Om at have en yndlingsbog

Forleden fortalte jeg om en bog til min kæreste, hvor jeg i den forbindelse erklærede den for at være en af mine yndlingsbøger. Han løftede undrende det ene øjenbryn og spurgte mig: “Har du ikke mange yndlingsbøger?” Svaret er jo. Sandheden er, at selvom jeg ved med sikkerhed, at jeg har én yndlingsbog, så har jeg også flere; bøger jeg troligt vender tilbage til med stor regelmæssighed, bøger som jeg ikke kan undvære. Dog er der en, der betyder noget helt særligt. Da jeg første gang læste Jane Austens “Persuasion”, vidst jeg med det samme, at jeg sad med en ganske særlig bog mellem mine hænder, og jeg fik ret. Selvom det ikke er den bog, som jeg har genlæst flest gange, eller grint mest over eller grædt mest til, så er den min yndlingsbog over dem alle. Det er en bog, som slog benene væk under mig, som fik tårerne til at trille af bare forskrækkelse, og da jeg havde læst romanen til ende, var det kun urets tikkende viser og mit bankende hjerte, der kunne høres. Jeg tav, mistede mælet og kunne ikke finde ord for det, som jeg lige havde læst. Det var så kraftfuldt. Det er let for mig at udvælge en yndlingsbog, fordi jeg har en yndlingsbog, men selvom jeg uden tøven erklære “Persuasion” for min yndlingsbog, så ser jeg ikke nødvendigvis frasen “yndlingsbog” som et bogligt ultimativ, som tvinger en læser til at vælge sine læste bøger og kun udpege én. Jeg har mange yndlingsbøger, som jeg gang på gang får bekræftet af min lyst til atter at tage dem ned fra hylderness favn og åbne dem igen.

Yndlingsbøger er sære størrelser; sommertider ved jeg, at en bog er en ny yndlingsbog i det øjeblik jeg sidder med den, imens de andre gange bliver det af besværlige omveje. Første gang jeg læste “North and South” af Elizabeth Gaskell, læste jeg den på et forkert tidspunkt i mit liv og det påvirkede min læsning negativt. I dag er den blandt mine yndlingsbøger. Jeg blev klar over det, da lysten til at genlæse den ivrigt meldte sig og henledte min tanker på bogen, som jeg ellers havde afskrevet. Lewis Carrolls finurlige “Alice in Wonderland” blev en af mine yndlingshistorier længere før jeg selv læste den, fordi jeg voksede op med historie og kendte den så godt. Som nævnt er “Persuasion” ikke den bog, jeg har genlæst flest gange, men derimod en af de bøger, der fik min verden til at skælve. For noget tid siden befandt jeg mig i en ivrigt samtale med en af mine medstuderende, hvor snakken gik på Ernest Hemingway, som vi begge talte gladeligt om. Snakken flød uproblematisk, og da påpegede min medstuderende, at det var sjovt, at jeg kan lide Hemingway, når jeg er så glad for Austen. Først tænkte jeg ikke videre over hans udsagn, men efterfølgende hjemsøgte hans ord mig. Mente han, at det var en umulighed at elske to forfattere, hvoraf den ene var særlig optaget af maskulinitet og den anden skrev kærlighedshistorier, fordi det er sådan han ser dem som forfattere? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at min glæde for Hemingway ikke gør min kærlighed til Austen mindre eller omvendt; for mig er termen “yndlingsbog” en særlig kærlighedserklæring til en bog, der ikke nødvendigvis begrænser sig til én bog.

Hvad med jer? Har I én yndlingsbog eller har I også flere? I så fald, er der da en, der betyder noget ganske særligt?

“Reasons She Goes to the Woods” af Deborah Kay Davies

“Reasons She Goes to the Woods” af Deborah Kay Davies, fra forlaget Oneworld Publications, udgivet i 2014.

Deborah Kay Davies’ “Reasons She Goes to the Woods” handler om den lille pige Pearl, der er artig, men for det meste af tiden ikke er det. Uden at tøve, skubber hun sin spæde lillebror ned af trapperne, stikker ham i låret med en saks og tvinger ham til at tie. Hun får en fremmed pige til at spise en mudderkage i bytte for sit venskab, og hun driver langsomt sin ustabile mor til vanvid i et forsøg på at vinde sin fars kærlighed. Hun er et mysterium, en fortielse blandt mange stemmer, men mest af alt er hun et barn i en svær forståelig voksenverden, som gør, at hun trækker sig ind i sig selv og skaber nogle nye rammer, der for hende er mere håndgribelig, og derfor besøger hun ofte den nærtliggende skov, hvor hun mellem de tætte trekroners altomsluttende mørke finder et tilhørssted.

