“Dragonfly in Amber” (Outlander #2) af Diana Gabaldon


“Dragonfly in Amber” af Diana Gabaldon fra Politikens forlag, udgivet i 2013.

Den engelske Claire Randal Fraser har igennem tyve år holdt på en hjerteskærende hemmelighed. Det store slag i Scotland er uundgåeligt, og Claire har måtte flygte tilbage til sin nutid, imens Jamie udkæmper slaget mod englænderne ved Culloden. Hendes afsavn til ham er så stort, at hun desperat forsøger at holde på sin hemmelighed, og med et bankende hjerte og rystende hænder søger hun historiebøgerne igennem for at finde noget om Jamies skæbne. Før slaget blev udkæmpede, rejste de til Paris for at forsøge at ændre historien og forhindre skotterne i at tabe slaget mod englænderne. Her forsøger de at standse Charles Stuart forsøg på at genvinde sin fars skotske trone, men det involverer også alliancer på kryds og tværs af klasser og med den franske konge og et gensyn med en svoren fjende.

“Dragonfly in Amber” er en lang bog, men Diana Gabaldon formår at skrive lange bøger på en måde, så siderne nærmest vender sig selv. Inden jeg fik set mig om, havde historien nået sin ende. Ikke nok med at Gabaldon formår at skrive lange og vellykkede bøger, hun formår også at skrive dem stærke, og “Dragonfly in Amber” er en stærk forsættelse af “Outlander”. Den er også anderledes, fordi dens temporalitet er en anden. Handlingen er stadig det, som driver historien, men den har her en lidt anden karakter ved at den er mere orienteret mod det politiske. Det betyder ikke, at handlingen er stillestående, for det er ikke tilfældet, men den forekom mig at være dyb på en anden måde, fordi den handler om alliancer og brud på samme i et forsøg på at ændre det historiske udfald ved slaget ved Culloden. Tempoet i Claire og Jamies forhold ændre sig også i overenstemmelse med historien, og jeg holder meget af Gabaldons psykologiske tiltag i denne forsættelse i forhold til handlingen i dens forgænger.

“I stood still, vision blurring, and in that moment, I heard my heart break. It was a small, clean sound, like the snapping of a flower’s stem.”

Det tidsrejsende aspekt blev en historisk og videnskabelig gåde ved, at Claire uden tøven foreslår Jamie, at de skal forsøge at ændre udfaldet af slaget ved Culloden ved at forhindrer revolutionens opstand, noget som ikke kun ville påvirke historien, men som også ville påvirke utallige mennesker, dog nægter hun Jamie at slå deres fælles fjende ihjel, fordi dette vil betyde, at hendes første mand, der nedstammer fra ham, ikke vil eksisterer. Måske hænger det sammen med, at Claire så heller aldrig ville have mødt Jamie, fordi hun ikke ville tage på bryllupsrejse til Scotland, og hvis det er tilfældet, ville hun og Jamie heller aldrig kunne mødes og forsøge at ændre historiens gang, men det er dog aldrig hendes argument, og det er en skam, fordi jeg tror det kunne have gjort historien stærkere, selvom det også ville komplicerer den. Dog er jeg forundret over, hvor troværdigt Gabaldon formår at sammenvæve fiktion med fakta.

Gabaldons sprog er levende i sådan en grad, at det godt kan trække historien ud, og selvom jeg sagtens kan forestille mig, at hendes bøger kunne have gennemgået en større redigeringsproces og nedskæring i sideantal, så er jeg virkelig betaget af den verden, som hun har skabt med sine ord. Det historiske løber som en rød tråd igennem hendes mange sprogblomster, men som dog stadig har romancen mellem Claire og Jamie som sin kerne. Gabaldon blander desuden også historie med mytologi som med historien om La Dame Blanche, som Claire på grund af sin erhverv som læge træder ind i og udfylder helt rigtigt. Lige så god hun er til at beskrive Scotland, er hun til at vække Paris til live for øjnene af sin læser med sine farvestrålende ord i form af Claire som historiens primære fortæller. Denne skifter dog af og til i takt med at historien skrider frem, men det var dog så sjældent, at jeg dårligt bemærkede det.

“Lying on the floor, with the carved panels of the ceiling flickering dimly above, I found myself thinking that I had always heretofore assumed that the tendency of eigh­teenth-century ladies to swoon was due to tight stays; now I rather thought it might be due to the idiocy of eighteenth-century men. ”

Begyndelsen af fortællingen er hjerteskærende, fordi den begynder ved sin slutning, og selvom der er vished om et positivt udfald på grund af seriens omfang, er det stadig smertefuldt at følge Claire igennem historiebøgerne efter sin mand. “Dragonfly in Amber” er en hjerteskærende historie i lige så høj grad, som det er en mageløs, historisk fortælling om Jacobite oprørerne i 1700-tallet. Jamie er historiens lidende helt, der hjemsøges af fortidens spøgelser, som spænder ben for ham i hverdagen, imens de sammen oplever et af livet største glæder og sorger og det at gå på kompromis med sig selv for at redde den anden. Historien er stor, og det same er persongalleriet, og Gabaldon kan om nogen skrive mange og fyldige karakterer, der alle ledes af egne motiver. hun formidler historie og kærlighed på en måde, som får omverdenen til at forsvinde, som var fulgte jeg i Claires fodspor og rejste frem og tilbage i tiden.

Reklamer

4 thoughts on ““Dragonfly in Amber” (Outlander #2) af Diana Gabaldon

    1. Nikoline

      Hvis du er til historiske romaner og god romance, så bliver du helt sikkert snart nød til at læse dem.

    1. Nikoline

      Perhaps you should get the bigger size paperback? They might not seems too intimidating as my small editions do.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s