Forfatterinterview med Claire Fuller

© forfatterens hjemmeside

“Our endless numbered days” er din debutroman og handler om en pige, hvis far tager hende ud i en skov, væk fra alt det hun kender i den tro, at verden er gået under. Det er først flere år senere, at hun finder ud af, at det er den ikke. Hvad fik dig til at skrive fiktion som denne? Jeg skrev ikke fiktion før jeg var 40. Jeg deltog i en begivenhed på mit lokale bibliotek, der handlede om at skrive noveller, og jeg tilmeldte mig. Forfatterne skulle skrive en historie og læse den højt for et betalt publikum, som skulle stemme om den bedste novelle. Jeg havde ikke skrevet noget siden jeg afsluttede gymnasiet, så man kan helt bestemt sige, at jeg sprang ud i og følte mig på dybt vand. Jeg skrev noveller i 18 måneder under de forhold, og på et tidspunkt blev en af mine historier valgt som novellekonkurrencens vinder. Efter det besluttede jeg mig for at studerer skrivekunst på mit lokale universitet.

Er det sandt, at “Our endless numbered days” er inspireret af en virkelig historie om Robin van Helsum, en hollansk dreng, som udvandrede fra en skov i Tyskland i 2011 og fortalte, hvordan han havde overlevet der med sin far. Hvis det er sandt, hvad var det så ved den historie, som fangede din interesse og sidenhen resulterede i din debutroman? Ja, det er den historie, der inspirerede min historie. Jeg har altid været fascineret af overlevelse — hvad ville være minumumskravet for at overleve i vildnisset? (Ikke at jeg nogensinde har forsøgt det.) Jeg var også interesseret i at undersøge, hvordan det ville påvirke et barn at skulle gennemgå sådan en prøvelse. Jeg er virkelig fascineret af fænomenet om vilde børn, og hvor stor eller lille en andel civilisation spiller i rollen om at forme et barn.

Hvad var din største udfordring i forhold til at skulle skrive din første bog og få den udgivet? Du skrev din roman da du var i fyrrerne. Hvis du havde skrevet bogen da du var i tyverne, hvordan tror du så, at den ville have set ud?
Den største udfordring i forhold til min første bog var at blive ved med at skrive. Det er meget vanskeligt, når du ikke har nogen idé om nogen overhovedet vil læse den eller om den overhovedet vil blive udgivet. Så det at skrive alene for den mulighed at bogen kunne blive udgivet og læst var en daglig udfordring. Hvordan min bog ville have set ud, hvis jeg havde skrevet den, da jeg var i tyverne er et virkelig godt spørgsmål, som også er meget svært at svare på. Jeg tror den ville have været kortere (mindre viden om mennesker, steder og begivenheder), og jeg ville have været langt mere bekymret omkring publikum, og hvad andre ville tænke om min skrivning. Jeg tror at negativ selvopfattelse forsvinder med alderen.

Hvordan føles det at blive udgivet og så godt modtaget? Den vandt endda Desmond Elliott-prisen i 2015.
Åh, det føles fantastisk! Det er en vidunderlig følelse at vide, at den er ude i verden og bliver læst af fremmede, at ordene fra mit hovede flyder igennem dem. Og at vinde Desmond Elliott-prisen var fantastisk – så uventet!

En stor del af din roman fokuserer på kun to karakterer, Peggy og hendes far. Hvilke udfordringer var det ved at skrive en roman, der har så smalt et karakterfokus?
Det var vanskeligt, og jeg indså det ikke før de befandt sig i skoven, og jeg besluttede mig for at beholde dem der i ni år. Så tænkte jeg, at det ville blive en meget kedelig bog. Jeg planlægger ikke mine romaner, men i stedet reagerer jeg på det, som jeg skriver, og hvis jeg har skrevet mig selv op i et hjørne, så forsøger jeg at skrive med ud af det på en kreativ måde. Så jeg indflettede kapitlerne om London, hvor der er flere karakterer. Det hjalp, og det som skete med Peggy i skoven var også en måde, hvorpå jeg forsøgte at håndtere den situation ved kun at have to hovedepersoner.

Er der forfattere, som på nogen måde har haft indflydelse på din måde at skrive på og fortælle historier?
David Vann (særligt hans bog “Legend of a Suicide”) havde en stor indflydelse på “Our endless numbered days”.

