Harry Potter and the Never-Ending Story


Det er svært at se skævt til noget, som rigtig mange mennesker har et ganske særligt forhold til. Det er endnu svære, når det for en selv betyder noget ganske særligt, og man alligevel føler sig som kløvet i to. Min kærlighed til J.K. Rowlings historier om en magisk bebrillet dreng, startede med filmatiseringer, der langsomt lod sig overdøve af min fars talrige anbefaling af bøgerne. Jeg husker, at jeg selv rystede på hovedet, når han sad i dagevis og bladrede bøgerne igennem, imens jeg selv så filmene, men den dag, hvor jeg omsider satte mig med “Harry Potter og De Vises Sten”, slog lynet for alvor ned og ramte mig midt i hjertet. Som så mange andre verden over, ventede jeg utålmodigt på mit optagelsesbrev fra Hogwarts, og selvom jeg aldrig fik mit Hogwartsbrev, gik jeg der alligevel med Harry. Jeg troede oprigtigt på, at jeg aldrig ville blive træt af den bebrillede dreng, men det er jeg blevet. I bund og grund har jeg det meget ligesom Rikke. I mange år var jeg ude af stand til at læse andet end Harry Potter, og selv da jeg langsomt begyndte at læse andre bøger, genlæste jeg stadig Rowlings serie mindst én gang årligt og gerne flere. Jeg kunne ikke slippe dem, fordi de er så stor en del af mig og mit læserliv, og alligevel kan jeg i skrivende stund ikke huske, hvornår jeg sidst at læst bøgerne den dag i dag. Jeg læser dem ikke længere årligt, og det er der en grund til: det har der ikke været behov for.

Med syvende og sidste bog, satte Rowling for mig et endegyldigt punktum for den bogserie, som jeg forbinder med så megen nostalgi, og alligevel er historien ikke slut. På Pottermore udpensler Rowling flere karakterers fortid, deler historiske detaljer om troldmandssamfundet og tilføjer endda nye historier. Hver gang hun udvider sin magiske verden, træder jeg et skridt tilbage, et skridt ud af den. Hver gang hun tilføjer noget til det allerede etablerede univers, ender det som forsidehistorie i diverse aviser og tidsskrifter, og spreder sig som en steppebrand på de sociale medier. Jeg kan ikke længere finde begejstringen over alt det, der engang ville have betydet så meget for mig, for alle disse mange videredigtninger gør noget ved fortællingen. Det betyder oprigtigt noget, når Rowling udtaler sig til pressen om, at det ville have været mere passende, hvis Harry og Hermione havde fået hinanden. Det betyder også noget, når hun hun forsøger at indarbejde menneskelig forskellighed ved at hævde, at der er en jødisk dreng på Hogwarts ved navn Anthony Goldstein, selvom han ikke optræder i bøgerne, og det betyder noget, når hun påpeger, at hun skrev Albus Dumbledore med forestilling om ham som homoseksuel, når hun alligevel aldrig skriver det konsekvent, og det derfor er overflødigt for historien. Naturligvis er hun i sin gode ret til at gøre med universet, som hun vil, men jeg tror i høj grad at det skader mere end det gavner. Det har det for mig.

Hogwarts var i en årerække mit hjem, og mit evige tilflugtssted, når tilværelsen ikke var rimelig; og jeg kunne altid regne med den gyldne trios troskab. I mange år havde jeg dog et ambivalent forhold til syvende bogs sidste kapitel, fordi jeg følte, at det var meget afrundet, og den følelse har aldrig været større end nu. Der er ikke længere plads til læserens egne billeder og forestillinger, fordi Rowling afrunder dem alle ved at gøre universet større end bøgerne. Ungdomsforfatteren John Green udtalte en gang, at bøger tilhører deres læsere, fordi det er her, de for alvor bliver til, og det føler jeg, at Rowling har taget fra læserne. Noget er galt, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at intet er, som det plejede at være. Måske er jeg i virkeligheden bare træt af, at Rowling langsomt piller sin historie ned, ved hele tiden at tilføje noget til en historie, der havde en så uigenkaldeligt lukket slutning, og som i stedet gør, at det hele blever så kommercielt og overmættet. Det som startede som en magisk fortælling, er med tiden blevet en ufrivillig og uendelig historie. Uanset hvad er Harry Potter-bøgerne lige så magiske, som de altid har været, men det er snakken, der omgiver dem derimod ikke. I hvert fald ikke for mig.

