“The Lion, the Witch and the Wardrobe” (The Chronicles of Narnia #2) af C.S. Lewis


“The Lion, the Witch and the Wardrobe” af C.S. Lewis, fra forlaget Folio Society, udgivet i 1996 (org. udgivet i 1950).

“The Lion, the Witch and the Wardrobe” er oprindeligt skrevet til Lewis’ guddatter, Lucy Barfield, og handler om krigens rasen. Fire børn, Peter, Susan, Edmund og Lucy Pevensie, sendes på det idylliske land hos en gammel professor i hans store hus, imens himlen i London flænges af eksplosioner, umenneskelige skrig og bombardementer. I professorens hus fordriver de fire børn dagen med leg og mundhuggeri, og da beslutningen om at lege gemmeleg i det store hus bliver taget, forvilder den yngste, Lucy, sig ind i et kæmpemæssigt rum. I rummet står et garderobeskab, og for ikke at blive fundet af sine søskende for hurtigt, kravler hun ind i garderobeskabet for at gemme sig. Hvad hun ikke ved er, at skabet er en portal til et fjernt rige, hvor evig vinter hersker under styret af en kold Isdronning, der leder efter de forsvudne arvetager til Narnias trone. Lucy knytter bånd i Narnias vinterverdenen, overbeviser sine søskende om dens eksistens, og da udfolder landet sig for øjnene af dem, hvor bjerge rejser sig i det fjerne, hvor ulve hyler sultens, og frosne floder skære igennem landskabet, som børnene må vandre igennem. De bevæge sig uvidende i retning af en kollision mellem det gode og det onde, og som får den mægtige løve Aslans brøl til at skærer igennem det endeløse land.

Jeg har kendt Narnia lige så længe, som jeg kan huske. Hver decembermåned sad jeg troligt foran fjernsynet for at se tegnfilmsfilmatiseringen af C.S. Lewis’ mesterlige fortælling, men først langt senere fandt jeg frem til bogen og lod mig indhylle i dens altomsluttende vinterkulde og unægtelige magi. Narnia er nostalgi; det er den boglige verden af alle, som jeg allerhelst kunne tænke mig at træde ind i, og dens mange vinterkolde beskrivelser er så mærkbare, at alene det at holde om bogens sider får kulden til at brede sig fra fingerspidserne og ud i resten af kroppen. Isen har dog aldrig nået mit bankende hjerte, der altid har holdt mig varm, når jeg genlæste Lewis’ forunderlige historie, og sådan er det stadig den dag i dag, for som Lewis selv skriver, én gang konge eller dronning af Narnia, altid konge eller dronning af Narnia. Forfatterens beskrivelser af sne, vinter og børnesind er lette som de snefnug, der falder i Narnia og hans fantastiske landskab, der ikke alene virkeliggøre omgivelserne for læserens indre blik, men som også kan mærkes i kulden fra ordene og blødhed i Aslans manke. Sproget er fortalt med indvendinger fra fortælleren, som var det en overlevering af en sandfærdig historie, der altid har givet mig lysten til at gennemsøge ethvert garderobeskab.

“If you’ve been up all night and cried till you have no more tears left in you – you will know that there comes in the end a sort of quietness. You feel as if nothing is ever going to happen again.”

Narnia er først og fremmest et eventyrlig historie om fjerne kongeriger beboet af talende dyr og mytiske væsner fra alverdens sagn, men det er også en historie om fire børns håndtering af krigens umenneskelige kår. Rejsen til Narnia er aldrig en flugt fra virkeligheden, men derimod en forholdelse til den. Lewis’ vintereventyr er spektakulært og enestående i al sin simpelhed; historien er lineær og letsindig, og alligevel balancerer den med nogle livstunge tematikker set i børnehøjde. “The Lion, the Witch and the Wardrobe” fremkalder stærke følelser; selvom jeg kender handlingen fra ende til anden, som Lucy kender garderobeskabet, er det altid med tårer i øjnene, at jeg læser passagen, hvor Aslan med stor tilgivelse tager Edmunds plads i Isdronningens hæslige spil, og p samme måde føler jeg altid en sten falde fra mit hjerte, når det store stenbord flækkes. Jeg græder altid med Susan og Lucy, og smiler med alle fire børn, når foråret melder sin ankomst. Jeg er så stor en del af bogen, og den en stor del af mig.