Der er er en stærk fornemmelse af sted i din roman, hvordan var din tilgang til denne?
Det var ikke noget, som jeg bevidst tænkte så meget over. Jeg prøvede at skrive en bog, som jeg selv gerne ville læse, hvilket ofte har en stærk fornemmelse af sted og er meget deskriptiv. Men da Peggy og James endte i skoven, prøvede jeg at gøre skoven til sin egen karakter.

Musik spiller en stor rolle i romanen. Hvad lyttede du til imens du skrev den?
Jeg lyttede til en helt masse af Iron and Wine. Faktisk er romanens title taget fra et af hans album.

Hvilke bøger har du læst fornyeligt, som du godt kunne lide?
Jeg har fornyeligt læst “The Pier Falls” som er en novellesamling af Mark Haddon. Hver eneste novelle er en perle. Jeg kan varmt anbefale den.

Kan du fortælle noget om din næste bog?
Min næste bog hedder “Swimming Lessons” og udkommer i begyndelsen af næste år. Det er to historier: i den første, skriver Ingrid breve til sin mand, Gil, men i stedet for at give dem til ham, gemmer hun dem i tusindvis af bøger, som han samler og ejer. Så forsvinder hun ved den engelske strand. Tolv år senere mener Gil, der nu er en ældre mand, at han har set Ingrid i vinduet ved en boghandel. Hans datter, Flora, venner hjem, usikker på om hun skal tro ham eller ej, og hun leder efter svar uden at vide, at de svar hun søger for, er i de bøger, der omgiver hende.

Reklamer

Bibliotekskærlighed og hjertestik

Der findes mange former for læsere. Sådan begyndte jeg i foråret mit foredrag på Odense Centralbibliotek omkring min læserhistorie, ungdomslitteraturen og dens tendenser og det at være bogblogger. Nogen foretrækker paperbacks, andre hardbacks, og for andre er udgaven af en bog ligegyldig så længe indholdet er det samme. Hvor nogen konsekvent køber alle deres bøger, benytter andre hjertelæsere får deres bøger igennem bibliotekets overdådige hyldeudvalg. Læsning er lige så bredt som det enkelte menneske er enestående, og der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at være læser på. I dag køber jeg alle mine bøger selv, men det har jeg ikke altid gjort. En gang fik jeg mit læsestof igennem biblioteket, som jeg troligt besøgte flere gange om ugen hvis ikke dagligt. Da jeg til mit foredrag skulle forsøge at fortælle, hvordan og hvornår min historie som læser begyndte, famlede jeg længe i et mørke efter svar, som jeg aldrig fandt, og jeg tror, at det skyldes, at min historie som læser er lige så mangeårig som jeg selv. Den begynder og slutter med mig. Bøgerne har altid været i mit liv, og selvom jeg i dag har en forkærlighed for 1800-tals litteratur, så er min kærlighed til bøger og læsning naturligvis ikke startet der. Det startede med Astrid Lindgrens pudseløjerlige fortællinger om forpjuskede børn, talrige eventyr fra H.C. Andersen om at finde sit til rette i verden, og Brødrene Grimms opdragende fortællinger. Selvom der var bøger i mit barndomshjem, så faldt det mig aldrig ind, at jeg kunne købe og eje bøgerne selv, og biblioteket var derfor hele min verden, når det kom til bøger, fordi det var der bøgerne var at finde. I dag handler det dog også om at eje særlige udgaver af bøger, og min læsning og mine bogindkøb er således blevet et samlerprojekt.

Biblioteker var en fast del af min opvækst; her besøgte jeg ofte de tårnhøje bogreoler med et endeløst udvalg af titler, og jeg kom her troligt. Jeg gik ofte derfra med et smil på læben og med en bog under armen, og med årerne blev det også et sted jeg kom, for at finde en stille stund. Jeg lånte og læste bøgerne hurtigere, end jeg kunne nå at hente dem, og i lange perioder kom jeg der næsten dagligt. I dag har biblioteker en anden rolle i mit liv. Ikke fordi min kærlighed til dem er blevet mindre, men snarere fordi de langsomt flyttede ind i mit hjem og slog rødder. Med årene har jeg opbygget de reoler, som jeg kunne tilbringe timer med at gennemsøge for tiltalende titler og smukke forsider. Mit udvalg af bøger er måske ikke lige så favnende som et offentligt biblioteks, men det favner bredt inden for de genre af bøger og forfattere, som jeg har interesse i, og der er altid ulæste bøger at finde, for det værner jeg om. Jeg ser bøgerne som byggesten i mit eget hjemmebibliotek, men også i forhold til min udvikling som læser. Jeg tror jeg begyndte at købe mine bøger frem for at låne dem, fordi jeg i en periode læste meget engelsk ungdomslitteratur, som hverken fandtes på mit bibliotek eller som kunne bestilles hjem. Jeg læste alle de ungdomsbøger, som mit bibliotek kunne tilbyde, men en nagende følelse voksede frem som en knude i maven. Jeg følte, at jeg læste den samme historie om den samme hvide, heteronormative heltinde, der skulle redde verden fra dens undergang, eller som var omdrejningspunktet i et ulideligt trekantsdrama, en historie jeg sjældent kunne identificere mig med, og jeg søgte derfra gradvist væk fra ungdomsbøgerne og over i den voksne skønlitteratur, hvor jeg fandt en større diversitet, som ungdomslitteraturen dog er ved at komme efter nu.

