“Augustus” af John Williams


“Augustus” af John Williams fra forlaget Lindhard og Ringhof, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1972). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Den amerikanske forfatter John Williams, der i en årerække gik i litteraturhistoriens glemmebog og blev genfundet med sin roman “Stoner”, har genskab historien om den unge Gajus Octavian, der i en alt for tidlig alder til at forstå det politiske magtspil skal reagerer det romerske imperium. “Augustus” begynder med Julius Cæsars fald og hans nevøs opstand, med hvem der følger pludselige alliancebindinger og brud. Med alle odds imod sig, rejste han sig fra støvet af sin fars regeringstid og blev en nådesløs hersker over Rom, da han først havde modstået hoffets og Senatets rænkespil og folkets modstand. Williams fortæller en intens og levende beretning om kejser Augustus liv, kærligheden til Rom og det politiske magtspil, han måtte tage del i på grund af sit ophav. Det er en historie, der begynder og falder med ham.

Det er længe siden, jeg sidst har læst en brevroman og isærdeleshed en nyere en af salgsen. Det er romanform, som jeg ofte forbinder med 1700-tallet, men “Augustus” af John Williams fra 1972. Fortalt gennem breve tegner Williams et ambitiøst portræt af Augustus med små brudstykker fortalt af en række historiske personer, allierede såvel som fjender, herunder Cicero, Marcus Agrippa og Mæcenas. Det er først sent i romanen, at han selv kommer til orde i form af et langt brev til sin levnedskildrer Nicolaus af Damaskus, men hans karakter er på det tidspunkt ikke til at tage fejl af netop på grund af de mange breve og dagbogsoptegnelser. Fordi historien ikke er ordnet stringent kronologisk, overlader forfatteren i vid udstrækning det til læseren at rekonstruere karakteren Augustus. Kejser Augustus regime var også en periode med kulturel opblomstring, hvor blandt andet digterne Vergil, Ovid og Horats udødelige værker præger konteksten såvel som Williams tekst, og “Augustus” er et nøglehulsglimt ind i en magtpolitisk fortidsfjern verden.

“Men der er meget som ikke passer i bøger, og det er et tab so jeg er blevet stedse mere bekymret over.”

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Williams var i forbindelse med genopdagelsen af hans hovedværk, “Stoner”, som fik en helt særlig plads i mit hjerte. Det har “Augustus” også fået, selvom det er en helt anden bog på alle ledder og kanter. Dens struktur er anderledes, og det samme gælder for dens indhold, der er langt mere rettet mod en romersk periode med velstand og kulturel fremgang præget af digterne Vergil, Ovid og Horats store værker. Williams forstår om nogen at skrive en levende og let roman om noget langt mere kompliceret, og mest af alt var jeg overrasket over hvor let jeg faldt i et med bogens struktur uden at det påvirkede min læseoplevelse. Der er mange historiske navne, og det kræver naturligvis lidt tålmodighed at placerer dem i forhold til hinanden og Augustus, da bogen på mange måder er udformet som stort stakspil, hvor hvert navn er en brik i et politisk magtspil.

Skakbrattet fyldes dog hurtigt op med skikkelser, der farves sorte og hvide alt efter hvor deres loyalitet ligger, og selvom nogle karakterer bevæger sig maskeret rundt i gråzone, tvivlende og troende, afspejler “Augustus” med Williams blik en langt mere simplere tid i forhold til dette. Da jeg læste det første brev i romanen, var jeg ikke klar over, hvorvidt der var tale om fiktion eller fakta, og jeg valgte ikke at undersøge det før jeg havde læst den til ende, for selv hvis der er tale om fakta, så formidler Williams historien som et fiktionsværk, der levende griber om sin læser. Det er en medrivende og stor historisk roman, som er dybt interessant, ikke kun fordi forfatteren er en forrygende fortæller, men også fordi han evner at skabe intimitet mellem bogens format og dens læser. Brevene giver en intim forståelse for de bagvedliggende forudsætninger for det romerske liv båd ei forhold til familien, politik og ikke mindst det at være kejser af Rom.

“Ved de at foran os ligger en vej for enden af hvilke der enten er død eller storhed? De to ord bevæger sig rundt om hinanden i mit hoved, rundt og rundt, indtil de ser ud til at være en og samme ting.”

Williams greb mig ikke kun med sin historie om Octavians transformation til Augustus, kejser af Rom, men også historien om hans datter, Julie, greb mit hjerte. Ægteskabet på denne tid var sjældent forbundet med kærlighed, men skulle derimod sikrer magtposition og efterkommere, og derfor adopterede Augustus nevøer og stedsønner som egne sønner for at sikre arvefølgen. Julia blev landsforvist, og hendes breve er en spændende og livagtig beretning om livet som kvinde og datter af Roms hersker. Hun søger efter kærligheden, hvilket er næsten umuligt i hendes position, det bliver startskuddet på en lang række ægteskaber og utroskaber før hun blev sendt i eksil. Litteraturhistorien er kun blevet rigere efter Williams blev genopdaget, og min eneste ærgerelse er, at han ikke nåede at skrive mere. “Augustus” er en historisk roman i særklasse, fortalt med så meget hjerte, at hvert et ord nærmest pulserer under fingerne.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s