Månedlig opsummering: Glade maj


Maj: Var hurtig. Det ene øjeblik meldte måneden sin ankomst, og det næste øjeblik var afskeden nær, og jeg nåede dårligt at bemærke det. Jeg har brugt det mest af måneden på studierelaterede opgaver både fagligt og praktisk. Flere eksamensopgave er allerede påbegyndt til afleveringsfrist i næste måned, imens jeg ihærdigt leder efter en praktikplads til det kommende semester. Mine fingre er krydsede. Imellem de praktiske gøremål og fagligheden har jeg tilbragt solbeskinnede dage med nogle af de bedste mennesker i mit liv; en fødselsdag resulterede i en spontan bytur med grin og latter og glade gensyn, en lørdag formiddag rejste Rikke og jeg til Aarhus, for at se teaterforestilling af Jane Austens “Fornuft og følelse”, hvor vi drak te i Perchs tesalon og grinede højlydt i toget hele vejen hjem til Odense, og jeg tilbragte solbeskinnede dage hjemme hos min mor. Selvom maj var hurtig og travl, så husker jeg den dog som en god måned.
I maj læste jeg: Ti bøger, hvoraf den længste bog var min genlæsning af Charles Dickens’ “Bleak House” på 992, som jeg skal til eksamen i, men fordi jeg har læst bogen hen over et par måneder, føles det slet ikke som månedens længste bog. Ikke på samme måde som “Outlander” og “The Dragonfly in Amber”, der begge var var omkring 800 hver. Den korteste bog jeg læste i maj var “Il Duro” af D.H. Lawrence på bare 64 sider, og det var et brag af en skuffelse.
I maj købte jeg: To bøger fra Folio Society, som jeg skatter højt.
Majs lyrikvalg: Var af uforklarlige grunde fraværende.
Majs store læseoplevelse: Er uden tvivl Diana Gabaldons “Outlander” samt dens efterfølger “Dragonfly in Amber”, men jeg var også begejstret for Fay Weldons udvalgte noveller.
Majs mest skuffende læseoplevelse: I denne måned blev jeg skuffet over en bog, jeg ellers troede ville være en ubetinget succes, i hvert fald hvis man lytter til den massive omtale, bogen har fået. “Red Rising” af Pierce Brown faldt for mig til jorden med et brag, og jeg fandt det nødvendigt at lukke bogen og afslutte historien før tid.
Majs mest mindeværdige ord: Stødte jeg på i Madeleine L’Engles “A Wrinkle in Time”. “Believing takes practice.” De korte og præcise ord gav mig kuldegysninger, og jeg har gemt dem i mit hjerte som en kærlig påmindelse.
Majs læseklub-læsning: I maj læste vi “A Robot in the Garden” af Deborah Install, som var en sød fortælling om et par, der en dag finder en forvirret robot i deres have. Det var en lidt atypisk feel-good roman, der både fremkaldte tårer og smil, men det var også en rodet historie med mange uklarheder. Det var så hjertehyggeligt at mødes og diskutere bogen og vende verdens situation. Jeg holder så meget af de piger.
I juni vil jeg gerne læse: Jeg forventer mig ikke meget af min læsning i juni grundet eksaminer, men jeg har dog en forventning om at læse “Voyager” af Diana Gabaldon, som er tredje bind i Outlander-serien. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så fanget af en bogserie. Læseklubbens månedlige bogvalg er faldet på den internationale bestseller “Læseren i morgentoget” af Jean Paul Didierlaurent, som lyder til at være udgjort af det perfekte læseklubsmateriale. Jeg glæder mig meget til at læse den og ikke mindst diskutere den. Desuden håber jeg på at læse Ruta Sepetys “Glimt af håb”, som i årevis har stået på min læseliste, men om jeg når det, må tiden vise.

Hvordan så jeres maj ud, og hvilke bøger fik I læst? Hvilke bøger drømmer I om at læse i den kommende måned?

