“The Sea of Monsters” (Percy Jackson and the Olympians #2) af Rick Riordan


“The Sea of Monsters” af Rick Riordan, fra forlaget Disney Hyperion Books, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006).

På blot et år forandrede Percy Jacksons liv sig fuldstændigt. Hvor han tidligere var en helt almindelig elev med forskellige udfordringer og en lang liste af skoleskift, er han nu søn af den græske gud Poseidon og alle de uforklarlige begivenhedener, der tidligere gjorde at han blev anset for at være en ballademager, kan nu forklares med det særlige blod, der flyder i hans åre. Han er en halvgud. Da Percy endelig vender tilbage til halvblodslejren den efterfølgende sommer hersker kaos; hans bedste ven er forsvundet, og nye farer truer lejren med udrydelse. Det fyrretræ der holder lejren beskyttet fra omverden er blevet forgiftet, og med dets fald vil også lejrens følge. Modsat ledernes ønsker, drager Percy ud for at finde Det Gyldne Skin, som menes at kunne redde lejren, men på sin færd bliver situationens alvorlighed pludselig klar. Det er ikke kun halvblodslejren, der står for udrydelse, men også resten af verden.

“The Sea of Monsters” har alle dage været den af bøgerne om Percy Jackson and the Olympians, som jeg synes mindst om, og jeg er ikke sikker på hvorfor. Historien har samme høje tempo som dens forgænger og en tilsvarende handlingsmættet historie, der inddrager forskellige skikkelser fra den græske mytologi. Selvom handlingen er i højsæde, virker den længere end den egentlig er. Jeg tror det skyldes, at den overordnede handling ikke var omfattende nok, sådan at den kom til at føles lang, eller måske var den netop så omfattende, at den stikker i for mange retninger. Hvor “The Lightning Thief” introducerer Rick Riordans univers, leder “The Sea of Monsters” den i retning af noget større, der afgiver løfte om endegyldig kamp mellem det gode og det onde, en kamp som ikke kun vedkommer Percy og hans venner at udkæmpe, men også hele den moderne mytologiske verden. I grunden kan jeg godt lide den drejning historien tager, men det skyldes måske at jeg kender historien så godt og at jeg ved, hvad der venter forude.

“Does truth have a moral?”

“The Sea of Monsters” er ligesom sin forgænger en såkaldt “middle grade” bog, der henvender sig til et yngre publikum, og selvom jeg tydeligt at kan identificere dens fejl og mangler, så er det forsat en bog, som jeg holder af. Med sin vante tone skriver Riordan med stor overbevisning ved at gøre brug af humor til at give gribe temaer an. Tonen slås an i hvert kapitel med en kryptisk titel som “I Play Dodgeball with Cannibals” og “We Hail the Taxi of Eternal Torment”. Bogens tempo er ihærdigt, og det er dens største drivkraft. Af samme grund er sproget letsindigt, og der dvæles ikke for længe ved enkelte detaljer, fordi forfatteren er så orienteret mod handlingens og dens fremgang. Nogen af de mytologiske fortællinger, som “The Sea of Monsters” tager afsæt i er historien om Jason og Det Gyldne Skind, Graierne, de to havuhyre Skylla og Charybdis og min yndlings historie af dem alle: historien om kyklopen og Odysseus.

Forfatterens genfortælling og modernisering af de mange myter er alle interessante. Eksempelvis kører de tre Graiere taxi, noget der gør turen særlig farlig, da de kun har ét øje til deling, som de konstant slås om. Hvor Percy og hans venner tidligere rejste gennem Amerika for at finde den tabte tordenkile og opfylde en profeti, rejser de denne gang over Atlanten og direkte ned i underverden. Percy er sit gamle selv og fejler aldrig som fortæller med sin evne til at se det ironiske i alt. Historien byder også på nye såvel som gamle kendinge i form af venner og fjender, men mest af alt er det et gladeligt gensyn at vende tilbage til Percy og hans forunderlige verden. Handlingen er fyldt med pludselige indfald og skøre påfund, og den er mindst lige så morsom at læse som dens forgænger, selvom den fortæller en helt anden historie dog inden for rammerne af samme univers. Dog føles den en smule formularisk.

“Families are messy. Immortal families are eternally messy. Sometimes the best we can do is to remind each other that we’re related for better or for worse… and try to keep the maiming and killing to a minimum.”

Selvom “The Sea of Monsters” i høj grad handler om storslåede eventyr på kryds og tværs af den græske mytologi, så er det også en historie med noget på hjertet. Historien når en større dybde, da en kyklop træder ind i historien som en del af halvblodslejren. Kykloper er ikke udskud i den forstand at de ikke er populære, men fordi de er udkommet af en kærlighedsaffære mellem Poesidon og en natur ånd, en relation der aldrig skulle have været. Herved skabes der en langt store social mobilitet i forhold til accepten andre, selvom de adskiller sig fra mængden, og han er således genstand for et vidunderligt budskab, der er svært ikke at værdsætte. Hvad det end er som gør, at jeg ikke er lige så begejstret for denne efterfølger, som jeg var med dens forgænger, er jeg ikke sikker på, men det overskygger ikke det faktum, at denne er en god bog, som jeg forsat nyder at vende tilbage til. Percy Jacksons giver et frisk pust i en travl hverdag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s