“The Buried Giant” af Kazuo Ishiguro


“The Buried Giant” af Kazuo Ishiguro, fra forlaget Faber & Faber, udgivet i 2015.

Axl og Beatrice er et ældre ægtepar fra England, der en dag beslutter sig for at rejse tværs gennem landet for at genforenes med deres længe savnet søn. En søn, de af uforklarlige årsager, ikke vidste, at de havde. Da de træder ud af forglemmelsens tåge, træder de i stedet ind i et mærkværdig landskab fyldt med mytiske skikkelser. De får hjælp til at overkomme deres forhindring af en ridder ved navn Gawain, hvor han røber en mørk hemmelighed. Troldmanden Merlin har med hjælp af en drages ånde, henlagt verden i en glemsom tåge, for at bevare freden mellem svorne fjender og dermed forhindre krige at bryde ud. Hvad der begyndte som én færd, bliver pludselig en anden, da Axl og Beatrice sætter ud for at dræbe dragen og ophæve fortryllelsen med de uvisse konsekvenser, det end måtte have.

Det er ti år siden, at Kazuo Ishiguro sidst skrev en roman. Siden “Never Let Me Go” har hans forfatterskab været stillestående, og resten af verden har ventet i spænding med mange forhåbninger. Da “The Buried Giant” udkom sidste år, læste jeg den på en regnvejrsdag i november langt hurtigere, end jeg havde forventet jeg ville. Jeg var forbløffet, målløs, og samtidig så tom for ord, at jeg først nu er ved at have samlet dem i en nogenlunde orden. “The Buried Giant” føles ikke som en Ishiguro roman. Der er noget over hans leg med genrer i denne, som udvisker dem fuldkomment og gør, at den placerer sig i et grænseland mellem mange. Selvom flere af hans romaner placerer sig sådan, er der alligevel en vis følelighed med dem, som der ikke er med denne. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvorvidt denne er en fantasyroman, en leg med magisk realisme eller historisk fiktion, der omfatter myter og sagn.

“How can old wounds heal while maggots linger so richly?”

Længe efter den siste side, vedblev “The Buried Giant” i mine erindringer, hvor jeg vendte og drejede historien til ukendelighed. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om min vurdering af bogen, og jeg kunne slet ikke finde ståsted med hensyn til, at den er skrevet af Ishiguro, hvis andre romaner jeg beundrer. Samtidig er “The Buried Giant” fuldstændig umulig at sammenligne med hans andre romaner, fordi den er anderledes. Selvom den gjorde mig svimmel med sine mange mytologiske referencer og til tider groteske scener, som jeg ikke altid forstod, så tog den mig også med storm på en måde, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg elskede den ikke ved dens slutning. Faktisk lukkede jeg bogen undrende og satte den tilbage på sin plads i reolen. Det var først længe efter, at at jeg forstod, hvor veludført den er. Når Ishiguro skriver berettende om ægteparret og deres omgivelser, er det med en vis distance. Selvom jeg holder meget af Axl og Beatrice, så kender jeg dem ikke, fordi jeg aldrig rigtig kom ind under huden på dem, og jeg tror på, at det er en helt bevidst strategi fra forfatterens side, fordi det skaber en form for eventyrstemning.

Jeg tror på, at der findes flere måde at opdage vidunderlige bøger på. Nogle gange ved man det efter blot få siders læsning, imens andre først bliver det langt senere end det sidste punktum, og “The Buried Giant” er en af den slags romaner. Handlingsmæssig er bogen meget middelmådig, men det er i virkeligheden måde, hvorpå den bliver hos sin læser så længe efter, som understreger hvor god en bog, den egentlig er. Det er en roman, som stiller mange spørgsmål, uden nødvendigvis at svare på dem. I stedet overlades de til læseren at besvare, på samme måde som romanens meget omdiskuterede slutning. Er det bedre at leve lykkeligt i uvidenhed, eller bør sandheden komme frem i lyset med de konsekvenser, der end måtte følge? Det er bare et af de mange spørgsmål, som ligger til grund for romanens struktur, og som strækker sig igennem handlingens gradvise gang som et evigt knudepunkt.

“But then again I wonder if what we feel in our hearts today isn’t like these raindrops still falling on us from the soaked leaves above, even though the sky itself long stopped raining. I’m wondering if without our memories, there’s nothing for it but for our love to fade and die.”

Jeg forstår godt, hvis fans af Kazuo Ishiguro er blevet skuffet efter hans skrivemæssige dvale. Det gør jeg virkelig, for “The Buried Giant” føles ikke som en typisk Ishiguro roman. Snarer er den alt det, som han som forfatter ikke er. Alligevel kan jeg ikke lade vær med at tænke, hvor sigende denne roman er for hele hans forfatterskab. Den vidner om dybder, som vi som læsere endnu ikke er bekendt med, samtidig med at den understreger hvad Ishiguro kan som forfatter. På trods af den svimlende effekt, den havde på mig, er det en bog, som jeg har lyst til at genlæse, og jeg tror det vil være med fordel. Dens mange niveauer, lag og referencer fortjener at blive genlæst, de skal trækkes ud af deres umiddelbarheds skygger og studeres i sollyset. Jeg tror, jeg vil gøre det, og jeg tror, at det bliver snart.

Reklamer

4 thoughts on ““The Buried Giant” af Kazuo Ishiguro

    1. Anne Nikoline

      Det var det virkelig. Det var virkelig også meget at snakke om. Siden vores måde har jeg også overvejet at genlæse den med det samme.

    1. Anne Nikoline

      Det er en svær roman, synes jeg, men uden tvivl også en rigtig god en af slagsen. Jeg forstår så udemærket din begejstring.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s