“Udvalgte noveller” af Fay Weldon


“Udvalgte noveller” (org. titel “Mischief: Fay Weldon Selects Her Best Short Stories”) af Fay Weldon fra forlaget indhardt og Ringhof, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2016). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er engelsk

“Udvalgte noveller” af Fay Weldon er en række af forfatterens egne yndlingsfortællinger, som hun selv har udvalgt til bogens formål, men denne novellesamling indeholder også nye fortællinger i overenstemmelse med dens emne. I sit forord til bogen, reflekterer hun også over kvindens position i samfundet samt dens udviklingen gennem fire årtier, som Fay Weldon selv har skrevet igennem. Hun skriver om kvinder og kønskampenes tidslighed, om udviklingen i samfundet og mentalt hos mennesker i forhold til måden, vi gebærder os over for hinanden på, men hun fortæller også simple historier om kompliceret kærlighed til det modsatte køn, til sit eget og til sig sig selv.

Mit møde med Fay Weldons forfatterskab var kærlighed ved første blik; novellesamlingens første historie gav mig åndenød og fik mit hjerte til at hamre. “Angel, den skinbarlige uskyld” fortæller historien om en kvinde, der lever sammen med en mand, der er kunstner. Histoiren begynder i parrets seng, hvor Angel vågner på grund af en fremmed lyd i huset, men fordi hverdagen domineres af mandens strenge sind, holder hun vejret for at undgå endnu en konflikt. Det er en skrøbelig fortælling, om hvordan en kvinde i et usundt forhold pludselig ser virkeligheden for, hvad den er, og inden hun kan nå at bortforklare den, pakker hun sin taske og lægger det liv bag sig. I “Alopeki” sladrer en gruppe kvinder med hinanden om en anden kvinde, der anklager sin mand for at trække store totter hår ud af hovedet på hende. De rynker alle på næsen over hendes udsagn, bortforklarer det med, at hun lider af sygdommen alopeki og tager ægtemandens parti, lige indtil han bliver enke og gifter sig med en kvinde, der også begynder at miste håret i totter.

“Havelågen svinder i bag hende. Angel bærer nu kærligheden til et sikrere sted.”

Fay Weldon fortæller nogle voldsomme historier, der ikke kun handler om kønsballade, men også om hvordan de to køn vender sig mod sig selv og forråder sine egne, sådan som kvinderne gør det i “Alopeki”. Historierne er mange, forskellige og farvet af kvindesyn, men som samtidig fortæller de mest simple hverdagshistorier med enestående karakterer, som blev længe i mine erindringer efter endt læsning. Weldon balancerer med svære tematikker, men hun formår om nogen at løfte disse, hvis ord er lette og farvestrålende som sommerfugle. Weldon skriver levende, legende og let, men også om noget, der er disses modsætninger, og jeg nød hvert et ord jeg læste med undtagelse af sidste novelle, der også er den længste, hvis synske-handling ikke rigtig sagde mig noget. Alle novellerne fortælles desuden af kvindelige hovedpersoner med undtagelse af “Spildte liv”, som fortælles af en mand.

“Lily Barts hatteforretning” er en kærlighedserklæring til litteraturen, der tager afsæt i Gustave Flauberts “Madame Bovary”. Historien begynder, da Emma Bovary får sin dom i Flauberts roman, hvorefter hun rejster til New York, hvor hun får arbejde i Lily Barts hatteforretning. Her møder hun en række andre litterære skikkelser, heriblandt Lev Tolstoys Anna Karenina og Charlotte Brontës Jane Eyre og Mr. Rochester. “Nede på det kliniske diskotek” fortæller historien om Linda, der fortæller om sin tid på Broadmoor som er et hospital for psykisk syge kriminelle. Det er en historie, der henledte mine tanker på “The Bell Jar” og “Girl, Interrupted”. Historiens narrativ er det, som fangede min opmærksom mest. Den er en monolog, der fortælles som en dialog mellem Linda og læseren, og skaber en underlig intim atmosfære.

