Dewey’s Read-a-Thon: et læserlykkeligt læsedøgn

Det er syvende gang inden for de sidste par år, at jeg river et døgn ud af kalender, afsat til den samme halvårige begivenhed, og i år er ingen undtagelse. På lørdag afholdes Dewey’s Read-a-Thon endnu en gang, en begivenhed der i al sin enkelhed, går ud på at læse i 24 timer. Det begynder på lørdag kl. 14 og slutter søndag kl. 14, men man sætter helt selv rammen for sit læsedøgn og de vilkår, man vil være med på. Selvom jeg regner med at afsætte størstedelen af mit læsedøgn til at læse, vil jeg også holde mig opdateret på de sociale medier, hvor man ved hjælp af hashtagget #readathon kan man dele sine læseoplevelser med andre læsere undervejs. Dewey’s Read-a-Thon er en skøn påmindelse om, at selvom læsning ofte forbindes med en ensom aktivitet, så behøver det ikke være sådan. Jeg holder af begivenheden af mange grunde, men mest af alt fordi det er pusterum til læsningen i en travl hverdag. Det er en mulighed til selvforkælelse med nye bøger, men også til at få et par af de bøger der har samlet støv på reolerne. På lørdag kan I både følge mine læsefremskridt på bloggen, på Instagram og Twitter. Inden da vil jeg finde en blød striktrøje frem fra skabet til dagen, vaske mit sengetøj, købe et bredt udvalgt af godter af både den sunde og usunde slags og finde et udvalg af te frem. Jeg har planlagt at tilbringe døgnet i min lænestol med benene op

I år har jeg sammensat min læsestak med tøven og forbehold; et helt læsedøgn er en sjælden mulighed, og jeg har af samme grund haft lyst til at tømme min bogreol og være overambitiøs, samtidig med at jeg dog har været bekymret for, hvad jeg overhovedet kunne nå. Min endelige bogstak består af fem bøger på i alt 1516 sider, og jeg er oprigtigt spændt på at læse hver og en. I traditionens tro vil jeg synkronlæse en nøjeudvalgt sammen med Rikke, og valget er denne gang faldet på Eva Ibbotsons “A Song for Summer”, som skulle være en fløjlsblød fortælling om en piges dans genne livet på godt og på ondt. Dernæst vil jeg jeg “Alice” af Christina Henry frem, en bog der følger Lewis Carrolls Alice, hvis fantasifulde beretninger om et eventyrland har resulteret i, at hun nu er endt på en galeanstalt, og gjort hendes minder omtåget. Når mørket begynder at falde på vil jeg gemme mig under dynen med Janet Ellis’ “The Butcher’s Hook”, en fiktiv roman om kærlighed i 1700-tallet, der udkom i år, og som jeg glæder mig til at forsvinde ind i. “V for Vendetta” af Alan Moore er en klassiker i dens genre, og i det tidlige morgengry vil jeg læse den grafiske roman med sine dramatiske billeder og ord om frihedskamp og opgør. Den sidste planlagte bog jeg har, er “Reasons She Goes to the Woods”, som er en sælsom fortælling om en lille pige, der er mere uartig end hun er velopdragen. Det skulle være en bog, der giver gåsehud, og jeg håber på, at den ville kunne holde mig vågen i de sidste timer inden læsedøgnets afslutning.

Det kan synes helt fjollet at gøre så meget ud af døgn dedikeret til læsningen, men det er blevet en uundværlige begivenhed med læsning og fælleskab. Dewey’s Read-a-Thon finder sted på lørdag kl. 14 og 24 timer frem. Den officiel tilmeldning findes på hjemmesiden her, der løbende vil blive opdateret med diverse konkurrencer og læseudfordringer.

På lørdag opretter jeg i traditionens tro et indlæg, som jeg løbende opdaterer med billeder og ord om mine læseindtryk. Deltager I på lørdag, og i så fald, hvad skal I læse? Planlægger I at få sovet, og hvor kan jeg mon følge jeres læsedøgn?

“Northern Lights” (His Dark Materials #1) af Philip Pullman


“Northern Lights” af Philip Pullman, fra forlaget Folio Society, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1995).

