Konkurrence #12: En invitation til Bogforum

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Bogforum

Der er visse litterære begivenheder, som jeg altid ser frem til i årets løb. Der er altid en række udgivelsesdatoer, som jeg troligt nedskriver i min kalender, og som jeg tæller dage til. Jeg glæder mig altid til nomineringsforløbet til Man Booker-prisen, og til afgørelsen af den prestigefyldte Nobelprisen i litteratur. Jeg afventer utålmodigt endnu udgivelse af The Happy Reader-magasinet, der udgives en gang i kvartalet, men mest af alt glæder jeg mig til Bogforum. I år bliver dog en smule anderledes, fordi jeg er i Paris i den weekend, hvor Bella Centeret fyldes til renden med bøger og bogelskere, forfattere og forlag. Selvom jeg ikke selv har mulighed for at tage del i messen, har jeg fået muligheden for til at give tre af jer én billet til en valgfri dag på Bogforum den 6. – 8. november.

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en kommentar til dette indlæg og fortælle, hvad I glæder jer mest til at opleve på Bogforum i år. Husk at skrive jeres mailadresse, så jeg kan komme i kontakt med vinderne. Konkurrencen slutter den 29/10, hvorefter jeg hurtigst muligt vil udtrække vinderne. Messens program kan i øvrigt læses her.

“Sammen og hver for sig – og andre noveller” af Virginia Woolf


“Sammen og hver for sig – og andre noveller” (org. titel “A Haunted House and other short stories”) af Virginia Woolf, fra forlaget Rosenkilde, udgivet i 2015 (org. udgivet i 1921). Læst på dansk — originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Efter sin død i 1941 efterlod Virginia Woolf sig et stort og betydningsfuldt forfatterskab. Hun gav efterlod sig en givet stemme til kvindernes rettigheder med “A Room of One’s Own”, og hun satte sit præg på litterære strømninger som begrebet om bevidsthedsstrøm med “Mrs. Dalloway”. Hendes romaner er det, som har gjort hende kendt, men efter sin død efterlod hun også en række noveller, hvor kun en brøkdel allerede havde set dagens lys. Det er noveller der bryder med traditioner og form, som leger med genrer og udforsker den menneskelige bevidsthed, og som kun understreger Woolfs stærke forfatterskab.

Jeg har i årevis beundret Virginia Woolf. Hun er en kvinde, der har haft en vigtig påvirkning af modernistiske strømninger inden for litteraturhistorien, og hendes stemme til kvindekønnet har jeg altid fundet særlig ærbar. Selvom mange af hendes romaner har rolige tempoer, så har jeg altid fundet hendes forfatterskab stormfuldt; hun skriver med sjæl og hjerte, og jeg kunne med lethed citere lange passager fra hendes novellesamling. Woolf har blik for detaljer som gør, at hun ofte bruger naturen til at beskrive menneskelige følelser og sindsstemninger, og hendes betragtninger er dybe som skovsøer, og lige så livlige som skoven selv. Verden forsvandt fuldstændig, da jeg læste “Søens fascination”, og forvandlede sig i stedet til naturgrønne omgivelser med en lille skovsø i centrum. Jeg kunne hører vindens susen i trækronerne, og sivene kærtegne søens blanke overflade.

“Selv når det er koldt og trist, jager daggryet gennem mine lemmer, som var det pile af glitrende, gennemborende is.”

“Damen i spejlet: et genskær” var en sjælden og udsøgt historie, der udspiller sig igennem et spejl. I spejlet ses livet i huset, og selvom læseren ser en dagligdag udfolde sig for øjnene af sig, er det kun det åbenlyse, der lader sig spejle. Husets ejer, Isabella Tyson, ses i spejlet, men hendes historie forbliver anonym. Kun små ledetråde slår sprækker i overenstemmelse mellem spejlet og virkeligheden, og Isabellas historie viser sig, at være en anden, og da jeg havde læst de sidste ord, bladrede jeg tilbage og begyndte forfra. dens genialitet gav mig gåsehud. “Mærket på væggen” fortæller historien om en kvinde, der betragter et mærke på væggen, hvorfra hun sendes på en spekulativ rejse om, hvad mærket kan være. Slutningen er antiklimatisk, og river beskueren såvel som læseren tilbage til virkeligheden og ud af den spekulative drømmerejse.