“Det er ikke sådan, huse taler, halvvejs mellem en trækvind og en knirken, når de er blevet vakt til live igen af de velmenende, reddet fra forfald og nedrivning. Man hører det undertiden, når man vågner midt om natten i et gammelt hus og tror, at det spøger. Men det gør det ikke, det er bare huset selv, der taler.”

Weldon greb mig om hjerte med sine fortællinger, der alle er særligt relevante i forhold til deres handlinger, budskaber og tematikker, men ser man bort fra deres politiske standpunkt, er det mest af alt beundringsværdige historier på grund af sproget og Weldons evne til at fortælle en god historie. Hun skriver som en tidlig sommermorgen på grænselandet mellem nat og dag, lige inden solens første stråler rammer det dugvåde græs og lader sit lys falde igennem trækronerne. Det er et helt særligt syn, og Weldon kan om nogen skrive. Bag sig har den engelske forfatter et enormt forfatterskab, og dog er det først nu, at jeg stifter bekendtskab med det i form af hendes noveller, og jeg er ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige sted at starte. Nu er der kun tilbage at udforske resten af hendes forfatterskab.

Om at være bogblogger #2: opstart og udvikling

Der findes mange måder at være blogger på. Flere end jeg kan tælle til, for det er ikke noget, der er entydigt eller universelt. I stedet er det noget, der begrænser sig til den enkelte bloggers person, og grænserne er derfor endeløse. Dog bliver jeg ofte spurgt om hvordan jeg startede som blogger, og hvordan jeg kan blive ved med at blogge igennem syv år, hvoraf fem-seks af årene har været med fokus på bøger. Når jeg skriver om det at være bogblogger, så skriver jeg ud fra egne erfaringer og måderne, som jeg har grebet det an på, netop fordi jeg ikke tror på universeltgældende regler for blogføring og billedetagning så længe, det man lægger op stemmer overens med det, man har på hjerte. Jeg har derfor samlet en liste nedenfor, der udelukket er baseret på mine egne erfaringer, som jeg har fået gennem årene som blogger. Det er hverken nogle universel regelsæt, men snarere simple guidelines, som jeg har fundet ud af fungerer for mig.

  • Hav fokus på konceptudvikling og helhedsfornemmelse. Jeg tror det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvorfor man begynder at blogge. Jeg begyndte selv, fordi jeg syntes det var sjovt, hvor jeg i dag blogger med et lidt andet formål, der dog stadig udspringer af min lyst til at blogge. Jeg tror samtidig det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvor meget tid man ønsker at bruge på det at blogge. Jeg bruger selv meget tid, men jeg har også erfaret, at min blog også kan bruges erhvervsmæssigt, og derfor bruger jeg meget tid på billedetagning og tekstproduktion.
  • Vær realistisk. I forlængelse af ovenstående, tror jeg også, at det er vigtigt at være realistisk. Jeg har før oplevet andre sige, at de gerne vil være bogblogger for at kunne modtage anmelderbøger, og hvad end det er sagt med et glimt i øjet eller med alvor, så tror jeg, at man helt skal lade vær med at bloggen. En blog burde være resultatet af et ønske om at debattere et emne, og ikke drives af ønsket om modtage bøger fra forlag og forfattere.
  • Planlægning og regelmæssighed. Det er i grunden meget simpelt: jo større regelmæssighed, der er mellem ens indlæg, jo større chance er der også for, at ens besøgende vender tilbage. For at have denne regelmæssighed, forsøger jeg selv at skrive og planlægge mine indlæg i god tid. Det giver også mulighed for refleksion over emnet, hvad end det drejer sig om en boganmeldelse eller et debatterende indlæg.
  • Find din stemme. Det gælder både tekst og billeder, men det gælder også valg af sprog. Selvom publikummet er større i den engelsktalende bloggerverden, blogger jeg på dansk, fordi det for mig giver størst mening i forhold til min kontakt til den danske forlagsbranche. Det er også min erfaring, at blogindlæg med store og personligtaget billeder har større blikfang, frem for forsidebilleder af en bog, som er hentet fra internettet. Det giver ikke kun mulighed for at sætte et personligt præg på billederne, men også det at vise en bog frem på alle ledder og kanter. Billederedigering er en smagssag, men jeg bliver ofte komplimenteret for mine billeders klarhed, lys og opsæt.