Lyra Belacqua lever i en usædvanlig parallelverden, hvor menneskesjæle lever udenfor menneskekroppen i from af en dyreskikkelse, som en livslang følgesvend. Sammen med sin daimon, Pantalaimon, vokser Lyra op på Jorden College i Oxford, hvor hver dag er endnu et eventyr i rækken — lige indtil hun en dag overhører en samtale i herreværelset, hvor hun slet ikke må være. Her bliver hun blandet ind i en sag, hun ikke helt forstår og ikke kan overskue konsekvenserne af. Der foregår noget i norden, noget som relaterer sig til de mange forsvundne børn fra byen, der forsvinder sporløst, noget der handler om noget, akademikerne kalder for Støv. Bevæbnet med et gyldent kompas, drager Lyra og Pan ud for at finde bedstevennen, der også er forsvundet. Philip Pullman skrev sin bogserie, fordi han var frustreret over den langt ældre, bogserie, som C.S. Lewis skrev. Narnia-bøgerne handler om eventyr, men de handler også om religion, og det var på grund af dens slutning, at Pullman skrev historien om Lyra. Hendes historie handler dog om ateisme frem for religion. Pullmans bogserie er derfor mange ting. En børnebogsfortælling, et storslået eventyr men også en protest.

Hver gang jeg genlæser “Northern Lights” rammer den mig med samme hårdtslående kraft, som første gang jeg læste den. Som barn forstod jeg ikke trilogien. Jeg forstod ikke bøgernes diskussion af dens eksistentielle og filosofiske betragtninger, og fordi det er noget, der fylder så meget i historien, undrer jeg mig over, hvad jeg mon så i bøgerne, som gjorde, at jeg blev ved med at læse dem. Jeg forstod ikke Støv, og jeg forestillede mig derfor, at det var støv i dens mest ordinære forstand og ikke sjælelige partikler. Jeg forstod ikke, hvad bøgerne var skabt af eller med hvilket formål, men jeg elskede dem. Jeg elskede dem for det, som de også er: et forunderligt eventyr. Selvom jeg ikke forstod bøgerne, som jeg gør i dag, skabte jeg min egen forståelse. Pullmans verden er forunderlig, fyldt med mørke og lys, velkendte navne og steder, men med helt nye betydninger. Det er en historie, som formede mig som læser, og derfor er Lyras historie en stor del af mit læserliv; at vende tilbage til hendes Oxford er som at besøge en gammel ven, og gensynet er altid kærligt.

“One moment several things are possible, the next moment only one thing happens, and the rest don’t exist.”

Lyra er en lige så usædvanlig karakter, som den verden hun lever i. Hun har hjertet på det rette sted, samtidig med at hun drives af sin egen nysgerrighed, imens Pantalaimon sidder loyalt på hendes skuldre. Han er vakler mellem at være mindst lige så nysgerrig og eventyrlysten som Lyra, fordi han er en del af hende, men samtidig er han også sin egen, langt mere samvittighedsfuld end hun er. Han er lige så tøvende som han er spontan, og jeg elsker at han er helt sin egen, selvom han er unægteligt forbundet til Lyra. Som barn elskede jeg forestilling om at have en trofast følgesvend i form af en daimon, og jeg var ikke i tvivl om at min egen ville tage form efter en kat. Jeg elsker Lyra, som var hun en veninde, og det er hun måske også – jeg voksede op med hende, og hendes historie voksede med mig.

Philip Pullman skrev “Northern Lights” som en protest som C. S. Lewis’ Narnia-serie, men hvor jeg mistede noget for Lewis’ elskelige serie med dens håbløse og stærk moraliserende slutning, som jeg på ingen måde kunne lukke øjnene over for, sådan som med andre religiøse henvisninger igennem serien, mister Pullmans univers aldrig sin styrke og karakter. Hvor Lewis’ verden skrumper ind, udvider Pullmans sig kun. Han forstår om nogen at skrive til både børn og voksne, og hans ordbilleder er uforlignelige; jeg behøver ikke lukke mine øjne for at kunne forestille mig Lyra på universitets tagrygge, eller siddende på ryggen af en panserbjørn i skæret fra nordlyset og den nedfaldende sne. Alene det faktum, at jeg som barn ikke forstod bogens politiske og eksistentielle aspekt, men alligevel elskede historien, hvor jeg som voksen nu forstår dens standpunkt, og jeg stadig knuselsker historien, finder jeg meget sigende. Man behøver ikke at forstå det ene, for at nyde det andet, og det synes jeg siger meget om Pullmans evne som forfatter.

“So Lyra and her daemon turned away from the world they were born in, and looked toward the sun, and walked into the sky.”

