“Postbuddet ringer altid to gange” af James M. Cain


“Postbuddet ringer altid to gange” (org. titel “The Postman Always Rings Twice”) af James M. Cain, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1934). Læst på dansk – originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

James M. Cains debutroman er fyldt med svimlende følelser; Cora lever i et kærlighedsløst ægteskab med sin ældre mand, men da hun møder dagdriver Frank, der frekventerer Californiens landeveje uden formål eller omtanke, vælter følelserne frem. Kærligheden blomstrer og begæret brænder. Frank får på arbejde på den diner, hvor de mødes, og som Coras mand ejer. Når han vender ryggen til, kaster det forelskede par sig feberhedt over hinanden uden tøven. Cora længes efter at blive fri af sin ægtemands lænker, og sammen begynder de at lægge en plan for, hvordan de kan skaffe Coras ægtemand af vejen en gang for alle. Det er dog ikke helt så ukompliceret, som det ellers lyder…

“Postbuddet ringer altid to gange” er en bog, som jeg kun kendte af navn, hvis indhold var mig ukendt. Den ledende titel henledte dog mine tanker på en umulig kærlighed, der ikke kender nogen grænser, og det viste sig at være præcis det, som bogen er. Derimod var jeg ikke forberedt på dens nærmest komiske dimension; Cora og Franks desperation og frembrusende følelser fik mig ikke kun til at trække let på smilebåndet, men fremkaldte også grine mildt og ryste på hovedet. Der er en generel desperation i bogen af langt mere alvorlig karakter. Bedst som kærligheden mellem Cora og Frank synes at have vundet over resten af verden, begynder de at vende sig mod hinanden med beskyldende fingerpeg og håbløse skænderier der tager afsæt i egen indre frygt for at verden skal finde ud af, hvad de har gjort. Hvor jeg tidligere grinte, forstømmede denne nu til fordel for en overdøvende stilhed, der gav mig hjertebanken.

“I morgen aften skal jeg kysse dig, hvis jeg kommer tilbage. Dejlige kys, Frank. Ikke drukne kys. Men kys fulde af drømme. Kys, som kommer fra livet og ikke døden.”

På blot 169 sider skaber forfatteren en svimlende romance, der viser mennesket fra nogle af sine værste sider, når tvivlen sætter ind og ond cirkel skabes. På trods af det sparsomme sideantal, formår han at fortælle en levende og kompliceret historie, der kan bringe et væld af murstensromaner i knæ med den velkendte historie om et trekantsdrama. Cora er den klassiske femme fatale, der bliver begge mænds undergang, men i dette tilfælde forsegler hendes stormende følelser også hendes egen skæbne. På mange måder minder historien mig om Émile Zolas “Thérèse Raquin”, men dette er kun på formniveau; historien har ikke den tilsvarende dybde, fordi Coras desperation er lige så frembrusende som hendes følelser og mangler enhver form for rationalitet. Ikke at Thérèse besidder denne, men hvor hun tøver et split sekundt handler Cora uden at blinke, og tilsvarende Thérèses romance, blomstre en giftig besættelse.

Selvom romanen i høj grad er grafisk i sine beskrivelser, er disse ikke at finde i metaforer eller ved at dvæle ved detaljernes inderlighed. Derimod er bogen grafisk i form af sit meget nøgterne sprog. Sommetider opnår hans sprog en næsten simpel skønhed, mens det andre gange er uudholdeligt ækelt, og jeg må nok indrømme, at jeg ofte fandt sproget for simpelt, selvom dens sprogblomster heller ikke er til at tage fejl af. Jeg elskede dem, men de forsvandt også hurtigt i det ellers neutrale sprog. Jeg længstes mod en større dybde og en altoverskyggende inderlighed i romanens ord, men efter at have læst bogen, tror jeg måske at det ikke er det, som det i virkeligheden handler om. Nogle gange er kærligheden så feberhed, at dens inderlighed helt ville forgå i stormfulde beskrivelser, men derimod fremstå klarest med de mest simple ord. På samme måde som Cora og Frank er bundet af handlingen, følte jeg mig bundet af ders fortælling, der ledte dem tættere på afgrundens dyb, og jeg var villig til at følge med dem ned i mørket; fra første gang Cora og Frank kaster sig over hinanden, igangsættes en række plotmæssige tandhjul, der ikke kan stoppes, får romanens sidste punktum er nået, og jeg havde ikke i sinde at stande historien før.

“Når der er kommet frygt ind i kærlighed, så er det ikke kærlighed mere. Så er det had.”

“Postbuddet ringer altid to gange” er på mange måder en klassisk mørk historie om en affære, hvis følelser ikke kan tæmmes, men dens usædvanlige slutning efterlod mig åndeløs, selvom Cora og Franks forhold var dødsdømt fra starten, og det hele ender fatalt. Cora og Frank kæmper i kærlighedens navn, men deres skæbne er forlængst bestemt, og der er intet de kan gøre, for at undslippe den. Selvom historien gentager sig selv og forløber i en ond cirkel af kærlighed, had, udlevering og forræderi, så er der også øjeblikke, hvor man som læser tror på, at deres kærlighed er stærk nok til at vinde, og da braser den som en sæbeboble. James M. Cain bringer udsagnet om, at kærlighed vil overvinde alt til skamme, når han sender sin læser på en følelsesmæssige rutchebanetur gennem menneskets mørke sider.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s