Månedlig opsummering: Lyse marts


Marts: var en måned, hvor jeg ikke kun var glad men gladere, og jeg skyder skylden på foråret. I takt med at verdenen omkring mig spirer, gør jeg det også. Dagene er blevet længere og lysere, og det præger ikke kun mit humør, men også min læsning. Marts har været en måned, hvor jeg besøgte venner, været til Jane Austen-foredrag, holdt en forlængst udskudt fødselsdag og sagde farvel til et familiemedlem. På en og samme tid føles det som om, der er sket en masse i månedens løb, selvom jeg ikke tror det er tilfældet. I morgen vender jeg endnu en side i min kalender, kysser endnu en måned farvel og påbegynder en ny med et fortrøstningsfuldt smil på læben.
I marts læste jeg: overraskende nok 20 bøger, selvom nogle af dem har været i forbindelse med studiet. Den længste var “Vanity Fair” med 949 sider, og den korteste var Sapphos digtsamling “Come Close” på 55 sider.
I marts købte jeg: otte bøger til min samling.
Marts’ lyrikvalg: var den græske digterinde Sapphos “Come Close”.
Marts’ store læseoplevelse: Den afsluttende “The Girl Who Raced Fairyland All the Way Home” i Catherynne Valentes Fairyland-serie var helt rigtig, men også “A Traveller In Time” af Alison Uttly vandt mit hjerte med sin ubetinget sødme.
Marts’ mest skuffende læseoplevelse: “Noget om Grace” af Anthony Doerr efterlod et stik i mit hjerte. Selvom det er forfatterens første roman, og det tydeligt mærkes, er den langt fra det, som han etablerede med sin succesroman “Alt det lys vi ikke ser”. Det var ikke nødvendigvis månedens dårligste bog, men skuffelsen var ikke til at nægte.
Marts’ mest mindeværdige ord: fandt jeg mellem siderne i “The Girl Who Raced Fairyland All the Way Home”, og de ramte mig lige i hjertet: “Endings are rubbish. No such thing. Never has been, never will be. There is only the place where you choose to stop talking. Everything else goes on forever.” Så smukke, så præcise, så rigtige.
Marts’ læseklub-læsning: var Christopher Isherwoods hovedværk, “A Single Man”, som vi efterfølgende så filmatiseringen af, noget der skabte grobund for yderligere debat.
På læse-liste i April står der: en række forhåbninger om at genlæse nogle af de bøger, som jeg holder allermest af. Jeg er i humør til genlæsninger. Jeg drømmer om at genlæse His Dark Materials, som jeg ikke har læst i årevis, og det samme gælder for “The Jungle Book”, som kommer i biograferne næste måned. Derudover påbegyndte jeg at genlæse Percy Jackson-bøgerne i marts, som jeg også har i sinde at færdiggøre i løbet af den kommende måned. Jeg har desuden sat kryds i kalenderen til mit syvende Read-a-thon, hvortil jeg har planlagt en nøje udvalgt bogstak. Jeg kan dårligt vente!

Hvad fik I læst og oplevet i marts? Og hvad står på jeres læse-liste for april?

“A Traveller In Time” af Alison Uttley


“A Traveller In Time” af Alison Uttley, fra forlaget Folio Society, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1939).

Penelope Taberner Cameron vokser op i London men længes mod fjerne marker og den landlige idyl. Hun er et lille, tyndt og svageligt barn med blege kinder. Hun fortæller bemærkelsesværdige historier om skikkelser, kun hun kan se, og det er med så dyb en indsigt, at det ikke kan affejes som småbørnsfantasi. I et forsøg på at give hende liv i sit blege ansigt, sendes hun og hendes to søskende på besøg hos deres tante og onkel, som bor på den gamle familiegård i Derbyshire. Her er det ikke kun luften, der er anderledes. Idyllen brydes, da Penelope en dag åbner en dør og træder ind i en fjern tidslomme. Her møder hun Anthony Babington og hans familie, der er involveret i et stort historisk plot. De drømmer nemlig om at vælte Dronning Elizabeth af tronen og gøre Mary af Skotland til dronning i stedet.

