Filmåret 2016 i bøger

2016 bliver et stort filmår. Jeg har allerede nu nedskrevet samtlige præmieredage i min kalender på en række film, som jeg bare ikke må gå glip af i årets løb. Mange af dem er film, der relaterer sig til Marvel-universet som “Dr. Strange” og DC Comics’ “Suicide Squad”, men i forhold til de bøger, som finder vej fra papir til lærred, bliver dette år også noget særligt, for filmatiseringerne er mange. Jeg glæder mig allerede til at indfinde mig i biografsalens mørke for at se filmene. Neden for har jeg samlet en liste over de bog-filmatiseringer, som jeg venter utålmodigt på.

The Revenant. Det var først, da min Emil pointerede over for mig, at “The Revanant” er baseret på en bog, at jeg blev klar over det. Jeg kender ikke historien, men den er skrevet af Michael Punke, og handler om en gruppe mænd, der arbejder ved Rocky Mountains, da den ene af mændene efterlades, med den formodning om at han er død. Med et ønske om hævn, rejser han sig fra de døde og begiver sig igennem bjerglandskabet, blændet af hævn. Filmen er blevet rost til skyerne, og den ser virkelig flot ud. Filmen havde dansk præmiere d. 21 januar.

Pride and Prejudice and Zombies. Seth Grahame-Smiths postapokalyptiske fortolkning af Jane Austens højtelskede “Pirde and Prejudice” er en bog, som jeg længe har overvejet at læse, uden at det nogensinde er blevet til mere end en spekulativ tanke. Jeg vil gerne læse den, fordi jeg ikke kan få nok af Austen, og fordi hendes efterliv oprigtigt interesserer mig. Om ikke andet spiller Matt Smith Cousin Collins, og det er næsten grund nok til at se filmen, selvom jeg har det lidt blandet med hele filmens koncept. Filmen har dansk premiere d. 17. marts.

The Jungle Book. Rudyard Kiplings mesterværk har atter fået nyt liv på det store lærred, og selvom jeg er en smule nervøs omkring resultatet, så er det helt sikker også en film, som jeg bare må og skal se i år. Jeg holder meget af historien om jungledrengen, der vokser op blandt ulve fjernt fra enhver civilisation, og som forvilder sig dybt ind i junglen, der lukker sig om ham med sine mange farer. Det er også en perfekt anledning til at få bogen genlæst inden da. Filmen har dansk premiere d. 15. april.

Alice Through the Looking Glass. Dette er uden tvivl den bogfilmatisering, som jeg glæder mig allermest til i år. Lige siden Tim Burtons første fortolkning af Lewis Carolls mesterlige fortælling om en piges fald ned gennem et kaninhul og ind i et forundrende land, har jeg sukket efter at vende tilbage. Selvom jeg har læst bøgerne om Alice utallige gange, skal jeg selvfølgelig genlæse dem igen inden jeg forsvinder ind i Tim Burtons mageløse univers. Det er en bog, jeg aldrig bliver træt af at læse, og jeg kan næsten ikke vente! Filmen har dansk biograf præmiere den 26. maj.

The Legend of Tarzan. Jeg har faktisk aldrig fået læst Edgar Rice Burroughs’ “Tarzan of the Apes”, men med en kommende film i vente, har tiden aldrig været bedre. Jeg voksede op med historien om abernes konge, men jeg har aldrig selv læst den. Rollerne er besat af store skuespiller som Samuel L. Jackson, Christoph Waltz, John Hurt og selvfølgelig Alexander Skarsgård. Filmen har dansk premiere d. 14. juli.

Fantastic Beasts and Where to Find Them. Da nyheden først kom ud, rynkede jeg på næsen, men lige siden har jeg langsomt åbnet op for tanken om en filmatisering i det nostalgiske magikerunivers, som Harry Potter er forbundet med. Eddie Redmayne er en skuespiller, som jeg har beundret i årevis, og jeg glæder mig meget til at se ham gribe Newton Scamander an. Mest af alt glæder jeg mig til at se forvandlingen af en fiktiv bog, der skal forestille at være non-fiktion, og så forvandle den til en helt selvstændig historie. Rowling har desuden skrevet manuskriptet, så det kan næsten kun blive magisk. Filmen har dansk premiere d. 17. november.

