Forfatterinterview med Lauren Groff

© Megan Brown

Til de, der endnu ikke har læst “Fates and Furies”, hvordan vil du beskrive den?
En af mine venner sagde på et tidspunkt, at “Fates and Furies” er en historie om et ægteskab på samme samme måde som en bombe, der bliver kastet gennem luften. Jeg elsker den analogi, fordi igennem Lotto og Mathildes ægteskab belyser “Fates and Furies” idéen om privileger og lykke og hævn og vrede.

Hvad motiverede dig til at skrive “Fates and Furies”?
Jeg har det ambivalent med ægteskaber — det har fungeret godt for mig selv, men det er også misogynt i forhold til dets historiske baggage — og jeg er ikke sikker på, at det er nødvendigt som institution i den moderne verden. Jeg ville gerne se nærmere på disse idéer, imens jeg skrev bogen. Fiktion er et forfærdelig redskab til at indsamle svar om virkeligheden, men det er også en vidunderlig måde at stille en masse spørgsmål om noget, der virkelig interesserer dig.

Så vidt jeg har forstået, skrev du to bøger på samme tid (“Arcadia” og “Fates and Furies”). Hvordan formåede du at gøre det, og er det sandt at du har for vane at skrive det første udkast i hånden?
Jeg har for vane altid at arbejde på to projekter på én gang, mest fordi projekterne taler sammen i min bevidsthed, men også fordi der er naturlige faser i opbygningen af en bog, hvor arbejdet er mere langsomt, og jeg vil gerne give mine historier så meget tid som muligt. Når et projekt står i stampe, går jeg videre til det næste. Jeg skriver altid mine udkast i hånden indtil det sidste, der i dette tilfælde var et sted mellem to eller tolv færdigskrevne udkast, som jeg lagde fra mig og senere skrev videre på.

I begyndelsen af romanen er Lotto en skuespiller, der sidenhen bliver teatermanuskriptforfatter. Hvordan var det at være forfatter og skrive som en anden forfatter — endda en anden slags end du selv er?
Jeg elsker teater, og jeg ville ønske at jeg kunne skrive teatermanuskripter, så det at skrive igennem Lotto var en måde at muliggøre det på uden at jeg nødvendigvis selv måtte være teatermanuskriptforfatter. Min hjerne arbejder i scener; jeg kan ikke udelukket arbejde ud fra dialog, hvilket er det en teatermanuskriptforfatter gør. Jeg vil gerne både blæse og have mel i munden! Jeg har altid været forfatter, selvom jeg begyndte som digter. Det var først på universitet med mit første fag om fiktion, at jeg forstod at det er narrativet jeg elsker mest.

Bogen indeholder mange uddrag fra Lottos skuespil som en del af narrativet. Hvorfor bestemte du dig for det inkluderer det, og har du selv overvejet at blive teatermanuskriptforfatter?
Jeg tror på, at formen på den historie du fortæller nødvendigvis må hænge sammen med den historie der fortælles, og jeg venter ofte længe, før jeg finder ud af, hvordan jeg skal fortælle mine historier. Jeg vidste, at jeg var nødt til at springe i tid for at vise, hvordan vi gør livet til kunst, når vi skaber et narrativ. Jeg søger også derhen hvor energien er, og energien på det tidspunkt var i skuespillene. Det gjorde mig glad, hver gang jeg satte mig ned for at skrive de uddrag.

Det er tydeligt at se de forskellige strukturer i romanens to dele. Første del, som er Lottos historie, fortælles meget kronologisk, imens den anden del, som er Mathildes, på en eller anden måde er anderledes, mere vilkår i forhold til tiden. Hvordan udarbejdede du dette og var det bevidst?
Strukturen i bogen var helt bevidst: jeg ønskede at skrive Lottos del af historien med et maskulint narrativ, som er set mange gange før, så jeg brugte alt jeg havde til rådighed: udviklingsroman, fortællinger om høviske kærlighed, metafiktion, dramatiske fortælling i form af skuespil og operaer, græsk mytologi osv. Mathildes del har mere kant og har en strukturer som ingen endnu har opdaget, så vidt jeg er bekendt, men hendes del er en mere skarp Marguerite Duras-lignende nouveau-roman. Hver historie fortæller noget om den enkelte karakter i forhold til deres liv, og deres narrativ måtte nødvendigvis afspejle det.