Hvad tænker I? Har I det på samme måde med J.K. Rowlings mange udtalelser som jeg har, eller får det kun jeres nostalgiske hjerte til at banke hurtigere når universet udvides?

Advertisements

12 thoughts on “Harry Potter and the Never-Ending Story

  1. Pipalukbooks

    Jeg vil gerne vide meget mere om Harry Potter universet og så alligevel ikke. Jeg har ikke brug for at få afvide en masse ting, for jeg har dannet mit eget indtryk af det. Jeg syntes det er synd at hun skriver så meget om det.

    1. Anne Nikoline

      Det er præcis sådan, jeg har det. Der er helt sikkert elementer af universet, som vil være relevant at fortælle, men pludselige rettelser eller indskydelser for Rowlings side bryder jeg mig slet, slet ikke om.

      1. Pipalukbooks

        Nej det gør jeg heller ikke og har slet ikke set ind på den side hvor hun skriver, for jeg vil ikke have ødelagt mit billede af universet.

  2. Rikke Simonsen

    Interessant indlæg!
    Som jeg også skrev til Rikkes indlæg, så kan jeg sagtens forstå at man kan få nok, og at Rowling til tider presser citronen, når der ikke burde være mere saft tilbage.

    Derimod bliver jeg altid super spændt over nye detaljer og ting, for jeg kan ikke slippe universet helt. Jeg har dog aldrig været typen, der har genlæst dem til uendelighed, så de der små ekstra bidder, dem guffer jeg bare i mig. Jeg læser dog ikke ALLE detaljer på Pottermore osv, men hvis de der små Twitter-beskeder dukker op, så læser jeg dem glædeligt.

    Men ja. Jeg forstår godt at det kan blive for meget – jeg er bare ikke selv nået til det punkt, at jeg har fået nok. Endnu. :D

    1. Anne Nikoline

      Det er da dejligt, at du ikke har nået dit mætningspunkt endnu, for da er det en gylden era at leve i, men jeg har bare nået mit mætningspunkt. Jeg var også selv helt oppe og ringe over Pottermores tilblivelse, og særligt fordi jeg var blandt den ene million betabrugere, der fik adgang til sitet før resten af verden, men siden da er det ligesom bare gledet ud i sandet. Bøgerne er stadig magiske, det vil de altid være, men magien som jeg forbandt Rowling med er ophævet.

  3. wittsandholdt

    Jeg har altid i mit eget lille univers forestillet mig at inde bag hele den egentlige historie, levede minerva og albus sammen, så da hun udtalte at han var tænkt homoseksuel blev jeg knust, jeg er så også typen der ikke har nok i en prolog, der kan ikke ske så meget i så kort en periode i en karakters liv også aldrig ske mere… Men når det er sagt syntes jeg det er ubehageligt at hun går ind og ændre på en færdig historie bla. Ved at fortælle at hermione og Harry havde været bedre sammen i hendes verden !

    1. Anne Nikoline

      Åh, det lyder sødt med minerva og Albus! Forstå mig ret, for mig gik den magiske verden også videre, men det forblev alt sammen inde i mit hoved som mine egne forestillinger, sådan som det er med alle andre gode bøger.

  4. Katrine

    Ikke for at kritisere din indlæg, som jeg synes er ganske godt og jeg deler til dels dit syn på Rowlings micromanangement af hvert aspekt af Harry Potter universet, men jeg er ret sikker på at Anthony Goldstein optræder i Harry Potter og Fønixordenen :)

    1. Anne Nikoline

      Interessant! Som skrevet i indlægget, er det virkelig længe siden, at jeg har genlæst bøgerne, og selvom jeg kender dem godt, så er der alligevel mange ting, som forsvinder med tiden. Anthony Goldstein er tydeligvis en af dem, men selvom han er i bøgerne, er det så nævnt i den forbindelse at han er jøde? Hvis ikke har det jo samme effekt som eksempelet med Dumbledores seksualitet, at det ikke netop ikke spiller nogen rolle for handlingen eller for hans væsen, og at det derfor er komplet overflødigt, hvis du forstår? For mig at se, og det er det, som jeg finder problematisk, så forsøger Rowling at favne bredt efter bøgerne er slut, og det falder bare til jorden.

