“Mary Poppins” (Mary Poppins #1 – 4) af P. L. Travers


“Mary Poppins” af P. L. Travers, fra forlaget fra forlaget HMH Books for Young Readers, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1934).

Det blæser på Cherry Tree Lane og båret af vinden, lander Mary Poppins på dørtrinnet til familiens Banks hus. Hun bliver familiens barnepige, og med ét vender hun op og ned på alting i det lille hjem. Børnene, Michael, Jane og tvillingerne har haft mange barnepiger gennem tiden, men aldrig en som Mary Poppins. På magisk vis får hun den afskyelige hostesaft til at smage som den sødeste lemonade, hendes taske gemmer på hele møbler, og hun springer ind og ud af et fortovsmalerier så let som ingenting. Hver dag bliver et eventyr i en lang række fortællinger om livet på Cherry Tree Lane, lige indtil vinden vender og det bliver tid til at sige farvel.

Det er efterhånden noget tid siden jeg læste denne jubilæumsudgave af P. L. Travers mesterlige historier om en usædvanlig barnepige, og jeg er heller ikke sikker på at det giver mening at omtale bøgerne samlet frem for at koncentrer mig om hver enkelte. Sandenheden er min hukommelse spiller mig et puds, og jeg ikke længere kan adskille bøgerne fra hinanden med undtagelse af den første bog, som jeg har læst mange gange gennem årene, og som jeg voksede op med. Jeg kender dens ord og dens filmatisering, og jeg holder meget af begge. Hvad angår de resterende tre historier, kan jeg ikke kende dem fra hinanden, og det er ikke uden grund. Historierne, inklusivt den første, har en gennemgående opbygning som gør, at de er svære at adskille. Måske er det mig, der overfortolker, men jeg vil næsten sige at kompositionen af fuldkommen ens. Jeg elsker dem ikke mindre af den grund, men det er meget gentagende, selvom indholdet sjældent er det samme i hver fortælling.

“Don’t you know that everybody’s got a Fairyland of their own?”

Bøgerne er bygget op om den samme skabelon, med episodiske kapitler om børnene og barnepigens daglig dag, hvor hverdagen brydes af noget magisk. Hertil kommer de mange historier, som Mary Poppins fortæller og lyver om. En handler om en dansende ko, imens en anden handler om en snedig kat, der udfordrer en konge på kløgt og viden. Hver af disse elementer kunne lige så godt tilhører den ene bog som den anden. Der er heller ingen større handlingstråd i hver enkelte roman såvel som i bogens hele, med undtagelse af Mary Poppins selv, selvfølgelig. Fælles for disse fire fortællinger er, at de alle begynder, når Mary Poppins blæser ind med østenvinden til familien, der er grebet af barnepigepanik. Hun skaber orden og tilfører det et element af håndgribeligt kaos, der får fantasien til at flyde endeløst.

Hver dag er et nyt eventyr. Mary Poppins tager børnene med på visitter, de hopper ind og ud af fortovsmalerier og svæver oppe under loftet i krampagtige latteranfald, og hver eftermiddag når eventyr har nået sin slutning benægter Mary Poppins alt. Børnene efterlades konfuse over, hvad der virkelig hændte, men efterlades samtidig med små spor, der kunne tyde på, at eventyrene virkelig skete. Sådan forløber historien indtil Mary Poppins en dag folder sin paraply ud og lader sig bærer bort med den vendte vind. Det er en meget gentagende struktur, men det er også noget der skaber trygge rammer og genkendelighed, men fordi jeg læste historierne lige efter hinanden blev de 1024 sider efterhånden blandet sammen i et stort roderi i min hukommelse. På sin vis kan jeg godt fortryde, at jeg læste de fire bøger så kort tid efter hinanden, fordi jeg uden tvivl ville have værdsat hver enkelte historie mere, hvis jeg havde adskilt dem.

“She paused, as though she were remembering events that happened hundreds of years before that time.”

Jeg holder dog meget af Travers’ excentriske barnepige. Mary Poppins er vidunderligt britisk, der er både bedrevidende, forfængelig og kommanderende. Hun er ikke særlig respektfuld over for mr. og mrs. Banks, og dertil kommer hendes løgne over for børnene og deres fælles eventyr. Ofte standser hun op foran butiksvinduer for at beundrer sig selv og rette på sin hat. Hun tolererer ikke nonsens, og hun udviser kun kærlighed i enkelte øjeblikke. Hun er i bund og grund ikke særlig sympatisk, og alligevel holder jeg af hende. Måske fordi jeg forbinder hende med noget nostalgisk, måske fordi jeg har gennemskuet hende. Travers har skabet en figur, der højtelsket af mange på trods af sit utålelige væsen. Det er meget smukt. Jeg vil læse bøgerne igen, tage mig tid til ikke at læse dem så hurtigt efter hinanden og nyde den barndomssødme, som Travers så fint formår at indhylle sine historier i.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s