Jeg tænker, at det må være vidunderligt at være bibliotekar, fordi man kan være med til at gribe usikre læsere og være med til at forme dem, men det stiller naturligvis også krav, og de blev sjældent opfyldt, der hvor jeg kom. Jeg kunne sjældent få fortalt, hvor en bestemt bog stod og selv en boganbefaling var svær at fremtvinge. At være bibliotekar er mange ting, mere end hvad jeg sikkert ved, men jeg savnede at føle, at de først og fremmest er læsere, litteraturens vogter og formidlere. Jeg tror også det er vigtigt, at bibliotekerne er opmærksomme på, hvad der rør på sig indenfor de forskellige typer af litteratur, og det sker blandt andet ved selv at læse nogle af de bøger, som bibliotekerne får ind og orienterer sig på diverse digitale platforme som blogs og youtube. Det korte og det lange er nok, at jeg savner nærvær på bibliotekerne. De offentlige biblioteker er dog de grundliggende byggesten i mit konstantvoksende projekt, for det var her kærligheden til bøgerne for alvor vandt indpas i mit hjerte, og det var her jeg fandt min læsemæssige stemme blandt talrige genrer, århundreder og forfattere. Jeg er en evig fortaler for at bevare offentlige biblioteker, og deres pressede situation giver mig hjertestik, men samtidig forekommer det mig også hyklerisk, fordi jeg ikke værner bedre om dem selv. Biblioteker er vigtige, fordi det ikke er alle, der har midlerne til at købe og eje deres eget bibliotek. Jeg går dog stadig på biblioteket, men der er ingen logik i hvilke bøger jeg køber og låner. Jeg går på biblioteket for at låne studiebøger, bøger jeg er usikker på jeg vil eje eller bøger til min læseklub. Sommetider besøger jeg biblioteket uden formål, fordi det at besøge det er som et gensyn med en gammel og kær ven, som jeg ser alt for sjældent, og det er her, jeg bliver mindet om alt det, som i første omgang var med til at gøre mig til læser.

Hvordan har I det med de offentlige biblioteker? Hvis I overhovedet bruger dem, hvordan indgår de så i jeres læsning og gør de overhovedet det? Hvad savner I fra bibliotekernes side?

Sommerlæselisten

Min sommer bliver en mærkelig blanding af flere ting. Jeg drømmer om grillaftenener, søde genforeninger med venindebesøg, varme kys, hjemmebesøg i Jylland, og den sidste flig et bekymringsfrit studieliv, før august bliver til september, der byder på studiestart og en helt særlig praktikplads i forlagsbranchen. I skrivende stund er jeg i færd med at afslutte et kapitel og tage hul på et nyt til, og jeg pakker derfor hele mit liv i Odense ned i flyttekasser for at flytte sammen med min kæreste i det sjællandske. Og selvfølgelig skal min sommer også bestå af læsning. Normalt skriver jeg gerne min sommerlæseliste  måneder i forvejen, men ikke i år. Ovenpå krævende eksaminer trængte jeg til at koble fra og læse efter hjertets lyst, og min læsning tog derfor form som dagene gik. På trods af flyttekaos og sommerdrømme, har jeg nu samlet en lovende stak bøger, som jeg håber på at fylde mine sommerdage med. Sammensætningen af mine valgte bøger er en blanding af mørk poesi, afrikanske skæbnefortællinger, prisbelønnede historier på tværs af kontinenter og tid, historisk fiktion i fortidsfjern Grækenland og en politisk selvbiografi.