Min historie med Lyra begynder altid samme sted, med en pige og hendes sommerfuglesjæl, der gemmer sig i et egetræsskab i et forbudt herreværelse på Jorden College, hvor de bliver vidner til et politisk magtspil, der udvisker enhver grænse mellem godt og ondt; kirken bortfører børn, og akademikere ofrer menneskeliv i jagten på viden. På himlen hersker de altvidende hekse, og på den frosne landjord river panserbjørne hinanden i stykker i fatale magtkampe, imens menneskene forsøger at gætte, hvad der ligger hindsides livet. Og midt i det hele er børnene. His Dark Materials-bøgerne er uhyre komplekse i deres politiske udsigelser, og “Northern Lights” er kun begyndelsen. Jeg er dog stadig forundret over Pullmans vinterunivers med de mærkværdige væsner, der færdes i det, der rammer lige hårdt hver gang. Det er en sjælden fuldendt verden, der kun bliver ved med at vokse sig større, ligesom min kærlighed til den. Det er et forunderligt sted, hvor der, modsat mange andre fantasifulde verdener, hersker stor genkendelighed. Det er ikke en eventyrverden af ren lykke, men i lige så høj grad en verden gjort af et truende mørke, der trækker sig sammen som uvejrskyer på himlen. Det er menneskeskabt, og hander om videnskab og religion. Det er et sted, hvor menneskene er uvidende, og forsøger at række ud efter stjerne, imens den bundløse afgrund truer under dem.

En litterats bekendelser #3

Det er ingen hemmelighed, at litteraturen fylder meget i min hverdag. Jeg går på et studie, der udforsker den, jeg videreformidler min læsning her på bloggen i form af anmeldelser og litterære debatter, og mit hjem er ved at spilde over af bøger, men selvom den udgør størstedelen af min hverdag, så er der også aspekter af den, hvor jeg holder tilbage, tøver eller tier helt. Der er sider af mig selv som læser, der er fyldt med undskyldninger, vage forklaringer og ærlige indrømmelser. Nedenfor har jeg endnu en gang samlet endnu et udpluk af disse.

  • Jeg ejer 850 bøger på nuværende tidspunkt, og jeg har planer om at eje langt flere i fremtiden.
  • Først sorterede Pottermore mig ind i Hufflepuff, men jeg ville helst være i Ravenclaw. Det er jeg nu.
  • Jeg får aldrig brugt min TBR-jar, selvom jeg godt kan lide dens præmis.
  • Fredrik Backmans er så vellidt, at jeg tør ikke læse hans bøger i frygt for, at jeg slet ikke ville kunne lide dem.
  • Det jeg er allermest ked af, at jeg er gået glip af litterært, er da Margaret Atwood besøgte Louisiana.
  • Når jeg som barn lånte en virkelig god bog på biblioteket, nedskrev jeg den på papir i hånden, så jeg altid kunne have historierne hos mig og læse dem igen. Tanken om at købe bøgerne selv strejfede mig aldirg.
  • Ayn Rands “Atlas Shrugged” har i årevis stået højt på min læseliste, men jeg har udskudt den på grund af dens intimideret størrelse og eftersignende komplekse indholdsmæssige karakter.
  • Jeg har en dårlig vane med at stoppe min læsning midt i et kapitel, noget jeg gerne vil vænne mig af med.
  • Der er ingen logik i hvilke bøger jeg låner på biblioteket, og hvilke bøger jeg køber.
  • Forårsmånederne giver mig altid lyst til at læse Thomas Hardy, selvom hans bøger ofte er fyldt med mørke og melankoli i et eller andet omfang, noget der lidt modsætter sig forårsforets lyse og lette fornemmelser.

Hvad med jer? Kan I nikke genkendende til nogle af mine indrømmelser? Hvilke har i selv på sinde?

“The Jungle Book” af Rudyard Kipling


“The Jungle Book” af Rudyard Kipling, fra forlaget Harper Design, udgivet i 2016 (org. udgivet i 1894).

Dybt i den indiske jungle vendes der op og ned på tilværelsen, da en af ulveflokkene finder en menneskedreng, og da de tager ham til sig som en af deres egne, redder de ham fra en skæbne i tigerens nødesløse klør. Menneskebarnet, Mowgli, vokser op med junglen som sit hjem, selvom det er tydeligt at han aldrig helt passer ind, selvom den sorte panther Bagheera, og bjørnen Baloo gør deres ypperste for at lærer ham om skovens regler og love, så han kan begå sig der. Den nådesløse tiger, Shere Khan, holder skarpt øje med drengen på afstand og venter tålmodigt på at slå til. Denne udgave af Rudyard Kipling mesterlige børnefortælling fra 1894 indeholder også fire andre fortællinger om skovens dyreliv med den dødbringende kobra Nag, det modige desmerdyret Rikki-Tikki-Tavi og elefantdanseren Toomai.

