“A Wrinkle in Time” (Time Quintet #1-3) af Madeleine L’Engle


“A Wrinkle in Time” af Madeleine L’Engle fra Barnes & Noble, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1962–1978). 

“A Wrinkle in Time” er en underfundig fortælling om Meg Murry, hvis far er blevet kidnappet. Da han forsvinder, begynder hendes indadvendte lillebror at vende sig mere udad, en fremmed dukker op i natten, og et usædvanligt eventyr begynder at tage form. Sammen med en anden dreng og tre ældre kvinder med efternavne, der alle begynder med W, drager de to søskende mod fjerne horisonter for at vinde over mørket og genfinde deres far. Rejsen strækker sig over tid og rum, fordi de tre kvinder kan kan krølle tiden sammen og rette den ud igen, og det bliver begyndelsen på en rejse, de to søskende sent vil glemme,  som ikke kun peger dem i retning af deres savnede far, men som også tillader dem at rejse dybere ind i sig selv og finde fodfæste i en turbulent hverdag.

Madeleine L’Engle forunderlige børnebogsfortællinger har længe befundet sig på listen over bøger, som jeg gerne ville læse. Deres præmis er enestående og adskiller sig fra andre børnebøger ved at handle om tidsrejser og disses komplekse størrelse. A Wrinkle in Time-bøgerne viste sig dog at være langt mere bemærkelsesværdig, end jeg kunne have forestillet mig. Det er bøger, der fik forlagene til at sige nej et utal af gange, før de endelig blev udgivet, og selvom jeg holder af historierne, forstår jeg godt afvisningerne. Bøgerne er temmelige komplekse i deres indhold, der handler om videnskab, biologi og tid. De er fyldt med matematiske formler og udregninger, og da jeg nåede til slutningen i “A Wrinkle in Time”, var jeg  omtåget af det tunge indhold og de mange handlingsmæssige indfald.

“Believing takes practice.”

Bøgerne rummer et uendeligt fint rejseprincip og resulterer i fjollerier og fantasier. Den første bog i serien er fyldt med litterære allusioner, humor og en ganske særlig atmosfære, der er helt sin egen. Jeg har sjældent set noget lignende. Men samtidig var denne også så fortættet, at jeg dårligt kunne se frem i historien. Hvad der ville ske, var mig en gåde, og jeg kunne på ingen måde regne handlingen ud. I stedet måtte jeg væbne mig med tålmodighed og følge handlingen ord for ord. Den første sætning i bogen er:”It was a dark and stormy night”, en ærketypisk kliché, der sætter rammerne for fortællingen, som L’Engle bryder med i et blændende festfyrværkeri af originalitet i alle regnbuens farver. Det er meget få forfatter, der kan det, men det kan L’Engle, og hun gør det så ufejlbarligt, så det efterlod mig med hjertebanken.

Seriens hovedperson er den stædige outsider, Meg, der er en pige som ofte bliver overset, men som er fyldt med drømme. Hendes liv er en smule anderledes, fordi hendes forældre er anerkendte videnskabsmænd, og hendes mindste lillebror, Charles Wallace, er en forunderlig blanding af barnlig logik og gammelmandsklogskab og også hendes bedsteven. Alle omkring hende afspejler genialitet, imens hun selv finder det svært at udfylde familiens sko, og det får hende ofte til at snuble i livet. Dertil kommer deres følgesvend, Calvin O’Keefe, da de sammen drager ud for at finde faren. Calvin er et frisk pust og en kærlig påmindelse om, at selv populære, sportsudøvende børn kan føle sig alene, og jeg elsker L’Engle for denne tiltrængte  påpegning. Hun gør op med stereotyper og skaber i stedet helhjertede karakterer bestående af lys og mørke, for uden det ene, kan det andet ikke eksistere.

“Stories are like children. They grow in their own way.”

Jeg mistede dog pusten undervejs, og jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg læste de tre fortællinger på et forkert tidspunkt, på trods af min oprigtige interesse i bøgerne, eller om det i stedet skyldes, at bøgerne er en smule for mærkværdige. Det er en lang, usammenhængende fortælling fyldt med ulogisk logik og hjertevarme stunder, som efterlod mig et et limbo af ubeslutsomhed og egen forvirring. “A Wind in the Door” er om muligt endnu mere sær end sin forgænger, og fortæller historien om hvordan Charles Wallace bliver syg, og Meg må finde en måde at redde ham på, imens Charles Wallace sammen med en enhjørning sætter ud i “A Swiftly Tilting Planet” for at redde verden fra en grusom diktator, der ikke kun truer verden med undergang men hele universet. Fælles for de tre bøger er, at de tager tid at læse på grund af deres pudseløjerlige logik og komplekse størrelse, men det er samtidig også bøger, der på trods af den forvirring, de efterlod mig med, er værd at læse netop på grund af deres logik og kompleksitet.

Reklamer

2 thoughts on ““A Wrinkle in Time” (Time Quintet #1-3) af Madeleine L’Engle

    1. Nikoline

      It sure is a lovely edition, and I did enjoy the three stories in it, but I also think they are a little much, as you say. Maybe because I read them while I was writing on some of my exams for uni, or maybe they just where a little too much. Anyway, I did enjoy them.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s