“Ship of Destiny” (Liveship Traders #3) af Robin Hobb


“Ship of Destiny” af Robin Hobb fra HarperVoyager, udgivet i 2008 (org. udgivet i 2000).

Da byen Bingtown står på kanten af en katastrofe, forsøger matriarken Ronica Vestrit at binde indbyggerne sammen for at barikaere sig mod faren i horisonten. I mellemtiden er hendes datter, Althea, udvidende om den skæbne, der truer byen, hendes venner og familie. Hun kæmper en helt anden kamp på havet for at genvinde sin families magiske skib fra den berygtede pirat Kennit, der sejler tværs gennem verdenshavene efter magt og rigdom. Men hendes plan om at tilbageerobre skibet står til at fejle, da skibet står over for en hemmelighed, der snart vil blive afsløret, som er så rystende, at det ikke kun er skibet, der risikerer at gå til grunde men også dets besætning. Det bliver en kamp mod tiden, og imens truer en lige så stor fare på himlen i form af en drage, der søger sine artsfæller og hævn og menneskene.

Da jeg slog op på første side Robin Hobbs “Ship of Destiny”, holdt jeg vejret et split sekund, fordi jeg var klar over, at den historie, som jeg har tilbragt timer med snart ville nå sin slutning, og at den kulmination med skæbnen var uundgåelig. Jeg vidste, at den ville nå sit højeste, og det gjorde den. Når jeg tænker tilbage på den, får jeg gåsehud af ren og skær begejstring. Robin Hobb kan om nogen fortælle en god historie, der længe har været undervejs, og som strækker sig over tusinde sider. Noget af det mest fascinerende ved Robin Hobb og “Ship of Destiny” er, at på trods af bogens omfattende længde, så føles den, ligesom de forgående to bøger, aldrig for lange. Hvert kapitel, side og ord er alt sammen noget, der driver historien frem, og ingen af dem skaber unødig spildplads.

“One does not need the size of a dragon to have the soul of a dragon.”

Magien bag Liveship Traders-tilogien er et element, som hele tiden har været tilstede i bøgerne, men som ganske langsomt har udfoldet sig i handlingen, og med “Ship of Destiny” står den i fuld flor. Afsløringen af det, som giver de magiske skibe liv er mærkværdigt, men Hobb behersker sit håndværk, og formår at gøre den umulige magi til noget virkeligt. Hvor jeg tidligere var uforstående over for enkelte elementer i bøgerne, faldt disse nu på plads som indlysende forklaringer, der stråler som klare stjerner på himlen, og min begejstring for Hobbs fortælling vil ingen ende tage. Hendes evne til at skabe troværdige sammenhænge på tværs af omfattende bøger er enestående, men det samme er hendes evne til at skabe en bred vifte af karakterer. Hendes skildringer er ikke entydige, for intet er så sort eller hvidt, og af samme grund vandt den berygtede piratkonge også en del af min sympati, selvom han er historiens skurk.

Adskillige karakterer er gamle kendinge for de forrige bøger, imens nye skikkelser gør deres entré. Fælles for dem alle er deres gradvise udvikling i takt med at handlingen udfolder sig, og hen mod slutningen forekom de mig at være fuldendte støbninger. Historien er handlingsdrevet i samme grad, som karaktererne er drevet af individuelle motiver. Althea ønsker at tilbageerobre sin families skib, Kennit ønsker rig og magt, og selv den blå drage på himlen drives af hævntørst. “Ship of Destiny” er ikke bare en god fortælling, men en der er fyldt med virkelighed på trods af sine magiske elementer. Dertil kommer Hobbs skrivestil, som flyder lige så roligt, som de bølger skibene i hendes fortælling hviler på. Flere gange måtte jeg standse min læsning for at gøre ophold ved sætninger og ord, fordi deres dybde og karakter ramte mig lige i hjerte. Af samme grund forblev historien hos mig længe efter endt læsning. Jeg tænkte på de mange handlingstråde, det farvestrålende persongalleri og hvordan forfatteren binder det hele sammen i en prægtig sløjfe.

“When you fear to fail, you fear something that has not happened yet. You predict your own failure, and by inaction, lock yourself into it.”

“Ship of Destiny” er en episk konklusion på en episk fortælling. Det er ikke nødvendigvis sådan, at historien ender lykkeligt for alle, men derimod med et budskab om, at sejer kan koste dyrt, og for de, der betaler prisen, er sårene længe om at hele. Det er en troværdig slutning, en god slutning, en rigtig slutning. Hvor “Ship of Magic” på mange måder var en begyndende storm langt ude i horisonten, trak uvejret sig for alvor sammen i “The Mad Ship”, imens det kom til udtryk i “Ship of Destiny” og efterlod n sig tydelige spor i landskabet, hvor regnen faldt, lynene slog ned og mennesker gik til grunde. Nu er der kun tilbage at sætte sejl og stikke til søs med et nyt af Hobbs mange eventyr, og der er heldigvis mange af dem, der bare venter på at blive taget ned fra reolen og læst, og jeg glæder mig allerede.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s