“A Traveller In Time” er en roman, som jeg længe gerne har ville læse. Dens grønne omslag med sit sølvfarvet tryk fik kun lov til at stå uberørt på min bogreol ganske kort, for efter jeg forevige den i min samling, kunne jeg ganske enkelt ikke vente med at læse den. Hvad der helt præcis træk i mig for at læse bogen er mig uvist. Måske var det den dragende forside, eller bagsidetekstens usagte løfter. Jeg læste bogen i ét væk, og jeg stoppede ikke før slutningen alt for tidligt indtraf. “A Traveller In Time” er en vidunderlig fortælling, der uden tvivl hører til blandt de allerbedste engelske børnebøger. Selvom dens tidsrejsende handling ikke er problemfri, så er dens charme unægtelig. Alison Uttley skriver underfundige ord, der sidestiller hende med forfattere som Frances Hodgson Burnett, Noel Streatfeild og E. Nesbit.

“Some day I shall return to be with that brave company of shadows.”

Med Utterlys historie håbede jeg på en sød eventyrsfortælling, og selvom det var præcis det, som jeg fik, læste jeg bogen med en langt større glæde, end jeg kunne have håbet på. Dens sprog er vidunderligt malerisk, og når Uttley beskriver selv den mindste detalje af naturlandskabet vækkes ordet til live og bliver til en velduftende blomst, en rindende bæk og en summende bi. Med hendes livagtige ord, var det akkurat som at være der selv. Selvom bogen handler om en lille piges pludselige tidsrejse, om en familiegård, der har været beboet af den samme slægt i århundreder, er bogen i sig selv en vidunderlig tidsrejse, som jeg allerede glæder mig til at genlæse i fremtiden. Det er en smuk bog, en henrivende en af slagsen, som overgik enhver forventning jeg havde til den, og det er tydeligt at mærke, at Utterly tror på det hun skriver.

Penelopes blik blev til mit, og jeg nød at følge i hendes fodspor rundt på gården med dens mange støvede korridorer fyldt med hemmelig kamre samt de prægtige haver. Med sine ord formår Utterly også at skabe den helt rigtige atmosfæriske ramme for sin fortælling, der emmer af uforklarlig magi og en gammeldags sødme, der slet ikke kan efterlignes i dag. Denne er også at finde helt nede på ordniveau med forsvundne engelske udtryk som “dumbledore”, der betyder brumbasse. Desuden er historien hverken opremsende eller belærende, sådan som klassiske børnebøger kan have en tendens til at være, og denne er på intet tidspunkt tung at læse. I stedet overraskede det mig hvor jeg nød sproget, og hvor let jeg læste mig igennem det. Det er en bog, som jeg ville ønske, at jeg var vokset op med.

“I opened the green door very gently, just a crack, with intense excitement, wondering if a fairy godmother would be waiting there.”

Jeg kan kun begræde, at bogen ikke er lige så kendt som så mange andre børnebøger, den uden tvivl befinder sig på niveau med, for den fortjener alverdens roser for sit forunderlige eventyr om en tidsrejsende pige på en familiegård. Den er en sand perle. Af samme grund er den noget alle beundrere af engelsk børnelitteratur burde læse. Alison Uttley formår at skabe en perfekt balance i måden hvorpå hun blander barndomseventyr med historielektioner om den elizabethanske tidsalder. Da Penelope åbner en dør og træder ind i en gammel verden med sit eget politiske spil og drama, åbner hun også for en flugt fra sin egen virkelighed. Hendes rejse handler om eskapisme med en kærlig påmindelse om at leve i nuet, dog uden at denne bliver for moraliserende. Mod al sandsynlighed håber hun og længes efter et udfald, hun ved er umuligt, men hendes flugt er også et eventyr, der ikke er uden fejl og mangler, men som jeg tror fungerer så godt, fordi det grundlæggende er så simpelt.

Studiesnak #1: Jeg valgte min uddannelse med hjertet

Hvor nogen vælger en uddannelse på grund af fremtidsudsigterne og jobmuligheder, valgte jeg min udannelse med hjertet. At læse litteraturvidenskab er en usikker vej, men ikke desto mindre den vej af alle, der gav mig mest ro i sindet. Når jeg bliver spurgt, hvad det vil sige at studere litteraturvidenskab, trækker jeg altid på skulderne og mumler noget med, at jeg bare læser en masse bøger, og selvom det selvfølgelig er en grundliggende af studiet, så er det også meget mere omfattende end blot romanlæsning. Litteraturvidenskab handler i høj grad også om teoretiske og historiske aspekter, om analyseredskaber og sprogværktøjer, der alt sammen muliggøre at gribe litteraturen an alt efter den vinke, som den anskues fra. At læse en roman på litteraturvidenskab er derfor sjældent ensformig, fordi forudsætningerne for det er lige så vidtfavnene som fagene selv. I et fag kan fokusset ligget på samtiden og den historiske kontekst, imens det i et andet fag kan handle om at læse en tekst på ordniveau og se bort fra dens udgivelsesår. Vi lærer at være opmærksomme på tekster, deres signaler og deres formål. Vi lærer at fordybe os, at nærstudere et enkelt ords betydning for den samlede mening og at beskrive det med begreber og teorier. Forleden dag hæftede vi os ved et komma og dets betydning i det gamle testamente, fordi det komma gav en helt speciel betydning til sætningen.

