“Anansi Boys” (American Gods #2) af Neil Gaiman


“Anansi Boys” af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow, udgivet i 2008 (org. udgivet i 2005).

Fat Charlie Nancy lever et tilforladeligt liv, et ordinært et af slagsen, hvis man ser bort fra hans far, som er en gud. Da hans far meldes død, ved hans søn det dog ikke, men rives ud af sin trivielle hverdag, for at tage afsked med den mand, han forsøgte at distancere sig fra. Med en blanding af lettelse og sorg over sin fars bortgang, løfter begravelsen også et slør og blotlægger hans sande identitet. Hverdagens håndgribelighed forvrænges yderlige, da en tvillingebror, som Charlie aldrig har kendt til, dukker op, og faderen viser sig at være en gud, som han aldrig troede på. Broren, Spider, træder ud af det blå ind i Charlies liv og vender det på hovedet, gør det mere interessant og en hel del farligere.

Ved den blotte nævnelsen af Neil Gaimans navn banker mit hjerte lidt hurtigere, for jeg forguder hans forfatterskab og evne til at formidle sig så alsidigt. Han evner at indfange læsere på tværs af generationer og genrer og leder dem frivilligt ind i sit prægtige historie spind. “Anansi Boys” beskrives også som en forsættelse på “American Gods”, og siden jeg færidglæste den har jeg gerne ville forsætte den bemærkelsesværdige historie, selvom disse i virkeligheden har en meget lille sammenhæng. Den er også en helt anden fortælling end dens forgænger, på trods af at Gaiman endnu en gang udvisker grænserne mellem den velkendt realverden og en surrealistisk, bagvedliggende fantasiverden.

“You know how it is. You pick up a book, flip to the dedication, and find that, once again, the author has dedicated the book to someone else and not to you. Not this time. Because we haven’t yet met/have only a glancing acquaintance/are just crazy about each other/haven’t seen each other in much too long/are in some way related/will never meet, but will, I trust, despite that, always think fondly of each other… This one’s for you. With you know what, and you probably know why.”

Nogle gange begynder kærligheden til en bog efter første kapitel. Andre gange er det efter den første paragraf, men med “Anansi Boys” begyndte den for mig allerede ved dens dedikation (ovenstående citat). Gaiman kan noget med ord, som jeg ikke kan forklare. Det er en følelse, en ganske særlig en af slagsen, som får hjertet til at slå på en helt bestemt måde. Alt hvad han rør ved forekommer mig magisk, selv når det ikke slår benene væk under mig. “Anansi Boys” er en af den slags romaner. Dens hurtige tempo og lette tone gjorde den til en underholdende fortælling. Denne og “American Gods” kan dog med lethed læses hver for sig, i omvendt rækkefølge eller med stor tidsmæssig adspredelse. Det betyder ingenting, fordi de deres eneste bindeled er en enkel figur; edderkoppeguden Anansi.

Det er Anansi, der sætter rammerne for fortællingen, der handler om to brødres møde med hinanden og den kamp de kæmper sammen og mod hinanden; en kamp der både er hjerteskærende og komisk med de hårde ord, der udveksles og skære gennem luften sammen med de mange morsomme episoder, de oplever sammen og spidsøkserne er begravet for et splitsekund. Fat Charlie og Spider er to komplette modsætninger, der samme udgør en samlet enhed, der er blevet købet i to. Charlie græmmes ved enhver afvigelse fra normerne, noget der trækker tydelige spor i hans lettelse over faderens død, iemns Spider derimod er faderens udtrykte spejlbillede, en klar gengivelse af alt det, som Fat Charlie ikke er; Spider er hensynsløs i måden han stjæler sin brors kæreste og skaber ravage på arbejdspladsen, selvom han oprigtigt mener det godt. Fat Charlie er desuden en typisk hovedperson, der pludselig befinder sig midt i et magisk kaos.

“Stories are like spiders, with all they long legs, and stories are like spiderwebs, which man gets himself all tangled up in but which look pretty when you see them under a leaf in the morning dew, and in the elegant way that they connect to one another, each to each.”

Anansi er en mytisk karakter i den afrikanske kultur, der ofte antager form som en edderkop, og er kendt for sin evne til at fortælle historer. Selvom han kun udgør rammerne forfortællingen, forekom det mig passende at Gaiman valgte at skrive om ham, netop på grund af Gaimans egen evne til at fortælle vellykkede historier; gang på gang fanger han mig i sit spind af fortællinger, som var han Anansi selv, i færd med at væve et net af historier. Selvom “Anansi Boys” handler om søskendekærlighed og konflikter, så er det i lige så høj grad en kærlighedserklæring til vigtigheden af historier og de mennesker, der fortæller dem. Selvom jeg aldrig blev blæst bagover af denne underfundige fortælling, så nød jeg alligevel hvert et ord og den understregning af Gaimans ordkunst, som aldrig er til at tage fejl af.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s