“Den springende løvinde” (Løvindens sang #4) af Tamora Pierce


“Den springende løvinde” (org. titel “Lioness Rampant”) af Tamora Pierce, fra forlaget Tellerup, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1988). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Alannas liv har aldrig været en dans på roser; som barn drømte hun om at erhverve sig som ridder, noget hendes køn stod i vejen for, men som hendes stædighed ikke ville lytte til. Forklædt som en dreng, trådte hun ind i verden af våben og kampteknik, hvor hun voksede op og hendes hemmelig blev afsløret. Mod alles forventninger blev hun ridder. Alannas loyalitet har alle dage været i kongeriget Tortall, men samtidig længes hendes hjerte mod nye eventyr og fremmede kyster. Bedst som hun drager ud, kommer der bud fra riget, der står på randen til sammenbrud, og hun tøver derfor ikke med at sætte kurs mod byen, der kalder hende hjem.

Mit forhold til Alanna er anstrengt, og det skyldes måske, at jeg ikke voksede op med hende som barn. Hun var aldrig mit spejlbillede eller min rollemodel, og selvom jeg kan se, hvorfor hun er genstand for så mange beundrende blikke, så kan jeg ikke give hende den anerkendelse. I bund og grund tror jeg, at Løvindens sang afspejler den tid, som den er skrevet i, og jeg forstår godt Tamora Pierces vision for bøgerne. Jeg synes dog aldrig det rigtig lykkedes hende at gøre Alanna til et feministisk forebillede eller en selvstændig og stærk karakter alene ved at lade hende træde ind i mandsdomineret verden, eller lade hende bevæge sig fra mand til mand. Problemet er dog snarer at disse er uden indhold eller kommer hende lidt for let og tilfældigt, sådan at de ikke tjener noget formål. De er ikke med til at modne Alanna som karakter, og det gør heller ikke noget for historiens gang. I stedet bliver det en slags unødvendig fylde.

“’Folk som du ændrer verden.’”

Tamora Pierce skriver letsindigt og direkte, noget der præger tempoet i handlingen, sådan at jeg ofte fik åndenød over hendes hastelse gennem historien uden at foretage nødvendige ophold og dvæle ved deltaljerne. Jeg læser ikke nødvendigvis for plottet, og det tror jeg også er en af grundene til, at Alanna og hendes mange bedrifter aldrig vandt mit hjerte, for serien fokuserer på handlingen. Samtidig finder jeg Tamora Pierce som forfatter problematisk. Pierce skriver på en måde, som henvender sig til et yngre publikum, og alligevel skriver hun med et så ihærdigt tempo, at læseren aldrig når at modnes sideløbende med Alanna. Alannas udvikling er samtidig ikke mærkbar; det ene øjeblik er hun en elleveårig drengepige med umulige drømme, og det næste er hun kropsligt en veludviklet pige, der gjorde det umulige. Det sker så hurtigt, at jeg aldrig så hende som den modne pige for mit indre blik. I stedet så jeg kun den lille drengepige.

Selvom Pierce gør opmærksom på de tidslige spring, så forekom de mig så pludselig og uforudsigelige, at jeg helt mistede føling med Alannas karakter og hendes udvikling, fordi jeg ikke kunne føle den eller rækker ud og mærke på den. Det er som om Pierce vender på en tallerken uden at tage højde for sin intenderede læser. Det føles samtidig som om hver bog har et forudbestemt sideantal, og som hun så ihærdigt forsøger at udfylde med larm og latter, og som kun forstærker den negative læseoplevelse og hendes egne mangler som forfatter. Jeg havde mine bange anelser omkring afslutningen på serien i forhold til forrige bogs handling, og jeg havde ingen forhåbning om at forfatteren ville tage sig selv eller sin kreation alvorligt. Der blev jeg heldigvis overrasket, og slutningen var således nogenlunde acceptabel.

“’Ved du hvad?’ svarede hun langsom. ‘Der findes sandstorme, der flår kødet af knoglerne på mennesker og heste, og begraver dem — jeg har set dem. Jeg har set skeletdynger højere end mit hoved, som skyldtes en dårlig konges vanvid, og dem der efterstræbte hans trone. Jeg har overlevet en snestorm, der frøs alt andet levende ihjel. I sammenligning med dem er du kun en mand. Jeg kan klare dig. ”

På trods af sine mangler, er “Den springende løvinde” en ligeså hurtiglæst bog som de resterende bøger i serien, men de er også bøger, der hurtigt bliver glemt igen. Dog er denne også den af bøgerne, som forekom mig længst, noget der ikke skyldes det faktum, at det er den længste bog i serien, men derimod dens handling, som på mange måder forekom mig intetsigende og gentagende. Historien er som kløvet i to, hvoraf den første del tager afsæt i Alannas møde med en Shang-kriger, og den anden del handler om det store slag i Tortall. Disse dele var som to puslespilsbrikker, der blev tvunget sammen uden at passe. Handlingen er forudsigelig og forventelig, selvom Pierce forsøger at bygge en spænding op, der dog er fyldt med klassiske faldgruber og fejl, som jeg havde svært ved at bære over med. Løvindens sang startede ud med potentiale, som forfatteren tabte på gulvet og slog itu. Skårene stod ikke til at rede, selvom hun ihærdigt forsøgte at sætte handlingen sammen, og af samme grund afsluttede jeg bogen med et opgivende suk.

Reklamer

4 thoughts on ““Den springende løvinde” (Løvindens sang #4) af Tamora Pierce

  1. Iben

    Jeg kan slet slet ikke nikke genkendende til det du skriver her, men jeg har netop også læst samtlige Pierces bøger siden jeg var 10 og jeg knuselsker dem. Udpeg enhver af dem og jeg kan recitere plottet ;)

    1. Anne Nikoline

      Jeg regner heller ikke med, at der er mange, der har det på samme måde som jeg har det med Pierce, for som sagt voksede jeg ikke op med hendes bøger. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne være med på dit hold og holde så meget af bøgerne.

  2. kvallentin

    Endelig en som forstår. Har det på fuldstændig samme måde med de bøger. Har fået dem anbefalet alle steder fra, og blev så skuffet da jeg så læste dem. Øv, hvor jeg der manglede sammenhæng og dybe.
    Men rart at vide jeg ikke er den eneste:)

    1. Anne Nikoline

      På den ene side er jeg glad for at høre, at jeg ikke er ene om ikke at synes om bøgerne, men på den anden side er det også ærgerligt, at du havde en mindst lige så dårlig oplevelse med serien, som jeg selv har haft. Jeg synes helt sikkert også at de mangler dybde, og tempoet var alt for unødvendigt højt. Det tabte mig fuldstændig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s