Det begyndte med en fængende forside, som jeg ikke kunne tage øjnene fra, dertil kom den mystiske titel fulde af løfter, der aldrig blev givet og en bagsidetekst, hvis ord gav mig en sær fornemmelse i maven og fik mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg forelskede mig i Deborah Kay Davies længe før jeg læste den. “Reasons She Goes to the Woods” er en sælsom fortælling om en lille piges opvækst i en familie, hvor hun skaber splid, men måden den er skrevet på er i sandhed det, der gør den til en litterær perle. Hver side udgør et kapitel, der forestiller fragmentariske minder. Historien favner Pearls barndom og tidlige ungdom, hvor fantasien løber af med hende, og virkeligheden langsomt falder sammen. Hun lever i en verden af egne overbevisninger, med en evig længsel efter sin fars ubetinget kærlighed, noget moren står i vejen for, men Pearl er også en kompleks karakterer. Det ville være nemt at kategorisere hende som psykopat på grund af hendes konstante manipulation med andre og voldelige adfærd, men hun er ikke følelseskold. Da den lille familie forøges, sørger Pearl for at den nye lillebror gennemlever adskillige ulykker, men hendes kærlighed til ham er heller ikke til at tage fejl af, og den vokser sig hele tiden større.

“In amongst the apple trees she feels so excited she wants to float like a balloon.”

Davies skriver som en drøm, en drøm jeg ville ønske jeg aldrig ville vågne fra. Hendes prosa er så lyriske, at den giver genlyd af digtning både med sine mange sprogblomster men også med dens rytme. Hun skriver sensuelt, og det er både dragende og befriende at læse. Samtidig forsøger hun ikke at afgøre hvorvidt Pearl blot er et barn, der gennemlever nogle af de vanskeligheder, som forbindes med det at være barn og vokse op, eller om hun i stedet er ustabil i måden hun manipulerer andre og hendes tendens til voldelig adfærd. Selv tror jeg at Pearl langsomt drives ud over kanten af sin egen virkelighedsfornægtelse; hun går fra at være enebarn til pludselig at skulle dele sin opmærksomhed med en anden, hendes mor er psykisk ustabil og hun har ikke mange venner. Hendes virkelighed er ensom, men samtidig er der noget i hendes adfærd og verdenssyn, som er svært at undskylde, noget som peger i retning af en ustabil pige.

Selvom bogens sideantal er sparsomt og den springer meget i tid, er den stadig bundet sammen af en gennemgående følelse af kontinuitet. Davies’ ord funkler som klare stjerner på nattehimlen, som jeg kunne blive ved med at betragte med stor beundring i al evighed. Pearls uforudsigelige væsen og historie opslugte mig fuldkomment, og efterlod mig gysende og forundret over dens mørke handling, og måden hvorpå noget så mørk kan beskrives så smukt. Davies er uden tvivl en talentfuld forfatter, der fortjener alverdens roser. Hun forstår at skabe atmosfære, der ikke er til at tage fejl af, og som rækker ud af siderne og griber om sin læser. Pearl fantasi er lige så endeløs, som den er farlig; hendes forestilling om sin far som den ultimative helt gør, at hun nærmest begærer ham på et seksuelt plan, og bogen har således også seksuelle undertoner, der kommer til udtryk i faren, en tøjkanin og nabodrengen, selvom der også er noget uskyldigt i opdagelsen af sig selv og følelsen af noget rart uden at vide, at det er seksuelt.

“She wades into the water, her sandals growing heavy, and waits for the stream to settle. Insects are ticking in the undergrowth. Kingcups glow amongst the fleshy plants along the water’s margin. Pearl lies down in a smooth, shallow pool. Her hair entwines with the waving plants, her skin turns to liquid, her open eyes are just-born jewels. She can feel her brown limbs dissolving. Sunlight falls in bars and spots through the trees. As the lovely water laps her ears and throat, moves inside her shorts, slips across her fragile ribs, Pearl grins, thinking she hears laughter, and raises her arms to the just-glimpsed sky. These are some of the reasons she comes to the woods.”