Som så mange andre voksede jeg op med historien om menneskedrengen Mowgli, der voksede op blandt ulve, og levede et eventyrligt liv i junglen, men jeg voksede op med fortællingen fra Disney, hvis gendigtning forventning afviger en del af den originale tekst. Selvom historien grundliggende er den samme, er den alligevel en helt anden, og første gang jeg læste den, var jeg på ingen måde tryllebundet af Rudyard Kiplings ord, som jeg var af Disneys genfortælling, og jeg havde meget svært ved at skille de to historier ad, mest fordi jeg forbandt den ene med så stor nostalgi. Jeg gav op, forkastede bogen og lod den forblive uberørt i en årerække. Det er først nu, hvor jeg genlæser bogen, at jeg er i stand til at sætte pris historien for hvad den er: en enestående fortælling om en dreng, der vokser op blandt skovens rige dyreliv. Kiplings historier fortælles med hjertet. Der er samtidig en langt større dybde at spore i Kiplings historie om jungledrengen Mowgli, der ihærdigt forsøger at finde sig selv og et ståsted i en tilværelse mellem naturen og civilisationen, dyr og mennesker, som to komplette modsætninger.

“Even the tiger runs and hides when little Tabaqui goes mad, for madness is the most disgraceful thing that can overtake a wild creature.”

Da Mowgli vender tilbage til civilisationen, er han overrasket over hvor lidt menneskene egentlig ved om naturen, på trods af at de bor i den, og på grund af sin egen dybe indsigt i den, udstødes af han langsomt, fordi hans fortællinger modsætter sig de gamle mænds fantasifulde forklaringer af naturen. Fordi Mowgli heller ikke kan blive i junglen, placerer han sig i en gråzone med identitetstvivl, fordi hans hjerte er kløvet i to ved tanken om hvor han egentlig hører til. Fornuften siger ham, at han bør vende tilbage til menneskene, hvor han oprindeligt kommer fra, men samtidig længes hans hjerte mod skoven og den ulvefolk, der tog ham til sig. Mowgli er snarrådig i samme grad som han er dumdristig, og han er på mange måder som et vildt dyr, der kun er tæmmet af skovens regler, og det er også på grund af denne opvækst, at han kommer i konflikt med civilisationen, hvor tilværelsen er betinget af andre regelsæt. Mowgli gennemgår en tranformerende metamorfose, da han langsomt lærer at forene sin jungleopvækst med den dertilhørende viden om naturen med det at være en del af civilisationen, hvor regler og love er anderledes.

Jeg elsker Kipling for måden hvorpå han afrunder sin fortælling om Mowgli, der, uden at råbe slutningen, ikke efterlader hans historie som én afrundet historie, men snarer et kapitel i hans liv, hvor mange flere venter forude, historier som læseren må gætte sig til, og som får fantasien til at slynge sig i skovens lianer, og strømme som floden, der bugter sig igennem junglen. “The Jungle Book” handler for de fleste om jungledrengens eventyr, men denne udgave indeholder også andre små fortællinger om Indiens dyreliv fortalt som fabler. “Toomai of the Elephants” fortæller historien om en ung dreng, der hjælper med at passe elefanter i sin landsby, og som drømmer sig langt væk i historier, hvor elefanterne danser under den strående nattehimmel, imens Rikki-Tikki-Tavi fortæller historien om et modigt og loyalt desmerdyr, der for enhver pris forsøger at beskytte sin menneskefamilie mod kobraslangernes fatale bid. Det er alle historier om sammenspillet mennesker og dyr, og hvordan de støder sammen.

“It is the hardest thing in the world to frighten a mongoose, because he is eaten up from nose to tail with curiosity. The motto of all the mongoose family is “Run and find out,” and Rikki-tikki was a true mongoose.”

Denne udgave af Harper Design understreger den underliggende magi, som er at finde i Kiplings dybe jungle; den komplimenteres af interaktive elementer, drejeskiver og indlagte kort, der bogstavelig talt får eventyret til at strække sig ud over bogens sider, for at folde sig ud i læserens favn. Det er boghåndværk, når det er bedst. Der er en unægtelig imperialistisk tankegang at spore i måden hvorpå Kipling karakteriserer Indien, som er ganske forskateligt, men samtidig også en dybtfølt kærlighed til kontinentet og dets mange vidundere, men som læser er jeg splittet på den ene side forbinder jeg en stærk nostalgiske følelse, når jeg tænker på “The Jungle Book”, og samtidig er jeg ikke sikker på at den kærlighed henvender sig til Rudyard Kipling. For selvom Kipling uden tvivl var betaget af den indiske kultur, så er hans fortælling om det indiske folkefærd begrænset til sit imperialistiske syn, og siger derfor ikke noget om det, men derimod mere om det værdisæt, som han repræsentere. Selvom jeg holder meget af tanken om Junglebogen, så er jeg ikke sikker på, at jeg elsker den, men måske mere forestillingen om den.