“Byen brænder” af Garth Risk Hallberg


“Byen brænder” (org. titel “City On Fire”) af Garth Risk Hallberg, fra forlaget Lindhardt&Ringhof, udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra forlaget

At genfortælle handlingen i “Byen brænder” svarer lidt til at skulle genfortælle menneskers egen historie. “Byen brænder” er nemlig en nærværende fortælling om mennesker og menneskeliv i 1970’ernes New York, hvor en strømafbrydelse henlægger byen i mørke, og en skudepisode binder en række mennesker sammen. Da den unge Samantha findes skudt i Central Park samme aften, som hun hænger ud med sin ven Charlie, findes hun af skolelæreren Mercer, der danner par med William Hamilton-Sweeney, der arvinge til en stor familieformue, hvis søsters liv med en kernefamilie er ved at gå i opløsning. Disse mennesker bindes sammen af tilfældigheder og relationer, og udgør samtidig grundlaget for en kærlighedserklæring fra forfatteren til byen, dens udvikling og dens rige menneskeliv. Det er en intens historie om familieforetagener, kærlighed og tab, kunst og kultur og alt det, der betyder noget i livet.

“Byen brænder” er ikke kun en fiktiv fortælling med et faktisk afsæt i New Yorks historie, men det er også en fortælling om en mand, der skrev og gemte en historie i sin skrivebordsskuffe med vished om, at andre ikke ville komme til at læse hans ord. Den fortæller historien om hvordan adskillige forlag ønskede at antage hans manuskript og ingen sagde nej, hvordan han blev til den højst forudbetalte debuttant forfatter til dato, og hvordan han ser sig selv i den massive omtale, som han nu er genstand for. Det er fascinerende. Det samme er handlingen i bogen. “Byen brænder” fortæller om en række mennesker og deres gradvise involvering i hinandens liv. Jeg har altid haft svært ved at læse og orientere mig i multiplotsromaner, og ofte har det haft stor indflydelse på min læseoplevelse, men i “Byen brænder” oplevede jeg, at der ikke var én karakter, jeg foretrak at læse om; i stedet var ligeligt betaget af dem alle.

“Det var i 1977, året for den store strømafbrydelse. Også et år som jeg gerne slukkede for i min hukommelse.”

Hallbergs New York er en farvestrålende mosaik af klasseskel, etnicitet og seksualitet, der får byen til at fremstå som et larmende sted, det vrimler med mennesker, forvirrede og fuldstændig fejlbare, som de var, og jeg elskede det. Jeg har aldrig været i New York, men måden hvorpå Garth Risk Hallberg beskriver byen, virkeliggjorde den for mig. I stedet for at sidde med bogen mellem mine hænder i min lænestol, strejfede jeg rundt i byen, der aldrig sover lige fra South Bronx, Hell’s Kitchen og til Alphabet city. Selvom jeg aldrig har været i New York, blev byen, som Hallberg fremstiller den på en mærkelig måde en del af mig, som et falmende ferieminde jeg aldrig har haft, på samme måde som hans mange karakterer var svære at slippe, fordi de pludselig virkede som mere end de ord, de er gjort af. Det føltes som nære venner, hvis liv jeg kendte til og interesserede mig for. Det mest udfordrende ved “Byen brænder” er dens imiterende længde. Bogen er lang og uden tvivl også for lang, men samtidig efterlod den mig også med et tomrum i brystet og med et ønske om at forblive i den verden, som jeg igennem 1000 sider havde investeret i.

“Byen brænder” er af mange grunde en svimlende roman. Det skyldes til dels dens rige persongalleri med sine mange skiftende fortælleperspektiver, men også fordi den er en mavepuster af en roman. Dens storhed, både i form af dens rosende ord og faktiske størrelse, tog ofte pusten fra mig under læsningen. Jeg måtte lægge den væk, men jeg vedblev også at finde den frem igen og igen, og det gjorde den til en helt speciel læseoplevelse. Det er en bog, der kræver noget af sin læser, fordi Hallberg er optaget af kunst og kultur. Romanen er også et virvar af forskellige medier. Den er inddelt i adskillige sektioner, hvor hovedparten består af den egentlige historie om strømafbrydelsen og skudepisoden i Central Park, men den indeholder også håndskrevne breve med et bagvedliggende bankende hjerte, der bløder, fotografier og dokumenter med kaffekopsaftryk, der pletter siderne og giver dem liv.

