“The Murder at the Vicarage” (Miss Marple #1) af Agatha Christie


“The Murder at the Vicarage” af Agatha Christie, fra forlaget HarperCollins Publishers, udgivet i 2002 (org. udgivet i 1930).

Den lokale præst i St. Mary Mead, finder en dag byens dommer skudt i sit arbejdsværelse på præstegården. Ingen i byen har hørt det skud, der dræbte ham. Der er ingen ledetråde eller svar på de mange spørgsmål, som politiet står tilbage med, da de tager sagen til efterforskning. Der er dog et underliggende had, der fylder byen, og som Protheroe var genstand for; alle i byen mistænkes. Politiets håbløse efterforskning, får den ældre Miss Jane Marple til at tage sagen i egen hånd. Hun begynder at efterforske de mystiske omstændigheder, og gradvist indsamler hun de svar, som politiet overser. “The Murder at the Vicarage” er den første i en lang perlerække af Miss Marple-mysterier.

Det er ikke krimigenren, der pryder mine reolers litterære udvalg. Det er en genre, som jeg har svært ved at finde glæde i, og derfor gik mine overvejelser længe på, hvorvidt jeg skulle give mig i kast med Agatha Christie stribe af klassiske krimifortællinger om den gamle dame, Miss Marple. Jeg vendte og drejede tanken længe, og besluttede mig for at starte med den første bog, selvom bøgerne ikke hænger kronologisk sammen. “The Murder at the Vicarage” blev modtaget med blandede anmeldelser; hvor nogen hylder den som en af forfatterens bedste bøger om Miss Marple, mente andre at bogen var drevet af lidt for mange tilfældige sammentræf. Jeg selv placerer mig et sted midtimellem.

“There is no detective in England equal to a spinster lady of uncertain age with plenty of time on her hands.”

Med mit begrænset kendskab til krimihistoriens opbygning, fandt jeg “The Murder at the Vicarage” ganske ordinær; en mand findes myrdet i et ellers fredsommeligt samfund, der dog under overfladen bærer på et had til den myrdede, og samtidig er politiet på bar bund med efterforskningen af sagen. Det var ikke en handling, som fik nakkehårerne til at rejse sig, og jeg sad aldrig helt ude på kanten af min lænestol af bare spænding. Jeg fandt bogen en anelse vanskelig at komme ind i; længe var jeg ikke klar over, hvem bogens fortæller var, og der gik endnu længere tid, før heltinden, som ligger navn til bogserien, gjorde sin entre. Miss Jane Marple er dog en usædvanlig person. Hun er en anmasende gammel kvinde, der trænger sig på, kun for at blive overhørt. Hun er stædig og vinder retmæssigt sin stemme til sidst.

Len Clement, den lokale præst, er også romanens fortæller. Hans manglende logiske slutninger og uvidenhed leder læseren på afveje og sidespor, som gør, at morderen og motivet for mordet på Colonel Protheroe vedbliver ved det spekulative. Hans observerende blik er ærligt, og han gengiver virkelighedstro portrætter af den lille bys indbyggere, men samtidig fandt jeg også hans fortællerstemme lineær og flad. Jeg var sjældent grebet af måden, hvorpå han fortæller historien, og fordi handlingen er meget tilsvarende hans fortællermåde, endte jeg med at lade tankerne flyde, frem for at hæfte mig ved bogens ord, og ofte resulterede det i, at jeg helt lagde bogen fra mig. Fordi handlingen føltes en smule flad og fortællerens stemme en smule tør, faldt hans traditionelle bristiske tørre humor også til jorden hos mig, noget jeg ellers ynder at værdsætte.

“Intuition is like reading a word without having to spell it out. A child can’t do that because it has had so little experience. A grown-up person knows the word because they’ve seen it often before.”

“The Murder at the Vicarage” er en udemærket krimiroman, der hverken er mere eller mindre på grund af sine ordinære træk. Christie skal dog have den ros, at hun holder sin læser i gang; hun sætter flere af sine karakter i mistænkelighedens lys, og jeg forsøgte således at regne ud, hvad deres motiver kunne være, og hvorvidt de var morderen. For hver tanke trådte jeg et skridt væk fra den endelige konklusion, og selvom slutningen var en smule antiklimaktisk, var et alligevel med en hvis tilfredshed, at jeg lukkede bogen. Som nævnt tidligere, placerer jeg mig meningsmæssigt mellem to poler. Dog vil jeg våge at påstå, at jeg hælder en smule mere til den negative side; bogen er fyldt med pludseligheder og heldige sammentræf, og jeg fandt ikke samme genialitet, som jeg havde håbet på. Det afskrækker mig dog ikke fra at fortsætte med Miss Marples mordopklaringer, og da bøgerne er mange, er jeg håbefuld.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s