      Og bare rolig, jeg tager bestemt ikke din kommentar som kritik. Tvært imod! :)

  5. Noelia Alonso

    I understand perfectly well how are you feeling although I haven’t felt it myself. I feel like I will be one of those readers who will never get tired of Harry Potter because it meant so much to me while growing up; not only the books though, but also the movies and I know as a reader is not so great to say this but when the last book came out, we still had the movies to look forward to. Then, not anymore and Harry Potter ended and it has ended for me since then. I don’t pay any attention to new info Rowling spills about the world and I don’t care a bit about Pottermore – I’m still mad about Pottermore, because I would’ve much prefered an Encyclopedia as it was rumoured than a web page in my opinion.
    But, regarding all the info Rowling keeps posting about several characters and even some we never heard of before, I have the feeling she does that due to pressure. Many readers (not only old, but new) keep asking her about it, not letting it go and maybe she feels like she owns them in a way. I was very much surprised when she announced Dumbledore was gay. I didn’t mind it but like you said, it came out of the blue. There isn’t a strong clue about that particular characteristic – just a glint when they talk about his past with Grindelwald. Rowling explained that there is no clue because there is no need, because a gay character is a person and therefore, there are no need of clue and although I agree I also think telling that info after the books were published felt weak, you know?
    It’s great she has the entire world picture inside her head but I also have the world picture inside mine and although I would love to read more about it (I wish we could get more adventures of any character just to have an excuse to get back into the world with a new perspective) I also want a break for new info that is filling the internet no matter where you look.
    And in many ways, all the info is taking over the original text in my opinion and that’s why, paradoxically, I’m planning on re-reading the series since it’s been a long time since I’ve done so and because I wanna be back to the story, I wanna remember that and forget about the new if that makes any sense.
    Sorry about the long comment, but I needed to take it out of my chest :)

    1. Anne Nikoline

      No appoligy needed. When you’ve go something on your mind, you need yo let it out, right?
      The story ended for me, too, with the film, because as you said yourself, the fans still had the film to cling to after the last book was published. An encyclopedia would have been perfect, because it would have put all the information together in one single book instead of spreading the stories around the internet as it has been down now. It’s a treasure hunt!

      I honestly don’t think any children thought Dumbledore to be guy while reading the books or even when rereading them. I don’t even believe any children were concerned with his sexuality, because it didn’t matter. Rowling’s answer to the fan, who couldn’t comprehend the fact, that Dumbledore is suppose to be gay, is magnificent, however, is it really that important to tell the readers as it really don’t play any role at all? Re-reading the books as an adult I can see how Dumbledore might be gay, and I do think he is, but it doesn’t matter if he’s gay og straight or something else, because it does not play a part in the story. To portray him as gay would have been a great opportunity for Rowling to address sexuality, but she just doesn’t. Long story short I very much agree with you about the extra info taking over the original text, and I do not like that one bit.

  6. Malene H

    Som jeg også skrev til Rikkes indlæg, er jeg endnu ikke blevet ‘træt’ af Harry Potter. Jeg tror muligvis at grunden til dette er, at jeg først sent læste bøgerne og egentligt ikke har været så stor en del af ‘Harry Potter-generationen’, som mange andre har.

    Med det sagt, så kan jeg virkelig godt forstå, at folk er mættede og ved at få nok – det er som om, at det hele bliver ved i det uendelige og det er, som du selv skriver, ikke altid en positiv ting.

    Jeg nyder spin-off bøger og serier, fra historier jeg har nydt – jeg nyder, når der bliver nævnt en lille detalje eller lignende, der giver et praj om, hvordan karaktererne har det, dog er der altid meget efterladt til fantasien og det er jo næsten det mest magiske ved det hele.

    Så jeg har det vel egentligt lidt blandet med hele Rowling-showet lige nu. På den ene side vil jeg gerne vide mere og fortsat synke ned i universet og på den anden side ønsker jeg bare, at det vil blive ladt være i fred, hvor de mange millioner læseres fantasi, stille pynter på historien…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s