“The Remains of the Day” af Kazou Ishiguro


“The Remains of the Day”af Kazou Ishiguro, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1988).

Butleren James Stevens har arbejdet på Darlington Hall i årevis, hvor han har tjent en britisk aristokrat. Palæet overgår dog efter Anden Verdenskrig til en ny ejer, som Stevens nu arbejder for. Den nye australske ejer, tilbyder ham et par dages frihed, og Stevens, der aldrig har haft en eneste fri dag, tager imod tilbuddet, for da at besøge en forhenværende husholderske, der plejede at arbejde på Darlington Hall. Da han starter sin bil, begynder også en seks dage lang rejse. På vej mod sin tidligere kollega, glider landskabet forbi og forandres, og Stevens glider langsomt ind i melankolske tilbageblik.

Det var med en kriblen i fingrene og forventninger i hjertet, at jeg satte mig tilrette i min lænestol med Kazou Ishiguros “The Remains of the Day”. Bogen har delt vandene, og jeg forstår hvorfor. Det er ikke en roman, der har handlingen som omdrejningspunkt, men er derimod en meget stilfærdig og selvreflekterende fortælling. Det er uden tvivl den mest plotløse bog, jeg nogensinde har læst, og forfatteren forsøger end ikke at give en illusion om en plotlinje. I den simpleste betydning, handler “The Remains of the Day” om en butler, der tager på en længere køretur for at møde en gammel kollega, og overbevise hende om, at hun bør komme tilbage til sit gamle arbejde. Bogen og dens simple plotlinje snød mig, men jeg forelskede mig i dens rolige fortælling.

“Indeed — why should I not admit it? — in that moment, my heart was breaking.”

Til at begynde med grinte jeg over den følelsesmæssigt afstumpede Butler og hans britiske korrekthed, og den simple handling forekom mig næsten komisk. Da skete der noget, som jeg ikke helt kan præcisere, hverken i forhold til hvad der skete, eller hvornår det skete, men ganske langsomt skiftede fortællingens tone og blev melankolsk i takt med at Stevens begiver sig ned af mindernes vej. Hvor jeg får rystede på hovedet og kluklo, sad jeg i stedet med en følelse af ubehag, som var mærkbar helt ud i fingerspidserne, for lige så stille, side for side, nedbryder “The Remains of the Day” sig selv. Hvad der starter som en komisk fortælling om en britisk butler, bliver til en ensoms mands tragedie. Stevens er en kold og distanceret mand, hvis hverdag består i at organisere og tørre støv af, og jeg havde svært ved at tro på hans firkantet væsen. Da gik det op for mig, at det slet ikke er meningen, for Stevens tror ikke engang på sig selv. Ishiguro spillede mime sanser et puds, fik mit hjerte til at bløde, og jeg elskede det.

Ligeledes er han heller ikke nogen troværdig fortæller. Han spinder et spind af distancerede løgne, ikke så meget for læseren, men snarer for sig selv. Det er hans måde at oprette sig selv på, for bag sin ligegyldighed, mekaniske etikette og grundlæggende mangel på interesse for omverdenen, står en knækket mand tilbage, som har taget alle de forkerte beslutninger. James Stevens er en mand, der går på kompromis med sig selv. Stevens liv kredser om erhvervet som butler, og lige så snart han begiver sig væk fra tilværelsens faste og forudsigelige rammer, rammes han af en tvivl, som sender ham på en erindringsrejse, der begynder i 1956. Ude på de åbne veje kan han ikke skjule sig for sandheden. Stevens er en mand, der har været på flugt hele sit liv; han forlod sin far på dødslejet for at gå ind og opvarte gæster, og han undskylder sin tidligere arbejdsgivers, Lord Darlington, sympati med nazisterne med hans status, og han flygter fra en blomstrende kærlighed, som han vælger at se bort fra. Han flygter fra sandheden, fordi sandheden vil få hans verden til at styrte i grus.

“What is pertinent is the calmness of beauty, its sense of restraint. It is as though the land knows of its own beauty, its own greatness, and feels no need to shout it.”

James Stevens er en af de mest interessante karakterer, jeg længe har læst om, på trods af hans ellers mangelende interesse for noget som helst og hans genlyd af ligegyldighed, på samme måde som denne roman er en af de mest plotløse bøger, jeg endnu har læst. “The Remains of the Day” er sådan en stille bog. Den gør ikke noget postyr af sig selv; trænger sig ikke på og forlanger ingen opmærksomhed, og alligevel gav jeg den ubetinget min fulde opmærksomhed. Ishiguro trækker ubemærket i historiens strenge bag kulisserne, der pludseligt river Stevens ud af sin virkelighedsdrøm med en voldsom smerte, der er for dyb til ord, og Ishiguro viser, hvordan alting kan ændre form, hvis man ser det i det rigtige lys. James Stevens indser, for sent, at livet afhænger af små valg og små øjeblikke; en vigtig påmindelse som bør være grundlaget for enhver eksistens, og som samtidig er en uundværlig påmindelse, der gav mig hjertebanken.

Reklamer

2 thoughts on ““The Remains of the Day” af Kazou Ishiguro

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s