“I declare after all there is no enjoyment like reading!”

Omkring klokken ni i går, fik jeg omsider sommerferie, og hvor min læsning lidt har måtte lide under eksamensforberedelserne, er jeg nu tilbage med fokusset på bøgerne. Selvom læsningen har været minimal i månedens løb, har udvidelsen af min samling været voksende. Jeg holder af at forkæle mig med små bogpakker i løbet af den måned, hvor jeg går til eksamen, fordi det holder min motivation oppe og humøret lige så. Nu hvor sommerferien endelig er begyndt, glæder jeg mig til at tilbringe mine dage med næsen i en bog uanset om vejret er regnvejrsgråt som i dag eller høj solskin. Bøgerne, som jeg har anskaffet mig på det sidste står listet neden for.

  • “Doctor Who: Two Novels” af Dan Abnett og Jonathan Morris fra Barnes & Noble (2015) er en bog, der afspejler min kærlighed til den mangeårige engelske tv-serie, om en doktors rejse gennem fjerne galakser i en telefonboks. “The Silent Stars Go By” handler om hvordan tre rejsende besøger kolonien Morphans med et tilbud om frelse eller undergang, imens “Touched by an Angel” handler om en mands tab af sin kone, da han modtager et brev, med instrukserne om, hvordan han kan redde sin kone sammen med Doctoren og hans kompagnon.
  • “The Star Wars Trilogy” af George Lucas m.fl. fra Barnes & Noble (2015) er endnu en bog, der afspejler min nørdede glæde for et filmunivers. Den første historie, “A New Hope” er skrevet af Lucas, og følger den første af de tre originale films handling om Luke Skywalker, der er hovedpersonen i et opgør mellem det gode go det onde. Herefter følger historierne “The Empire Strikes Back” og “Return of the Jedi” der er skrevet henholdvis af Donald F. Glut og James Kahn. Hver af de tre fortællinger introduceres af Georoge Lucas.
  • “The View from the Cheap Seats: Selected Non-fiction” af Neil Gaiman fra Headline (2016). Alt head Neil Gaiman rør ved er magisk, og af samme grund kunne jeg ikke undsige mig til dykke ned i hans non-fiktion, der omhandler alt lige fra essays om kunst til politiske tekster og personlige skildringer af personligheder.
  • “Dream Days” af Kenneth Grahame fra Folio Society (2010) er eftersignende forfatterens mest roste roman, der efter ti år blev efterfulgt af hans mest ikoniske værk, “The Wind in the Willows”, som trods min egen kærlighed til bogen, ikke blev modtaget på samme måde. Dream Days” handler om fem børns mange eventyr, der blandt andet involverer et nært venskab mellem en helt almindelig dreng og en digtskrivende drage.
  • Outlander #4-6 af Diana Gabaldon fra Dell (1997-2006) følger Clarie og Jamie Fraser på deres mange eventyr, der i disse tre bøger har ført dem af søveje til Amerika, hvor de oplever koloniseringen, slaveriet og den amerikanske revolutions opstand, men hvor også fortiden og nutiden blandes sammen.

Hvilke bøger har I købt i løbet af den sidste måned, og er der nogen af dem, som I glæder jeg særligt til at læse?

Reklamer

“Our Endless Numbered Days” af Claire Fuller


“Our Endless Numbered Days” af Claire Fuller fra Tin House Books, udgivet i 2015.

I sommeren 1976 vendes der op og ned på otte årige Peggy Hillcoats hverdag. Hendes far har fortalt hende historier om en hytte i skoven, og trænet hende i at pakke det mest vigtige i en rygsæk, og en dag tager han hende omsider med ud i skoven, som han har fortalt hende så meget om. Peggys verden bryder dog sammen, fordi hendes far fortæller hende, at resten af verden er gået under, og at de er de eneste to overlevende tilbage. Med sorg i sindet, forsøger Peggy at tilpasse sig livet i skoven med sin far, men langsomt vokser der en knude i maven af sammenfiltrede følelser. En dag finder hun et par støvler i skoven, og sætter sig for at finde ejeren af dem. I sin søgen på ejeren, begynder virkeligheden langsomt at gå op for hende. Hun begynder at forstå sin fars løgne, og længes mod sin mor og verden, som hun kender den. Med spæde skridt tager Peggy afstand fra sin far, og søger mod civilisationen, med håb om, at den stadig er der.