Peals historie minder på mange måder om et eventyr i måden den er skrevet på, og isærdeleshed med slutningen, der efterlod mig i vildrede og med bankende hjerte, men det er et mørkt og forskruet eventyr af virkelig karakter. Dens form er så atypisk såvel som dens tema om en lille piges Electra kompleks, at jeg tror enhver traditionel form ville have gjort den til et næsten umuligt projekt. Den fragmentariske stil, det lyriske sprog og det mørke eventyrselement passer så rigtigt sammen. Af samme grund er “Reasons She Goes to the Woods” en bog, som jeg har lyst til at læse igen og igen. Noget jeg tror på mange måder vil være en fordel, dog uden at det er en absolut nødvendighed, og jeg vil længselsfuldt se frem til den næste bog fra Davies’ hånd, som jeg ikke vil tøve et øjeblik med at læse.

“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe

“Uncle Tom’s Cabin” af Harriet Beecher Stowe, fra forlaget Wordsworth Classics, udgivet i 1999 (org. udgivet i 1852).

Harriet Beecher Stowe indskrev sig i litteraturhistorien med sin roman om anti-slaveri. Historien tager sin begyndelse i sydstaterne hos familien Shelby, der behandler deres slaver relativt menneskelig. De er til en vis grad en del af familien, men tilværelsen ændres, da økonomiske problemer tager form og tvinger familien til at sælge loyale slave, Tom, og en af stuepigernes børn. Handlingen kløves i to; stuepigen Eliza planlægger at flygte i nattens mulm og mørke med sin mand, for at forhindre at blive skilt fra sit barn og miste det for altid, imens bliver Tom solgt fra den ene slaveejer til den anden, og han mødes af den ene ulykke efter den anden. “Uncle Tom’s Cabin” er en historie om to vidt forskellige skæbner, med hvilke Stowe understreger meningsløsheden i datidens slaveri, og hvordan mennesket drives af håb om retfærdighed.

“Uncle Tom’s Cabin” er en vigtig bog, en af den slags, der forandrede liv, åbnede øjne og definerede en hel tidsalder. Den gav ikke alene en stemme til historiske begivenheder ved at skildre dem, men også en stemme, der var med til at ændre dens gang. Stowe forsøgte at tale til folkets hjerter. Det forlyder nemlig, at da Abraham Lincoln mødte Harriet Beecher Stowe under borgerkrigens begyndelse, sagde han følgende: “So this is the little lady who started this great war.” Af samme grund kan det virke overvældende at skulle beskæftige sig med en bog af så vigtig historisk karakter, og selvom jeg elsker bogen i dens kontekst, så elskede jeg ikke bogen. Jeg beundrer Stowe for sit mod og styrke til at skrive om så vanskeligt et emne, jeg beundrer hende for sin sans for retfærdighed og dybe tiltro til menneskeheden, og ikke mindst den gennemslagskraft som bogen havde. Jeg beundrer Stowe for mange ting, men mindst af alt for sin skrivestil.

“Of course, in a novel, people’s hearts break, and they die and that is the end of it; and in a story this is very convenient. But in real life we do not die when all that makes life bright dies to us.”

Jeg forelskede mig aldrig i Stowes ord, tværtimod fandt jeg dem næsten uudholdelig. Fortællerstemmen er den instants, som gjorde det særligt svært for mig at nyde historien, fordi stemmen i høj grad giver indikation af, hvad læseren bør tænke og mene. Der gives ikke plads til egne tanker, og læser henledes i stedet på det, som fortælleren mener er det rigtige. Samtidig gennemsyres denne af religion i romanens handlingsforløb i sådan en grad, at den er umulig at undslippe, og sommetider er fokusset så intensivt, at det helt overskygger romanens mange andre værdisæt. Forfatterens politiske vision er ikke til at tage fejl af, og på grund af den tid, hvor romanen er skrevet, er det kun naturligt, at religion, kristneværdier og renhjertede motiver vejer tungt i måden hvorpå hun forsøger at tale til sin læser. Det var dog også det, som gjorde bogen svær at nyde, fordi der netop ikke synes at være plads til den enkelte læser, som påtvinges en holdning, et synspunkt og en overbevisning. Dog holder jeg af bogen for dens tematikker og historie.

