“Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlauran


“Læseren i morgentoget” (org. titel “Le liseur du 6h27”) af Jean-Paul Didierlauran fra Politikens forlag, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2014). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er fransk.

“Læseren i morgentoget” er Jean-Paul Didierlaurents debutroman. Bogend blev hurtigt en international bestseller, og fortæller historien om Guylain Vignolles, der er en af verdens stille eksistenser. Guylain er en hjertelæser, og hans mor er overbevist om, at han arbejder på et forlag, hvor han i virkeligheden arbejde på en makuleringsfabrik. Af og til lykkes det ham at redde enkelte sider fra at blive tilintetgjort, og disse læser han høj hver morgen fra det samme klapsæde i toget klokken 06:27. Hans usædvanlige handling gør ham til et fænomen, og passagererne omkring ham lytter ivrigt til hans oplæsning. En dag finder han et usb-stik, der indeholder en kvindes dagbog, og Guylain læser hendes historie i håb om at kunne finde frem til ejermanden og aflevere stikket retmæssigt tilbage, men jo mere han læser om den ukendte kvinde, jo mere drømmer han om at møde hende af helt andre grunde.

Jean-Paul Didierlaurent skriver om skæve eksistenser, der der falder uden for linjerne og som finder sig til rette mellem dem i bøger. Der er Guylain, der elsker bøger men lever af at ødelægge dem, og hans vennekreds består af mindst lige så pudsige skæbner, der alle deler kærligheden til litteratur. Guiseppe, der har mistet begge sine ben i en ulykke på makuleringsfabrikken, og drømmer om at eje alle trykte eksemplarer af bogen ”Haver og Køkkenhaver før i tiden”, og hans samling er enorm. Fabrikkens portner Yvon Grimbert lever og ånder for den antikke litteratur, som han gladeligt reciterer, og dertil kommer den ukendte unge kvinde, Julie, der er toiletpasser i et af Paris’ største indkøbscentre og i dagbogsform skriver om sit liv, som er den, Guylain finder på et tabte usb-stik.

“Jeg gik bare. Den nye Stephen King ventede hjemme på mit natbord.”

Didierlaurents pudseløjerlige fortællinger lyder mest af alt som noget, enhver bogelsker nødvendigvis læse, og selvom bogen også er både underholdende og livsbekræftigende, så lukkede jeg den dog med en en følelse af hjertestik. “Læseren i morgentoget” er alt det, som dens bagsidetekst lover og så alligevel ikke; jeg havde ventede mig en fortælling, der var langt mere orienteret mod det litterære og kærligheden til det at læse, men det faldt i baggrunden for Guylains forsøg på at opspore den kvinde, der ejer det usb-stik, som han finder på en af sine vante morgener i toget. Historien begynder med Guylains navngivning, som fylder så meget, at jeg havde forventet, at det ville løbe som en rød tråd gennem romanen, men i stedet ophørte det og forsvandt mellem siderne som en overflødig sidebemærkning, jeg ikke kunne glemme. Det gjorde, at bogen føltes en smule fragmentarisk, hvilket mange af teksten pludselige opbrud kun understøttede. Handlingen følger Guylain og afbrydes af hans oplæsning og fortællerskift. Guylain lever ikke, han eksisterer bare. Han går i ét med tapetet og forsvinder ind i mængden, og jeg må indrømme at det gjorde han også for mig. Jeg lukkede bogen og glemte ham igen som et navn, der bliver blæst bort af vinden.

“Læseren i morgentoget” er knap 160 sider lang, og selvom den har noget på hjertet, så greb den aldrig om mit. I stedet sukkede jeg opgivende og lod historien gå sin gang, til jeg omsider kunne lukke den mellem mine hænder. Bogens præmis tiltaler mig meget, men jeg havde forventet mere på trods af det sparsomme sideantal. Jeg havde forventet at Guylains oplæsning i de tidlige morgentimer i toget ville fylde mere, at Didierlaurents sprog også var noget mere, så læseren kom ind under huden på de mange karakterer. Jeg nød bogen mest, når Guylain læste højt, og ligesom passagerne omkring ham, lyttede jeg ivrigt til hans oplæsning. Det er her bogen er mest hjertevarm, fordi den minder læseren om litteraturens evige evne til at binde mennesker sammen, der ellers bare er tilfældige ansigter i menneskemængden, og det er også disse oplæsninger, der giver Guylains karakter kant. Dagbogsoptegnelserne giver historien en sjov drejning og et åbenlyst formål, og selvom jeg var grebet af Guylains puslespilsportræt, afveg denne del af historien for meget fra dens udgangspunkt, og fra det, som jeg havde håbet, den ville være.

“Jeg elsker bøger, selvom jeg bruger det meste af min tid på at ødelægge dem.”

Guylain er den ærketypiske enspænder, der lever et liv i skyggerne fra omverden, og af samme grund føles hans distanceret og fjern i måden hvorpå forfatteren beskriver ham på. Jeg følte aldrig, at jeg lærte ham at kende. Det samme gælder for de resterende karakterer i bogen, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg er en smule forundret over den massive omtale, som bogen har modtaget, for sandheden er at jeg ikke nød forfatterens lidt afstumpede skrivestil. “Læseren i morgentoget” er en såkaldt feel-good-roman, der typisk fremkalder smil og mid latter, men jeg forblev stum og uberørt af dens handling. Den er dog stadig en varm roman om at tage chancer og gribe livet, om at søge bort fra det kamuflerende tapet og række ud mod livet i mængden af mennsker, og for det er den en fin fortælling, der dog også er hurtigt glemt igen. Jeg holder dog mere af dens præmis end selve udførelsen.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s