“Detonationer brager ind fra et sted i nærheden; de som er mure omkring et tomrum der er hende. Eller bølger der brækker over den forandring huu har prøvet at være, i den by hun har længtes efter at blive.”

Det eneste der generede mig en smule var forfatterens metaforik, der til tider blev for aparte til min smag. Det samme gælder for karakteringen af de mange karakterer, der ofte blev for konkrete uden betydning. Det afgrænsede min forestillingsevne en smule og skabte unødvendig fylde til romanen, men fordi den er så lang, og selvom det er gennemgående tendenser, så var det ikke afgørende for sproget, som flyder lige så let og levende som bylivet i New York. Jeg nød det, og flere gange stoppede jeg helt op for rigtigt at smage på ordene, indånde det rige og mangfoldige menneskeliv og lade mig selv forsvinde i den. Hallberg forstår sprog på en måde, som er særlig beundringsværdig. Selvom beskrivelserne til tider trak i langdrag, er der alligvel noget over hans måde at skrive på, som fik mig til at tænke på Charles Dickens. Med talrige referencer til Patti Smith, David Bowie og mange flere skaber Hallberg en virkeligheds roman, der næsten fungerer som en tidslomme, jeg kravlede ind og forsvandt for en stund.

Månedlig opsummering: Flygtige februar


Februar: forsvandt lige så hurtigt, som den kom, sådan som den har forvane at gøre som årets korteste måned. Den forsvandt sammen med begyndelsen på et nyt semester med fag om Europa i litteraturen med henblik på ondskab, queerteori og feminismer og den victorianske føljetonroman. Pensummet er svimlende og byder på meget romanlæsning, og selvom det netop er det, som jeg elsker mit studie for, så har det også været tidskrævende. Som en del af undervisningen, lænede jeg mig også tilbage i biografens polstrede sæder for at se “The Danish Girl” som et sidestykke til Lily Elbes memoire om sin kønskorrigerende operation. Jeg tilbragte også dage med café besøg og godt selskab, og jeg var desuden så heldig at få min udgave af “Byen brænder” signeret af forfatteren, da han besøgte Politikens Boghal forleden. Jeg fejrede min 24 års fødselsdag med familien og min kæreste, og selvom min læsning var knap i den forgangne måned, så husker jeg den som værende gennemgående god.
I februar læste jeg: syv bøger, hvoraf den længste var “Byen brænder” af Garth Risk Hallberg på 1042 sider, og den korteste var Voltaires “Candide” på 155 sider.
I februar købte jeg: ni bøger som resultatet af studiestart, fødselsdagsforkælelse og længselsfulde tilføjelser til hjemmebiblioteket.
Februars lyrikvalg: forblev ulæst. Jeg havde et ønske om langt om længe at få læst Lewis Carrolls “Jabberwocky and Other Nonsense: Collected Poems” men på grund af mange planer og overskyggende studielæsning, forblev bogen uberørt på min bogreol. Jeg håber dog at finde tiden til den i marts, for jeg vil så gerne læse den.
Februars store læseoplevelse: “Ship of Destiny” af Robin Hobb var en fænomenal afslutning på en vidunderlig triogi om magiske skibe, skvulpende bølger, verdensomsejlinger og havblå drager, men også Garth Risk Hallbergs “Byen brænder” var en særlig stor læseoplevelse på grund af dens massive omtale og kontekst. Den var noget særligt.
Februars mest skuffende læseoplevelse: “Lips Touch” af Laini Taylor. Bogen består af tre fortællinger, der alle har det eventyrlige kys tilfælles. Selvom jeg nød at læse den, var den månedens mest skuffende læseoplevelse, fordi den ikke slog benene væk under mig, sådan som jeg havde håbet.
Februars mest mindeværdige ord: Uden tøvende kunne jeg med lethed opremse adskillige citater fra Catherynne Valentes “The Bread We Eat in Dreams” med ord som “She’s an Italian flag in occupied territory, and I fall for her like Paris” eller “I tell them: mirrors lie. I tell them: you can wear those boots, if you want them. You can lift that sword. It was always your sword. I tell them: the apple has two sides. I tell them: just because he woke you up doesn’t mean you owe him anything. I tell them: his name is Rumplestiltskin”, men jeg holder dog særligt af dette: “Thing is, just because you make a body shiver doesn’t make it yours.”
Februars læseklub-læsning: var den debuttantvindende Mortan Papes “Planen”, som var en narrativ fortælling om det at vokse op i ghettoen, om kernefamiliens opbrud og de helt grundliggende spørgsmål i livet. Den handlede om drømme og håb, hvordan de sommetiders brister som illusioner. Den skabte grobund for megen snak og timevis af tedrikkeri.
På marts’ læse-liste står der: en broget stak bøger. I marts udgives en del bøger, som jeg glæder mig til at læse. “Caterynne Valentes afslutning på serien om Septembers mange farvestrålende rejser til The Girl Who Raced Fairyland All the Way Home”, men jeg glæder mig også til den danske oversættelse af Lauren Groffs “Skæbne og hævn” for slet ikke at tale om Søren Ulrik Thompsens “En hårnål klemt inde back panelet”. Jeg forventer dog også at finde bøger på min bogreol, som efterhånden spilder over med ulæste titler, der venter på at jeg rette min opmærksomhed mod dem. I læseklubben skal vi læse og diskutere Christopher Isherwoods “A Single Man” som jeg i årevis gerne har ville læse.

