Månedlig opsummering: travle september


September var: Travl. Min måned har båret præg af rejser; fra togstation til togstation har jeg bevæget mig rundt i Danmark og ofte har min rygsæk været tynget af medbragte bøger til at underholde mig på mine mange rejser. Flere gange har jeg været i København på grund af forlagsarbejde, men jeg har også været afsted med familien og for at se en udstilling med Tolkiens “Ringenes Herre”. Jeg har dog også været i landets modsatte ende for at deltage i årets bogbloggertræf i Aalborg, som også blev mit første. Min måned har dog også båret betydeligt præg af studiestart, hvor jeg har påbegyndt kandidaten i litteraturvidenskab. Læsningen udgør det meste af mine vågne timer, og det har også betydet, at frilæsningen har måtte vige pladsen en smule for teoretiske tunge tekster, indtil jeg igen får skabt en balance mellem tingene.
I september læste jeg: 13 bøger, som jeg i første omgang synes var meget få i forhold til, hvor mange bøger jeg plejer at læse, men med studiestart taget i betragtning, er det faktisk helt okay.
I september købte jeg: Ni bøger, der hovedsageligt var udskiftninger af udgaver.
Septembers lyrikvalg: I september færdiglæste jeg Allen Ginsbergs udvalgte digte fra 1947-1995 med en blandet fornemmelse. Dylan Thomas’ digte i udvalg fandt jeg også en rolig stund til at fordybe mig i. Særligt holder jeg af digtet “Do not go gentle into that good night”, som jeg har holdt af i årevis.
Septembers store læseoplevelse: “Thérèse Raquin” af Émile Zola var en pludselig indskydelse, som jeg læste med raketfart, og genfandt en længe savnet læselyst. Jeg kunne næppe have afsluttet september bedre end med denne.
Septembers mest skuffende læseoplevelse: Jeg fandt atter Joseph Conrads “Heart of Darkness” svært at overkomme på trods af dens korte længde.
Septembers læseklub-læsning: Læseklubben er stadig i sommerferiehi.
På oktobers læse-liste står der: Jeg venter mig meget af oktober, hvor jeg deltager i mit sjette læsedøgn af Dewey’s Read-A-Thon, og jeg er endnu i gang med at udvælge den læsestak, som skal have min fulde opmærksomhed i 24 timer. Jeg planlægger også at kaste mig ud i Salman Rushdies “De Sataniske Vers” i efterårsferien, selvom der sjældent har føltes så langt fra ord til handling.

Hvad fik I læst og oplevet i september? Og hvad står på jeres læse-liste for næste måned?

“Ultimately what I like about reading together is that we all make it happen together.”


Der er noget ved det at læse, som altid overrasker mig. Det er ikke kun pludselige sving i en handling, som får mig til at føle, at jeg falder som en anden Alice ned gennem et kaninhul af fiktionsverdener, og det er heller ikke de brusende følelser, som en bog kan fremkalde, der kan få mig til at føle mig som et skib i stormvejr. Det er derimod hvor socialt læsning kan være. Det er noget, som jeg bliver mindet om ved hvert readathon, men det er i den grad også noget, som bogbloggertræf formår at understrege, hvor omdrejningspunktet er bøger, bøger, bøger. I lørdags begav jeg mig med bankende hjerte mod Aalborg til det, der skulle blive mit første bloggertræf. Selvom jeg havde set deltagerlisten igennem, var jeg overrasket over det store fremmøde, hvor jeg kendte de fleste af navn, men kun en brøkdel personligt.

Bordene var udsmykket med firkantede pakker, der hver indeholdte “Simple Living”, som forfatteren Nadia Plesner kom for at fortælle om. Hun fortalte om det at være ung og naiv, at svæve på skyer af drømme og håb, og om at ramme jorden hårdt, da virkeligheden indfandt sig. Med en innovativ tegning, søgte hun at indsamle penge til krisen i Darfur, men endte i stedet at blive bekriget af et af verdenens største modehuse, der ønskede at censurere hendes kunst og karriere. Imens hun talte, piblede tårerne frem i øjnene på mig, og det var tydeligt, at hun brændte for retfærdighed, både hvad angår retten til at ytre sig i kunsten, men også når det gælder mennesker. Selvom Plesner genfortalte den historie, som vi alle sad med mellem hænderne, er det den af de mange bøger, som jeg fik med mig hjem, som jeg glæder mig mest til at læse.

