“Udvalgte noveller” af Fay Weldon


“Udvalgte noveller” (org. titel “Mischief: Fay Weldon Selects Her Best Short Stories”) af Fay Weldon fra forlaget indhardt og Ringhof, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2016). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er engelsk

“Udvalgte noveller” af Fay Weldon er en række af forfatterens egne yndlingsfortællinger, som hun selv har udvalgt til bogens formål, men denne novellesamling indeholder også nye fortællinger i overenstemmelse med dens emne. I sit forord til bogen, reflekterer hun også over kvindens position i samfundet samt dens udviklingen gennem fire årtier, som Fay Weldon selv har skrevet igennem. Hun skriver om kvinder og kønskampenes tidslighed, om udviklingen i samfundet og mentalt hos mennesker i forhold til måden, vi gebærder os over for hinanden på, men hun fortæller også simple historier om kompliceret kærlighed til det modsatte køn, til sit eget og til sig sig selv.

Mit møde med Fay Weldons forfatterskab var kærlighed ved første blik; novellesamlingens første historie gav mig åndenød og fik mit hjerte til at hamre. “Angel, den skinbarlige uskyld” fortæller historien om en kvinde, der lever sammen med en mand, der er kunstner. Histoiren begynder i parrets seng, hvor Angel vågner på grund af en fremmed lyd i huset, men fordi hverdagen domineres af mandens strenge sind, holder hun vejret for at undgå endnu en konflikt. Det er en skrøbelig fortælling, om hvordan en kvinde i et usundt forhold pludselig ser virkeligheden for, hvad den er, og inden hun kan nå at bortforklare den, pakker hun sin taske og lægger det liv bag sig. I “Alopeki” sladrer en gruppe kvinder med hinanden om en anden kvinde, der anklager sin mand for at trække store totter hår ud af hovedet på hende. De rynker alle på næsen over hendes udsagn, bortforklarer det med, at hun lider af sygdommen alopeki og tager ægtemandens parti, lige indtil han bliver enke og gifter sig med en kvinde, der også begynder at miste håret i totter.

“Havelågen svinder i bag hende. Angel bærer nu kærligheden til et sikrere sted.”

Fay Weldon fortæller nogle voldsomme historier, der ikke kun handler om kønsballade, men også om hvordan de to køn vender sig mod sig selv og forråder sine egne, sådan som kvinderne gør det i “Alopeki”. Historierne er mange, forskellige og farvet af kvindesyn, men som samtidig fortæller de mest simple hverdagshistorier med enestående karakterer, som blev længe i mine erindringer efter endt læsning. Weldon balancerer med svære tematikker, men hun formår om nogen at løfte disse, hvis ord er lette og farvestrålende som sommerfugle. Weldon skriver levende, legende og let, men også om noget, der er disses modsætninger, og jeg nød hvert et ord jeg læste med undtagelse af sidste novelle, der også er den længste, hvis synske-handling ikke rigtig sagde mig noget. Alle novellerne fortælles desuden af kvindelige hovedpersoner med undtagelse af “Spildte liv”, som fortælles af en mand.

“Lily Barts hatteforretning” er en kærlighedserklæring til litteraturen, der tager afsæt i Gustave Flauberts “Madame Bovary”. Historien begynder, da Emma Bovary får sin dom i Flauberts roman, hvorefter hun rejster til New York, hvor hun får arbejde i Lily Barts hatteforretning. Her møder hun en række andre litterære skikkelser, heriblandt Lev Tolstoys Anna Karenina og Charlotte Brontës Jane Eyre og Mr. Rochester. “Nede på det kliniske diskotek” fortæller historien om Linda, der fortæller om sin tid på Broadmoor som er et hospital for psykisk syge kriminelle. Det er en historie, der henledte mine tanker på “The Bell Jar” og “Girl, Interrupted”. Historiens narrativ er det, som fangede min opmærksom mest. Den er en monolog, der fortælles som en dialog mellem Linda og læseren, og skaber en underlig intim atmosfære.

“Det er ikke sådan, huse taler, halvvejs mellem en trækvind og en knirken, når de er blevet vakt til live igen af de velmenende, reddet fra forfald og nedrivning. Man hører det undertiden, når man vågner midt om natten i et gammelt hus og tror, at det spøger. Men det gør det ikke, det er bare huset selv, der taler.”

Weldon greb mig om hjerte med sine fortællinger, der alle er særligt relevante i forhold til deres handlinger, budskaber og tematikker, men ser man bort fra deres politiske standpunkt, er det mest af alt beundringsværdige historier på grund af sproget og Weldons evne til at fortælle en god historie. Hun skriver som en tidlig sommermorgen på grænselandet mellem nat og dag, lige inden solens første stråler rammer det dugvåde græs og lader sit lys falde igennem trækronerne. Det er et helt særligt syn, og Weldon kan om nogen skrive. Bag sig har den engelske forfatter et enormt forfatterskab, og dog er det først nu, at jeg stifter bekendtskab med det i form af hendes noveller, og jeg er ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige sted at starte. Nu er der kun tilbage at udforske resten af hendes forfatterskab.

6 thoughts on ““Udvalgte noveller” af Fay Weldon

  1. Åh, den vil jeg SÅ gerne læse! Den har stået på min ønskeseddel siden den udkom.

    Jeg elsker Fay Weldon – lige siden min kære (rødstrømpe)mor introducerede mig for En Hundjævels Bekendelser i en tidlig alder, har hun fascineret mig, og jeg endte også med at skrive min hovedopgave i 3.g om selvsamme bog. Jeg har siden læst en del af hendes bøger, og de er skarpe, satiriske og provokerende – dog vil jeg ikke anbefale at læse dem for tæt på hinanden, for hun behandler mere eller mindre ‘den forsmåede kvinde og den usikre mandschauvinist’-temaet i hver bog, omend detaljerne ændrer sig. Men de er helt sikkert vigtige og siger også rigtig meget om den tid, de er skrevet i. Glæd dig!

    1. Det er sådan en fin samling af nogle af forfatterens bedste historier. Jeg kom virkelig til at holde meget af dem, og jeg skal helt sikkert også udforske hendes forfatterskab noget mere. Din samling er så beundringsværdig. ;) Hvor er det også fint, at du blev introduceret til hende gennem din mor. Tak for anbefalingen med at holde pause mellem hver bog – det skal jeg huske!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.