I forlængelse af, at jeg længe har beundret Virginia Woolf som forfatter, har jeg også fundet hende vanskelig. “Mrs. Dalloway” er en af mine yndlingsromaner, og jeg elskede “The Waves”, men hun er udfordrende at læse, og somme tider endda vanskelig. Jeg forsvandt i min egen forvirring, da jeg læste “Orlando”, og selvom alle disse mange træk også er at finde i hendes noveller, fandt jeg dem dog noget mere tilgængelige både tematisk såvel som sprogligt. At gense Mrs. Dalloway i “Mrs. Dalloway i Bond Street”, som er en forløber til det, der sidenhen skulle blive en bog, der har en ganske særlig plads i mit hjerte.

“At klippe en forvokset gren bedrøvede hende, for den havde jo levet, og livet var hende dyrebart. Ja, og samtidig ville grenens fald minde hende om, at hun selv skulledø og om formålsløsheden og flygtigheden af alting.”

“Sammen og hver for sig – og andre noveller” er en novellesamling med blik for livets små enkelte dele, og derfor rig på detaljer såvel som sprog. Fælles for novellerne er deres eksperimenterende og fragmentariske udformning, som også er noget, der kendetegner forfatterens romaner. Det var aldrig meningen, at disse korte tekster skulle se dagens lys, da Woolf lagde dem i sin skrivebordsskuffe og lukkede den efter sig, men jeg er glad for, at de blev fundet, for de understreger den styrke, som er kendetegnet ved Woolf, men er også en skøn bekræftigelse af, at noget der er så højlitterært, sagtens kan nydes.

“The Book of Strange New Things” af Michel Faber


“The Book of Strange New Things” af Michel Faber, fra forlaget Canongate Books, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2014).

Den engelske præst Peter Leigh er bestemt til at blive sendt ud i rummet til en fjern planet kaldet Oasis, for at missionerer der. Planeten er nemlig befolket med bemærkelsesværdige væsner, hvis hjerter banker for de bibelske skrifter. Men at rejse bort fra jorden og sit liv der, er ingen let opgave for Peter. I det øjeblik han forlader jordens atmosfære, begynder hans tilbageværende liv på jorden at falde fra hinanden; verden eksploderer og slår revner i hans forhold til sin kone, der fortvivlet forsøger at holde modet oppe, og langsomt, ganske langsomt, glider Peter ud af hendes favntag og over i armene på det fremmede på planeten Oasis.

Michel Faber er en forfatters, som jeg længe gerne har ville stifte bekendtskab med, og min begyndelse med ham skete med hans seneste bog, “The Book of Strange New Things”, der var alt det, som jeg havde håbet på, men så alligevel ikke. Hvor jeg have ventet mig en gribende fortælling om en mands mission om at missionerer i det ydre rum, viste historien at være så meget mere. Bogens protagonist Peter er stærkt troende, fordi kristendommen reddede ham fra en tilværelse i rendesten, men han er ikke så troede, at han ikke er rationel. Han bortforklarer ikke alt med religiøse udsagn, og fralægger sig den evolutionære tankegang, selvom religionen er en grundlæggende byggesten i hans person. Peter bruger derimod sin religion til at tro på det bedste i menneskeheden — inklusivt de, der ikke nødvendigvis stammer fra jorden. Forfatteren tager ikke selv noget religiøst standpunkt, men gør i stedet Peter til en alsidig mand, som hverken er stødende over for de, der har religionen i hjertet, eller de, som har fundet svar andetsteds, og det er en vanskelig men mestret balancegang.