Reklamer

Noget om bogæstetik #1: omnibusbøger

C.S. Lewis sagde engang: “You can never get a cup of tea large enough or a book long enough to suit me”, og selvom jeg er tilbøjelig til at give ham ret, er der alligevel en lang række bøger, hvis størrelse har været den direkte årsag til, at jeg ikke har læst dem. Det tog mig adskillige forsøg og en dansk nyoversættelse, før jeg omsider fik læst “Ulysses” af James Joyce til ende. Det samme gælder for “Krig og fred” af Lev Tolstoj, som jeg længe havde udskudt på trods af min glødende kærlighed for klassisk russisk litteratur. Sussanna Clarkes “Janathan Strange and Mr. Norrell” udsatte jeg at læse i hele fire år, selvom bogen troligt stod afventende på min bogreol, overskyggede af langt mere interessante titler. Selvom min opfattelse af disse tre bøger er meget forskellige, så er jeg rigtig glad for, at jeg ikke lod deres størrelse determinere min læsning af dem. Tilfældet er dog et helt andet med de såkaldte omnibusbøger. Jeg ejede engang en bog, der indeholdte alle Brøntë-søstrenes romaner i ét samlet bind, og i lang tid stod bogen uberørt på min reol. Da jeg købte den, havde jeg oprigtigt tænkt mig at læse bogen til ende, selvom jeg godt vidste, at det nok ville blive gjort løbende. Da jeg omsider pustede støvet af dens sider for at læse “Agnes Grey” blev mine hænder hurtigt tunge af at holde om den store bog, og mine arme gav efter for dens vægt. Jeg åbnede den aldrig igen, men købte i stedet værkerne enkeltstående, og lod den samlede udgave samle støv på ny. Derimod har jeg læst “Alice’s Adventures in Wonderland” af Lewis Carroll et utal af gange, og det har altid været efterfulgt af ”Though the Looking-Glass”, fordi historierne er så tilpas korte, at jeg dårligt kan adskille de to historier og næsten foretrækker dem som ét samlet værk.

Ikke nok med at jeg finder omnibusbøger vanskelige at sidde med eller tage med på farten, men jeg finder dem også svære at videre formidle her på bloggen. Hvis jeg havde læst alle Brontë-søstrenes romaner i den samlede udgave, som jeg ejede, ville jeg ikke kunne samle dem under én anmeldelse, fordi historierne er så forskellige og forfatterne lige så. Til gengæld vil det også være et større arbejde at skulle tage så mange billeder af den samme bog, for at kunne yde hver fortælling den retfærdighed, som de i sandhed fortjener. Af samme grund har jeg ikke anmeldt ”The Sandman” af Neil Gaiman, selvom jeg har meget af sige om det første bind. Min smukke læderindbundne udgave rummer de første 37 tegneserier, og derfor føler jeg ikke, at jeg kan anmelde dem under én samlet anmeldelse, fordi det ikke ville være særlig læservenligt. Min udgave af “The Sandmand” er heller ikke specielt læservenlig i det den er så stor, tung og helt umulig at have med på farten, men måske anmelder jeg den en dag i grove træk, fordi jeg kunne tale i evigheder om Gaimans mørke univers. I lang tid vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle stille op med min udgave af de fem første fortællinger om Mary Poppins, men fordi jeg havde så meget at sige om bøgerne, anmeldte jeg dem samlet. Jeg leder lidt efter en gylden mellemvej. Derfor ved jeg sjældent, hvad jeg skal stille op med omnibusbøger, og af samme grund køber jeg dem sjældent. Selvom Barnes and Nobles udgaver af henholdsvis Jane Austens eller Charles Dickens’ samlede værker er noget af det smukkeste, så har jeg valgt ikke at tilføje lige netop de udgaver til min samling, fordi jeg ikke vil få dem læst, og jeg forstår ikke hvorfor jeg skal have bøger i min samling, som jeg ikke har i sinde at læse, bare fordi de er flotte.

Hvordan har I det med at læse omnibusbøger og til de af jer, der bloggere, hvad gør I i forhold til at anmelde dem?

“Alice” (The Chronicles of Alice #1) af Christina Henry


“Alice” af Christina Henry fra forlaget Ace, udgivet i 2015.

I den gamle bydel, hvor bygningerne er sammensunket som de mennesker, der bor i dem, sidder pigen Alice med hukommelsestab på den lukkede afdeling, isoleret med fjerne skrig fra de resterende patienters beklagelser. Hun husker kun svagt et teselskab, lange ører og en masse blod. Igennem et musehul i væggen taler hun med patienten inde ved siden af. Hatcher, som han hedder, taler frygtsomt om en farlig Jabberwocks genkomst og fortærelse af verden, og da der en nat udbryder brand på hospitalet, griber Alice sin vens hånd og flygter i skæret fra flammerne. Således begynder Alice genopdagelsen af den dag, hvor hun mistede forstanden, men vejen dertil leder hende ned af mørke stier i den gamle bydel, der er fyldt med vold, prostitution og motivdrevne mennesker, der i ly af skyggerne følger i Alices fodspor.

Lewis Carrolls “Alice’s Adventures in Wonderland” og “Through the Looking-Glass, and What Alice Found There” er nogle af mine absolut yndlingshistorier. Deres leg med sproget og den endeløse og fantasifuldeverden, som Carroll har skabt er så gennemført, at jeg af samme grund drages mod genfortællinger af samme — både i form af film og bøger. Da jeg opdagede Christina Henrys fortolkning og gendigtning af den klassiske historie om Alices fald ned gennem kaninhullet, vidste jeg med det samme, at jeg måtte læse den. Andres tolkninger af allerede kendte værker er altid en svær balancegang, men Henry har ramt hovedet på sømmet med “Alice”. Hendes inspirationskilde er ikke til at tage fejl af, men samtidig formår hun også at gøre fortællingen til sin helt egen ved at fordreje den yderligere, gøre den mørkere og mere gal, end den i forvejen er. “Alice” er en sand mareridtsdrøm, der stadig hjemsøger mig i dagstimerne, og når mørket falder på og henlægger verden i skygger, der får fantasien til at danse.

