“Emily Climbs” (Emily of New Moon #2) af L.M. Montgomery


“Emily Climbs” af L.M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1925).

Emily Byrd Starr har altid vidst, at hun ville skrive, og det er med samme vision, at hun drømmer om at studerer sammen med sine venner på high school i Shrewsbury, men en sådan drøm kommer også med en pris. For at kunne tage af sted, må hun love sin tante, aldrig mere at skrive “noget der ikke er sandt”, og det er med et tungt hjerte, at Emily ligger pen og papir fra sig. Men ordene og fantasien er ikke så let at ligge fra sig, og de kalder dagligt på Emily som kærkomne bekendtskaber, der søger hendes selskab. Emily flytter ind hos sin ulidelige tante, imens hun går i skole, og det forekommer hende næsten som et umuligt løfte, ikke at skulle skrive efter sin fantasi. Samtidig forandrer verdenen sig omkring hende; hun lever en ny tilværelse med sin tante Ruth i en ny by og med en ny skole. Ingenting er længere, hvad det har været, og det samme gælder for Emilys nære venskaber, som hun havde med sig hjemmefra.

Jeg kan ikke nægte, at Emily Byrd Starr har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Hun er beundringsværdig i enhver forstand, og selvom mit kendskab til den skrivende pige er kortvarig, kan jeg på mange måder spejle mig i hendes sind. Jeg beundrer hende for hendes stærke vilje, men også for hendes flyvske fantasi, der fjerner et let slør, der adskiller virkelighedens verden med en større og mere magisk. Hvor “Emily of New Moon” er en sødmefyldt fortælling om en forældreløs pige, der finder en familie og et hjem, er “Emily Climbs” anderledes. Emily er ikke længere den samme naive pige, som hun tidligere var — i stedet er hun en ung pige med et bredere verdenssyn, der dog stadig er svæver på sine håb og drømme. Hendes drømme antager dog en mere konkret form, hvor de tidligere var lige så flyvske som hendes fantasis grænser.

“My pen shall heal, not hurt.”

Der er intet banebrydende eller ravolutionerende ved handlingen i “Emily Climbs”. I stedet følger Montgomery sit stjernebarns skrivedrømme i nogle lidt andre rammer. Selvom Emily har lovet sin tante, ikke at skrive usandheder, bliver skoleavisen alligevel en mulighed for Emily for at realisere sine forfatterforhåbninger; avisens mange afslag vendes til en pludselig styrke, da mange de afslag bliver til mange trykte digte, og selvom man som læser aldrig betvivler Emilys blomstrende talent, så er det tydeligt, at hun arbejder hårdt for at realisere sine drømme. Det er et eventyr i sig selv at følge hende et skridt af gangen. Der er dog noget ved denne efterfølger, som jeg ikke umiddelbart kan sætte en finger på, men som tyngede min læseoplevelse en smule. Måske skyldes det, at Emilys stemme drukner en smule i menneskemængden, fordi studielivet er larmende, forvirrende og sanseberigende, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Måske er det netop denne larm og de mange indtryk som gjorde, at jeg selv druknede en smule i bogen? Selvom jeg ikke sad på kanten med bankende hjerte, som jeg gjorde med den foregående bog, holder jeg forsat af den for dens historie om Emilys pen og dens vej til papiret.

Med et anstrøg af det okkulte åbner Montgomery en dør til Emilys sind, som før kun stod på klem, og hendes nuanceret sind ligger blottet som en uudforsket verden. Hun er overgangen mellem det faktiske og det fantastiske, en mulig portal, og hun vogter grænselandet med sin pen, og hun formår at forene to modsætningsfyldte verdener, som var de to halvdele af samme sandhed. Hun er evigt inspirerende og svær ikke at holde af for sin viljestyrke og realistiske tab af troen på sig selv, hendes evigt genvinding af denne og hendes alsidige sind. Hun er en af den slags personer, jeg ville elske at have i mit liv. Selvom jeg ikke er sikker på, at jeg synes om Emilys skoleliv, som var meget repetitivt, at handlingen til tider gik helt i stå, så er der alligevel noget ved den fortælling, som næsten gør ondt at læse, fordi det er så genkendeligt, så virkelighedstro. Uanset hvad, så banker mit hjerte endnu for det unge pigehjerte.

“The world is always young again for just a few moments at the dawn.”

Montgomery skriver om en fjern fortid, som jeg dog stadig kan nikke genkendende til, for selvom tiderne har forandret sig, er teenageårenes følelseskaos og ambitionens bitre eftersmag stadig de samme. At befinde sig midt i en stormende forelskelse, og ønsket om ubunden frihed er heller ikke forandret, så selvom Montgomery skriver så langt tidligere, giver hendes ord genklang i moderne tid, og gør bogen relaterbar. Der hviler en ro over måden, hvorpå Montgomerys fører sin pen; hendes ord er så velvalgte og rammende, og hendes beskrivelser eksploderer ofte i et festfyrværkeri af atmosfæriske billeder og dybe sanseindtryk. Af samme grund er det svært ikke at holde bare en lille bitte smule af bogen, selvom den ikke er på samme niveau som sin forgænger.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s