“The world changes too fast. You take your eyes off something that’s always been there, and the next minute it’s just a memory.”

Ikke alene vandt Faber mig med sin flydende prosa og gribende fortælling om livet i det ydre rum — både for jordmennesket, men også for rumvæsnerne, men det var i særdeleshed den splittende spænding mellem Peters ønske om at brede kendskabet til den kristne Gud på andre planeter, og som samtidig gjorde, at han forlod sin egen verden, der i allerhøjeste grad behøvede det kendskab mere end nogensinde. Da Peter forlader jorden, bevæger den sig gradvist over i en skyggeverden, der slår revner i menneskeheden: bomber falder fra himlen, og mørket griber fat i menneskene. Hver dag er en kamp for overlevelse. Som tidligere nævnt, så stoler Peter blindt på det gode i mennesket, og det gør han i sådan en grad, at han ikke straks pakker sine ting på rumstationen, da hans kone, Beatrice, skriver om de mange forfærdelige hændelser på jorden. Han stoler på Gud, men mister langsomt troen i takt med at tingenes tilstand forværres, og det åbner op for en helt ny fortælling i historien.

“The Book of Strange New Things” er et stjerneklart bevis på, hvor vellykket genre, der ellers synes at være galakser fra hinanden, kan kan kombineres. Faber trækker på science fiction-geren, men inddrager også den apokalyptiske samt den religiøse. Samme udgør de en harmonisk helhed, der strækker sig fra den ene ende af verdensrummet til den anden, dog uden at ethvert fænomen forklares, hvordan skulle det kunne lade sig gøre på blot 585 sider? Rumvæsnernes natur på planeten Oasis afdækkes aldrig helt, fordi de i sig selv udgøre et helt studie, som Peter og den udvidende læser langsomt lærer at kende ved at træde ind i deres dagligdag, men samtidig afdækkes konflikterne på jorden heller ikke fuldkomment, fordi de Peter kun har din Beatrices ord på situationen, og selvom hun befinder sig midt i en sønderrevet verden, er hun stadig meget uvidende om, hvad det hele skyldes.

“Of course, everybody on earth had the power to reshape reality. It was one of the things Peter and Beatrice talked about a lot. The challenge of getting people to grasp that life was only as grim and confining as you perceived it to be. The challenge of getting people to see that all the immutable facts of existence were not so immutable after all.”

Jeg er ikke selv særligt troende, men jeg fandt megen glæde i Peter og Beatrices mange diskussioner om menneskeheden og religionen, men i tilsvarende grad også om menneskelige engeskaber som åbenhed, næstekærlighed og tillid. “The Book of Strange New Things” er en meget sårbar fortælling om en mand, der langsomt mister troen på alt det, som han har bygget sit liv på, og fordi de mest forstående væsner i hele den store evighed ikke er menneskene på jorden, men derimod fremmede i det ydre rum. Faber skriver med stor integritet, på så overbevisende en måde, at han fik mig til at løfte blikket fra bogen og rette det mod stjernerne på nattehimlen og undres…

Dewey’s Readathon: En minutiøs opdatering #6


14:01 — Klokken har passeret to og et læsedøgn er netop begyndt. Jeg befinder mig dog fjernt fra min bogstak, som utålmodigt venter på mig. I stedet er jeg på arbejde i Herlufsholm i anledningen af fantasybogmessen. Det drejer sig kun om et par timer, og jeg kan slet ikke vente med at tage hul på min første bog.

16:18 — Hvor jeg for et øjeblik siden var omgivet af mennesker, sidder jeg nu en blød lænestol, til lyden af regn på ruden. Min arbejdsdag er ovre, og lige straks vil jeg åbne for “The Remains of the Day” af Kazou Ishiguro sammen med Rikke. Det er efterhånden en gammel tradition, der startede ved et tilfælde, og som er noget af det, jeg glæder mig mest til ved readathon. Læsning kan sagtens være noget socialt, og det er hele Dewey’s Readathon et klart bevis på.