“You’re only a mouse if you let them make you one.

Henrys fortolkning og fordrejning af Carrolls klassiske figurer er imponerende, selvom disse oftest er frastødende og onde. Valrossen er menneskeædende, kålormen driver et lysthus bestående af magiske væsner og Jabberwocken et rædelsfremkaldende mareridt. Jeg beundrer Henry for ikke kun at gøre brug af Carrolls famøse fortællinger om Alice, men også hans digt “The Jabberwocky” som en forlængelse af universet og dets endeløse potentiale. Henry skriver bramfrit, og selvom Alices historie er indhyllet i en tåge af psykologisk forglemmelse, der er helt forståelig, så forsøger hun ikke at fylde sin historie med illusioner. Historien er mørk, menneskelig og et mareridt. Historien er, på trods af sine magiske elementer og sine besynderlige omgivelser, forbløffende virkelighedstro. Alices verden er fyldt med menneskeligt mørke, som hun ikke kan undslippe, og som konstant truer med at knuse hende.

Omgivelserne sender direkte associationer til victoriatiden, hvor tilværelsen her er delt i to mellem indbyggerne i den gamle bydel og den nye og hvor grænserne sjælen krydses. Da Alice og hendes familie kommer fra den nye bydel, ophører hendes familie også langsomt men sikkert med at besøge hende på hospitalet, hvor de fik hende indlagt, da hun en dag pludselig forsvandt og vendte tilbage, rablende om en kanin og indesmurt i blod. Alices ven fra hospitalet, Hatcher, er en fortolkning af den gale hattemager, som forfatteren giver sin egen historie, selvom han først og fremmest følger Alice i et forsøg på at stykke hendes hukommelse sammen og rede verden nu vågne Jabberwock. Hans historie vækker medlidenhed, selvom den udspringer af ondskab. Han er en øksesvingende galning, der i overenstemmelse med den gale hattermager, ofte mister besindelsen og sin fornuft i pludselig vanvidsudbrud. Alice og Hatcher er et meget ulig par, men det er deres forskelligheder, der gør dem til et stærkt makkerpar.

“It made Alice realize how much of life was full of empty stuff, objects longed for because the hope of them made your small life seem bigger, better, brighter.”

Når jeg tænker over det, hæfter forfatteren sig ikke meget ved hverken beskrivelser af sit fiktive univers eller sine karakterers udseende, og af en eller anden underlig grund, fungerede det. Hendes ord er alligevel så stemnings fremkaldende, at deres udseende ikke spillede nogen rolle, og jeg elsker, at hun ikke tog Carrolls karakterer som gidsler i sin egen fortælling, men at hun i stedet tillod læserens egen fantasi at flyde sideløbende med sin egen. Historien er dog først og fremmest atmosfærisk, og ikke alene er Henrys skrivestil mørk og fordrejet i sådan en grad, at det ikke kun får Alice til at tvivle på sig selv, men som også får læseren til at tvivle på hendes udlægning af dem. Christina Henrys dekonstruktion af “Alice’s Adventures in Wonderland” er en af de mest innovative, jeg længe har læst. Ikke alene forbliver hun tro over for den originale historie med dens eventyrlignende omgivelser, men hun formår også at gøre den til sin egen. “Alice” er en mareridtsdrøm, som jeg ikke ønsker at vågne fra.

“The Bread We Eat in Dreams” af Catherynne M. Valente


“The Bread We Eat in Dreams” af Catherynne M. Valente fra forlaget Subterranean Press, udgivet i 2013.

Catherynne M. Valence er en ordmager. Når hun fortæller historier, føles det som betragte verden igennem et kalejdoskop af farvefyldte drømmemønstre, der hænger uløseligt sammen med virkeligheden. Historierne er lige så kryptiske, som de er kraftfulde; de er labyrintiske gange af mytologi, hverdagsliv og tiden efter apokalypser, som ikke kun bruges som værktøjer til at skabe en fortælling, men som Valente indarbejder på naturligste vis, sådan at de selv trækker vejret. Med “The Bread We Eat in Dreams” formår Valente at binde et magisk sidestykke til verden som vi kender den i 35 historier på kryds og tværs af stilarter og genrer. Hendes fragmentariske fortællinger udforsker myter, folklore og verdens ende med en fortællerstemme ud over det sædvanlige. Antologien er desuden illustreret af Kathleen Jennings, hvis blege penselstrøg kun er med til at komplimentere Valentes vidunderlige ord.