Hvad fik I læst og oplevet i februar? Og hvad står på jeres læse-liste for marts?

“The Mad Ship” (Liveship Traders #2) af Robin Hobb


“The Mad Ship” af Robin Hobb, fra forlaget Oxford University Press, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1999)

Det magiske familieejet skib Vivacia er blevet kapret af piraternes konge, Kennit, der sejler gennem verdenshavene og krydser kontinenterne ubesværet med sit frygtindgydende omdømme. Althea Vestrit, der er den egentlig arving til skibet, har imellemtiden fundet sig til rette på det magiske skib, Ophelia, imens hun planlægger at genvinde sit skib og sin families tabte ære. Det trækker op til storm; Althea kæmper for Vestrit, piraternes konge kæmper blodtørstigt, og i en by ikke så langt fra disse begivenheder, kæmper en tilfangetagen drage for sin ret til frihed fra de menneskeskabte lænker, der i årevis har holdt hendes på jorden. Langt borte, fjert fra alt dette, drømmer en pige om et skib i horisonten, et galt magisk skib ved navn Paragon, som får himlen til at trække sig sammen og frygten til at brede sig.

Der er noget ved trilogiers miderste fortælling, der ofte får de fleste til at skære ansigt. Det er typisk den svageste bog i en serie, og den fungerer tit som et bindeled og en overgang fra dens begyndelse til dens slutning. Sådan en bog er “The Mad Ship” af Robin Hobb ikke. Hvor dens forgænger blæste vind i sejlen på noget, der unægteligt bliver et storslået eventyr, tog denne mig med storm i sådan en grad, at den efter min mening er den bedste i trilogien. På blot én eftermiddag vendte jeg alle 800 sider uden at ænse dagen forsvinde en smule mere for hvert ord. “The Mad Ship” er en bog, som indeholder mange af de litterære elementer og virkemidler, som jeg umiddelbart ikke bryder mig om. Dens narrativ afbrydes hele tiden af andre karakterers perspektiver, og alligevel elskede jeg hvert et ord af den. Den er så velfortalt og så nøje komponeret, at det, som jeg synes mindst om i bøger, faktisk gjorde den så vellykket.

“Tomorrow owes you the sum of your yesterdays. No more than that. And no less.”

Historien overorndede linje kan være svær at spore, men den handler grundliggende om Altheas tab af sit familieejet skib, og hendes forsøg på at vinde det retmæssigt tilbage. Derfra udfolder historien sig i et væld af sideordnet fortællinger, der knytter sig til de enkelte karakterer. Hvor den tidligere prostituerede Etta kæmper for piratkongens anerkendelse og kærlighed, kæmper han for at fremme sit omdømme ombord på Vivacia, og Vivacia, der ikke har været et magisk skib særligt længe, kæmper for at finde sig til rette i den krig, som hun er genstand for. Det er mig en gåde hvordan Robin Hobb formår at holde styr på sine mange handlingstårde, samtidig med at hun ord for ord vækker hver af sine mange karakterer til live. Selv skibene livagtiggøre hun, og det gale skib Paragon forekom mig at være en af romanens mest interessante skikkelser på grund af historierne om, hvordan det gang på gang har sejlet sin besætning i døden, så ingen længere vil sejle ham. Han er en tragisk karakter med meget på sinde og et ufrivilligt rygtet, som han ikke kan ryste af sig. Selvom stemmerne er mange, er de dog alle særligt genkendelige.