19:08 — Jeg har drukket min trejde kop te og færdiglæst min første bog. “The Remains of the Day” var en svimlende læseoplevelse, som jeg læste lige så hurtigt, som solen gik ned og mørket lage sig. Det er en bog, der er så meget mere end det, den umiddelbart giver sig ud for at være. Nu vil jeg skænke mig endnu en kop te og finde “The Ladies of Grace Adieu” af Susanna Clarke frem.

21:18 — Mørket har lagt sig, og jeg læser i skæret fra stearinlysenes flammer, der får skygger tila t danse på væggene, og det passer så perfekt til Susanna Clarkes mørke eventyr. Jeg mangler nu kun den sidste historie i novellesamlingen.

00:06 — Lørdag blev til søndag. Min øjenlåg er blevet tunge, selvom jeg har drukket to kopper espresso inden for den samme time. Jeg har knap vendt 100 sider i “Affinity” af Sarah Waters, og når bogen er færdiglæst, vil jeg lade mine trætte øjene hvile for en stund, inden jeg finder min næste bog frem fra stakken.

00:40 — Jeg kan ikke holde fokus. Mit hoved er omtåget af ord, der farer forbi et virvar af farver og sanseindtryk. Jeg er fyldt, og jeg vil lukke dem for en stund.

04:16 — Jeg er ør om omtåget i hovedet, og selvom det tog mig et et øjeblik at slå øjenene op, føles de nu ikke længere helt så tunge. Det knitre i brændeovnen, og en saglig varme spreder sig i stuen, kæresten snorker inde i soveværelset, og jeg har netop skænket mig endnu en kop te. Jeg har 178 sider tilbage af “Affinity”.

06:02 — Sarah Waters overraskede mig virkelig med “Affinity”, der slet ikke var, som jeg havde forventet det, og som alligevel tog mig med storm med smukke, melankolske ord som: “I shall grow dry and pale and paper-thin — like a leaf, pressed tight inside the pages of a dreary black book and then forgotten.” Nu vil jeg finde “The Birds and Other Stories” af Daphne du Maruier frem samt mit femte krus te.

10:12 — Jeg har netop vendt den sidste side i endnu en novellesamling af Daphne du Maruier, og selvom jeg endnu har søvnen siddende i øjenkrogen, er du Maurier helt rigtig at holde sig vågen med med hendes mystiske historier om pludselige fugleangreb, om kvinder forsvinden i bjergene, og om en mand, der genfinder sin afdøde hustru i et æbletræ. Inden jeg begynder på min sidste bog i stakken, vil jeg tage Emil i hånden og gå en tiltrængt tur.

11:26 — Emil og jeg er kommet retur for vores gåtur. Selvom det småregnede en smule, var det virkelig opløftende at blive blæst igennem. Med en kop til at varme mig på fra gåturens kolde slud, vil jeg nu sætte mig til rette med min sidste bog i stakken, “Postbuddet ringer altid to gange” af James M. Cain.

13:38 — Med tyve minutter tilbage af dette læsedøgn, har jeg netop vendt den sidste side i “Postbuddet ringer altid to gange”. Den var alt, hvad jeg forventede og så alligevel ikke, men jeg læste den hurtigere, end jeg havde regnet med.

14:02 — Verdens hyggeligste læsedøgn har nået sin slutning. Det har været et døgn fyldt med bøger, men på en måde, der rækker ud over det sædvanlige. Med over 1500 deltagere på verdensplan, vidner Dewey’s Readathon om, at det at læse kan gøres socialt, og det er skønt at samles om en fællesglæde med så mange mennesker alle verdenshjørnerne. Nu vil jeg drikke min sidste kop te færdig, og kravle under dynen med de mange indtryk, som de sidste 24 timer har givet mig, og drømme om forårets kommen og med det endnu et læsedøgn.