Månedlig opsummering: velvillige november


I November: rev jeg en uge ud af min kalender, vinkede farvel til pligter og gøremål, til fordel for at slentre ned af parisiske gader, forsvinde i menneskemængden med min kæreste i hånden, for indåndede byens liv og lykke. Jeg tilbragte timer i diverse boghandlere, hvor mine indkøb øgede mit hjemmebiblioteks størrelse betydeligt. Dagene efter min hjemkomst kunne jeg ikke kende fra hinanden. De var alle ens. Eksamensopgaver begyndte at optage min tid, og min læselyst svandt ind, imens befandt mine tanker sig stadig i Paris.
I november læste jeg: kun 10 bøger.
I november købte jeg: 89 bøger heriblandt Penguins Little Black Classics.
Novembers lyrikvalg: Emily Brontës “The Night is Darkening Round Me”, som var mørk og vidunderlig.
Novembers store læseoplevelse: Faktisk har hovedparten af de bøger, som jeg har læst i månedens løb, alle været ganske gode. Særligt holder jeg af “The Meek One” af Fjodor Dostojevskij, som jeg kunne tale om i timevis, men også Robin Hobbs kæmperoman “The Mad Ship” forsvandt på blot et døgn, og jeg elskede den.
Novembers mest skuffende læseoplevelse: er uden tvivl “Efter dig” af Jojo Moyes. For mig sluttede historien med forrige bogs punktum, og derfor fandt jeg denne helt unødvendig.
Novembers mest mindeværdige ord: “Everyone thinks that courage is about facing death without flinching. But almost anyone can do that. Almost anyone can hold their breath and not scream for as long as it takes to die. True courage is about facing life without flinching.” De prisværdige ord fandt jeg i “The Mad Ship” af Robin Hobb.
Novembers læseklub-læsning: “The Burid Giant” af Kazou Ishiguro som indhyllede mig i en tåge af forvirring, fascination og fortryllelse, og dens tvetydige slutning tog mig med storm.
På decembers læse-liste står der: genlæsninger og nyopdagelser. Jeg har planer om at genlæse min allerkæreste “The Lion, the Witch and the Wardrobe”, som altid formår at bringe mig i julestemning. Jeg vil begive mig gennem snedækkede landskaber med “The Snow Queen and Other Winter Tales”, og varme mig på “Round the Christmas Fire: Festive Stories”. Derudover runder jeg altid min julelæsning af med at genlæse “A Christmas Carol” af Charles Dickens, som er en historie jeg har kendt lige så længe, som jeg kan huske. December bliver en magisk læsemåned.

Hvad fik I læst og oplevet i november? Og hvad står på jeres læse-liste for næste måned?

Penguin Little Black Classics

I fredags skrev jeg, at jeg havde købt nogle bøger, som jeg ville vise frem seperat, og her er de så. Med blot et enkelt klik tilføjede jeg intet mindre end 80 bøger til min samling. De 80 bøger er udgivet af Penguin Classics i anledning af deres 80-års jubilæum. Serien hedder “Little Black Classics”, og hver bog kan købes enkeltvis i England for blot 80 pence — herhjemme er prisen dog en anden. De små sorte bøger med det hvide mavebælte er simple i deres udformning med den lille ikoniske pingvin, der er særdeles elsket, og fordi jeg har for vane at medbringe en bog, når jeg forlader min lejlighed, er der ubesværet plads til et eksemplar i håndtasken. Bøgerne er ikke over 70 sider, og er derfor helt oplagte til at fordrive en stille stund eller på farten. Hver af bøgerne kommer desuden med en varierende bagsidetekst, og jeg holder særligt af citatet på mit, fordi det var nogenlunde den reaktion jeg selv havde, da jeg modtog bøgerne.

