“Tipping the Velvet” af Sarah Waters


“Tipping the Velvet” af Sarah Waters, fra forlaget Virago Press, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1998).

Nan Astley lever en tilværelse som østerspige i et England, der kaster victorianske skygger af sig. Da den omrejsende sangerinde Miss Kitty Butler kommer til London for at give koncert. Aften på aften rejser hun til Londons midte for at høre Kitty synge, og langsomt begynder hendes hjerte at banke for mere en de smukke toner. Kitty har også bemærket den trofaste tilstedeværelse fra østerspigen på første række, og da hun inviterer hende bag scenetæpperne. Deres hurtigtvoksende kærlighed for hinanden må dog forblive bag tæpperne, fordi tidens værdier ikke tillader en sådan kærlighed, men kan de leve med en tilværelse i det skjulte og konsekvenserne af deres kærlighed?

Sarah Waters er en fortællerske uden lige; bag hendes romaner banker et hjerte for at give lyd til de kærlighedshistorier, som hun ikke selv kunne finde, da hun i sin tid fandt sin seksualitet. Som lesbisk ønskede hun at læse om kærlighed mellem to kvinder, men udvalget var sparsomt og ofte klichéfyldt, og derfor gjorde hun alvor af Toni Morrisons ord: “If there’s a book that you want to read, but it hasn’t been written yet, then you must write it.” Waters greb om kærligheden er så dybtfølt, at den fik mit hjerte til at banke en anelse hurtigere, og selvom den udspillede sig mellem to kvinder, opfyldte den mig på samme måde som karaktererne, fordi kærlighed er kærlighed uanset køn.

“Being in love, you know… it’s not like having a canary, in a cage. When you lose one sweetheart, you can’t just go out and get another to replace her.”

“Tipping the Velvet” er dog ikke en sukkersød historie om kærligheden, der overlever alt, som overkommer tidens tendenser og folkemængdens fordømmende blikke, men derimod en bittersød fortælling om at finde kærlighed og miste den igen. Et turbulent forhold til sangfuglen Kitty, sender Nan ned af mørke stier af identitetsbesvær, hvor hun eftergivende iføre sig Moll Flanderske klæder i sin søgen efter sand kærlighed, selvom denne altid overskygges af fortidens stormende følelser. Waters udforsker universelle tematikker igennem Nan. Hendes stemme er næsvis, provokerende og helt sin egen. Den historie, som hun er genstand for, er ikke en tåreperser fortælling om kulturel undertrykkelse og misforståelser, snarere larmende trodsig. Waters deler sin roman op i tre dele, som hver undersøger Nans forhold til en kvinde, og hvert kapitel er en katalysator for hendes dannelsesrejse.

På grund af den tid, som romanen udspiller sig i, har Nan ikke det rigtige vokabular til at beskrive sine lesbiske følelser, fordi victoriatiden var en tid, der fornægtede en sådan kærlighed, og derfor udvikler hun et billedeligt sprog til at beskrive sine følelser og lyster: this was a language not of the tongue but of the body, its vocabulary the pressure of a finger or a palm, the nudging of a hip, the holding or breaking of a gaze, that said, you are too slow—you go too fast—not there, but here—that’s good—that’s better.” Det er meget sensuelt og forførende at læse, som ofte gjorde mig svimmel af følelser, som aldrig var mine. Forfatteren skriver således ikke bare en roman om lesbiske forhold, fordi hun skriver om sådanne forhold i en tid, der udfordrer fortællingen såvel som forfatterens skrivekunstskaber, og det er meget tydeligt, at Waters har, hvad der skal til for at fortælle sådan en historie.

“It was heavy, and I staggered when I lifted it; but it was strangely satifying to have a real burden upon my shoulders – a kind of counterweight to my terrible heaviness of heart.”

Waters sprog er så levende, at det er svært at forstå, at “Tipping the Velvet” er fiktion; jeg kunne dufte havnekajerne med dagens friske fangst, og ligesom Kitty kunne dufte østers fra nans hænder, kunne jeg det. Jeg kunne hører musikken, og lugte fuldskab på folks læber, og jeg følte brostenens ujævnheder under mine egne fødder, når nan bevægede sig igennem Londons gader. Jeg var tryllebundet af Waters ord før jeg læste “Tipping the Velvet”, en roman fyldt med sprogblomster, der kun kan vokse i skyggerne fra en svunden tid, og som kun Sarah Waters kan skrive dem. Af samme grund er det så svært at forstå, at denne roman er hendes debutroman netop på grund af dens høje niveau. Waters formåede ikke kun at forføre mig med sine smukke ord, der gjorde den ellers velfortalte historie til en sand sanseeksplosion, som jeg ser frem til at genopleve.

Reklamer

8 thoughts on ““Tipping the Velvet” af Sarah Waters

    1. Anne Nikoline

      Det kan jeg kun anbefale, hvis du er til historisk romaner med romance, der har fokus på karaktererne frem for handlingen.

  1. Noelia Alonso

    Haven’t read anything by Waters though I own Fingersmith after watching Mercedes talk about it and I got very intrigued by it. I’m eager to see how gorgeous her writing style and her stories are.

    1. Anne Nikoline

      Then you must read ‘Fingersmith’ – it’s one of the best books I’ve read this year. It’s so, so good! I also got into Waters because of Mercedes. She speaks so wonderful of her.

  2. Piskeriset

    Jeg får næsten dårlig samvittighed over, at jeg ikke har læst bogen endnu, selvom jeg elsker hendes bøger – du sælger den virkelig godt :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Anne Nikoline

      Ih, mange tak! Du må endelig få den læst, hvis er vild med hendes bøger.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s