På et tidspunkt i bogen taler Lotto om teaterets fremtid. Han siger at nøglen er “innovation in storytelling and inverting narrative expectations.” Hvordan stemmer det overens med din egen tilgang til det at skrive, og hvilke tanker har du gjort dig om fremtidens roman?
Det er lidt ironisk, at Lotto siger det, fordi han sætter sin lid til det kendte i narrativet for at fortælle sin historie. Jeg tror narrative forventninger er måden hvorpå romanen vil udvikles sig, men det sagt, når der tales om en ny form for romanskrivning, er det typisk set før. For eksempel er “Tristram Shandy” en virkelig ekpserpiemtel roman, og St. Augustine banede vejen for lyriske autofiktionsforfattere, som stadig følges. Intet er nyt, og ingen bør forsøge at skabe noget ny alene for at skabe det, men hvis de følger historiens nødvendighed, så vil de opdage noget ny.

Der er en tydelig taknemmelighed i dit efterskrift, særligt tænker jeg på “the readers of all books.” Hvad betyder den almindelige læser for dig, og hvilken slags læser vil du beskrive dig selv som?
Den almindelige læser er min ven. Det mener jeg virkelig, og det er også hvis læseren ikke kan lide mine bøger: de er venner, fordi we følger den samme sti med interesse for noget af det samme. Der sker en bortkastelse af selvet, når man læser, med et ønske om at skabe forbindelse til et større menneskeligt fællesskab, og jeg tror på, at hver gang nogen læser en bog, så er det både en solipsistisk såvel som en selvisk handling. Vi ønsker alle at hører til. Den mest intense og smukkeste måde vi har gjort det på er igennem bøger. Jeg er en alsidig læser — jeg læser alting, og jeg læser 300-400 bøger hvert år — og jeg er en alvorlig læser, og jeg læser gerne oversatte bøger og bøger på fransk, hvilket er mit andet sprog. Heldigvis er franskmændene forbløffende til at udgive verdenslitteratur, og jeg har opdaget forfattere fra så mange lande igennem franske oversættelser.

Hvis du tilsideser dit eget køn, hvilke af de to hovedpersoner, Lotto og Mathilde, minder du mest om?
Jeg er ligeligt fordelt mellem dem. På dårlige dage, vil jeg sige, at jeg deler det værste med dem. Faktisk også på gode dage. Jeg har Lottos arrogance, hans privilegier og hans narcissisme. Jeg har Mathildes overvældende vrede, hendes selviskhed og hendes ønske om at manipulere menneskerne omkring sig. Jeg deler også deres gode kvaliteter, men det vil jeg overlade andre at udpege.

Hvilke tre bøger har du fornyligt læst, som du kan anbefale?
Jeg var vild med Magda Szabós “The Door”, Edouard Levés “Autopartrait” og Svetlana Alexeivitchs “Voices From Chernobyl”.

Reklamer

6 thoughts on “Forfatterinterview med Lauren Groff

  1. Rikke Simonsen

    Sikke et fint interview, og hvor er det altså fedt for dig, at det kunne lade sig gøre! <3

    1. Anne Nikoline

      Jeg er virkelig også beæret over, at hun ville lade mig interviewe hende. Hun er så intellektuel og så begavet som forfatter. Jeg blev en smule star-strucked.

      1. Mai

        Hvis jeg var hende, ville jeg heller ikke have kunnet sige nej til et interview med dig, for det er virkelig nogle fine og veltænkte spørgsmål! Super spændende læsning! :)

      2. Anne Nikoline

        Hvor er du sød, Mai! Hun er virkelig også en spændende personlighed. Jeg begriber ikke hvordan hun formår at læse mellem 300-400 bøge rom året. Det er jo for vildt!

    1. Anne Nikoline

      Do yourself a favour and read it. So far it is one of the best books I have read this year (maybe a little early to say at this point, but nonetheless it is true). It is such a powerful story.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s