Allerede da jeg så bøgerne for første gang, vidste jeg, at jeg blev nødt til at samle dem, og jeg gjorde det let for mig selv, ved at samle dem alle på én gang, selvom det ville uden tvivl have haft sin charme at samle hver af de små bøger enkeltvis efterhånden. “The Nose” af Nikolaj Gogol, “The Yellow Wallpaper” af Charlotte Perkins Gillmans og “The Communist Manifesto” af Friedrich Engels og Karl Marx har jeg allerede læst, en sparsom håndfuld, men det er først nu at jeg ejer et eksemplar af dem. Jeg glæder mig til at læse digte af blandt andet Emily Brontë og Thomas, samt noveller af Elizabeth Gaskells, Charles Dickens og Kate Chopin, som jeg slet ikke vidste fandtes. Denne samling er en verdensomrejse og med bøger fra antikken til 1900-tqllet og med stor geografisk adspredelse lige fra Homer, Anton Chekov til H.G. Wells. Jeg vil bestræbe mig på at læse et par i ugens løb og på den måde sikre mig, løbende at få dem læst.

Penguin Littel Black Classics er udgivet af Penguin. I kan finde en liste over samtlige 80 titler i serien her, og I kan bestille boksen hjem her, hvor jeg selv købte dem.

“Bird Box” af Josh Malerman


“Bird Box” af Josh Malerman, fra forlaget HarperCollins Publishers, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2014).

Da nyhederne melder om besynderlige mord, trækker de fleste på skulderne. Begivenhederne er for uvirkelige til at tage for megen notits af, indtil lignende finder sted lige lige i nærheden, og da breder panikken sig; folk begynder at barrikadere sig, men hvordan barrikaderer man sig mod noget, man ikke kan se? Noget usynligt får folk til at miste forstanden, og i et forsøg på at overleve, blinder den tilbageværende menneskehed sig med bind for øjnene. Solens lys forsvinder til fordel for det alt omsluttende mørke. Malorie gemmer sig i skyggerne med sine to børn, der aldrig har set verdenen uden for, men de kan ikke blive i deres skjul ret meget længere, og med stor tiltro til sine børns skarpe sanser, leder Malorie dem ned af en flod uden vished for overlevelse, for det er ikke kun vinden i sivene og fuglene i trækronerne, som følger deres rejse. Det samme gør det usynlige, det ventende vanvid, og blot et kig ville være fatalt…

Jeg vidste intet om “Bird Box”, da jeg første gang stødte på dens titel. Dens forside var mørk som i en tæt skov, hvor kun ganske lidt lys lukkes ind som et svag hop i det fjerne, og det er præcis hvad bogen er. Handlingen begynder nær dens slutning ved at fortælle om Malorie og hendes to børn, da de forbereder sig på at forlade det sikre mørke for at finde et nyt tilflugtssted, et tilflugtssted som de ikke er sikker på overhovedet er virkeligt. Det der derimod er virkeligt er det uhyggelige som opholder sig sig ude i lyset. Samtidig med at Melorie fortæller om det hjertebankende nu, fortælles hendes forhistorie sideløbende. Her begynder historien samtidig med rædslerne i Rusland, og som langsomt breder sig til resten af verden, hvor vanviddet vælter hverdagen omkuld. Malroie, der er gravid, flygter fra vanviddet og finder vej til et varm favntag i form af en mennesker, der har fundet sammen med et ønske om at overleve.

“How can she expect her children to dream as big as the stars if they can’t lift their heads to gaze upon them?”

Det er svært at beskrive “Bird Box” uden at røbe dens handling, for selvom denne er forholdsvis lige til, så er det de små elementer, som for alvor gør den til noget særligt. Dens koncept om en forfærdelig død ved synet af noget usynligt var fængslende, som det mørke menneskeheden opholder sig i. Malermans sprog gav mig gåsehud ved flere lejligheder. Ikke fordi det var særlig smukt, men fordi den forholdsvis simpelt og kortfattet tone appellerede til mine sanser på den helt rigtige måde. Fordi romanens karakterer ikke kan se det, som driver dem til vanvid, kan læseren heller ikke, og jeg var derfor lige så blind som de var. Beskrivelserne fik mig til at trække vejret hurtigere, for jeg kunne høre vanviddet i stilheden, og mærke dets kolde ånde mod min hud.