Me Before You. Jojo Moyes gjorde noget særligt ved mig, da jeg læste “Me Before You”. Den ramte noget i mit hjerte, og gjorde, at jeg ikke kunne tilbageholde tårerne ved bogens slutning. Jeg havde knyttet bånd til karaktererne, og Moyes rev dem nådesløs over. Jeg glæder mig til filmen og castet, hvor både Emilia Clarke, Sam Claflin og Matthew Lewis er at finde, får mit hjerte til at banke en anelse hurtigere bare ved tanken. Trailer giver mig ondt i maven og tårer i øjnene, fordi jeg ved, hvad der venter. Filmen forventes at have premiere d. 3. juni i USA.

Hvilke bog-filmatiseringer glæder I jer til i år? Hvis der går en film i biograferne, der er baseret på en bog, læser I dem så konsekvent inden i serien filmen, eller læner i jer bare tilbage og nyder filmen for sig selv?

“Dragonfly” (Dragonfly & The Glass Swallow #1) af Julia Golding


“Dragonfly” af Julia Golding, fra forlaget Oxford University Press, udgivet i 2008.

Den fjerde kronprinsesse, Taoshira, of the Blue Crescent Islands er blevet udset til at gifte sig med Ramil of Gerfa, for at skabe en alliance mellem de to lande. Hvor hun er forventelig med formalitet, diskretion og disciplin, er han vild og uregerlig, dog har de det tilfælles, at ingen af dem er særlig glad for det, som alliancens betyder for dem hver. Op til brylluppet melder den ene katastrofe sig efter den anden på grund af parrets dybe forskelligheden, men den største katastrofe af dem alle finder sted, da prinsen og prinsessen begge bliver kidnappet af deres svorne fjende. På trods af forskelligheder og et fælles ønske om ikke at skulle giftes med hinanden, begynder et farefuldt eventyr, hvor de er nødt til at opgive fordommene om den anden, for at holde sig selv og muligheden for fred på tværs af grænserne i live.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Julia Golding, var da jeg for mange år tilbage læste “Dragonfly” for første gang. Siden dag har jeg læst den talrige gange, og når historien når sin ende, har jeg altid svært ved at slippe den igen. Selvom der hvilen en hvis forventelighed over bogens handling, er dens mange krumspring ganske uforudsigelige. Golding tager sine læser med på tværs af ukendte landegrænser og introducerer hele folkefærd og deres skikke, der alle er dybe kontraster til hinanden. Men den største er uden tvivl at finde hos Taoshira og Ramil, der forskellige er som nat og dag. Taoshira er tilbageholdende og skrøbelig, imens Ramil er spøgefuld og exentrisk. Der er mange fare, som de samme må overkomme, men det er forskelligheder, deres denstørste af dem alle.

“A true believer goes on believing even when all else is lost.”

Selvom historien indbyder til mere nærgående dybe hvad angår de mange lande og deres indbyggere, så er “Dragonfly” en virkelig fin og velskrevet historie, der på ingen måder trækker i langdrag. Allerede ved første kapitels begyndelse er jeg gang på gang tabt for omverdenen; historien tager mig altid med storm, selvom jeg kender den så godt efterhånden, og jeg nyder hvert et øjeblik, som jeg tilbringer i Goldings fiktionelle verden, hvor ypperste præstinder hver morgen hilsen Moderen, imens hestefolket spreder støv over stepperne, når de ridder tværs gennem landet. Goldings verden er fyldt med forskelligheder og har meget at byde på, selvom hun ikke dvæler for længe ved den. I stedet rettes hendes fulde opmærksomhed mod Taoshira og Ramils færd for at komme tilbage til prinsen kongerige efter deres kidnapning.

Noget af det, som jeg for alvor holder af ved bogen, er hvor mærkbar karakterernes udvikling er. Den sker gradvist og den er tydeligt, dog uden at de hovedløst skifter synspunkter for dermed at rette ind efter forfatterens ønske om historiens gang. I stedet blomstrer de begge for øjnene af hinanden, med hinanden. De er begrænset af deres egen uvidenhed om hinanden og deres landes traditionbundne skikke, sådan at de ikke ser potentialet i hinanden. Deres dybe forskelligheder før dem til at umage par, som dog er helt rigtige for hinanden. Både Ramil og Taoshira stråler som klare stjerne i deres portrætter, der navigerer læser gennem en ukendt verden af konstant voksende spænding. Selvom Golding i høj grad fortæller en historie om at overkomme fordomme og se hindides dem i mødet med andre mennesker, fortæller hun også en hæsblæsende historie, der får tiden til at flyve ubemærket forbi.

“I suppose I’m left with me, whoever that is these days.”

