“Planen” af Morten Pape


“Planen” af Morten Pape, fra forlaget Politikens forlag, udgivet i 2015. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Debutantforfatteren Morten Pape har med “Planen” skrevet tæt autofiktiv fortælling om det at vokse op i multikulturelt mikrokosmos med drømme og forhåbninger, der hver dag brister en smule. Det er en roman om en kernefamilies gradvise opbrud, om skolegårdens kaos, om søvnløse nætter med frygten som selskab for morgendagens uundgåelige kommen, og hvordan en længsel om at flygte fra alt dette hele tiden vokser sig større og større som en knude i brystet. Det er en bog om at være barn, vokse op og forsøge at finde sig selv i et hårdt miljø af larm og opbrud, om 90’ernes integration og 00’ernes fjendtlige indvandrerdebat, og om at fordømme det hele, flygte fra det og vende tilbage igen. Det er en historie om et menneske, der går i stykker og som heler igen.

I 2015 vandt Morten Pape debutantprisen med “Planen”, der skildrer hans betændte opvækst på Amager, og jeg forstår i og for sig godt hvorfor han vandt denne pris. Uden at negligerer beretninger om det at vokse op i Danmark som anden etnisk dansker, som jeg bestemt mener er vigtige, adskiller denne roman sig ved at skildre en etnisk dansk drengs opvækst i et multikulturelt miljø præget af vold og kriminalitet. Pape anskuer samfundet nedefra og formår således at skabe et særdeles autentisk og virkelighedsrystende billede af livet i mikrokosmos, men romanen er også på mange måder ordinær i sin fortælling om en dreng, der bliver voksen. Netop på grund af romanens uopslidelige tema, følte jeg, at jeg havde læst historien før, selvom det ikke er tilfældet. Dog fandt jeg det interessant at se en etnisk dansker balancere på kanten mellem to verdener på en måde, som minder om den samme svære balance som andre med en anden etnisk baggrund oplever i en verden uden noget helle fra de mange trængsler.

“Når jeg kigger på mit spejlbillede, ser jeg en dreng, jeg ikke har lyst til at være”

På grund af råheden bogens udforming, i ordene på dens bagside og på grund af de ord, den er blevet omtalt med, forventede jeg at sproget ville være lige sådan, og selvom det på mange måder er ligefremt og slangbetonet, så er det også fyldt med prægtige sprogblomster. At følge Mortens opvækst, var som at se en sart blomst vokse igennem betontilværelsens hårde kerne og strække sig efter solens stråler. Han forsøger at slå rødder på et sted i opbrud, med drømme om at binde sin familie sammen igen, om at slå igennem på den store scene, og selvom hver af disse drømme brister, vokser han forsat for til sidst at bryde igennem tilværelsens hårde beton. “Planen” er dog ikke en historie om ikke at opgive sine drømme eller at vige tilbage for tilværelsens forhindringer, men derimod en historie om hvordan man ikke kan flygte fra sin fortid, og at man kan blive nødsaget til at vende tilbage til den for netop at blive hel igen.

Morten Pape viser bagsiden af barndom i en tid, der sendte mig på vandring ned af mindernes sti, fordi jeg selv vokset op i et multikulturelt miljø, der på mange måder minder om det, som Pape beskriver, og som farvede min hverdag på samme måde, som det farvede hans. Jeg føler derfor, at der er stor oprigtighed i hans mange beskrivelser, fordi jeg kan nikke genkendende til dem. Han skildrer ikke kun sin egen hjerteskærende historie om et barns frustrationer over en far, der er ligeglad, og en mor, der for længst har givet op, men også et stykke Danmarks historie, der brændte under integration og fremmedhad. Han fortæller om det at finde et ståsted blandt andre, der også kommer være svære kår, om overlevelsesstrategier med en flugt ind i stoffer og alkohol og en længsel efter en andens kærlige favn. “Planen” er larmende autofiktion, der blander fiktion med fakta og udvisker grænserne mellem disse.

“Det eneståe jeg tænker på,, så snart dagen er omme, og vi er færdige med gå til soldat og lege krig, er hendes øjne og det enlige smilehul i højre side, og hvor meget jeg savner at lege kærlighed.”

“Planen” var for mig en tilbageføring til et sted, som jeg aldrig har været, men som alligevel forekom mig genkendeligt. Med sproget på sin side, formår Pape at vække Urbanplanen, det sted hvor han i mange år gik i skole og kæmpede med hverdagen, til live med stor autencitet. Jeg brød mig aldrig om Mortens karakter, men jeg forstod ham. Han lever i en verden, hvor han og hans søskende mere eller mindre er overladt til sig selv, imens forældrene syner hen i egen blindhed over for verden. Jeg synede hen i minderne om microbølgeovnen og mad på et par minutter som noget, der dengang var revolutionerende, hvor timer forsvandt sammen med en Gameboy, og hvor Eminem tordnede ud af højtalerne. Jeg følte et stik i hjertet og en vag nostalgi over fortællingens rammer. “Planen” er en velskrevet roman, der ikke kun fortæller forfatterens egen historie, men som også fortæller en vigtigt stykke nationalhistorie på et tidspunkt, der behøver det.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s