Jeg knugede hårdere om bogens sider, da en af beboerne i det mørklagte hus skal hente vand i en brønd i baghaven, hvor han taber sin spand ned i brøndens dyb. Da larmen fortoner sig, tager en ulidelig stilhed over, og det er i denne stilhed, at vanviddet opholder sig. Panikken melder sig instinktivt, og jeg havde nær tabt bogen. Selvom jeg nød bogens psykologiske aspekt, mindede den mig også om afsnittet “Need to Know” fra The Twilight Zone, hvor uvidenhed fører til vanvid. Malerman efterlader sig ganske få svar, men opstiller en række interessante debatter, for hvad nu hvis dette vanvid ikke findes, men at det opstår fordi mennesker tror på det — men er det risikoen værd at se efter? Det spændte mine tanker i med raketfart i kredsløb om sig selv, og jeg kunne mærke uhyggen for alvor brede sig, for dét er i sandhed en uhyggelig tanke.

”What kind of a man cowers when the end of the world comes? When his brothers are killing themselves, when the streets of suburban America are infested with murder…what kind of man hides behind blankets and blindfolds? The answer is MOST men. They were told they would go mad. So they go mad.”

Uvisheden er romanens holdepunkt, og det som binder den samme strukturelt og som helhed. Bogens rolige tempo i begyndelsen var udfordrende, men blev hurtigt afløst af vanviddets indtrængen i Malories liv. Den river nødesløs familiebånd itu, og driver selv de mest velafbalancerede mennesker ud over kanten og ned i afgrunden. Normalt ville jeg havde fundet de manglende svar og sammenhænge problematisk i en bog, men i “Bird Box” giver det mening, fordi ingen med sikkerhed ved noget, og alle er for bange til at undersøge det nærmere. De der gør vil kun se den blå himle over os i brøkdelen af et sekund, før de helt opsluges af vanviddets mørke. Desuden er romanen forfatterens debut, og selvom den er fyldt med fejl og mangler, så fik den også mit bankende hjerte til at overdøve min læsning. Jeg fald ubesværet i søvn med bogen i mine tanker, men da morgengryet kom, i splitsekundet inden jeg slog øjnene op vendte bogens mest mindeværdige ord tilbage til mig: “whatever you do, don’t open your eyes” og jeg skal ærligt sige, at jeg tøvede et kort øjeblik.

“Miss Pettigrew Lives for a Day” af Winifred Watson


“Miss Pettigrew Lives for a Day” af Winifred Watson, fra forlaget Persephone, udgivet i 2008 (org. udgivet i 1938).

Den midaldrende Miss Pettigrew er på udkig efter et arbejde som guvernante for at få hverdagen til at hænge sammen. Da arbejdsformidlingen giver hende en forkert adresse, tager hendes liv en uventet drejning, da hun træder ind over dørtærsklen til Delysia LaFosses hjem. I løbet af det næste døgn gennemgår Miss Pettigrew en usædvanlig forvandling, da LaFosses liv er fyldt med forelskede blikke, talrige bejlere og endeløse intriger. Deres liv er komplette modsætninger; alt hvad den ene længes efter, har den anden, og det er lige præcis det, som gør, at deres spirende venskab vil forandre dem for altid.

Winifred Watsons historie er en henrivende Askepot-fortlling om den ensomme guvernante, Miss Pettigrew, der iføre sig en prætig balkjole og træder over dørtærsklen til et prestigefyldt bal, hvor hun frygter at kærligheden forsvinder ved midnatstid, at fortryllelsen bliver ophævet og hverdagen atter bliver grå. “Miss Pettigrew Lives for a Day” fortæller historien om to kvinders indvirkning på hinanden og den forvandling, de hver især forårsager og er genstand for. Selvom Miss Pettigrew er fast i sine synspunkter, er hun dog tøvende, når det gælder livet; hun ønsker så inderligt at turde leve livet, at det helt forhindre hende i at gøre det. Delysia LaFosses bliver hendes fe-gudmor. Delysia LaFosse lever et følelsesladet og turbulent liv under mange bejleres beundrende blikke, og her hjælper Miss Pettigrew hende til at finde fodfæste i den kaosfyldte kærlighed. Sammmen udgør de en sødmefyld symfoni af liflige toner.

