisk sidespor står dr. Battista nu på tærsklen til et gennembrud, men på grund af integrationsreglerne, står han til at miste sin forskningsassistent, Pjotr, hvis opholdstilladelse er ved at udløbe. Desperat lægger Dr. Battista en plan, der kan sørge for, at Pjotr får lov at blive i landet, og han regner med at Kate vil hjælpe ham. Da han beder hende om at gifte sig med en mand, hun ikke kender, bliver det dog for meget for hende.

Dette er min første bog af anmelderoste Anne Tyler, der sidste år var nomineret til Man Book-prisen. Hendes navn har været over alt i bogverden, og jeg har længe leget med tanken om at udforske hendes skrevne værker, og da lejligheden bød sig, blev “Eddikepigen” min begyndelse. Jeg blev overrasket. De mange roser om Tylers formidable sprog, var ingen steder at finde, eller også var mine forventninger til bogen så store, at de nødvendigvis måtte falde til jorden. Tyler skriver udemærket, men jeg havde forventet noget særligt af hendes sprog, som jeg ganske enkelt ikke fandt i “Eddikepigen”. Derimod er bogen startskuddet i et ellers interessant projekt, som jeg virkelig ser frem til at læse mig igennem i takt med at bøgerne i serien udkommer. Blandt disse er Jeanette Winterson, Margaret Atwood og Jo Næsbo.

”Man kunne virkelig føle sig fysisk såret, hvis ens følelser blev krænket tilstrækkeligt. Det opdagede hun i løbet af de næste dage. Hun havde oplevet det adskillige gange før, men det her føltes som en helt ny åbenbaring, som en skarp kniv i brystet. Det var selvfølgelig ulogisk: Hvorfor i brystet? Et hjerte var jo ikke andet end en glorificeret pumpe, når det kom til stykket. Men alligevel føltes hendes eget hjerte så kvæstet, så indskrumpet og opsvulmet på samme tid.”

Kate Battista er en vanskelig karakter, fordi hun er så svær at holde af. Hun er kynisk, snæversynet og alt hvad Shakespeares Katherina Minola er, men alligevel følte jeg sympati med hende. Hendes position er ikke let. Hun befinder sig som knudepunktet i en familie, med endeløse forventninger til hende, imens hun mest af alt søger et pusterum fra en hverdag, som kvæler langsomt hende. Særligt da hendes far foreslår hende at gifte sig med sin assistent, blev ikke kun min sympati vakt men også min vrede, der faldt i et med Kates. Selvom jeg forstår dr. Battistas begejstring over endelig at få et gennembrud indenfor sit akademiske felt, så er hans forventninger til Kate urimelige, særligt når hun i forvejen varetager husholdningen, og familiens vel og værd. Den komik, der strømmer igennem Shakespeares komedie, fandt jeg ikke hos Tyler, måske fordi den underspilles eller fordi den helt drukner i Kates kynisme og faderens excentriske væsen. 

I stedet læste jeg “Eddikepigen” som en letsindig historie, en såkaldt feel-good-roman og genfortælling uden større formål, og som helt gjorde, at jeg sjældent havde Shakespeare i tankerne. “Taming of the Shrew” er ingen let historie at skulle genfortælle i en moderne kontekst, men jeg synes grundlæggende at Tyler slipper udemærket af sted med sin udgave af den klassiske komedie om en genstridig ung kvinde, der skal giftes før faren vil lade den yngre søster blive gift. Jeg beundre Anne Tyler for måden hvorpå hun formår at gøre sin genfortælling så moderne og aktuel i relation til kulturer og internationale ægteskaber, men min største anke er dog, at jeg ikke brød mig synderligt om nogen af bogens karakterer, fordi de ofte forekom mig for karikeret og unuanceret. De er meget sort-hvide i deres udformning, og Kates gradvise omvending er så pludselig, at det slet ikke ligger til hendes natur.

“’Jeg har ordforrådet, men jeg kan stadig ikke finde ud af at bruge sproget sådan, som jeg gerne vil. Der er ikke noget specielt ord for ‘dig’, når det er dig, jeg taler ti. På engelsk er der kun ét ‘dig, og jeg er nødt til at sige det samme ‘dig’ til dig, som jeg vil sige til en fremmed; jeg kan ikke udtrykke min nærhed.’”

“Eddikepigen” er en udemærket bog med en smuk og indbydende forside, der afspejler et beundringsværdig boghåndværk, der gav mig hjertebanken af bare begejstring. Dog forekom historiens afsluttende del mig fjollet, imens slutningen er en smule for afsluttende i måden hvorpå intet overlades til læserens egen forestillingsevne, og af samme grund lukkede jeg bogen med en indifferent mine og et stille suk over de bristede luftkasteller jeg havde skabt. Hele scenariet om brudgommens udeblivelse fra sit eget bryllup, om laboratoriemus’ forsvinden og anklager og fingerpeg, der flyver gennem luften, imens afsløringen af den sande gerningsmand efterlod mig med en lidt flad fornemmelse. Jeg nød dog at læse Anne Tylers genfortælling af Shakespeares komedie, men jeg synes dog samtidig det er en historie, der forsøger for meget i forhold til, hvad der lykkes.

Reklamer

5 thoughts on ““Eddikepigen” af Anne Tyler

  1. Elida

    Eg las Anne Tylers “A Spool of Blue Thread” i fjor, og vart ikkje imponert over verken språk eller historie. Eg får lyst til å lese denne pga Shakespeare-tolking. Du nemner fleire som skal skrive Shakespeare, Howard Jacobson har kome ut med boka “Shylock Is My Name” der han tolker “A Merchant of Venice.”

    God lørdag!

    1. Nikoline

      Det er jeg ked af at høre. Tyler er ellers blevet ros til skyerne, men jeg så det heller ikke i “Eddikepigen”.
      Ja, Jacobson er også en del af projektet, og jeg glæder mig virkelig til at følge det. Det er et spændende tiltag og en skøn gave til Shakespeare.

  2. Noelia Alonso

    I’m very excited about the Hogarth Shakespeare series but I’ve heard so many mixed things about Vinegar Girl that I don’t feel the need to pick it up. Most say it’s not really a re-telling, just the same play in modern times and therefore lacking and a lot of people seem to find it incredibly sexist and that Tyler does nothing to change that. Anyways, I’m really looking forward to Atwood’s retelling of The Tempest. That’s my favourite Shakespeare so far.

    1. Nikoline

      Me too! The project is very exciting and a great way to celebrate Shakespeare. This, however, was not really my cup of tea. I agree it doesn’t feel like much of a retelling as it basically is the same plot as Shakespeare’s. But what is funny in Shakespeare’s time is not necessarily funny in our time, you know what I mean? Several times I though Tyler wanted me to laugh, but it just wasn’t funny, but rather silly instead. It is a decent read, though.

  3. Pingback: Eddikepigen | Bibliotekattens Bøger

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s