Slutningen stod tydeligt for mig, første gang jeg læste bogen, men det var vejen dertil, der er interessant. Kærligheden er ikke påtrængende, selvom det er tydeligt, hvor Golding gerne vil hen. Hvad der begynder som en umulig romance, formår Golding at vende på troværdigvis ved gradvis at lade karaktererne komme ind på livet af hinanden. Deres voksende følelser ændres derfor ikke på et splitsekund. I stedet vokser de med hinanden, og hvert et skridt de tager er i retning af en blomstrende følelse. I takt med Ramil og Taoshiras ufrivillige eventyrsfærd udfolder sig, gør kærligheden det også, og således viser Julia Golding,hvordan der helt klassisk kan være en hårfin grænse mellem had og kærlighed.

“The Buried Giant” af Kazuo Ishiguro


“The Buried Giant” af Kazuo Ishiguro, fra forlaget Faber & Faber, udgivet i 2015.

Axl og Beatrice er et ældre ægtepar fra England, der en dag beslutter sig for at rejse tværs gennem landet for at genforenes med deres længe savnet søn. En søn, de af uforklarlige årsager, ikke vidste, at de havde. Da de træder ud af forglemmelsens tåge, træder de i stedet ind i et mærkværdig landskab fyldt med mytiske skikkelser. De får hjælp til at overkomme deres forhindring af en ridder ved navn Gawain, hvor han røber en mørk hemmelighed. Troldmanden Merlin har med hjælp af en drages ånde, henlagt verden i en glemsom tåge, for at bevare freden mellem svorne fjender og dermed forhindre krige at bryde ud. Hvad der begyndte som én færd, bliver pludselig en anden, da Axl og Beatrice sætter ud for at dræbe dragen og ophæve fortryllelsen med de uvisse konsekvenser, det end måtte have.

Det er ti år siden, at Kazuo Ishiguro sidst skrev en roman. Siden “Never Let Me Go” har hans forfatterskab været stillestående, og resten af verden har ventet i spænding med mange forhåbninger. Da “The Buried Giant” udkom sidste år, læste jeg den på en regnvejrsdag i november langt hurtigere, end jeg havde forventet jeg ville. Jeg var forbløffet, målløs, og samtidig så tom for ord, at jeg først nu er ved at have samlet dem i en nogenlunde orden. “The Buried Giant” føles ikke som en Ishiguro roman. Der er noget over hans leg med genrer i denne, som udvisker dem fuldkomment og gør, at den placerer sig i et grænseland mellem mange. Selvom flere af hans romaner placerer sig sådan, er der alligevel en vis følelighed med dem, som der ikke er med denne. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvorvidt denne er en fantasyroman, en leg med magisk realisme eller historisk fiktion, der omfatter myter og sagn.

“How can old wounds heal while maggots linger so richly?”

Længe efter den siste side, vedblev “The Buried Giant” i mine erindringer, hvor jeg vendte og drejede historien til ukendelighed. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om min vurdering af bogen, og jeg kunne slet ikke finde ståsted med hensyn til, at den er skrevet af Ishiguro, hvis andre romaner jeg beundrer. Samtidig er “The Buried Giant” fuldstændig umulig at sammenligne med hans andre romaner, fordi den er anderledes. Selvom den gjorde mig svimmel med sine mange mytologiske referencer og til tider groteske scener, som jeg ikke altid forstod, så tog den mig også med storm på en måde, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg elskede den ikke ved dens slutning. Faktisk lukkede jeg bogen undrende og satte den tilbage på sin plads i reolen. Det var først længe efter, at at jeg forstod, hvor veludført den er. Når Ishiguro skriver berettende om ægteparret og deres omgivelser, er det med en vis distance. Selvom jeg holder meget af Axl og Beatrice, så kender jeg dem ikke, fordi jeg aldrig rigtig kom ind under huden på dem, og jeg tror på, at det er en helt bevidst strategi fra forfatterens side, fordi det skaber en form for eventyrstemning.

Jeg tror på, at der findes flere måde at opdage vidunderlige bøger på. Nogle gange ved man det efter blot få siders læsning, imens andre først bliver det langt senere end det sidste punktum, og “The Buried Giant” er en af den slags romaner. Handlingsmæssig er bogen meget middelmådig, men det er i virkeligheden måde, hvorpå den bliver hos sin læser så længe efter, som understreger hvor god en bog, den egentlig er. Det er en roman, som stiller mange spørgsmål, uden nødvendigvis at svare på dem. I stedet overlades de til læseren at besvare, på samme måde som romanens meget omdiskuterede slutning. Er det bedre at leve lykkeligt i uvidenhed, eller bør sandheden komme frem i lyset med de konsekvenser, der end måtte følge? Det er bare et af de mange spørgsmål, som ligger til grund for romanens struktur, og som strækker sig igennem handlingens gradvise gang som et evigt knudepunkt.

