“Round the Christmas Fire: Festive Stories” af Nancy Mitford m.fl.


“Round the Christmas Fire: Festive Stories” af Nancy Mitford m.fl., fra forlaget Vintage Classics, udgivet i 2013.

“Round the Christmas Fire” er en samling af vinterkolde noveller, der får juleglædens varme til at brede sig fra hjertet og helt ud i fingerspidserne. Historierne er fulde af vintergys, juleminder og snefyldte dagbogoptegnelser fra fjerne tider. Selvom alle historierne i højere eller mindre grad ringer julestemningen ind med deres hjertevarme atmosfærer, er forfatterne alle meget forskellige. Edith Wharton bidrager med en isnende spøgelseshistorie, Dylan Thomas fortæller om sin vinterbarndom i Wales og O. Henry understreger julens vigtigste moraler i sin korte novelle.

Da jeg åbnede for “Round the Christmas Fire” var jeg ikke forberedt på at blive så opslugt af de mange forfatteres vinterfortællinger, som jeg blev. Jeg forventede, at jeg kendte dem på forhånd, fordi jeg har læst så mange julehistorier, og selvom jeg kendte flere af novellerne, genlæste jeg dem med samme iver som de ukendte. Jeg nød hver et øjeblik af denne bog, hvis forside er meget sigende i sin afspejling af bogens indhold; igennem et vindue ses en familie samlet om i en dekorativ stue i skæret fra ilden i pejsen og juletræet funkler med al sin pynt. Denne forventningsfulde stemning lige inden gavebåndet brydes og stuen forsvinder i lyden fra det knitrende gavepapir, mærkede jeg stemningen, glæden og varmen som kun julen kan fremkalde. Det er en ganske særlig stemning. Derfor lænede jeg mig tilbage med en særlig ro og med et bankende hjerte fulde af forventninger, imens jeg lyttede til en masse kærlige stemmer og lod mig opsluge.

“One Christmas was so much like another that I can never remember whether it snowed for six days and six nights when I was twleve or whether it snowed for twelve days and twelve nights when I was six.” Dylan Thomas

Det smukkeste ved “Round the Christmas Fire” er afgjort hvor mange glemte perler, bogen gemmer på, for selvom den er fyldt med velkendte historier som Truman Capotes bittersøde juleminde, O. Henrys fortælling om to elskendes forsøg på at opfylde den andens inderste ønske ved selv at give afkald på noget kært og Charles Dickens med et uddrag fra “A Christmas Carol”, så er den også fyldt med nye og undervurderede historier. “Christmas is a Sad Season for the Poor” af John Cheever er kendt af alt for få, og er en ærlig historie om en fattig hotelarbejder, der fortæller alle gæsterne om sine trange kår i juletiden. Novellen er til dels en fortælling om en mand, der hader julen, fordi han ikke har råd til at fejre den, og fordi han er tvunget til at se andre fejre den i overflod. Samtidig viser Cheever også hvorfor gaver betyder så meget for os, og hvorfor de sommetider kan være bedre at give end at modtage. Jeg læste for første gang novellen sidste jul, og den efterlod mig imponeret. Det er uden tvivl en novelle, jeg vil genlæse ved juletid fremover.

“Jeeves and the Yule-Tide Spirit” af P. G. Wodehouse efterlod mig storgrinende over butlerens påtagede korrekthed og tørre konstateringer over for sin herre. Han tager ham ved næsen, og vandt mit hjerte. Novellen er en pefekt afbilledening af den britiske humor, når den er bedst, og jeg elskede det. Edith Nesbit fortæller en hjertevarm og komisk fortælling i “The New Treasure Seekers” om et par velvillige børn, der forsøger at komme i julestemning ved at tigge penge til at bage en tærte fyldt med rosiner og bær, som de har vasket med sæbe, og i Edith Whartons “Afterward” forvandles den klassiske julestemning til en anden, da novellen handler om tab og sorg. Historien passer helt perfekt ind i “Round the Christmas Fire”, fordi den handler om sammenhold og fællesskabsfølelse, noget som gør den til en julehistorie. Jeg kunne med lethed fremhæve hver og en af de mange fine julenoveller, for de fortjener det.

“But it was good to think he had this to come back to, this place which was all his own, these things which were so glad to see him again and could always be counted upon for the same simple welcome.” Kenneth Grahame

På blot 270 sider spiste jeg julemiddag med Kenneth Grahame, tog på gaveindkøb med O. Henry og forsvandt i en gaveregn med John Cheever. Jeg slentrede ned af snedækkede gader med Dylan Thomas, og kom i julestemning med Charles Dickens. Jeg har læst så mange klassiske julehistorier, at det kom helt bag på mig, hvor mange i denne samling, jeg slet ikke kendte; “Round the Christmas Fire” er en vidunderlig samling af julefortællinger i enhver afskygning, og som på trods sin adspredelse alligevel binder novellerne sammen på tværs af temaer. Samlet fortæller de en fælles historie om netop det, som julen handler om, og bogen i sig selv var en sirligt givet gave. Jeg følte mig som et barn igen med forventninger om en stemningsfuld og magisk aften ved den knitrende pejs og det strålende juletræ med og en samlet familie. Forsiden til bogen er derfor så velvalgt, fordi novellerne læses med undertoner af oplæseri, og jeg følte virkelig varmen fra pejsen, men den sande varme jeg følte var fra historierne, der så inderligt vandt mit hjerte.

2 thoughts on ““Round the Christmas Fire: Festive Stories” af Nancy Mitford m.fl.

  1. Hvor er det dejligt at læse om den stemningsfulde læseoplevelse! Jeg savner et større udvalg af gode, hyggelige julehistorier (der IKKE er chick lit), og denne lyder helt sikkert som en bog, jeg bør overveje :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Udvalget af jule chick-lit er enormt, og jeg savner virkelig også et langt større udvalg af julebøger uden for den genre. Den her bog er virkelig en fin samling af skønne julehistorier.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.