Adskillige karakterer er velkendte ansigter fra forrige bog, imens andre er ukendte skikkelser, der langsomt træder ind i histoiren, hvor de vinder styrke. Fælles for dem alle er deres gradvise udvikling i takt med at handlingen udfolder sig. Det er fascinerende at se hvordan Hobb får dem til at blomstre. Malta Vestrit er en forkælet pige, der er vant til at få sin vilje, og som kun har øje for livets materielle gode. Da hendes families omdømme braser som en sæbeboble efter familiens tab af det magiske skib, gennemgår hun langsomt den mest usædvanlige forvandling af alle, en sand metamorfose, der fik tårerne til at springe frem i øjnene på mig. Selvom “The Mad Ship” er en lang bog, så føltes den aldrig for lang. Hver en side giver indblik i karaktererne og deres mange alliancer med hinanden, deres talrige løftebrud og deres inderste drivfaktorer, som sætter handlingen i bevægelse. Historien er på mange måder simpel, fordi den handler om mennesker og deres invovlering med hinanden i en verden på godt og ondt, hvor de alle må kæmpe for deres ret, men det er det, som Hobb gør med denne, som gør den så enestående; hendes ord er uvurderlige perler, der gør historien til noget ekstraordinært, noget som jeg aldrig ville kunne retfærdiggøre med mine simple ord. Alene det at hun formår at livagtiggøre skibe og drager, finder jeg mig sigende for hendes skrivetalenter.

“Everyone thinks that courage is about facing death without flinching. But almost anyone can do that. Almost anyone can hold their breath and not scream for as long as it takes to die. True courage is about facing life without flinching. I don’t mean the times when the right path is hard, but glorious at the end. I’m talking about enduring the boredom, the messiness, and the inconvenience of doing what is right.”

Hvor “The Ship of Magic” er fyldt med sagn om mægtige og majestætiske drager i alle regnbuens farver, udforskes dette langt mere i “The Mad Ship”. En havblå drage drømmer om at genfinde sine artsfæller, hvis de stadig er i live, og selvom hendes natur på mange måder er fjern fra menneskers, er der alligevel en hvis menneskeliggørelse at spore i hende. På lige fod med resten af bogens karakterer er hun drevet af egne motiver, drømmer og håb. Robin Hobb skriver levende på en sådan måde, at verdenen omkring mig forsvandt til fordel for et bølgende hav med krydsende skibe med levende galionsfigurer, der inviterede mig ombord til en broget besætning, der alle kæmper for sig selv. Jeg kunne hører bølgerne slå mod skibet, mærke vinden i dets storslåede sejl, og smage havets saltede perler på min tungespids. Selvom historien foregår i en verden, hvor drager hersker over himmelrummet, og talende skibe bryder krydser verdenshavene, er den så levende fortalt, at jeg et øjeblik blev i tvivl, om det ikke var mig der var fiktiv, og den der var virkelig.

“The Book Collector” af Alice Thompson


“The Book Collector” af Alice Thompson, fra forlaget Salt Publishing, udgivet i 2015

Da Violet møder sin mand Archie i den Edwardianske periode, er det kærlighed ved første blik. Deres følelser for hinanden er storstormende som en orkan i udbrud, og kort efter ders møde bliver de mand og kone. De flytter ind på en ejendom, hvor Violets mands store samling af bøger præger indretningen i hjemmet. Han samler på smukke læderindbundne bøger, som Violet gladeligt har adgang til med undtagelse af én. I et pengeskab bag et maleri på sit kontor, befinder der sig en udgave af H.C. Andersens eventyr, som hun ikke må læse. Tanken om de læderindbundne eventyr driver Violet til vanvid. Med tiltagende desillusioner, sendes hun til en galeanstalt for at genvinde fatningen om sig selv og sit liv, men det er først efter hendes udskrivelse, at vanviddet for alvor melder sig. Kvinder forsvinder fra anstalten, og Archie har ansat en ung og billedeskøn barnepige og så er der stadig bogen, som hun ikke må få adgang til.