“But then again I wonder if what we feel in our hearts today isn’t like these raindrops still falling on us from the soaked leaves above, even though the sky itself long stopped raining. I’m wondering if without our memories, there’s nothing for it but for our love to fade and die.”

Jeg forstår godt, hvis fans af Kazuo Ishiguro er blevet skuffet efter hans skrivemæssige dvale. Det gør jeg virkelig, for “The Buried Giant” føles ikke som en typisk Ishiguro roman. Snarer er den alt det, som han som forfatter ikke er. Alligevel kan jeg ikke lade vær med at tænke, hvor sigende denne roman er for hele hans forfatterskab. Den vidner om dybder, som vi som læsere endnu ikke er bekendt med, samtidig med at den understreger hvad Ishiguro kan som forfatter. På trods af den svimlende effekt, den havde på mig, er det en bog, som jeg har lyst til at genlæse, og jeg tror det vil være med fordel. Dens mange niveauer, lag og referencer fortjener at blive genlæst, de skal trækkes ud af deres umiddelbarheds skygger og studeres i sollyset. Jeg tror, jeg vil gøre det, og jeg tror, at det bliver snart.

Nyt år; nye bogudgivelser


Der er mange ting, som jeg holder af ved årsskiftet. Jeg holder af tanken om nye begyndelser, om at kunne starte forfra og viske tavlen ren. Jeg holder af at se himlen eksplodere i en farveregn af brag, og jeg holder af at gøre det med med mine nærmeste. Samtidig vokser en spirende glæde også i maven på mig ved tanken om de mange kommende udgivelser, som bare venter på at blive opdaget: titler som jeg længe har sukket efter og ventet tålmodigt på, og bøger som jeg slet ikke vidste, at jeg manglede i min samling, men som jeg pludselig gør. Ved årsskiftet har jeg brugt en en del tid på at danne mig et overblik over nogle af de kommende titler på bogmarked i år, og der er allerede så meget at glæde sig til. Min liste nedenfor er en sparsom men broget samling af nogle af de bøger, som jeg glæder mig særligt til at læse inden for de kommende måneder.

  • D. 10/02: “Byen Brænder” af Garth Risk Hallberg. Omtalen har ikke været til at undgå; en af årets helt store bøger, bliver den debutroman, som en forfatter er blevet betalt højest for – nogensinde. Samtidig har den taget 14 år at skrive. Det er jeg selvfølgelig nødt til at opleve. Den knap 1000 siders lange roman handler om skæbner og skikkelser, der bindes sammen i New York i 70’erne ved urimelige begivenheder. Jeg må og kal opleve det!
  • D. 1/3. “The Girl Who Raced Fairyland All the Way Home” af Catherynne M. Valente. Første gang jeg læste om pigen September, der bogstavelig talt blev båret af vinden ind i et eventyrligt og undrende land fyldt med feer og finurligheder, vandt historien ubetinget mit hjerte. Siden da har eventyrene været mange, og nu er det tid til at tage vemodigt afsked med de karakter, jeg er kommet til at holde så meget af
  • D. 15/3: “Skæbne og hævn”af Lauren Groff. Umiddelbart sagde titlen mig ikke noget og det gjorde forsiden heller ikke. Dog er der noget i ordene bag på bogen, som min opmærksomhed alligevel ikke helt kan slippe. Den handler om, hvordan der altid er to sider af den samme historie — selv de, der udadtil virker fredelige og fordragelige, sådan som Lotto og Mathilde ægteskab gør. Jeg tror ikke, at jeg kan lade denne bog gå mig forbi.
  • D. 7/4: “The Jungle Book” af Rudyard Kipling. Jeg har læst Kiplings berømte fortælling, men af en eller anden grund erden ikke at finde i min bogreol. HarperDesigns nye udgave af “The Jungle Book” passer helt perfekt til den udgave af “Peter Pan”, som jeg allerede ejer med sine mange interaktive elementer, farvestrålende illustrationer og skøre påfund. Jeg glæder mig til at forevige den i min samling og genlæse den.

Hvilke udgivelser glæder I jer til i år 2016?