“All these years she had never had the wicked thrill of powdering her nose. Others had experienced that joy. Never she. And all because she lacked courage.”

På blot fireogtyve timer gennemgår Miss Pettigrew og Delysia LaFosse et utal af små forvandlinger. Miss Pettigrew lærer at give slip og gribe livet, at hun er lige så meget i sin gode ret til at indtage dansegulvet og udleve sine drømme, imens Delysia LaFosse, der allerede har alt det, som Miss Pettigrey længes mod, lærer at være viljestærk og ikke lade sig afspise med blomster og beundrende blikke fra de mange gentlemen. Hun lærer at lytte til sit hjerte. Selvom det er ret åbenlyst, at “Miss Pettigrew Lives for a Day” handler om at finde sig selv, så handler den også om at bryde med et forventningsskema om kvinden som det svage køn, men samtidig også som uskyldig. Romanen er fyldt med en underspillet humor og atypiske scener, som bryder med hele eventyrstilen, som da Delysia frembringer en pose med kokain midt i sin dagligstue. Delysia er ingen svag kvinde, da hun driver mænd rundt i manegen og spiller dem ud mod hinanden. Hun drager nytte af deres stereotype karakterertræk, som Watson ubarmhjertigt tilskriver dem, og vender det egen fordel.

Delysia kender ingen begrænsninger, imens Miss Pettigrew ikke kender til andet, og da hun forsøger at gribe ind over for Delysias pludselige frembringelse af stoffer, er det ikke for at understrege hendes syn på dydighed, men derimod at understrege, at livet sagtens kan leves, men at det skal leves med måde og ikke på kanten af sig selv. Det er det samme, som Delysia gør, når hun insistere på at Miss Pettigrew iføre sig en af sine kjoler og tager med hende til fest. Deres venskab er velafbalanceret, fordi de begge til at begynde med er som to fjendtlige poler. Deres indvirkning på hinanden gør, at de hver især tør tage nye og langt mere hensigtsmæssige standpunkter i forhold til at leve livet, og deres nye venskab udgør lige nøjagtigt den støtte, som de begge kræver.

“An attendant hastened to open the door or doors. They passed through. Miss Pettigrew faltered and stopped. An open space, with a shining floor, surrounded by tables, met her gaze. At the distant end the band was silent. All occupants of the tables were free to stare. As Miss Pettigrew gazed panic-stricken, the room grew bigger and bigger. She must walk across that immense floor the cynosure of all eyes. Her courage oozed out of her toes.

Jeg læste “Miss Pettigrew Lives for a Day” en grå regnvejrs dag, men som fik alt omkring mig til at lyse op; på samme måde som historien om Askepot, er denne en sand solskinsfortælling med sine eventyrtræk, men også med så megen humor i dialogen, at pludselige grin gentagende gange undslap mine læber. Romanen er komisk helt ind til sin kerne, og selv da Delysia frembringer euforiserende stoffer og tonen bliver langt mere alvorlig, bliver måden hvorpå Miss Pettigrew griber ind og skyller posens indhold ud i vasken nærmest komisk. Hun springer op fra sofaen med heltemod og stærke intentioner om at redde den stakkels Miss LaFosse fra den fristelse det fremkalder. At læse Watsons fortælling var morsomt, og selvom romanens morale er åbenlys, er den aldrig fingerpegende, men snarer en kærlig påmindelse set i et perspektiv, som er en kærkommen gestus ingen bør være foruden.