Gyser og fantasyforfatteren Carina Evytt fortalte også om sine erfaringer med de danske forlag, og om at blive udgivet udgivet som forfatter. Hun fortalte bredt om sit forfatterskab i forhold til sine mange udgivelser, men også i forhold til at finde sig selv som genreforfatter. Jeg har aldrig læst noget af hende, men jeg nød bestemt at høre om hendes erfaringer. Der blev sat tid af til en saglig debat, om etikken omkring anmeldereksemplarer, og hvorvidt kan og bør anmelde en klassiker. Jeg nød debatten i stor stil, som også fik den faglige vinkel i form af at flere af de tilstedeværende arbejder i forlagsbranchen. Det var ikke kun fremmødet eller forfatterforedraget, der var overvældende. Det samme var de mange goodiebags med boglige tryk som “Book lovers are the best lovers” og “If you think reading is boring, you’re doing it wrong”, og fælles for dem alle var deres indhold; bogmærker, badges og bøger. Bogbloggertræffet var en svimlende oplevelse, også selvom jeg kun fik talt med en brøkdel af de mange deltagende. Det var dog skønt at være i selskab med så mange mennesker, og vide, at vi alle har bøgerne tilfælles. Af hjertet tak for en mindeværdig dag!

Tak til sponsorerne for alt det, et boghjerte kan begære: Alvilda, DreamLitt, Forlaget Facet, Forlaget Iris, Forlagets Punktum, Gads Forlag, Gyldendal, Hr. Ferdinand, Jentas, Lindhardt og Ringhof, Modtryk, Mofibo, People’s Press, Plusbog, Politikens Forlag, Rosinante&co., Tellerup, Turbine, Ulven og Uglen.

“The Road” af Cormac McCarthy


“The Road” af Cormac McCarthy, fra forlaget Picador, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2006).

I en gold verden, hvor aske falder fra himlen, og verden ståri brand, vandrer en far og hans søn igennem det døde land. De lever fra dag til dag med kurs fra det kolde nord til sydens varme favntag. De har kun hinanden, og det er dem mod resten af den tilbageværende verden, en verden, der langt fra genkendelig; de resterende mennesker vender sig mod hinanden i desperation for at overleve, og ethvert glimt af medmenneskelighed forsvinder med den gamle verden. Det er en verden uden håb og tro på tilværelsen, og alligevel klynger faren og sønnen sig uhjælpeligt til hinanden uden garanti for overlevelse.

Cormac McCarthys “The Road” har længe været en bog, som jeg har været i vildrede med. Jeg kunne af uforklarlige grunde ikke bestemme mig for, om det var en bog, jeg ville læse eller ej, men da jeg fik bogen i hænderne og lejligheden bød sig, lod jeg mig forsvinde ind i en postapokalyptisk verden uden håb og drømme, og alt omkring mig forsvandt. Sammen med faren og sønnen, der kun omtales som faren og sønnen eller manden og drengen, sluttede jeg mig til deres rejse igennem et mareridtsagtigt land. Hvordan verden er blevet som den er, forklares ikke, og det er heller ikke nødvendigt. Situationen er uforanderlig, og det er kun de, der holder sig i bevægelse, der kan håbe på morgendagens kommen, og jeg fulgte håbefuldt med, selvom håbet langsomt svandt ind.

“You forget what you want to remember, and you remember what you want to forget.”

I takt med at jeg vendte bogens sider, kom jeg til at holde meget af den, uden at jeg helt er klar over hvorfor. Måske skyldes det, at manden og drengen kunne være hvem som helst, og den askegrå verden kunne være i morgen, eller forfatterens alarmerende portrættering, der bærer på et ildevarslende potentiale, eller måske er det den simple skrivestil, der hverken er iøjefaldende eller deltaljeret, men som netop er så passende for bogens præmis, at jeg fandt smukke linjer under de askedækkede ord. I virkeligheden tror jeg, at det er sammenspillet mellem disse, som gør, at bogen vandt indpas hos mig. McCarthy skriver med en distanceret nærhed, som jeg fandt særlig beundringsværdig, og samtidig skriver han med en håbløshed, som kun understreger romanen.

McCarthy forsøger ikke, som så mange andre før sig, at skrive om en faretruende og mulig fremtid. Han skriver derimod om den på en overgivende måde, som vidner om, at den unægteligt vil komme, og at mennesket vil forsøge at overleve den. Han skriver ikke om den gradvise overgang fra verdenen, som vi kender den, til dens komplette formørkelse, men derimod indfører han sin læser direkte i tingenes midte efter verden er blevet et skyggefuldt landskab. Han skriver ikke advarende om, at menneskeheden må rette ind, før det er for sent, men derimod om menneskets forsøg på overlevelse; manden og drengen holder sig i gang, fordi de har hinanden. Uden drengen ville mandens liv være meningsløst, og drengen ville have svært ved at overleve, hvis ikke han havde sin far. De uddør en todelt helhed, som forfatteren forsøger at sønderrive.

“People were always getting ready for tomorrow. I didn’t believe in that. Tomorrow wasn’t getting ready for them. It didn’t even know they were there.”

Mine mange gisninger om romanens udkom efterlod mig med kuldegysninger, for selvom handlingen er forholds flad og lineær, så er forfatterens intentioner ikke til at overse. McCarthy overlader det helt og aldeles til læseren at sætte det sidste punktum, men han gør det ikke typisk passivt. Han udlægger små ledetråde og motiver, som er så dobbelttydige, at det er svært at nå frem en endelig konklusion. Selv nu, hvor jeg afrunder min læsning med disse ord, veksler jeg forsat mellem de to udfald, som bogen kan have, og jeg er stadig ikke sikker. Derimod ved jeg med sikkerhed, at jeg glad for, at jeg endelig læste bogen, og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg ikke læste den noget før.