“Our Endless Numbered Days” af Claire Fuller er en bog, som jeg helt tilfældigt faldt over i Shakespeare & Co. sidste efterår. Jeg samlede den op, læste bagsideteksten og satte bogen tilbage. Den procedure gentog sig over flere dage i takt med, at jeg vendte tilbage til boghandlen, og til sidst besluttede jeg mig for at forevige den i min samling. Historien om Peggy er hjerteskærende, fordi hun på grund af sin alder og kærligheden til sin far ikke forstår, hvad det er, der sker omkring hende, hvorimod læseren hurtigt bliver klar over, at noget er helt galt. Af samme grund griber historien om sin læsers hjerte fra første side og holder det i sit greb frem til sidste. Claire Fuller frigiver kun den mest nødvendige information samtidig med, at hun skaber en gåsehudsfremkaldende atmosfære.

“My father was fond of saying ‘If you own too many possessions sooner or later they start owning you.”

Claire Fuller skriver betagende. Hende smange beskrivelser af livet i skoven, den omkringliggende natur og træhytten med den rislende bæk i nærheden er noget ganske særligt, der maler ordbilleder på nethinden. Disse beskrivelser står i stor kontrast til livet inde i hytten, som er klaustrofobiske. De glade dage med faren forsvinder hurtigt jo ældre Peggy bliver, og lukker sig om læseren som en kvælende hånd. Det var først, når Peggy begav sig ud fra hytten, at hun selv og jeg igen kunne trække vejret, og jeg tror virkelig, at det er meget sigende for Fullers evner til at skrive. Det er svært at afgøre, om Peggys fantasi løber af med hende som en slags forsvarsmekanisme over for de rædsler, som hun har måtte være vidne til, eller om hendes udlægning af historien er den sande. Fuller leger således med sin læser, der aldrig helt når til en endegyldig konklusion, fordi handlingstrådene taler imod hinanden i et evigt puslespilslignende gætværk.

Historien er også fyldt med synsbedrag og vrangforestillinger, som jeg endnu ikke er færdig med at afkode. Da Peggy omsider slipper fri af sin fars fængslende tilværelse i skoven og hun søger tilbage til sin mor, hvor hun dagligt gennemlever sine mareridtsdage i skoven, hvor hun forsøger at finde sig i det kaos, som hun ufrivilligt blev trukket ind i. Hun forsøger at hele, men sandheden gør det svært for hende, og udfaldet af konfrontationen med faren efterlod mig åndeløs. Jeg er virkelig i tvivl om, hvad der skete. Hun lider af post-traumatisk stress som resultat af farens mangeårige løgne, og derfor er hendes heleningsproces også langsommelig, fordi hun skal tilpasse sig den virkelig virkelighed og forsøge at glemme den, som hun havde sammen med sin far. Dertil kommer skildringerne af faren, som umiddelbart kan fremstå som et ondt menneske, der river sin datter væk fra alt det, som hun kender, men i grunden tror jeg ikke, at det forholder sig sådan. Jeg tror han er en meget syg mand, der gør som han gør, fordi han oprigtigt tror på det.

“’Dates only make us aware of how numbered our days are, how much closer to death we are for each one we cross off. From now on, Punzel, we’re going to live by the sun and the seasons.’ He picked me up and spun me around, laughing. ‘Our days will be endless.’

Fuller skriver levende og let, og hun mestrer det at fortælle en vellykket historie om to mennesker alene i en skov gennem flere år, uden at det bliver kedsommeligt. Historien afdækkes ved at springe i tid og sted mellem livet før skoven, i den og efter den, og skaber et helhedsbillede af det liv, som Peggy levede og nu skal forsøge at genskabe i et helt andet rammesæt. Med stor overbevisning fortæller forfatteren om Peggys udvikling fra barn til voksen under trange kår med sin far, som hun langsomt tager afstand fra for overhovedet at kunne trække vejret. Fullers historie handler derfor om at overleve, men frem for alt at give sin læser en afrundet og lykkelig slutning, overlader hun det til læseren at afgøre Peggys skæbne, og det gjorde også, at bogen blev hos mig længe efter endt læsning.