Jeg elsker Catherynne M. Valentes forfatterskab. Alene den blotte tanke om hendes bøger fremkalder smil på mine læber og en varme i brystet, der omgående giver mig lyst til at forsætte med at udforske hendes skrevne værker og genlæse dem, som jeg allerede har læst. Hendes antologi “The Bread We Eat in Dreams” blev kun trykt i begrænset oplag, og er svær at opstøve i dag, men fordi Valente skriver som en drøm, og antologien samtidig indeholdte den bittersøde novelle “The Girl Who Ruled Fairyland—For a Little While”, hvis ord jeg så gerne ville have stående mellem mine andre bøger, var jeg nødt til at forevige den i min samling, på trods af mit begrænsede kendskab til det resterende indhold samt bogens pris. Med denne antologi understreges hendes evner som forfatter, og det lader ikke til, at der ikke findes nogen litterær genre, som hun ikke mestrer. “The Bread We Eat in Dreams” er fyldt med digte, eventyr og genfortællinger, science-fiction og fantasylignende historier, og hun skriver det hele lige godt.

“She’s an Italian flag in occupied territory, and I fall for her like Paris.”

Den første novelle “The Consultant” fortæller historien om en unavngivet fortæller, hvis job er at konsultere i bedste eventyrstil ved at vejlede sine kunder til ikke at være afhængig af jægeren i tredje akt, at spejle lyver, at med den rette vilje kan et tungt svær blive trukket ud af stenen og det uvisse navn er Rumleskaft. Historien er vidunderlig, fordi den sagtens kan læses som en konsulent, der vejleder eventyrskikkelser, men også helt almindelige mennesker i de moraler, som vi får fra eventyrene såsom at spejle lyver, at ethvert sværd at trækkes op afs in sten, og på den måde bliver eventyrene en virkelig del af den faktiske verden. I “The Girl Who Ruled Fairyland—For a Little While” vender Valente tilbage til Fairyland, men længe før September blev båret dertil af den Grønne Vind. I stedet fortæller den historien om hvordan en lille pige blev Fairylands onde markise. Valente skriver på en måde, som tillader hende at se igennem tilværelsens slør, der deler virkeligheden fra den magiske verden. Hun løfter ikke sløret og blotter verdenerne for hinanden, men tillader i stedet læseren at se igennem det tynde stof for en kort stund, og synet er mærkværdigt.

Jeg kunne med lethed citere hvert et ord i “The Bread We Eat in Dreams”. Så smukke er Valentes ord, men lige så farverigt som hun skriver, lige så mættende er hun også, og af samme grund er denne antologi en bog, der ikke kun kræver at blive læst over længere tid, men som bedst kommer til sin ret på den måde. Jeg fløj igennem de enkelte historier, men jeg fløj ikke igennem historierne kontinuerligt på samme måde. I stedet stoppede jeg min læsning, gjorde ophold og smagte på forfatterens ord og mærkede hendes fantasi. Hendes brug af referencer til historie, eventyr og mytologi er mange, men måden hvorpå hun gør burg af dem flyder igennem historierne som det mest naturlige i verden, og af samme grund er jeg ikke sikker på, at jeg kan udpege dem alle, og derfor læste jeg bogen et par gange igen og opdagede, hvordan hver historie kom til live på en ny måde. Digtet “What the Dragon Said: a Love Story” er en leg med ord, om en historie om drager og hvordan historier hober sig op til de til sidst spilder ud over vores læber. For hver gang jeg genlæste digtet, mistede jeg en lille del af mig selv og genvandt noget langt større.

“Thing is, just because you make a body shiver don’t make it yours.”

Valentes strukturer er usædvanlige, imaginative og spektakulære. Hun tillæger stor opmærksomhed til detaljerne i sådan en grad, at historierne er struktureret omkring denne finesse, sådan at karakteristikken og udviklingen af karakterer sommetider må vige, men hun gør det på en måde, som spejler karaktererne personlighedstræk i sin symbolik. “We Without Us Were Shadows” fortæller den fiktive historie om Brontë søstrene og deres bror og måden hvorpå de plejede at skrive udførlige og kollaborative historier og digter om komplekse og imaginære verdener. Novellen “Silently and Very Fast” er en historie om drømme og kunstig intelligents, som viser hvor endeløs Valentes fantasi er; hendes prosa er så levende, at hvert et ordfrø hun sår spirer til de smukkeste sprogblomster, og selvom jeg ikke altid er sikker på at jeg forstår kompleksiteten af hende tekster, så evner jeg dog at beundre skønhed, når den står foran mig, og “The Bread We Eat in Dreams” er en blomstereng i fuld flor.