“The Murder at the Vicarage” (Miss Marple #1) af Agatha Christie


“The Murder at the Vicarage” af Agatha Christie, fra forlaget HarperCollins Publishers, udgivet i 2002 (org. udgivet i 1930).

Den lokale præst i St. Mary Mead, finder en dag byens dommer skudt i sit arbejdsværelse på præstegården. Ingen i byen har hørt det skud, der dræbte ham. Der er ingen ledetråde eller svar på de mange spørgsmål, som politiet står tilbage med, da de tager sagen til efterforskning. Der er dog et underliggende had, der fylder byen, og som Protheroe var genstand for; alle i byen mistænkes. Politiets håbløse efterforskning, får den ældre Miss Jane Marple til at tage sagen i egen hånd. Hun begynder at efterforske de mystiske omstændigheder, og gradvist indsamler hun de svar, som politiet overser. “The Murder at the Vicarage” er den første i en lang perlerække af Miss Marple-mysterier.

Det er ikke krimigenren, der pryder mine reolers litterære udvalg. Det er en genre, som jeg har svært ved at finde glæde i, og derfor gik mine overvejelser længe på, hvorvidt jeg skulle give mig i kast med Agatha Christie stribe af klassiske krimifortællinger om den gamle dame, Miss Marple. Jeg vendte og drejede tanken længe, og besluttede mig for at starte med den første bog, selvom bøgerne ikke hænger kronologisk sammen. “The Murder at the Vicarage” blev modtaget med blandede anmeldelser; hvor nogen hylder den som en af forfatterens bedste bøger om Miss Marple, mente andre at bogen var drevet af lidt for mange tilfældige sammentræf. Jeg selv placerer mig et sted midtimellem.

“There is no detective in England equal to a spinster lady of uncertain age with plenty of time on her hands.”

Med mit begrænset kendskab til krimihistoriens opbygning, fandt jeg “The Murder at the Vicarage” ganske ordinær; en mand findes myrdet i et ellers fredsommeligt samfund, der dog under overfladen bærer på et had til den myrdede, og samtidig er politiet på bar bund med efterforskningen af sagen. Det var ikke en handling, som fik nakkehårerne til at rejse sig, og jeg sad aldrig helt ude på kanten af min lænestol af bare spænding. Jeg fandt bogen en anelse vanskelig at komme ind i; længe var jeg ikke klar over, hvem bogens fortæller var, og der gik endnu længere tid, før heltinden, som ligger navn til bogserien, gjorde sin entre. Miss Jane Marple er dog en usædvanlig person. Hun er en anmasende gammel kvinde, der trænger sig på, kun for at blive overhørt. Hun er stædig og vinder retmæssigt sin stemme til sidst.

Len Clement, den lokale præst, er også romanens fortæller. Hans manglende logiske slutninger og uvidenhed leder læseren på afveje og sidespor, som gør, at morderen og motivet for mordet på Colonel Protheroe vedbliver ved det spekulative. Hans observerende blik er ærligt, og han gengiver virkelighedstro portrætter af den lille bys indbyggere, men samtidig fandt jeg også hans fortællerstemme lineær og flad. Jeg var sjældent grebet af måden, hvorpå han fortæller historien, og fordi handlingen er meget tilsvarende hans fortællermåde, endte jeg med at lade tankerne flyde, frem for at hæfte mig ved bogens ord, og ofte resulterede det i, at jeg helt lagde bogen fra mig. Fordi handlingen føltes en smule flad og fortællerens stemme en smule tør, faldt hans traditionelle bristiske tørre humor også til jorden hos mig, noget jeg ellers ynder at værdsætte.

“Intuition is like reading a word without having to spell it out. A child can’t do that because it has had so little experience. A grown-up person knows the word because they’ve seen it often before.”

“The Murder at the Vicarage” er en udemærket krimiroman, der hverken er mere eller mindre på grund af sine ordinære træk. Christie skal dog have den ros, at hun holder sin læser i gang; hun sætter flere af sine karakter i mistænkelighedens lys, og jeg forsøgte således at regne ud, hvad deres motiver kunne være, og hvorvidt de var morderen. For hver tanke trådte jeg et skridt væk fra den endelige konklusion, og selvom slutningen var en smule antiklimaktisk, var et alligevel med en hvis tilfredshed, at jeg lukkede bogen. Som nævnt tidligere, placerer jeg mig meningsmæssigt mellem to poler. Dog vil jeg våge at påstå, at jeg hælder en smule mere til den negative side; bogen er fyldt med pludseligheder og heldige sammentræf, og jeg fandt ikke samme genialitet, som jeg havde håbet på. Det afskrækker mig dog ikke fra at fortsætte med Miss Marples mordopklaringer, og da bøgerne er mange, er jeg håbefuld.