“The Luminaries” af Eleanor Catton


“The Luminaries” af Eleanor Catton, fra forlaget Granta Books, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2013).

At skrive en kort og sammenhængende tekst om en gigantroman som “The Luminaries” er ingen let opgave, og jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, for bogen er en kæmpemæssig plot-labyrint med snoede gange og et rigt persongalleri. Catton blev med denne store roman den yngste vinder af The Man Booker Prize nogensinde i en alder af blot 28 år og med kun én anden roman bag sig. Det som forfatteren har skabt, er så beundringsværdigt, at det fortjener alverdens litteraturpriser, hæder og ros. Handlingen kredser om et mysterie, der udspiller sig i New Zealand i 1866 i en by ved navn Hokitika. Her er en rig mand forsvundet, en prositueret har forsøgt selvmord, og en stor mængde guld er blevet fundet under gulvbrædderne hos en dranker. Disse tilsyneladende enestående hændelser viser sig at være en del af noget langt større og komplekst, som tolv af landsbyens mænd desperat forsøger at sammenstykke.

Bogen sejlede mig over verdenshave, gennem øde landskaber og ind i guldminernes tætte mørke. Den introducerede mig for karakterer, der for hvert ord forekom mig mere og mere levende, og jeg log mig opsluge af Cattons gigantiske plot-labyrint. Allerede ved historiens begyndelse, er det tydeligt, at intet i denne bog er tilfældigt. Hver et ord er nøje udvalg, hver en karakter, der introduceres, og handlingens gradvise fremadskridelse er nøje udtænkt som brækker i et kæmpemæssigt puslespil. The Luminaries” er kalkuleret efter stjernepositioner, månens faser og planeternes bevægelser, og den begynder med planeternes position og viser deres gradvise bevægelse gennem verdensrummet, noget der sætter ine tydelige spor i handlingen. Planeter og stjernetegn giver genlyd i det fiktive persongalleri og siger noget om deres bevægelse i historien. Det var først flere hundrede sider inde, at dens strukturs for alvor sprang mig i øjnene, og selvom romanen med denne bliver et imponerende og veludført romaneksperiment, så er bevidstheden om dens struktur ikke afgørende for bogen. Den gjorde dog læseoplevelsen til noget særligt.

“Love cannot be reduced to a catalogue of reasons why, and a catalogue of reasons cannot be put together into love.”

Det første kapitel indledes med samlingen af tolv landsbymænd, der i fælles frustration forsøger at finde en forklaring på et mysterie. Selvom deres relevans for bogens handling ikke er vigtig, så tjener de alligvel adskillige formål. Først og fremmest skaber de en fortællende rammer om historien, men de fungerer samtidig også som levende symboler. Hver af de tolv mænd er knyttet til et stjernetegn, et såkald urhoroskop, noget der afspejler sig direkte i deres person. Udover de tolv mænd, bæres romanen af yderligere otte hovedpersoner, der er repræsenteret af planeterne og deres mytologi. Det er fascinerende at se Catton bringe disse karakteristika, som associeres med de forskellige planeter og stjernetegn, til live gennem sit rige persongalleri uden at disse bliver stereotype genganger og tomme ekkoer af noget velkendt.

Strukturen rummer også en hvis forudsigelighed, da stjernebillederne og planeternes positur tydeligt viser, hvilke af karaktererne, der på en eller anden måde vil kollidere med hinanden i det kommende kapitel. “The Luminaries” er også interessant ved sin strukturelle opdeling i tolv overordnede dele, som hver har præcist det halve antal ord end den foregående del, for at mimikere månens gradvise forandring i dens tolv faser. Det er fascinerende, og det er forunderligt. Bogen er således underlagt strenge grænsedragninger, som kun er med til at gøre den til den storslået læseoplevelse, som den er. Cattons mesterlige fortælling med sin komplekse struktur mimer rent sprogligt og handlingsmæssigt noget, som Charles Dickens kunne have skrevet. Hun portrætterer guldfeberen med dens mange håb og drømme, men viser hvordan disse også er kan være forblændede illusioner, der driver mennesket til den yderste grænse, og skaber alliancer og løftebrud på kryds og tværs af de fiktive personer som var det legende let. Jeg tør ikke tænke på det forarbejde og de mange og lange arbejdsprocesser, der må ligge til grund for denne romans tilblivelse.

“His temperament was deeply nostalgic, not for for his own past, but for past ages; he was cynical of the present, fearful of the future and profoundly regretful of the world’s decay.”

“The Luminaries” er et særsyn. Det samme gædler for Cattons åbenlyse talent, der oplyser den forfatterhimmel, som hun nu er en fast del af. Her strøler hun som en funklende stjerne. Hele bogen er et nænsomt portræt af nattehimlens yderste kroge, hvor stjerne blinker, planeter går i kredsløb om sig selv og hinanden, og hvor helt ærlige historier er at finde. De tyve hovedpersoner har alle komplicerede baggrundshistorier, og sammen skaber de en helt særlig fortælling, som er lige så enestående som et stjerneskud. Med stor overbevisning har Catton skab en fortælling, som jeg ikke kunne slippe. Et er at skabe en fortællingpå over 800 sider, noget andet er at skabe en fortælling under så stramme rammer, som dem Catton har sat, uden at røbe handlingens mysterie. Det er en bedrift i sig selv, og jeg kan derfor ikke andet end at beundre hende for det mesterlige stjernebillede, som hun har skabt. “The Luminaries” er en bog, der ikke så let lader sig genfortælle, men som i stedet bør oplevee, for deete r en helt særlig oplevelse at læse den.

Reklamer

8 thoughts on ““The Luminaries” af Eleanor Catton

    1. Anne Nikoline

      Your fear is very relatable. I kept this book unread for months simply because of its size. It is not for everyone that’s for sure, but I do think you would like it it a lot.

  1. Michelle H. Lindberg

    Nu har den bog snart stået på min hylde i over et år, og den lyder jo så fascinerende, men den lyder også til at kræve en god rum tid, og det har jeg i hvert fald ikke lige nu. Det lyder som en bog der har behov for tid til fordybelse.

    1. Anne Nikoline

      Den kræver lidt tid, men samtidig forsvandt den også bare mellem hænderne på mig, da jeg først var kommet i gang. Det er virkelig en usædvanlig bog, et særsyn uden lige.

  2. Noelia Alonso

    The Luminaries has been on my TBR for a while now and it’s not that I’m intimidated by it but so many other books always get in the way and it’s a shame. It’s sounds fascinating for sure :)

  3. Michella

    Jeg har den liggende derhjemme, men den skræmmer mig! Jeg har aldrig forstået alt det med astronomi, der jo virkelig er komplekst, så jeg er bange for, at jeg ikke får det optimale ud af bogen. Bliver dette forklaret for læseren uden astronomisk viden, eller er det noget man skal vide for at se det i romanen?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s