“Some day you will be old enough to start reading fairy tales again,” sagde C.S. Lewis en gang, og jeg kan ikke lade vær med at nikke anerkendende af hans velvalgte ord. “The Lion, the Witch and the Wardrobe” er for mange en børnebog, og det starter også for mange med at være det, men med årene er den vokset med mig og jeg med den, og selvom jeg ser noget andet i den i dag, end hvad jeg gjorde første gang jeg læste den, så er det med samme iver, at jeg vender tilbage til den hver december. For intet i verdenen vil jeg være foruden at træde forbi lygtepælen, der adskiller vores verden fra Narnia og tage til teselskab med faunen Tumnus, eller træde ind i det kæmpemæssige klædeskab. Peter, Susan, Edmund og Lucy er fire vidt forskellige børn med vidtrækkende personligheder som Narnias landegrænser; Peter er den voksne og retfærdige, Susan er den fornuftige, Edmund er den skeptiske men modige, og Lucy er den godhjertet og tilgivende; der sammen bliver de enkeltestående brudstykker en vældig mosaik af sider og lag, som skaber et hele billeder af troværdige ansigter som komplette og fyldestgørende skikkelser opbygget af godt og ondt uden at gøre dem sorte og hvide, som det bedst ses ved hr. Tumnus og Edmund Pevensie, der formår ændre skæbne.

“If ever they remembered their life in this world it was as one remembers a dream.”

Selvom jeg aldrig selv har kravlet igennem garderobeskabet og ind i Narnia, så føler jeg alligevel, at jeg har alene ved at åbne bogen; at åbne en bog er som at træde igennem en portal ti en anden verden, og derfor fandt jeg med Lucy frem til det famøse garderobeskab og fulgte nysgygerigt i hendes fodspor ind i en snedækket verden. The Chronicles of Narnia er ofte blevet kritiseret for dens bibelske referencer og kristenlige budskaber, men det er altid noget, som jeg bestræber mig på at læse hen over. Lewis har meget muligt skrevet bogen ud fra de overbevisninger, men det er ikke sådan, at jeg læser bogen. Dens enkle præmis, som forgrener sig ud mellem siderne med en stort allegorisk fantastisk verden, er en effektiv måde at fortæller historier på, og som får den til at give genlyd i så mange år efter sin udgivelse, uden at det slider det på selve fortællingen. Narnia-universet er ikke perfekt, men det er perfekt for mig. Det har i mange år været et evigt tilflugtsted for mig at komme, når tilværelsen blev tung. Her følte jeg mig hjemme. “The Lion, the Witch and the Wardrobe” er en velfortalt historie om en snedækket verden, der kysser kinderne røde af frost, og jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at kravle gennem garderobeskabet og træde forbi lygtepælen.

5 thoughts on ““The Lion, the Witch and the Wardrobe” (The Chronicles of Narnia #2) af C.S. Lewis

  1. Det lyder som, et helt fantastisk eventyr, som jeg bare må læse! Men måske jeg er heldig (igen) at finde den bestemte og rigtige udgave til næste år.
    Og wauw, hvor er dine billeder så skønne, fine og varme! En dejlig anmeldelse, der gør at jeg ville ønske, at jeg straks kunne kravle under dynen og træde gennem garderobeskabet, og nyde den vinterhvide og fortryllende verden, som åbner sig i ” “The Lion, the Witch and the Wardrobe”.

    1. Det er uden tvivl en af mine yndlingsbøger. Den er så hjertevarm og eventyrlig. Alene tanken om den giver mig lyst til at læse den — selvom jeg jo lige har gjort det!

  2. Nice writing. I had to google translate and read. But I just couldn’t ignore it as your pictures are so so lovely. Lovely editions of Narnia.:)

    1. Why, thank you! I hope Google Translate didn’t make a fool of me. :D
      I absolutely adore these editions too – so lovely! Thanks for reading.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.