“The Making of a Marchioness” af Frances Hodgson Burnett


“The Making of a Marchioness” af Frances Hodgson Burnett, fra forlaget Persephone Books, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1901).

Emily Fox-Seton forsøger at leve et anstændigt liv i det 19. århundrede. Hun bor i en lille lejlighed med en lille indkomst, og hendes fremtidsudsigter er ikke just lovende. For at tjene til dagen og vejen assisterer hun Lady Maria Bayne i hendes daglige gøremål. Hun er både selvoptaget og selvisk. Det er i denne forbindelse, at Emily bliver introduceret til selskabslivet med dets storslået baller og galante gentlemen, men i en alder af 34, er Emilys for længst blevet en afblomstret skønhed. Da får Marquis Walderhurst øjnene op for Emilys åbne sind og gode hjerte, og hvor fremtiden så tøvende ud, virker den nu som et virkeliggjort eventyr, en vaskeægte Askepot-historie.

Frances Hodgson Burnett er forfatteren til de højtelskede børnebøger “The Secret Garden” og “A Little Princess”, bøger som står mit hjerte ganske nær. Derfor var det uden megen tøven, at jeg satte mig for at læse “The Making of a Marchioness”, som i langt højere grad henvender sig til de voksne læsere. Jeg var ivrig efter at se, om Burnetts skrivekærlighed også ville være at finde i hendes voksne værker, og med denne todelte historie var jeg en smule i vildrede. Første del er en forudsigelse Askepot-historie om en pige fra kummerlige vilkår, der med sit gåde hjerte vinder en velhavende mands hjerte, og det var denne del, der sang til mit hjerte. Jeg holdt af Emilys naivitet, godhed og mangle på det at være sofistikeret.

“Though she was not aware of the fact, her fears, her simplicity, and her timorous adoration of her husband had not allowed her to reason normally in the past. She had been too anxious and too much afraid.”

Anden del handler derimod om livet efter kærligheden, og i stedet for at være en klassisk forsættelse af sin foregående handling, tager Brunett en drejning og leder sin historie i en gotisk retning. Denne anden del er fyldt med fejlagtige faldgruber, som Brunett gang på gang falder i. Samtidig forsøger hun at skabe en politisk fortælling om vestens møde med østen. Dertil kommer en mordhistorie, der leder handlingen på et vildtledende sidespor. Romanens handling virker rodet på grund af dens korte længde, og jeg havde svært ved t genfinde samme glæde for den, som jeg fandt i dens første halvdel. Jeg var ikke længere tryllebundet, som jeg var af første dels eventyrhistorie; magien er i denne anden del sporløst forsvundet, og er i stedet erstattet af mørke og mystik. Jeg var meget forundret over denne pludselige drejning i tone og stil.

Selvom “The making of a Marchioness” betegnes som en Askepot-historie, så formår Frances Hodgson Burnett alligevel at beskrive kærligheden mellem en mand og en kvinde i det 19. århundrede på en realistisk og afromantiseret måde. Walderhurst ægter ikke Emily, fordi hun er hans store kærlighed, men derimod fordi hun er den kvinde, som han finder mest tålelig, imens Emily er ovenud begejstret for hans valg af hende, fordi hun for længst havde opgivet håbet om at blive gift på grund af sin alder. Det er tydeligt, at Burnett var klar over, at virkelighedens kærlighed ikke nødvendigvis var baseret på dybtfølt kærlighed, men derimod på nødvendighed for at begå sig økonomisk og sikre fremtidige generationer. Dermed ikke sagt, at Emily og Walderhursts relation er følelsesforladt, for selvom hans følelser over for hende lyder sådan, fremstår han som en meget hengiven og kærlig mand, der kun ønsker hende det bedste.

“She had not lived in a world where marriage was a thing of romance, and, for that matter, neither had Agatha… Even novels and plays were no longer fairy stories of entrancing young men and captivating young women who fell in love with each other in the first chapter and after increasingly picturesque incidents were married in the last one in the absolute surety of being blissfully happy for evermore. Neither Lady Agatha nor Emily had been brought up on this order of literature, nor in an atmosphere in which it was accepted without reservation.”

Romanens anden halvdel, “The Methods of Lady Walderhurst”, er overflødig, ligegyldig og intet sigende sidestillet med første del. Det er tydeligt, sådan som det påpeges i introduktionen, at del et og del to er skrevet adskilt, for Burnett har ikke samme føling med sin historie fra begyndelse til slut. Hvor første halvdel af historien kredser om den hårdtarbejdende Emily, der i sidste ende belønnes for sit gode væsen og hårde slid, tager anden halvdel en mystisk genremæssig drejning. Den lette sødme og milde tone, som er at finde i “The Making of a Marchioness” forsvinder som dug for solen til fordel for en langt mere gotisk og dyster stil. Hvor Burnett forsøger at skabe et gotisk ræselskabinet med racemæssige intriger og mystiske mord, sad jeg dog tilbage med en tom fornemmelse og himmelende øjne. Den lette glæde, som jeg fandt i bogens første halvdel, var væk, og det samme var min interesse for bogens anden halvdel.

2 thoughts on ““The Making of a Marchioness” af Frances Hodgson Burnett

  1. Åh, jeg vil så gerne læse mere Burnett. Men på den anden side er jeg nok også netop bange for en lidt lunken oplevelse..

    Billedet til anmeldelsen er i øvrigt perfektion <3

    1. Hvis du skal læse denne flotte, flotte bog fra Persephone Books, så hold dig til fortællingens første del. Den er ganske udemærket, men dens anden del trækker den simpelthen så langt ned.

      Og tusind tak for dine ord. <3

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.