“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe


“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1852).

Harriet Beecher Stowe indskrev sig i litteraturhistorien med sin roman om anti-slaveri. Historien tager sin begyndelse i sydstaterne hos familien Shelby, der behandler deres slaver relativt menneskelig. De er til en vis grad en del af familien, men tilværelsen ændres, da økonomiske problemer tager form og tvinger familien til at sælge loyale slave, Tom, og en af stuepigernes børn. Handlingen kløves i to; stuepigen Eliza planlægger at flygte i nattens mulm og mørke med sin mand, for at forhindre at blive skilt fra sit barn og miste det for altid, imens bliver Tom solgt fra den ene slaveejer til den anden, og han mødes af den ene ulykke efter den anden. “Uncle Tom’s Cabin” er en historie om to vidt forskellige skæbner, med hvilke Stowe understreger meningsløsheden i datidens slaveri, og hvordan mennesket drives af håb om retfærdighed.

“Uncle Tom’s Cabin” er en vigtig bog, en af den slags, der forandrede liv, åbnede øjne og definerede en hel tidsalder. Den gav ikke alene en stemme til historiske begivenheder ved at skildre dem, men også en stemme, der var med til at ændre dens gang. Stowe forsøgte at tale til folkets hjerter. Det forlyder nemlig, at da Abraham Lincoln mødte Harriet Beecher Stowe under borgerkrigens begyndelse, sagde han følgende: “So this is the little lady who started this great war.” Af samme grund kan det virke overvældende at skulle beskæftige sig med en bog af så vigtig historisk karakter, og selvom jeg elsker bogen i dens kontekst, så elskede jeg ikke bogen. Jeg beundrer Stowe for sit mod og styrke til at skrive om så vanskeligt et emne, jeg beundrer hende for sin sans for retfærdighed og dybe tiltro til menneskeheden, og ikke mindst den gennemslagskraft som bogen havde. Jeg beundrer Stowe for mange ting, men mindst af alt for sin skrivestil.

“Of course, in a novel, people’s hearts break, and they die and that is the end of it; and in a story this is very convenient. But in real life we do not die when all that makes life bright dies to us.”

Jeg forelskede mig aldrig i Stowes ord, tværtimod fandt jeg dem næsten uudholdelig. Fortællerstemmen er den instants, som gjorde det særligt svært for mig at nyde historien, fordi stemmen i høj grad giver indikation af, hvad læseren bør tænke og mene. Der gives ikke plads til egne tanker, og læser henledes i stedet på det, som fortælleren mener er det rigtige. Samtidig gennemsyres denne af religion i romanens handlingsforløb i sådan en grad, at den er umulig at undslippe, og sommetider er fokusset så intensivt, at det helt overskygger romanens mange andre værdisæt. Forfatterens politiske vision er ikke til at tage fejl af, og på grund af den tid, hvor romanen er skrevet, er det kun naturligt, at religion, kristneværdier og renhjertede motiver vejer tungt i måden hvorpå hun forsøger at tale til sin læser. Det var dog også det, som gjorde bogen svær at nyde, fordi der netop ikke synes at være plads til den enkelte læser, som påtvinges en holdning, et synspunkt og en overbevisning. Dog holder jeg af bogen for dens tematikker og historie.

Fortællingens bærende element bliver derfor hurtigt dens karakterer. Alle har de noget på sinde, og når der gives plads til dem flyder en ordstrøm fra deres hjerte, som ikke er til at tage fejl af. Det var af samme grund, at jeg oprigtigt kunne mærke Elizas fortvielse over at skulle miste sig barn, men det skyldtes ikke fortælleren. Selvom denne gjorde situationens alvor klart, var det Eliza med sin egen stemme, der fik mit hjerte til at bløde. Det var hjerteskærende og ærligt, men lige så snart fortælleren blev genindsat og overtog historiefortællingen følte jeg en vis distance til handlingen såvel som dens karakterer, noget jeg aldrig rigtig kunne forlig mig med. Der er dog samtidig noget stereotypt over Stowes persongalleri i måden hvorpå slaverne og slaveejerne fremstilles; de fleste slaver er uregerlige, undertrykte og opslugt af et ønske om frihed samt et had til deres overordnede, imens slaveejerne ser dem som arbejdsredskaber uden menneskelighed. Individualiteten forsvinder til fordel for polariserende stereotyper.

“Scenes of blood and cruelty are shocking to our ear and heart. What man has nerve to do, man has not nerve to hear.”

Dog er Tom den eneste, der bryder med billedet; hans rolige sind, kristne tro og loyalitet, selv over for sin hvide slaverejer er et særsyn. Han besidder de rigtige værdier, og alligevel er verden imod ham. På grund af sine karaktertræk, kan han hurtigt komme til at virke handlingslammet og forenkelet, og jeg havde af samme grund ingen forventning om at kunne lide ham. Det forekom mig uvirkeligt, at han skulle modstå så mange ulykker, og aldrig så meget som ytre et ord om dem, for selv den stærke må nødvendigvis give efter for presset før eller siden, og alligevel kom jeg til at holde af ham, fordi jeg beundrede ham for sin standhaftighed; det er ufatteligt let at sammenblande hans heltemod med svaghed, men Tom griber om sine værdier, fordi det er det eneste, han har tilbage af sig selv, som han nægter at give slip på. Det er det, som gør, at han forbliver menneskelig i en tid, hvor det er en manglende egenskab. På trods af min ellers middelmådige vurdering af bogen, er jeg ikke i tvivl om vigtigheden af bogen, selvom den aldrig helt vandt mit hjerte.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.