“The Angel’s Game” (The Cemetery of Forgotten Books #2) af Carlos Ruiz Zafón


“The Angel’s Game” (org. titel “El juego del ángel”) af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Phoenix, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2008). Læst på engelsk – originalsproget er spansk.

“The Angel’s Game” er en selvstændig fortsættelse på “The Shadow of the Wind”. Den kan læses både før og efter dens forgænger i en selvvalgt kronologi, for selvom bogen er udgivet efter “The Shadow of the Wind”, så udspiller den sig før den. På kryds og tværs af de to romaner bindes historiske tråde, karakterer og temaer sammen i et konstant voksende mysterie, der spilder over bogens sider. “The Angel’s Game” fortæller historien om fortidige spøgelser og om det at tage forskerte beslutninger. Da forfatteren David Martin bliver bedt om at skrive en bog, begynder han at udkæmpe en kamp med sig selv om hvorvidt han bør færdiggøre det påbegyndte skriveri eller i stedet brænde sit manuskript. Skyggerne fra det hjemsøgte hus i hjertet af Barcelona, hvor han har bosat sig, begynder at tage til, og David bliver i tvivl om den bogaftale, som han har takket ja til er for god til at være sand og om prisen er for høj til at betale.

Det er længe siden jeg vendte den sidste side i Carlos Ruiz Zafón mageløse forsættelse til “The Shadow of the Wind”, men den hjemsøger mig stadig. Når jeg tænker på den, begynder mit hjerte at banke hurtigere og gåsehuden melder sig omgående. Det er en bog, som jeg brugte lang tid på at bearbejde, og som jeg ikke er sikker på, at jeg nogensinde bliver færdig med. Det er en bog, der tog mig med storm og efterlod mig med et gabende hul i brystet der, hvor mit hjerte skulle have været. Zafón skriver om mennesker og om bøger; hvor “The Shadow of the Wind”, handlede om en dreng, der blev forelsket i bøger, handler “The Angel’s Game” om en forfatter, der bliver korrumperet af bøger. Begge handler de om bøger og kærligheden til dem, men det fungere også som klare spejlinger af hinanden. Det er også to forskellige bøger. Hvor “The Shadow of the Wind” rummer håb, er “The Angel’s Game” et mørke uden lys.

“I stepped into the bookshop and breathed in that perfume of paper and magic that strangely no one had ever thought of bottling.”

Med “The Angel’s Game” skriver Zafón om skribenten, David Martin, som er en mærkværdig hovedperson, der er jaget af fortrydelser og under konstant påvirkning af en hjernesvulst, der befinder sig som en tikkende bombe i hans kranium. Det er dog ikke kun ham, der hjemsøges af fortidens spøgelser. Læseren hjemsøges af hans fortællerstemme, da historien fortælles fra hans synspunkt, og langsomt vikles læseren sammen med David ind i et spindelvæv af uadskillige handlingstråde. Hans stemme fremkalder feberhede hallucinationer som følge af svulsten, og af samme grund er der ikke altid overenstemmelse mellem den faktiske virkelighed og hvordan David oplever den. I løbet af romanen bliver det mere og mere tydeligt, at han er upålidelig som fortæller. De mange ildevarslende begivenheder mellem fantasi og virkelighed giver historien karakter af et større djævlespil, som jeg var mindst lige så fanget i som David var.

Ligesom sin forgænger er “The Angel’s Game” en gotisk med rivende fortælling fyldt med drama. På et af de punkter, hvor romanerne adskiller sig fra hinanden er ved det faustianske tema, som løber gennem “The Angel’s Game” som en rød tråd. Zafón begynder sin bog med et mørkt forvarsel. Bogens første sætninger fortæller, hvordan en forfatters sjæl altid ligger gemt i de bøger, han skriver, og at det øjeblik en forfatter begynder at leve af sine ord, bliver han offer for sin egen forbandelse. For sælger man sine ord, sælger man sin sjæl. Langsomt vikles David ind i et handlingsspindelvæv, der leder ham en en kirkegård af glemte bøger og et gradvist forfald, som han langsomt får øjnene op for. Zafón har skabt et mareridt spil i en snæver ordlabyrint, som jeg ikke kan give en endelig konklusion på. Med sine ord skaber han en gåde, som jeg stadig ikke er i stand til at besvare. I stedet famler jeg stadig i mørket, opslugt af det og min manglende evne til helt at forstå romanen på trods af min kærlighed til den.

“The only way you can truly get to know an author is through the trail of ink he leaves behind him. The person you think you see is only an empty character: truth is always hidden in fiction.”

Måske er “The Angel’s Game” en svimlende hallucination, en feberhed drøm uden en slutning, eller måske er historien langt mørkere end jeg tør tro på. Atmosfæren er ikke til at tage fejl af, og den ligger som et tykt tæppe over romanens ord og fremkalder ikke-eksisterende minder om byens mange gadehjørner. Det er længe siden, jeg har læst noget, der har fået mig til at gruble så meget som denne bog, der hang længe i luften efter min læsning. Det er et smukt håndværk skabt af en mesterlig fortæller. Hver linje er fyldt med intertekstualitet med referencer til utallige bøger som Biblen mekanismer, den tyske legende om Faust og præmisset fra Charles Dickens’ “Great Expectations”. “The Angel’s Game” er som at tage et kig i et kaleidoskop, hvor billeder og farver blandes sammen til en ukendelig masse, men som samtidig er alt det, som jeg elsker Zafóns bøger for, og denne er ingen undtagelse.

2 thoughts on ““The Angel’s Game” (The Cemetery of Forgotten Books #2) af Carlos Ruiz Zafón

    1. I think you should too. It also very, very good. Just the thought of Zafón makes me want to reread this Cemetery-books. I cannot wait to read the last in the series.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.