I forhold til billedtagning og redigeringsprocessen

  • Jeg bruger et Canon EOS 1100D med henholsvis et 18-55mm f/3.5–5.6 og et Canon EF 50mm f/1.8 objektiv. Det har jeg ikke altid gjort, men jeg investerede i det, fordi jeg ville investere i bloggen, og selvom det er mange penge, så har jeg kun fortrudt, at jeg ikke købte det langt tidligere.
  • Hvis der er én funktion, som jeg konsekvent ikke bruger på mit kamera, så er det blitz. I stedet væbner jeg mig med tålmodighed på det helt rigtige lysindfald, uden at min dagligdag står på standby for dette. Desuden tror jeg det er vigtigt, at billederne på ens blog er store, fordi de fungerer som blikfang. Læs mere om det her.
  • En video er en mulighed for at lade en brøkdel af sin personlighed skinne igennem. Ved videoblogs bruger jeg iMovie til at redigere, og jeg filmer med det samme kamera, som jeg tager billeder med, gerne foran min bogreol.
  • Til at finjustere mine billeder, bruger jeg Adobe Photoshop CS5 Extended, hvor jeg leger meget med lys og kontrast, som gør alverden til forskel uden at det kræver ret meget tidsmæssigt. Der findes dog også mange gode alternativer, som ikke koster penge, og som kan mange af de samme ting som photoshop.

Til de af jer, der selv af bogbloggere, hvordan griber i så hele projektet an? Blogger I af ren forføjelse eller med en fremtidsintention? Til de af jer, der læser blogs, hvad lægger I så vægt på i forhold til de blogs, som I følger?

“A Song for Summer” af Eva Ibbotson


“A Song for Summer” af Eva Ibbotson fra forlaget Pan Macmillan, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1997).

Ellen Carr er modsat de engelske kvinder omkring sig; hendes suffragette mor og frisindede tanter lever et akademisk liv og kæmper for kvinderettigheder, imens hun selv holder meget af dagligdagens små gøremål, som kvinderne i hendes familie tager afstand fra. Kort før sin sidste eksamen på universitet, søger Ellen arbejde på en østrisk skole, og hun pakker derfor sit liv ned og rejser fra England til Østrig. Skolen er fyldt med talentfulde børn, der lever og ånder for kunst i dens mange afskygninger, imens forældrene er fraværende. Her møder hun også den unge gartner, Marek, som får hendes hjerte til at banke hurtigere. Hverdagens idyl brister, da Hitlers regime henligger verden i ruiner, og inden Ellen får set sig om kæmper hun sammen med en modstandsbevægelse, men også med sit forelskede hjerte.

“A Song for Summer” er en bog, hvis bagsidetekst lover en solid ungdomsfortælling med kærlighed og det at finde fodfæste i livet, men den har også en mørk skyggeside i form af dens afsæt i Anden Verdenskrig, og samtidig banker hvert et ord for kunsten som et hjerte. Det skulle dog være et typisk rammesæt for Eva Ibbotsons ungdomshistorier, der alle i højere eller mindre grad tager afsæt i lignende karakterer, men som fortæller vidt forskellige historier. Jeg vil ikke kalde “A Song for Summer” en fløjlsblød fortælling, fordi der modsætter sig dens historiske kontekst, men det er samtidig en historie, der tillader kærligheden at blomstre i en tid, hvor verden brænder under to skælvende hjerter.

“And then, because they were both Englishwomen and their hearts were somewhat broken, they turned back into the room and put on the kettle and made themselves a cup of tea.”

