“Dragonfly” (Dragonfly & The Glass Swallow #1) af Julia Golding


“Dragonfly” af Julia Golding, fra forlaget Oxford University Press, udgivet i 2008.

Den fjerde kronprinsesse, Taoshira, of the Blue Crescent Islands er blevet udset til at gifte sig med Ramil of Gerfa, for at skabe en alliance mellem de to lande. Hvor hun er forventelig med formalitet, diskretion og disciplin, er han vild og uregerlig, dog har de det tilfælles, at ingen af dem er særlig glad for det, som alliancens betyder for dem hver. Op til brylluppet melder den ene katastrofe sig efter den anden på grund af parrets dybe forskelligheden, men den største katastrofe af dem alle finder sted, da prinsen og prinsessen begge bliver kidnappet af deres svorne fjende. På trods af forskelligheder og et fælles ønske om ikke at skulle giftes med hinanden, begynder et farefuldt eventyr, hvor de er nødt til at opgive fordommene om den anden, for at holde sig selv og muligheden for fred på tværs af grænserne i live.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Julia Golding, var da jeg for mange år tilbage læste “Dragonfly” for første gang. Siden dag har jeg læst den talrige gange, og når historien når sin ende, har jeg altid svært ved at slippe den igen. Selvom der hvilen en hvis forventelighed over bogens handling, er dens mange krumspring ganske uforudsigelige. Golding tager sine læser med på tværs af ukendte landegrænser og introducerer hele folkefærd og deres skikke, der alle er dybe kontraster til hinanden. Men den største er uden tvivl at finde hos Taoshira og Ramil, der forskellige er som nat og dag. Taoshira er tilbageholdende og skrøbelig, imens Ramil er spøgefuld og exentrisk. Der er mange fare, som de samme må overkomme, men det er forskelligheder, deres denstørste af dem alle.

“A true believer goes on believing even when all else is lost.”

Selvom historien indbyder til mere nærgående dybe hvad angår de mange lande og deres indbyggere, så er “Dragonfly” en virkelig fin og velskrevet historie, der på ingen måder trækker i langdrag. Allerede ved første kapitels begyndelse er jeg gang på gang tabt for omverdenen; historien tager mig altid med storm, selvom jeg kender den så godt efterhånden, og jeg nyder hvert et øjeblik, som jeg tilbringer i Goldings fiktionelle verden, hvor ypperste præstinder hver morgen hilsen Moderen, imens hestefolket spreder støv over stepperne, når de ridder tværs gennem landet. Goldings verden er fyldt med forskelligheder og har meget at byde på, selvom hun ikke dvæler for længe ved den. I stedet rettes hendes fulde opmærksomhed mod Taoshira og Ramils færd for at komme tilbage til prinsen kongerige efter deres kidnapning.

Noget af det, som jeg for alvor holder af ved bogen, er hvor mærkbar karakterernes udvikling er. Den sker gradvist og den er tydeligt, dog uden at de hovedløst skifter synspunkter for dermed at rette ind efter forfatterens ønske om historiens gang. I stedet blomstrer de begge for øjnene af hinanden, med hinanden. De er begrænset af deres egen uvidenhed om hinanden og deres landes traditionbundne skikke, sådan at de ikke ser potentialet i hinanden. Deres dybe forskelligheder før dem til at umage par, som dog er helt rigtige for hinanden. Både Ramil og Taoshira stråler som klare stjerne i deres portrætter, der navigerer læser gennem en ukendt verden af konstant voksende spænding. Selvom Golding i høj grad fortæller en historie om at overkomme fordomme og se hindides dem i mødet med andre mennesker, fortæller hun også en hæsblæsende historie, der får tiden til at flyve ubemærket forbi.

“I suppose I’m left with me, whoever that is these days.”

Slutningen stod tydeligt for mig, første gang jeg læste bogen, men det var vejen dertil, der er interessant. Kærligheden er ikke påtrængende, selvom det er tydeligt, hvor Golding gerne vil hen. Hvad der begynder som en umulig romance, formår Golding at vende på troværdigvis ved gradvis at lade karaktererne komme ind på livet af hinanden. Deres voksende følelser ændres derfor ikke på et splitsekund. I stedet vokser de med hinanden, og hvert et skridt de tager er i retning af en blomstrende følelse. I takt med Ramil og Taoshiras ufrivillige eventyrsfærd udfolder sig, gør kærligheden det også, og således viser Julia Golding,hvordan der helt klassisk kan være en hårfin grænse mellem had og kærlighed.

Advertisements

4 thoughts on ““Dragonfly” (Dragonfly & The Glass Swallow #1) af Julia Golding

  1. Noelia Alonso

    Never heard of this before but being a huge fan of fantasy I might have to look into it. I also can’t say no to great character development

    1. Anne Nikoline

      I think I first read it back in 2011, so it is not exactly a new book, but it is a wonderful light book with an epic tale and great character development.

    1. Anne Nikoline

      Jeg tror virkelig, at du vil synes om den, og den er så hurtig læst. Det er sådan en skøn bog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s