Alice Thompson gotiske fortælling om bogsamlermani var på ingen måde det, som jeg forventede. I stedet greb den mig fra første side, og jeg stoppede først da jeg havde nået dens slutning. Den fik mit hjerte til at banke hurtigere og hurtigere for hvert kapitel i takt med at uhyggen bredte sig. Den fremkaldte stærke associationer til to af mine yndlingshistorier, “The Yellow Wallpaper” af Charlotte Perkins Gilman og “Rebecca” af Daphne du Maurier, begge på grund af deres gotiske undertoner og den uvished, som hjemsøger fortællingerne. På samme måde som med disse to fortællinger, vides intet med sikkerhed, fordi fortællerens egen uvidenhed forhindrer hende i at klarlægge handlingen over for læseren. På grund af dens periode, er der ingen forståelse for kvindens vandvid, noget som Violets indlæggelse på galeanstalten understreger. Den Edwardianske tid indhyller historien i et ganske særligt mørke, på samme måde som Archies manglende baggrund omfavner ham i en tåget atmosfære, da han så pludseligt kommer ind i Violets liv.

“For fairy tales had their own morality, their own cruel sense of right and wrong that pierced any mundane surface.”

“The Book Collector” er ikke så meget en skræmmende historie på grund af de begivenheder, som er skælsættende for handlingen, selvom de kun er med til at understrege dette, men dens uhyggelige afspekt er snarer at finde hos dens fortæller. Violet er en upålidelig fortæller, der leder sin læser ned af mærke gader og ind i utallige blindgyder i takt med at hun selv mister troen på sin egen tilregnelighed. Hendes verden bryder sammen i vrangforestillinger om Archies bibliotek, om hendes søns velværd og da hun nat efter nat opdager, at Archie forsvinder fra deres hjem i nattetimernes mørke, ved hun ikke længere om det er drøm eller virkelighed. Hun mister fodfæste som karakter og fortæller, og som læser kan intet vides med sikkerhed. Noget er dog galt, spørgsmået er bare hvorvidt det skyldes Violet som fortæller eller om det relaterer sig til noget udefrakommende. Selvom Archies opførelse er mistænksom, er det ikke til at sige, hvorvidt dette skyldes Violets farvet mistanke, eller om hans bemærkelsesværdige opførelse afspejler en sandhed. Det er svært at sige om Archie er historiens Blåskæg eller en bare prætentiøs bogsamler.

Jeg lod mig forføre af historien, på samme måde som Violet forføres af et potentielt vanvid. Det var dog ikke forfatterens ord, der forførte mig, men alligevel slugte jeg hendes ord grådigt. Sproget er ikke det bærende element i bogen, men det er heller ikke det, som driver historien frem. I stedet er det uvisheden, der gør historien til noget særligt, og som gjorde, at jeg som læser ikke kunne lægge bogen fra mig. Alligevel er der noget over måden, hvorpå Thompson fortæller historien igennem Violet, som forsat giver mig gåsehud. Ikke alene er hun upålidelig hele historien igenne, men hun fortæller også historien med en hvis distance, selvom hun gengiver det, som hun oplever i det øjeblik, det opleves. det er som om, der hviler et ederkoppespindstyndt slør over historien, som adskiller den, og måden den fortælles på igennem Violet. Ikke nok med at “The Book Collector” er konstrueret omkring og med talrige referencer til velkendte eventyr, så udforsker den også kvindens kønsidentitet i en tid, hvor hun blev skabt i mandens billede.

“Violet looked around the room. Women were eating or staring into space, or looking into the fire or wandering aimlessly around the room. And for an insane moment she thought, this is no different from normality, just women existing and surviving, this is what happens to women who don’t fit into a world created by men.”

Undervejs i min læsning skete der dog noget uventet. Det er sjældent, at jeg regner en handling ud på forhånd, men efter bare få kapitler stod sandheden klar for mig som en strålende sol midt i bogens mørke. Jeg gispede faktisk. Hvorvidt min pludselige oplysning skyldes Thompsons middelmådige fortælling og formidlingen af den, eller om jeg som læser tog så aktiv del i historien, at jeg ikke selv var klar over det, ved jeg ikke. Jeg kom nemlig aldrig til at elske historien, sådan som jeg havde håbet, men alligevel er der noget ved den som gjorde, at jeg tænkte længe over den efterfølgende. Den vedblev i mine tanker som undrende mørke, der ægtede at vige tilbage fra solens kommen.