  • “The Fishermen” af Chigozie Obioma. I anledning af at Obioma gæster Louisiana Literature i denne måned, vil jeg frygtelig gerne læse den bog, som han var nomineret til Man Book prisen for sidste år. Bogen handler om en flok brødre, hvis tætte bpnd langsomt opløses, da en gammel mand forudser, at den ene bror vil blive slået ihjel af en anden. Jeg læser alt for lidt afrikansk litteratur, og jeg kan derfor ikke vente med at læsr denne.  
  • “How to be Both” af Ali Smith har længe stået på min læseliste over bøger, som jeg gerne vil læse. I det hele taget vil jeg gerne læse en masse af Ali Smith. “How to be Both” er nok hendes mest kendte, og fortæller en tosporet historie om den transkønnet kunstner i Italien, og en pige i Cambridge, der sørger over sin nyligt afdøde mor og deres rejser til Itailien. Ali Smith gæster ligeledes Louisiana Literature.  
  • Human Acts” af Han Kang. Kang er en koreansk forfatter, der har fået alverdens roser for sin prosa. Hun skildrer et brutaliseret Korea, der søger efter en stemme, og om en dreng, der leder efter det forsvundne lig af sin afdøde ven. Det er svært at sige, hvad det er ved Kang, der drsge mig mod hendes ord, men jeg har sjældent været så nysgerrig omkring en my forfatter.  
  • “Living History” af Hillary Clinton. Jeg kender meget til Hillary. Jeg ved, at han på grund af valgkampagnen i USA lige nu kæmper for ligestilling og kvinders vilkår, og så eksponeringen af hendes email-skandale. Jeg synes det er svært at have en holdning til et menneske, som jeg ikke rigtig kender eller kan udtale mig om, så jeg har længe gerne ville læse en af hendes selvbiografier i håb om, at få kastet lys over hendes person.
  • “The Song of Achilles” af Madeline Miller er en gendigtning af sagnet om Achilles og kampen om Troja, fortalt gennem drengen Patroclus’ kærlighed til den blonde dreng. Det er en bog, der tog forfatteren ti år at skrive, og det kan mærkes. Jeg er allerede opslugt af historien og Millers lyriske skrivestil. Hver et ord smager af honning.
  • “Crow: From the Life and Songs of the Crow” af Ted Hughes. Den danske sommer er kendt for sine humørsving, og på regnfulde sommeraftenener omkring skumringstiden vil jeg finde denne digtsamling frem og forsvinde i dens omklamrende mørke af gys og mytologi. Ted Hughes var gift med en af mine yndlingsdigtere, Sylvia Plath, og fordi han i sin levetid skrev femten digtsamlinger, der blandt andet omhandler sit turbulente forhold til Plath, har jeg længe gerne ville læse ham, og “Crow” synes at være det helt rigtige sted at begynde.

Hvad med jer? Har I også planlagt at læse bestemte bøger i sommerensløb, eller tager i hverdag i øjenhøjde og lader spontaniteten råde? Hvis I har planlagt en læseliste, hvilke bøger står der så på den?

“Et glimt af håb” af Ruta Sepetys


“Et glimt af håb” (org. titel “Shades of Gray”) af Ruta Sepetys fra forlaget Lindhardt og Ringho, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2011). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Lina Vilkas er en drømmer, en kunstnerspire, hvis hverdag braser, da den sovjetiske sikkerhedstjeneste sparker døren ind og river den litaniske familie bort fra deres hverdag. Lina, hendes mor og lillebror bliver adskilt fra faren og mast ind i en beskidt togvogn, hvis destination er ukendt. Langsomt bevæger toget sig nordpå, tilværelsen i den trænge togvogn bliver koldere, og verden uden for fastfryse i isnende billeder af et håbløst landskab, men Lina forsøger at fatte håb. Hun opbygger luftkasteller og drømmer sig væk i Edvard Munchs malerier, hun fortæller historier og holder passagernes hjerter varme. Toget standser ved en af Stalins arbejdslejre nord for polarcirklen, hvor Vilkas-familien anbringe, og hvor kulden går gennem marv og ben så selv Lina har svært ved at være håbefuld for fremtiden.