Både Ellen og Marek kommer fra samme udgangspunkt; de kommer fra priviligerede familie, men har fundet glæden ved hårdt arbejde. Jeg kom særligt til at holde af Ellen på grund af hendes kompleksitet. Hun holder af madlavning og rengøring, men hun er heller ikke i tvivl om sit værd som kvinde. Da Marek modsætter sig hendes ønske om at lade hende hjælpe ham, griber hun om sit køn og finder selvstændighed. Hendes stemmer er helt sin egen og ikke til at tage fejl af, og selvom hun skal forestille at være i begyndelsen af tyverne, så er det forfriskende at følge en kvindelig hovedperson, der også vakler i livet i forhold til at finde sig selv og sin plads i den, men som alligevel evner at finde styrke i sit køn. Ellen er dog også en heltinde, som lykken tilsmiler som en brændende sol over ørkensandet, og hun oplever sjældent modstand i kampen for retfærdigheden. Det samme gælder for Marek.

Jeg tror Ibbotson skrev historiens slutning med et ønske om at tage afstand for den potentielle pladderromantik, som historien hurtigt kunne komme til at lide under, men sandheden er at historien hurtigt tog en drejning og bevægede sig ned af en sti, som jeg ikke brød mig om, og derfor lukkede jeg bogen med et stille suk. Ikke alene er dens slutning hurtigt i måden hvorpå den kulminerer med handlingen, men dens tempo er så ihærdigt, at jeg mistede pusten. Mit største problem med bogen, på trods af at jeg faktisk nød at læse den, er, hvor overraskende hurtigt jeg glemte den igen; inden disse ord flød fra min hånd, brugte jeg uger på at genkalde historien, dens udfoldning og gang, og den forekom mig så fjern, som var det noget jeg havde drømt, men Ibbotson skriver dog som en barndomsdrøm.

“If you feel the need to write music, or play it, then do so, but believe me your creativity is of no interest to anyone. Write something—then it’s there. If it’s what you wanted to write, if it exists, then leave it. If it doesn’t, throw it away. Your beautiful state of mind is totally irrelevant.”

Ibbotsons ord fik mig til at tænke på en mere dramatisk L. M. Montgomery på grund af sentimentalitet og forestillingen om forudbestemt kærlighed og øjeblikkelig forelskelse og en skæbne. Begge forfattere er kendt for deres lyserøde følelsesunivers, der får ungepigehjerter til at hamre, og ligesom Montgomery gør i sine Emily-bøger, dvæler Ibbotson også ved kunstens udfoldningspotentiel. Dog føler jeg, at Ibbotson har for meget på sinde til én fortælling, og det gør, at historiens handlingstråde vikles ind i hinanden til en rodet masse med sine mange handlingstråde og persongalleri. “A Song for Summer” er dog en fin historie med nogle af de vigtigste påmindelser i livet, så som det at udleve sin drømme, men også om at gøre det rigtige og nødvendige. Det er en historie om retfærdighed og de, der forgriber sig på denne og frarøver andre den, og de som forsøger at vinde den tilbage.

“A Wrinkle in Time” (Time Quintet #1-3) af Madeleine L’Engle


“A Wrinkle in Time” af Madeleine L’Engle fra Barnes & Noble, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1962–1978). 

“A Wrinkle in Time” er en underfundig fortælling om Meg Murry, hvis far er blevet kidnappet. Da han forsvinder, begynder hendes indadvendte lillebror at vende sig mere udad, en fremmed dukker op i natten, og et usædvanligt eventyr begynder at tage form. Sammen med en anden dreng og tre ældre kvinder med efternavne, der alle begynder med W, drager de to søskende mod fjerne horisonter for at vinde over mørket og genfinde deres far. Rejsen strækker sig over tid og rum, fordi de tre kvinder kan kan krølle tiden sammen og rette den ud igen, og det bliver begyndelsen på en rejse, de to søskende sent vil glemme,  som ikke kun peger dem i retning af deres savnede far, men som også tillader dem at rejse dybere ind i sig selv og finde fodfæste i en turbulent hverdag.