Litterære tips #1: By the Book: Writers on Literature and the Literary Life from The New York Times Book Review

Der er noget særligt over bøger om bøger, og endnu mere, når det tager afsæt i de, der formår at skrive dem og de, som læser dem. Sommetider glemmer jeg, at forfattere også er læsere, og det er “By the Book” en kærlig påmindelse om. Det samme gælder for politikere og skuespillere. Redaktøren Pamela Paul har udvalgt femogtres interviews fra den ugentlige udgave af The New York Times Book Review og skabt en bog fyldt med et virvar af boganbefalinger, læseinspiration og generel forundring over, hvad ord kan og er i stand til. De interviewede forfattere spænder bredt på samme måde som spørgsmålene. Nogle spørgsmål er gennemgående såsom hvilke bøger, den enkelte forfatter synes er overvurderede, imens andre er mere specifikt målrettet til den enkelte forfatter. Det er ikke kun en bog, der inspirerer til fremtid læsning, men som også åbner op for menneskerne bag dem, som et nøglehulsglimt ind i en ellers lukket verden.

Jeg ville elske at kunne referer til “By the Book” som en bog om bøger og menneskerne bag dem, men sandheden er at det er en bog, der spænder bredere end det. Måske også for bredt med personligheder lige fra Lena Dunham (der ved bogens udgivelse endnu ikke havde udgivet en bog), Arnold Schwarzenegger og Bryan Cranston. Pamela Paul dekonstruerer den traditionelle forståelse af en forfatter ved at inkluderer både forfattere af faglitteratur, sangskrivere, manuskripforfattere og politikere. Det er en bog, som får timerne til at flyve med sine mange spørgsmål, svar og ikoniske portrætter. Jeg fandt trøst i tanken om, at Donna Tartt fandt James Joyces “Ulysses” overvurderet, og glæde ved tanken om “Alice’s Adventures in Wonderland” har haft stor indflydelse på Joyce Carol Oates. Jeg grinede også ved tanken om, at få sin livshistorie skrevet af Dr. Seuss, sådan som Mary Roach ønsker det, og jeg holdt vejret, da jeg læste at Terry Pratchett en gang skrev et brev til sin litterære helt, J.R.R. Tolkien, som endda svarede ham tilbage.

I sin introduktion til bogen, italesætter Pamela Paul noget, som jeg tror langt de fleste læsere kan nikke genkende til, og med de ord, skaber hun rammerne for “By the Book”, som en inspirationskilde i sin reste form: “We all want to know what other people are reading. We peer at strangers’ book covers on an airplane and lean over their e-books on the subway. We squint at the iPhone of the person standing in front of us in the elevator. We scan bestseller lists and customer reviews and online social reading sites. Asking someone what she’s read lately is an easy conversational gambit—and the answer is almost bound to be more interesting than the weather. It also serves an actual purpose: we may find out about something we want to read ourselves”. “By the Book” er af samme grund en bog, der henvender sig til enhver læser.

“Ship of Destiny” (Liveship Traders #3) af Robin Hobb


“Ship of Destiny” af Robin Hobb fra HarperVoyager, udgivet i 2008 (org. udgivet i 2000).

Da byen Bingtown står på kanten af en katastrofe, forsøger matriarken Ronica Vestrit at binde indbyggerne sammen for at barikaere sig mod faren i horisonten. I mellemtiden er hendes datter, Althea, udvidende om den skæbne, der truer byen, hendes venner og familie. Hun kæmper en helt anden kamp på havet for at genvinde sin families magiske skib fra den berygtede pirat Kennit, der sejler tværs gennem verdenshavene efter magt og rigdom. Men hendes plan om at tilbageerobre skibet står til at fejle, da skibet står over for en hemmelighed, der snart vil blive afsløret, som er så rystende, at det ikke kun er skibet, der risikerer at gå til grunde men også dets besætning. Det bliver en kamp mod tiden, og imens truer en lige så stor fare på himlen i form af en drage, der søger sine artsfæller og hævn og menneskene.