Fortællingens bærende element bliver derfor hurtigt dens karakterer. Alle har de noget på sinde, og når der gives plads til dem flyder en ordstrøm fra deres hjerte, som ikke er til at tage fejl af. Det var af samme grund, at jeg oprigtigt kunne mærke Elizas fortvielse over at skulle miste sig barn, men det skyldtes ikke fortælleren. Selvom denne gjorde situationens alvor klart, var det Eliza med sin egen stemme, der fik mit hjerte til at bløde. Det var hjerteskærende og ærligt, men lige så snart fortælleren blev genindsat og overtog historiefortællingen følte jeg en vis distance til handlingen såvel som dens karakterer, noget jeg aldrig rigtig kunne forlig mig med. Der er dog samtidig noget stereotypt over Stowes persongalleri i måden hvorpå slaverne og slaveejerne fremstilles; de fleste slaver er uregerlige, undertrykte og opslugt af et ønske om frihed samt et had til deres overordnede, imens slaveejerne ser dem som arbejdsredskaber uden menneskelighed. Individualiteten forsvinder til fordel for polariserende stereotyper.

“Scenes of blood and cruelty are shocking to our ear and heart. What man has nerve to do, man has not nerve to hear.”

Dog er Tom den eneste, der bryder med billedet; hans rolige sind, kristne tro og loyalitet, selv over for sin hvide slaverejer er et særsyn. Han besidder de rigtige værdier, og alligevel er verden imod ham. På grund af sine karaktertræk, kan han hurtigt komme til at virke handlingslammet og forenkelet, og jeg havde af samme grund ingen forventning om at kunne lide ham. Det forekom mig uvirkeligt, at han skulle modstå så mange ulykker, og aldrig så meget som ytre et ord om dem, for selv den stærke må nødvendigvis give efter for presset før eller siden, og alligevel kom jeg til at holde af ham, fordi jeg beundrede ham for sin standhaftighed; det er ufatteligt let at sammenblande hans heltemod med svaghed, men Tom griber om sine værdier, fordi det er det eneste, han har tilbage af sig selv, som han nægter at give slip på. Det er det, som gør, at han forbliver menneskelig i en tid, hvor det er en manglende egenskab. På trods af min ellers middelmådige vurdering af bogen, er jeg ikke i tvivl om vigtigheden af bogen, selvom den aldrig helt vandt mit hjerte.

Dewey’s Read-a-thon: En minutiøs opdatering #7

Kl. 13:34. Jeg har ventet hele dagen på denne. Længere end det, faktisk. Min morgen har været lang, og jeg tripper utålmodigt, imens mit blik ofte falder på uret, der bevidst synes at være gået i stå. De langsomme timer af min morgen har jeg brugt på at skære frugt ud og anrette det, der hovedsageligt vil blive mit læsehjørne det næste døgn. Mine feeds på de sociale medier spilder allerede over af ambitiøse bogstakke og opdateringer om de sidste små overvejelser. Selv sidder jeg i sofaen med min egen bogstak og venter på, at klokken slår to, og læsningen går i gang. Jeg glæder mig.

Kl. 14:02. Det længe ventet læsedøgn er omsider begyndt, og jeg har sat mig til rette med “A Song for Summer” af Eva Ibbotson. Je ghar længe gerne ville læse Ibbotsons yndigfine bøger, og derfor synkronlæser jeg denne sammen med Rikke, som jeg også vil diskutere bogen med undervejs. I skrivende stund sidder jeg under dynen, da jeg egentlig er syg, og ved min side står en dampende kop te. Jeg er klar til at forvilde mig ind i bøgernes verden.

Kl. 17:10. To kopper te og en kop kaffe senere og jeg har læst min første bog færdig. “A Song for Summer” var på mange måder alt det, som jeg havde håbet på, og så alligevel ikke. Det er en fløjlsblød fortælling om en pige, der forelsker sig imens Anden Verdenskrig raser, men den er også en smule for bekvemmelig. Jeg nød dog at læse den, og jeg nød i særdeleshed at tale med Rikke om den. Den næste bog i række er “Alice” af Christina Henry – men først endnu en kop te!

Kl. 18:11. Himlen har trukket sig sammen i en grålig masse, og det er begyndt at regne. Det er perfekt læsevejr!

