“Ruslan and Lyudmila” af Alexander Pushkin


“Ruslan and Lyudmila” (org. titel “Руслан и Людмила” af Alexander Pushkin, fra forlaget Alma Books, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1820). Læst på dansk — originalsproget er russisk.

På deres bryllupsdag, bliver Lyudmila kidnappet af den onde troldmand, Chernomer. Hendes mand, Ruslan, drager straks afsted for at redde hende, men på sin vej møder han en række prøvelser og tre stærke fjender, der alle ser muligheder i, at Lyudmila kun kan reddes af alle, sådan at hendes rige familie vil stå i dyb gæld til dem. Det bliver en kamp mod tiden for Ruslan, hvis han skal genvinde kvinden, han elsker. Samtidig agter den tilfangetagne Luyudmila ikke at lade sig binde, og hun begynder langsomt at vriste sig fri af magiens lænker, for at vende tilbage til de festligheder, som hun blev revet bort fra.

Jeg nærer en dybtfølt kærlighed til russisk litteratur, og en endnu større kærlighed til den mand, som anses for at være skaberen af den moderne russiske litteratur, og en af sit lands største lyrikere, Alexander Pushkin. Med “Ruslan and Lyudmila” er det tydeligt, at der trækkes på en lang eventyrtradition som præger handlingens gang. Jeg kunne langt fra pege dem alle ud, men det gjorde ikke noget, for deres reference er ikke vigtig, men det er derimod den atmosfære, som de bidrager med. Handlingen fyldes med forventning på grund af dens eventyrskabelon, men samtidig bevæger handlingen sig også ned af ukendte stier, fordi russiske folkeeventyr, ikke er tilsvarende europæiske, og det gjorde Pushkins lyriske eventyr til noget særligt.

“Mercifully I
need not describe the enchanted castle:
Scheherezade has long ago
made a good job of it for me.
But splendid chambers give no joy
when void of friendly company. “

Ruslans tre ærkefjender er også draget ud for at redde Lyudmila og gøre kur til hende, og selvom de sæter hindringer i vejen for Ruslans færd, så tilsmiler lykken også dem, men på en anden måde, end forventet, hvor de i europæisk eventyrtradtion ville være blevet straffet. Ruslan er en typisk ridder med de dertilhørende kvaliteter; han vil forsvare sin ære og kæmpe for retfærdighed, og derfor tøver han heller ikke med at drage ud for at redde sin hustru. Lyudmila er på mange måder den typiske prinsesse i nød, og alligevel er en atypisk, fordi hun ikke affinder sig med sin tilfangetagelse; af hjertets kraft kæmper hun imod de magiske lænker, som binder hende til den onde troldmand, og hun skjuler sig blandt andet i en magisk hat, imens hun tager bestik af sin situation. Jeg nød at følge hendes perspektiv, fordi hun netop er så revolutionerende, og Pushkin lader hende kæmpe for sin ret med de midler hun har.

Når Pushkin skriver, skriver han om en verden, der kan være svær at få øje på; den er eventyrlig, magisk og tilstedeværende, den omgiver os alle, selvom det er de færreste, der bemærker den. Magien består i de mange folkeeventyr, som Pushkin voksede op med, og som senere kom til at ligge til grund for denne lyriske fortælling. Han skriver således ikke kun en hyldest til kærlighed og kampen for retfærdigheden, men også til de nostalgiske børneeventyr, som han vækker til live og lader komme til orde på ny. De ord, som han hørte som barn, er vokset med ham og blevet en del af ham. Med “Ruslan and Lyudmila” viser Pushkin med stor integritet og inderlighed, at eventyr også er for voksne.

“Like some dread dream, oblivion
Ludmila chains. She cannot rise
And, in a stupor, moveless lies…
The soft, grey light of early dawn
Revives her, deep within her rouses
Unconscious fear and restlessness;
Sweet thoughts of joy her heart possess,
For surely her beloved spouse is
Nearby!”

At læse “Ruslan and Lyudmila”er lidt som at sidde nær et vandløb og betragte den omkringliggende natur; vinden puster let til trækronerne, og får vandet til at strømme af sted uden mål og sigte, alt imens fuglekvidder bryder stilheden fra en busk eller en gren. Det er stilfærdig en oplevelse, men der er også noget eventyrligt over det, når tankerne får lov til at flyde med strømmen, for da bliver verden en anden, noget ganske magisk. Jeg kan ikke sætte en finger på, hvad det er, der gør Pushkin til sådan en lyrisk fortæller andet end, at han har blik for verdenen og dens rammer. Hans ord er ren magi, hvad end de handler om ugengældt kærlighed eller indbyrdes kampe mellem riddere. Han evner at gribe penne med stor sikkerhed, og han skriver med hjertet fra ende til anden. Hans ord har kastet en besværgelse over mig, som jeg ikke kan eller vil løsrive mig fra. Jeg er håbløst tryllebundet af denne ordens mester.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s