Da jeg slog op på første side Robin Hobbs “Ship of Destiny”, holdt jeg vejret et split sekund, fordi jeg var klar over, at den historie, som jeg har tilbragt timer med snart ville nå sin slutning, og at den kulmination med skæbnen var uundgåelig. Jeg vidste, at den ville nå sit højeste, og det gjorde den. Når jeg tænker tilbage på den, får jeg gåsehud af ren og skær begejstring. Robin Hobb kan om nogen fortælle en god historie, der længe har været undervejs, og som strækker sig over tusinde sider. Noget af det mest fascinerende ved Robin Hobb og “Ship of Destiny” er, at på trods af bogens omfattende længde, så føles den, ligesom de forgående to bøger, aldrig for lange. Hvert kapitel, side og ord er alt sammen noget, der driver historien frem, og ingen af dem skaber unødig spildplads.

“One does not need the size of a dragon to have the soul of a dragon.”

Magien bag Liveship Traders-tilogien er et element, som hele tiden har været tilstede i bøgerne, men som ganske langsomt har udfoldet sig i handlingen, og med “Ship of Destiny” står den i fuld flor. Afsløringen af det, som giver de magiske skibe liv er mærkværdigt, men Hobb behersker sit håndværk, og formår at gøre den umulige magi til noget virkeligt. Hvor jeg tidligere var uforstående over for enkelte elementer i bøgerne, faldt disse nu på plads som indlysende forklaringer, der stråler som klare stjerner på himlen, og min begejstring for Hobbs fortælling vil ingen ende tage. Hendes evne til at skabe troværdige sammenhænge på tværs af omfattende bøger er enestående, men det samme er hendes evne til at skabe en bred vifte af karakterer. Hendes skildringer er ikke entydige, for intet er så sort eller hvidt, og af samme grund vandt den berygtede piratkonge også en del af min sympati, selvom han er historiens skurk.

Adskillige karakterer er gamle kendinge for de forrige bøger, imens nye skikkelser gør deres entré. Fælles for dem alle er deres gradvise udvikling i takt med at handlingen udfolder sig, og hen mod slutningen forekom de mig at være fuldendte støbninger. Historien er handlingsdrevet i samme grad, som karaktererne er drevet af individuelle motiver. Althea ønsker at tilbageerobre sin families skib, Kennit ønsker rig og magt, og selv den blå drage på himlen drives af hævntørst. “Ship of Destiny” er ikke bare en god fortælling, men en der er fyldt med virkelighed på trods af sine magiske elementer. Dertil kommer Hobbs skrivestil, som flyder lige så roligt, som de bølger skibene i hendes fortælling hviler på. Flere gange måtte jeg standse min læsning for at gøre ophold ved sætninger og ord, fordi deres dybde og karakter ramte mig lige i hjerte. Af samme grund forblev historien hos mig længe efter endt læsning. Jeg tænkte på de mange handlingstråde, det farvestrålende persongalleri og hvordan forfatteren binder det hele sammen i en prægtig sløjfe.

“When you fear to fail, you fear something that has not happened yet. You predict your own failure, and by inaction, lock yourself into it.”

“Ship of Destiny” er en episk konklusion på en episk fortælling. Det er ikke nødvendigvis sådan, at historien ender lykkeligt for alle, men derimod med et budskab om, at sejer kan koste dyrt, og for de, der betaler prisen, er sårene længe om at hele. Det er en troværdig slutning, en god slutning, en rigtig slutning. Hvor “Ship of Magic” på mange måder var en begyndende storm langt ude i horisonten, trak uvejret sig for alvor sammen i “The Mad Ship”, imens det kom til udtryk i “Ship of Destiny” og efterlod n sig tydelige spor i landskabet, hvor regnen faldt, lynene slog ned og mennesker gik til grunde. Nu er der kun tilbage at sætte sejl og stikke til søs med et nyt af Hobbs mange eventyr, og der er heldigvis mange af dem, der bare venter på at blive taget ned fra reolen og læst, og jeg glæder mig allerede.