Selvom jeg altid har læst meget, blev litteraturvidenskab for mig også en rig indføring i bøgernes mangfoldige verden på et mere teoretisk plan. På grund af et gennemgående fag på bachelorudannelse, fik jeg hvert semester lov til at fordybe mig i ti litterære værker efter eget valg fra et bestemt århundrede. Jeg læste bøger, som jeg aldrig havde hørt om før, og bøger jeg altid havde drømt om at læse, og noget af det jeg altid har elsket ved studiet er netop introduktionen til og forståelsen af værker, jeg aldrig tidligere har skænket en tanke, eller helt at åbne dem på ny. Jeg har lært at være kritisk i min læsning, og ikke altid tage de skrevne ord for gode vare. Jeg har haft fag, der har udforsket litteraturen og alt det uden om den; hvad der kendetegner en bestseller og hvilke læsemotiver der går forud for at læse en bog. Jeg har fordybet mig i 1800-tallets franske litteratur med dens følelse af rastløshed, antikkeværker og jeg har analyseret tekster med fokus på menneskets sanser. På samme måde har jeg geografisk beskæftiget mig med migrationslitteratur i de baltiske lande, stedskritiske læsninger og meget mere. Litteraturvidenskab har og er meget givende for mig rent fagligt, men i høj grad også rent personligt. Med det fag har jeg rykket grænser og etableret muligheder, som jeg den dag i dag ikke ville have været foruden, selvom studiet har været fyldt med succesoplevelser og små nålestik i min stolthed. Sandheden er at selvom jeg før har brokket mig over mit studie, så ville jeg af hjertet ikke vide, hvad jeg ellers skulle foretage mig. Mulighederne er mange, men der er ingen, der føles så rigtig som denne. Jeg bliver ikke uddannet med et specifikt job som mål, som mange andre studerende gør, men derimod med muligheden for selv at åbne døre og skabe muligheder, og derfor valgte jeg min uddannelse med hjertet.

Jeg bliver ofte spurgt om min uddannelse, som I kan læse mere om her. Jeg svare også gerne på spørgsmål på mail eller i kommentarfeltet. Har jeres uddannelse også været givende i forhold til jeres læselyst eller er de uafhængige af hinanden?

“Noget om Grace” af Anthony Doerr


“Noget om Grace” (org. titel “About Grace”) af Anthony Doerr, fra Politikens Forlag, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2004). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra forlaget

Hydrologen David Winkler drømmer begivenheder, før de sker. Det er sådan han finder sin store kærlighed, men det er også sådan, at han erfarer, hvordan han er ude af stand til at redde sin spæde datter fra druknedøden. I et forsøg på at flygte fra skæbnen, forlader Winkler det liv, han har etableret sig for i stedet at rejse sydpå. Med en evne, som ingen vil erkende, og han dårligt selv selv forstår, forsøger han at opbygge et liv på en caribisk ø, noget der viser sig at være en umulighed, fordi fortiden hjemsøger ham. Det er ham uvist, hvorvidt datteren stadig er i live, og hans kone har forlængst afskrevet ham som et håbløst tilfælde. Winkler indser, at man ikke kan flygte for skæbnen, og den leder ham således hjem til en verden, hvor konsekvenserne af hans afrejse trækker dybe spor, der måske aldrig vil forsvinde igen.