Kl. 20:17. Det er stoppet med at regne, og små blå pletter bryder igennem det grå skydække. Jeg har lige vendt den sidste side i “Alice” af Christina Henry, som tog mig med storm; jeg ænsede ikke hvornår regnede stoppede, eller at det blev en kende mørkere omkring mig. Jeg opfangede kun bogen og dens ord. Det er en af de mørkest genfortællinger, jeg nogensinde har læst, og den efterlod mig åndeløs. Inden så længe kommer min kæreste hjem, og så vil jeg begive mig ud i køkkenet for at lave mad, inden det er tid til den næste bog på min læseliste.

Kl. 21:19. Hvor der før befandt sig hjemmelavet burger på tallerkenen foran mig, er der nu kun krummer tilbage. Mit hoved er tungt, og jeg ved ikke, om det skyldes de mange timers læsning eller min forkølelse. Med en smule tilløb, vil jeg nu give mig i kast med “Reasons She Goes to the Woods” af Deborah Kay Davies, som er min tredje bog i stakken.

Kl. 22:27. Mørket er faldet på. Jeg har netop færdiglæst “Reasons She Goes to the Woods” og jeg er tom for ord. Ikke så meget fordi trætheden hænger i mine øjne, men fordi bogen er skrevet så lyrisk smukt om noget, der er dens komplette modsætning; for hver en sprogblomst spirede noget frem af dens skygge, noget mørk og ildevarslende, noget der gang på gang fik gåsehuden til at rejse sig på mine arme, og jeg holdt nærmest vejret hele bogen igennem. Jeg sad et øjeblik bagefter med en umiddelbar tom følelse, ikke fordi bogen ikke gjorde indtryk på mig, men fordi indtrykket var så stort at det næsten føltes hult. Nu vil jeg forlade bøgerne for en stund til fordel for et par timers nødvendig søvn.

Kl. 04:37. Jeg er oppe, omtåget og en smule tung i kroppen. Emil mener, at jeg har talt i søvne om bøger, og jeg tror stadig at mine to seneste læsninger sidder fast i mig. Selvom det endnu er mørkt uden for, kvidrer fuglene allerede lystigt, og jeg kan mærke hvordan jeg langsomt vågner og bliver klarer i hovedet. Jeg har sat en kop kaffe over, og snart er det tid til tegneserielæsning med “V for Vendetta”.

Kl. 06:54. Min fjerde bog er læst til ende, og jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg skal tænke om den. “V for Vendetta” er en tætpakket tekst, der er særlig koncentrationskrævende. Tempoet er højt og dens temaer er ildevarslende. På trods af mine gode intentioner om at komme godt i gang med dagens læsning, er jeg ikke længere sikker på, at mit valg af tegneserie var det rigtige. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er så begejstret, som jeg gerne ville have været, men måske er det også en historie, som jeg først ynder at påskønne efter noget tid. Lige straks vil jeg finde min sidste planlagte bog frem, som er “The Butcher’s Hook” af Janet Ellis, men inden da skal jeg på virtuel besøgstur hos mine medbloggere.

Kl. 11:05. Min læsning gik i stå, og jeg vågnede brat til lyden af regn mod ruden. Himlen har åbnet sig, så nu vil jeg vende tilbage til min sidste bog og færdiggøre den inden læsedøgnet hastigt nærmer sig sit afsluttende timetal.

Kl. 12:48. Der er godt en time tilbage af dette halvårlige Readathon, og jeg har netop færdiglæst min sidste planlagte bog, som viste sig at være noget andet end det, jeg havde forventet. “The Butcher’s Hook” var ikke kun noget andet, men derimod noget mere. Jeg nød at udforske det georgianske London, der langsomt blev mørkere og mørkere før det til sidst opslugte sig selv. Jeg ændrede på rækkenfølgende af mine bøger, og denne viste sig heldigvis at være den helt rigtige at slutte af med. Nu vil jeg nyde en kop te og følge mine medbloggere i den sidste time af Dewey’s Read-a-thon.

Kl. 14:02. Et famøst læsedøgn har nået sin slutning, og hvilket døgn det har været! løbet af de sidste 24 timer har jeg læst drukket uendelige mængder te og kaffe, sovet 5 timer, læst 5 bøger bestående af 1516 sider. Der har været så meget at snakke om og så mange at snakke med, og det har været vidunderligt at være en del af et så stor læsefællesskab for en stund. Til alle der har læst, snakket og kigget med, vil jeg sige tak for et godt læsemarathon.