“What I Loved” af Siri Hustvedt


“What I Loved” af Siri Hustvedt, fra forlaget Picador, udgivet i 2003 (org. udgivet i 2002).

Et venskab mellem to mænd knyttes i New York i 1970’erne. Leo Hertzberg og Bill Wechsler mødes igennem kunsten, et bindepunkt for begges eksistens, og de bånd, som de binder sammen udgør et venskab, der trækker spor igennem resten af deres liv. Deres koner Erica og Violet føder hver en dreng det samme år, Matthew og Mark som bliver endnu et bindepunkt for de to sammenbundet familier. Familierne bor i samme bygning, lejer et hus sammen hver sommer og udveksler ideer om livet og kunsten, men deres venskab sættes på prøve af tiden og tilværelsen, da en pludselig tragedie kaster skygger over dem, og dernæst følger en utalt dobbelthed, som langsomt kommer op til overfladen.

“What I Loved” er en af den slags romaner, der er vanskelig at fortælle om uden at det røber afgørende dele af handlingen. Hvert udlæg hænger uløseligt sammen med et andet, og danner en lang kæde af begivenheder, der er uløst af hinanden og resultatet deraf. Den overordnet handling, om to familiers venskablige sammenføring, er i sin umiddelbarhed en meget simpel historie, næsten for simpel, men sådan en forfatter er Siri Hustvedt ikke, og “What I Loved” er langt fra en simpel roman. Hustvedt er en udfordrende forfatter, der bestemt ikke er for alle; bag hendes ord er et tydeligt intellekt, og en kvinde, som jeg virkelig beundrer. Hendes ord er sjældne, og de betyder derfor noget særligt.

“I don’t want the words to be naked the way they are in faxes or in the computer. I want them to be covered by an envelope that you have to rip open in order to get at. I want there to be a waiting time -a pause between the writing and the reading. I want us to be careful about what we say to each other. I want the miles between us to be real and long. This will be our law — that we write our dailiness and our suffering very, very carefully.”

“What I Loved” er en fortælling om livet, om hvor trættende tilværelsen kan være, men også hvor fantastisk det kan være. Siri Hustvedt tegner skarpe portrætter af de to familier, som gjorde indtryk på mig. Deres smerte blev min smerte, og deres glæde blev min; Hustvedt skriver med en ærlighed uden lige. Hun forsøger ikke at glorificerer tilværelsen, men griber derimod om den med stor iver og troværdighed, som gør, at hun indfanger nogle af dens værste sider. Da en af familierne rives itu, følte jeg deres dybe sorg, som var den min egen. Jeg forsvandt ned i ordene, der hurtigt forvandlede sig til billeder, og jeg glemte fuldkommen tid og sted, sådan som Siri Hustvedt gør det bedst.

På hver side fandt jeg noget at elske, noget sart eller dybt. Somme tider begge dele på én gang. Hustvedt leger med sin roman, der tager sig ud som en simpel fortælling om sammenfiltrede liv, der brat rives over af tilværelsens uretfærdige indgriben i menneskets liv, men samtidig glider historien over i et mysterium med en gysende thriller stemning i takt med, at læseren når dybere ind i de to familier. Utalte hemmeligheder der holdes ned, lader sig røbe og ændrer alt. Bills søn Mark vokser op som et blankt lærred, og helt umulig at læse, men lever i billedet af sine forældres og forældres venners bedste billede, et billede der langsomt krakelerer og afsløre en helt anden sandhed. Det er ikke kun Mark, der er kompleks, det samme gælder for adskillige af romanens karakterer, hvis ikke dem alle, og det gør læsningen kompleks såvel som forståelsen af den.

“Every story we tell about ourselves can only be told in the past tense. It winds backward from where we now stand, no longer the actors in the story but its spectators who have chosen to speak. The trail behind us is sometimes marked by stones like the ones Hansel first left behind him. Other times the path is gone, because the birds flew down and ate up all the crumbs at sunrise.”

Siri Hustvedt er filosofisk med sine ord, hun er ordmaler og en billedekunstner. Var hun kunstmaler, ville hun male den slags billeder, der forekommer meget umiddelbare, men som også er fyldt med skygger. Hun ville male den slags billeder, som hun beskriver igennem Leo i bogens begyndelse, som betragter et billede af en letter afklædt kvinde. Ved at se nærmere på billedet kastes der lys over dets skygger, og afsløre afgørende detaljer, som er afgørende for fortolkningen af billedet. Selvom hendes ord er udfordrende at læse, er hun også meget oplysende. Hun er tids krævende, og det samme er “What I Loved”, men den er bestemt besværet værd, og uden tvivl en bog, som er værd at genlæse, fordi historien stadig sidder i mig, og mine spørgsmål endnu er mange.

Reklamer

4 thoughts on ““What I Loved” af Siri Hustvedt

    1. Anne Nikoline

      Det er virkelig også en kompleks bog med så mange lag og så mange smukke ord. Ikke er underligt, at det er en af dine yndlingsbøger!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s