“Noget om Grace” er Anthony Doerrs debutroman, en bog der først er blevet oversat efter succesen med “Alt det lys vi ikke ser” (læs min anmeldelse her), og det er tydeligt at mærke, hvordan Doerr er vokset som forfatter. “Noget om Grace” har en forholdsvis simpel handlingstråd, der udspringer af Winklers særskilte evne til ufrivilligt at forudse begivenheder, før de de sker, og som fore resten af romanen hovedsageligt knytter sig til hans familieliv. Selvom sproget er forunderligt, meget tilsvarende hans seneste roman, er de handlingsmæssigt og kompositorisk meget ulig hinanden, og på en eller anden måde er det tydeligt at mærke, at denne er hans første roman sammenlignet med den seneste. Selvom jeg forsøgte at holde dem adskilt, lykkedes det mig dog aldrig helt, hvor end jeg gerne ville. Kløften mellem dem var ganske enkelt for mærkbar til, at jeg kunne undgå at bemærke det, og derved sætte dem i relation til hinanden.

“Han kaldte dem drømme. Det var ikke rigtige varsler eller fremtidsvisioner, heller ikke forudanelser. At kalde dem drømme var det tætteste, han kunne komme på at forklare, hvad de var: fornemmelse — måske endda oplevelser — der kom til ham, mens han sov, og foretog sig, når han vågnede, dog kun for at vende tilbage i de minutter eller timer eller uger, der fulgte.”

Romanens springer i tid og sted, og skaber en spændingskurve i Winklers historie. Selvom den begynder, hvor hans søgen efter Grace for alvor begynder, starter den også med at fortælle om hans første forudseelse, og hvordan han mødte sit livs kærlighed, der dog allerede var gift. Jeg nød denne del af bogen med sin rolige stil, der dog blev afbrudt af Winklers vision om sin datters druknedød. Jeg nød at følge hans visioner fra drømme til virkelighed, og selvom de altid gik i opfyldelse var det aldrig klart hvordan. Hans voldsomme reaktion på synet om sin datters død er forståeligt. Han forsøger at eliminerer det, som han mener er årsagen til hendes død, dog uden garanti for at det vil redde hende. Selvom jeg forstår hans reaktion, efterfølges denne af en række ulogiske slutninger, som gjorde, at jeg ikke længere forstod ham. Han blev irrationel og irriterende. Jeg forstår hans frygt for svaret på, hvorvidt hun er i live, men selvom han ser hende dø som spæd, forsøger han dog først at finde hende, da hun er blevet voksen.

Hvor jeg til at begynde med vendte siderne med interesse for Winklers historie, føltes de mange sider, der omhandler hans flygt, lange og endeløse. Livet på den caribiske ø, hvor han forsøger at etablerer sig en hverdag, er ensomt på trods af selskabeligt, for selvom han holder af menneskene på øen, længes han hjerte mod sit egentlige hjem i USA. Nætterne er lange og de filosofiske betragtninger lige så. Denne anden del af bogen forekom mig lang og monoton, fordi Winkler debattere handlingsløst med sig selv om rigtigheden af sine handlinger, hvorvidt han bør vende tilbage til sin familie, og om det overhovedet er en mulighed. Lige så meget som Winkler er hjemsøgt af fortidens spøgelser, håbefuld og udholdende, er han en håbløs og uansvarlig kujon. Hen mod romanens tredje og sidste del tager handlingen gradvist farter og vender tilbage til sit oprindelige udgangspunkt. Jeg nød Doerrs følsomme og nænsomme skildring af en familie, der går i stykker og som forsøger at hele igen, og det var dét, som jeg gerne ville læse om. Det lange mellem stykke er bestemt ikke overflødigt, men det er ganske enkelt for langt og mærkeligt i forhold til resten af bogen.

“Gennem forruden kunne de se stjerne, der var så mange, og de var så hvide, at de lignede små stykker is, der var blevet banket igennem himlens tætte mørke.”

Umiddelbart er handlingen i “Noget om Grace” interessant, men da Winkler flygtede, flygtede en del af min interesse også. Mest af alt fandt jeg bogen en smule fragmentarisk i sin konstruktion. Bogens begyndelse og dens slutning passer rigtig fint sammen, imens dens midterste del forekom mig lang og en smule unødvendig, samtidig med at Winklers forkærlighed for den skinnende sne og de funklende iskrystaller var en smule malplaceret midt i alt dette. Det virkede i stedet som små fragmenter, der blev tvunget sammen uden at hører sammen, eller måske forstod jeg ikke bogen. Doerr er optaget af menneskets komplekse sind og evige ønske om at vide besked, men også om vigtigheden af at leve i nuet, hvor livet er. Disse dele vandt mit hjerte. “Noget om Grace” handler noget om kærlighed, noget om familiesplittelse og genkomst, noget om ensomhed og noget om det at være menneske, noget om at hele på ny.