“Et glimt af håb” er en bog, der i årevis har stået på listen over nogle af de bøger, som jeg gerne vil læse, og alligevel er den gang på gang faldet i baggrunden til fordel for andre bøger, til jeg til sidste glemte alt om den. Den danske oversættelse af bogen ændrede det dog, og jeg forstår ikke, at jeg har ventet så længe med at læse den. Ruta Sepetys har gravet i sin familiehistorie og givet en stemme til det lille glimt af håb, som fik dem til at overleve på trods af en lang og sindsoprivende rejse, der spænder over flere år og 10.500 kilometer. Hendes sprog er afdæmpet og dog yndefuldt, og dets gennemslagskraft er ikke til at tage fejl af. Hvert et ord føles som et slag i mellemgulvet, og som læser fandt jeg det svært at holde modet oppe i takt med at det sovjetiske tog skar igennem landskabet. Hun skriver om et goldt landskab, der føles mindst lige så følelsesforladt som Stalins soldater, der langsomt river enhver af de tilfangetagedes liv itu. Hun skriver lærd og alligevel simpelt, og sproget flyder ubesværet. Washington Post skrev om bogen, at gå bøger er smukt skrevet, endnu færre er vigtige, men at Sepetys fortælling er begge dele, og jeg kan kun nikke anerkendende.

“Jeg hadede dem, NKVD, og russerne. Jeg plantede et frø af had i mit hjerte. Jeg svær, at det skulle vokse op og blive et kæmpestort træ, hvis rødder ville kvæle dem alle.”

Lina er en beundringsværdig protagonist, hvis yndige stemme flyder gennem romaner som et lys i mørket. Hun er både modig og håbefuld, fuld af liv og lys. Hun ligner sin viljestærke mor, som ikke for noget i verden vil give afkald på sin stolthed, selvom det ville have gjort det nemmere for den lille litauiske familie. I stedet for at give efter for falske anklager, står hun fast ved sin uskyld og skaber et beundringsværdigt billede, som hendes børn vokser op i rammerne af. Linas stædighed spejler sig heri, men hun er dog ikke kun et spejlbillede af sin mors væsen. Hun er derimod helt sin egen med faste meninger og viljestærke beslutninger, så som da hun vælger at tegne for de sovjetiske soldater, imens hendes mor bønfalder hende om at lade vær. Lina formår at tage mørket fra hverdagen, som hun kender den og afbillede den igennem sit talent for at tegne, og hun omsætter den til noget smukt såvel som farligt, der for enhver pris ikke må falde i de forkerte hænder. Min eneste anke med Lina er, at hun virkede langt yngre, end hun egentlig er.

Jeg læste Sepetys barske fortælling på en varm sommerdag, og alligevel overdøvede kulden i hendes landskabsbeskrivelser og den iskolde vind solens stråler. Jeg forsvandt ind i hendes vinterlandskab og glemte alt om tid og sted, jeg tabet modet sammen med de mange tilfangetagende, og jeg genvandt det igen. Sepetys har skabt en virkelig vigtig historie fra et perspektiv, der forekommer mig at være en smule overset i historien. Historien er i grunden meget simpel, fordi den begrænser sig til togvognen og sidenhen arbejderslejren, hvor der er langt mellem begivenhederne, og selvom forfatteren skriver smukt, så havde jeg dog ventet at blive overvældet af begge dele i langt højere grad, end jeg gjorde. Selvom jeg nød forfatterens ord, fik de mig aldrig til at hulke mit hjerte i stykker, og den afbrudte slutning gjorde, at jeg dårligt vidste, hvad jeg skulle føle. Det skar mig dog i hjertet at se, hvordan enhver af de tilfangetagede var reduceret til en pris, som da Linas lillebrors liv kun et er lommeur værd.

“Jeg lagde mig ned, men kunne ikke sove. Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg maleriet af Skriget for mit indre øje, men ansigtet var mit eget.”

Sepetys forsøger ikke at give en stemme til de, der var ofre for Stalins magt, men derimod at give en stemme til de, der kæmpede for deres liv. Hun skriver om historiske begivenheder med stor vigtighed, og jeg tror på at litteraturen er en god måde at italesætte vigtigheden af ikke at gentage dele af verdenshistorien. Dertil kommer hendes måde at gøre et historisk emne håndgribeligt og læsbart, selvom det er tungt til det sidste. Hun understreger vigtigheden ved altid at fatte mod, selv når mørket føles uigennemtrængeligt, for selvom der ikke nødvendigvis er håb forude, så er det håbet, der driver mennesket frem. Slutningen var et pludseligt vindstød, og Sepetys trækker den til sidste øjeblik, hvor jeg var lige ved at miste modet, og da blev historien bundet sammen i en nydelig sløjfe, selvom jeg ikke kunne lade vær med at føle, at den er så pludselig omend afrundet, at det mest af alt føles som om forfatteren løb tør for ord og skriveplads.