Forleden fortalte jeg om en bog til min kæreste, hvor jeg i den forbindelse erklærede den for at være en af mine yndlingsbøger. Han løftede undrende det ene øjenbryn og spurgte mig: “Har du ikke mange yndlingsbøger?” Svaret er jo. Sandheden er, at selvom jeg ved med sikkerhed, at jeg har én yndlingsbog, så har jeg også flere; bøger jeg troligt vender tilbage til med stor regelmæssighed, bøger som jeg ikke kan undvære. Dog er der en, der betyder noget helt særligt. Da jeg første gang læste Jane Austens “Persuasion”, vidst jeg med det samme, at jeg sad med en ganske særlig bog mellem mine hænder, og jeg fik ret. Selvom det ikke er den bog, som jeg har genlæst flest gange, eller grint mest over eller grædt mest til, så er den min yndlingsbog over dem alle. Det er en bog, som slog benene væk under mig, som fik tårerne til at trille af bare forskrækkelse, og da jeg havde læst romanen til ende, var det kun urets tikkende viser og mit bankende hjerte, der kunne høres. Jeg tav, mistede mælet og kunne ikke finde ord for det, som jeg lige havde læst. Det var så kraftfuldt. Det er let for mig at udvælge en yndlingsbog, fordi jeg har en yndlingsbog, men selvom jeg uden tøven erklære “Persuasion” for min yndlingsbog, så ser jeg ikke nødvendigvis frasen “yndlingsbog” som et bogligt ultimativ, som tvinger en læser til at vælge sine læste bøger og kun udpege én. Jeg har mange yndlingsbøger, som jeg gang på gang får bekræftet af min lyst til atter at tage dem ned fra hylderness favn og åbne dem igen.
Yndlingsbøger er sære størrelser; sommertider ved jeg, at en bog er en ny yndlingsbog i det øjeblik jeg sidder med den, imens de andre gange bliver det af besværlige omveje. Første gang jeg læste “North and South” af Elizabeth Gaskell, læste jeg den på et forkert tidspunkt i mit liv og det påvirkede min læsning negativt. I dag er den blandt mine yndlingsbøger. Jeg blev klar over det, da lysten til at genlæse den ivrigt meldte sig og henledte min tanker på bogen, som jeg ellers havde afskrevet. Lewis Carrolls finurlige “Alice in Wonderland” blev en af mine yndlingshistorier længere før jeg selv læste den, fordi jeg voksede op med historie og kendte den så godt. Som nævnt er “Persuasion” ikke den bog, jeg har genlæst flest gange, men derimod en af de bøger, der fik min verden til at skælve. For noget tid siden befandt jeg mig i en ivrigt samtale med en af mine medstuderende, hvor snakken gik på Ernest Hemingway, som vi begge talte gladeligt om. Snakken flød uproblematisk, og da påpegede min medstuderende, at det var sjovt, at jeg kan lide Hemingway, når jeg er så glad for Austen. Først tænkte jeg ikke videre over hans udsagn, men efterfølgende hjemsøgte hans ord mig. Mente han, at det var en umulighed at elske to forfattere, hvoraf den ene var særlig optaget af maskulinitet og den anden skrev kærlighedshistorier, fordi det er sådan han ser dem som forfattere? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at min glæde for Hemingway ikke gør min kærlighed til Austen mindre eller omvendt; for mig er termen “yndlingsbog” en særlig kærlighedserklæring til en bog, der ikke nødvendigvis begrænser sig til én bog.
Hvad med jer? Har I én yndlingsbog eller har I også flere? I så fald, er der da en, der betyder noget ganske særligt?