“Emily’s Quest” (Emily of New Moon #3) af L. M. Montgomery


“Emily’s Quest” af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1927).

Da Emily vender tilbage til New Moon efter sit High School-ophold i Shrewbury er alting forandret. Hendes nære barndomsvenner er spredt for alle vinde for at studere videre, arbejde og opbygge forbindelser, og selv står hun tilbage på sin tantes gård med et tungt hjerte. Selvom hun kaster sig over sine manuskripter i et forsøg på at skrive sig ud af sorgen, er en fortryllelse fra hendes verden forsvundet. Ethvert skrevet ord forekommer hende ubrugeligt eller ligegyldigt, og flere af hendes skriverier ender som aske i pejsen. Sorte skyer trækker sig sammen over Emily, og binder hende til sengen og hendes egen melankoli. Drømmene forsvidner ud af vinduet, og pen og papir ligger uberørt i skivebordsskuffen. Men selvom hun overgiver sig til andres drømme og forhåbninger, plages hun dagligt af sine egne, der nægter at lade sig opgive.

Der er noget sælsomt over “Emily’s Quest”, som ikke er at finde i de forgående bøger; en uigenkaldelig melankoli hviler over siderne, og hjemsøger dem med mørke, og hvert ord gav et smertefuldt stik i hjertet. Jeg begræd Emilys efterladte situation, nu hvor vennerne er spredt for alle vinde, og hun selv står tilbage med manglende tro på sig selv, og fantasi til at finde på. Hun bekræftes gang på gang i, at hun ikke er god nok til det, som hendes hjerte banker for, og derfor forsøger hun at gøre det, som hun alle dage har fået besked på: hun lægger pennen fra si. Jeg bladrede min vej igennem denne bog på én enkelt aften, og da den sidste side var vendt, bankede mit hjerte hårdere end nogensinde for Emily Byrd Starr. Lige siden har jeg haft svært ved at gengive min kærlighed til “Emily’s Quest”, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde vil finde de helt rigtige ord, uanset hvor mange gange jeg forsøger at omskrive dem.

“The ghosts of things that never happened are worse than the ghosts of things that did.”

“Emily’s Quest” er en af de sjældne bøger, der får læsningen til at tage fart, og som forsvinder lige så hurtigt, som den blivrt påbegyndt. Bogen åbnede et tomrum i mit hjerte, der ikke kan fyldes op med andet end Montgomerys melankolske og sommerfuglelette ord. “Emily’s Quest” er den mest atypiske af alle tre bøger om Emily; hvor de tidligere bøger er letsindige og sødmefyldte, er denne langt mere dyster og mørk. Emily oplever det, som så mange andre før hende: hun oplever ordenes kraft sviger hende, og derfor svigter hun også dem. Hendes papirslot braser som en skrøbelig sæbeboble, og hendes verden forandres på et splitsekund.

“Emily’s Quest” er en lang og indviklet kærlighedshistorie, der involverer et hint af det overnaturlige og uforklarlige, talrige misforståelser og en beslutning der er lige ved at få det hele til at gå galt og sætte endegyldigt punktum for Emilys skæbne. Heldigvis tager Emily sig selv alvorligt, retter ind efter eget fokus, og lykken tilsmiler hende på retfærdigvis. Barndomsvenner bliver til kærester, men vejen dertil er lang og kompliceret. Hvor jeg fandt “Emily Climbs” lang og handlingsnedtonet, er denne dens komplette modsætning; jeg kunne slet ikke få nok af Montgomerys ord og Emilys turbulente liv, og jeg sad derfor længe efter det sidste punktum med bogen knugende ind mod mit bryst, for denne tredje og afsluttende bog om den kære Emily, er noget ganske særligt.

“Night is beautiful when you are happy — comforting when you are in grief — terrible when you are lonely and unhappy.”

Selvom jeg altid har fundet Emily troværdig i de to første bøger, er den Emily man møder i “Emily’s Quest” er en helt anden Emily, end den håbefulde Emily man vinkede farvel til i “Emily Climbs” og den stordrømmende Emily i “Emily of New Moon”. Hun får en dybde, som jeg ikke troede var mulig, og hun er næsten til at række ud og føle på. Emilys håb og drømme brister, fordi de baserer sig på en tolvåriges forestillinger om verdenen, hvilket hun selv indser så mange år senere, og det giver hjertekvaler. For mig er Emily ikke blot en fiktive karakter i et fiktivt univers, hun er lige så virkelig, som de ord, hun er gjort af. Montgomery skaber håb, selv når håbet er forsvundet, og månebarnet Emily forbliver en genstand for evig beundring. Af samme grund er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil vende tilbage til New Moon igen, at mit besøg vil blive snart.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s