Madeleine L’Engle forunderlige børnebogsfortællinger har længe befundet sig på listen over bøger, som jeg gerne ville læse. Deres præmis er enestående og adskiller sig fra andre børnebøger ved at handle om tidsrejser og disses komplekse størrelse. A Wrinkle in Time-bøgerne viste sig dog at være langt mere bemærkelsesværdig, end jeg kunne have forestillet mig. Det er bøger, der fik forlagene til at sige nej et utal af gange, før de endelig blev udgivet, og selvom jeg holder af historierne, forstår jeg godt afvisningerne. Bøgerne er temmelige komplekse i deres indhold, der handler om videnskab, biologi og tid. De er fyldt med matematiske formler og udregninger, og da jeg nåede til slutningen i “A Wrinkle in Time”, var jeg  omtåget af det tunge indhold og de mange handlingsmæssige indfald.

“Believing takes practice.”

Bøgerne rummer et uendeligt fint rejseprincip og resulterer i fjollerier og fantasier. Den første bog i serien er fyldt med litterære allusioner, humor og en ganske særlig atmosfære, der er helt sin egen. Jeg har sjældent set noget lignende. Men samtidig var denne også så fortættet, at jeg dårligt kunne se frem i historien. Hvad der ville ske, var mig en gåde, og jeg kunne på ingen måde regne handlingen ud. I stedet måtte jeg væbne mig med tålmodighed og følge handlingen ord for ord. Den første sætning i bogen er:”It was a dark and stormy night”, en ærketypisk kliché, der sætter rammerne for fortællingen, som L’Engle bryder med i et blændende festfyrværkeri af originalitet i alle regnbuens farver. Det er meget få forfatter, der kan det, men det kan L’Engle, og hun gør det så ufejlbarligt, så det efterlod mig med hjertebanken.

Seriens hovedperson er den stædige outsider, Meg, der er en pige som ofte bliver overset, men som er fyldt med drømme. Hendes liv er en smule anderledes, fordi hendes forældre er anerkendte videnskabsmænd, og hendes mindste lillebror, Charles Wallace, er en forunderlig blanding af barnlig logik og gammelmandsklogskab og også hendes bedsteven. Alle omkring hende afspejler genialitet, imens hun selv finder det svært at udfylde familiens sko, og det får hende ofte til at snuble i livet. Dertil kommer deres følgesvend, Calvin O’Keefe, da de sammen drager ud for at finde faren. Calvin er et frisk pust og en kærlig påmindelse om, at selv populære, sportsudøvende børn kan føle sig alene, og jeg elsker L’Engle for denne tiltrængte  påpegning. Hun gør op med stereotyper og skaber i stedet helhjertede karakterer bestående af lys og mørke, for uden det ene, kan det andet ikke eksistere.

“Stories are like children. They grow in their own way.”

Jeg mistede dog pusten undervejs, og jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg læste de tre fortællinger på et forkert tidspunkt, på trods af min oprigtige interesse i bøgerne, eller om det i stedet skyldes, at bøgerne er en smule for mærkværdige. Det er en lang, usammenhængende fortælling fyldt med ulogisk logik og hjertevarme stunder, som efterlod mig et et limbo af ubeslutsomhed og egen forvirring. “A Wind in the Door” er om muligt endnu mere sær end sin forgænger, og fortæller historien om hvordan Charles Wallace bliver syg, og Meg må finde en måde at redde ham på, imens Charles Wallace sammen med en enhjørning sætter ud i “A Swiftly Tilting Planet” for at redde verden fra en grusom diktator, der ikke kun truer verden med undergang men hele universet. Fælles for de tre bøger er, at de tager tid at læse på grund af deres pudseløjerlige logik og komplekse størrelse, men det er samtidig også bøger, der på trods af den forvirring, de efterlod mig med, er værd at læse netop på grund af deres logik og kompleksitet.