“Kvinden der rider som en mand” (Løvindens sang #3) af Tamora Pierce


“Kvinden der rider som en mand” (org. titel “The Woman Who Rides Like a Man”) af Tamora Pierce, fra forlaget Tellerup, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1986). Anmeldereksemplar fra forlaget. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk.

Alanna er langt om længe fri af sine pligter som ridder, og med luft under vingerne drager hun udover stepperne for at afprøve sine evner. I ørkenen støder hun på et folkefærd, hvis shaman er overbevist om, at hun er ond. I en magisk duel med et fatalt udfald, adoptere stammen Alanna og hendes medrejsende for at lære om hendes magi. Tilværelsen i ørkenen er fredsommelig indtil der kommer foruroligende nyt fra Tortall, der får himlen til at trække sig sammen i uvejrskyer og et kommende uvejr. Det samme gælder Alannas kærlighedsliv, der også formørkes af udefrakommende skyer.

“Kvinden der rider som en mand” er en stillestående historie rent handlingsmæssigt, der tager afsæt i orientalistisk sammenstød mellem to folkefærd. Hvor Alanna tidligere har skulle forsøge at holde sin identitet som kvinde skjult, er dette ikke længere omdrejningspunktet for handlingen, eftersom at det ikke længere er en hemmelighed. I stedet blev handlingen tavs og forudsigelig, som om Tamora Pierce ikke har kunne udfylde tomrummet i sin handling. Hvor paradoksalt det end lyder, så forekom handlingen mig vindstille, samtidig med at tempoet holdes højt; store dele af handlingen tager afsæt i stammelivet i ørknen, hvor en pludselig vind blæser op, men lægger sig lige så hurtigt, som den opstår. Forfatterens skrivestil virker forhastet omend beslutsomt, og alligevel efterlod den mig uden fortrøstning.

“Hun var nødt til at flyve.”

Selvom historien forsøger at slå rødder ved at vise Alannas lange rejse fra at være en lille pige med et ilter temperament, hvis eneste ønske er at blive en kvindelig ridder, til hun omsider bliver det, så gør karaktererne det ikke. Pierce forsøger ihærdigt at skabe handling, men det er ikke noget, som tilføjer dybde til karaktererne, men snarere det modsatte. Alannas stædighed erstattes gradvist af selvstændighed, selvom det er så minimal en udvikling, at den dårligt er mærkbar. Romancen mellem Alanna og Jonathan er langtrukket og følelsesforladt. Hvor Jonathan tidligere kun har haft øje til Alanna, flakker hans blik mod andre kvinder, og uden grund forsøger han desperat at binde Alanna til sig med ægteskabsløfter. Hans pludselige ihærdighed er fremmanet af det rene ingenting og tager afsæt i spøgelser kun han kan se. Der er ingen rationalitet i hans overbevisninger, overhovedet, og det fik mig gentagende gange til at himle med øjnene og sukke dybt.

Pierces vision for hendes Løvindens sang er mig stadig uvis; hvor første bog i høj grad appellerer til et yngre publikum med sit høje tempo og lette handling, har de efterfølgende bøger, der er skrevet på samme måde, fyldt med tematikker, der rækker ud mod et langt ældre publikum. Historien udvikler sig hurtigere, end den tiltænkte læser, og placerer sig selv i en gråzone. Det er hverken en historie skrevet til unge læsere, men det er heller ikke en historie skrevet til voksne. I stedet er det et samlet mismask af bristede visioner, knuste drømme og bittersøde forhåbninger. Historien mangler lige så meget dybde, som den mangler kant; der er ingen modenhed at spore i “Kvinden der rider som en mand”. I stedet er handlingen drevet af barnagtighed og dramatiske overdrivelser, som mest af alt fik mig til at rulle øjne.

“Hendes kræfter vendte tilbage, og hun holdt op med at ryste.”

Det er ikke så meget det, at Alanna ikke er menneskelig, for det er hun. Hun og hendes medsammensvorne er alle fejlfuldte og mangelfulde på hver deres måde, men samtidig tilsmiler lykken dem ofte på en urealistiske måde, som gør, at de sjældent skal kæmpe ret meget for at opnå succes. Alanna kommer let til alting på en sådan måde, at det er svært at holde af hende, fordi hendes menneskelig forsvinder til fordel for usandsynlig lykke og heltemod. Det uvejr som truer Alana og kongeriget i Tortall er så uventet et handlingsskifte, at jeg ikke kan lade vær med at føle, at forfatteren har mistet følingen med sin egen kreation på samme måde, som jeg har mistet interessen for den.

Reklamer

“Her soul belongs to words and books. Every time she reads, she is home.”


Det er fredag, og himlen er grå, sådan som den har været de seneste dage. Vejret minder mest af alt om tidlige september dage, en påmindelse der straks river mig ud af min sommerferieboble og tilbage til virkeligheden. Sommeren er ved at være ovre, og efteråret står for døren. Med den følger hverdagen. Min sommerferie har været hård, tiltrængt og slet ikke lang nok, og alligevel er der en del af mig, som ser frem til efterårets kommen; jeg tager hul på mit første år som kandidatsstuderende i litteraturvidenskab, og snart vil sensommeren melde sig, lade træernes blade farves et utal af gule, røde og orange nuancer, og inden jeg får set mig om, vil de falde til jorden sammen med den første lette sne. Overgangen fra én årstid til en anden har altid påvirket mig meget. Pludselig vågner jeg op fra et hi, jeg ikke selv var klar over, jeg havde befundet mig i, og jeg bliver atter konfronteret med tidens gang, der flyver forbi mig, som den altid har gjort, overraskende men forventningsfuldt. Selvom kalendermåneden snart skifter, så holder jeg dog endnu lidt fast i sommer, og varmer mig på de mange læse-øjeblikke jeg har haft. De har været mange, og de har været gode. Jeg har tilbragt stunder med genset gamle kendinge og stiftede nye forunderlige bekendtskaber. Min samling er vokset og det er jeg også som menneske.

Nedenfor fremviser jeg de bøger, som jeg har købt i august. Hvilke bøger har I selv købt i månedens løb, og har nogen af dem været særlig mindeværdige?

Om at læse efter en liste


For efterhånden fire år siden, at jeg så det første afsnit af “Gilmore Girls” og forsvandt ind i Rory Gilmores verden af litteratur og læseglæde som en anden Alice ned igennem kaninhullet og ind i Eventyrland. Da jeg havde set serien til ende, sad jeg tilbage med et gabende hul i mit hjerte. Ikke fordi seriens slutning var utilfredsstillende, men fordi jeg ville have mere, og da stødte jeg på Gilmore Girls Complete Reading List. På biblioteket ledte jeg efter en titel fra listen, og da jeg fandt “How to Breath Underwater” af Julie Orringer, fandt jeg også en ny yndlingsbog. Dernæst fulgte “Life of Pi” af Yann Martel, som også har vundet en særlig plads i mit hjerte og blandt mine yndlingsbøger. Uden tøven kiggede jeg resten af listen igennem for dens mange ukendte titler, og jeg nedskrev troligt hver en titel i en lille notesbog, som jeg bragte med mig hvorend jeg gik. Jeg kom oftere på biblioteket, hvor jeg udvalgte mig store stakke af bøger fra listen, og som jeg med et stort smil på læben lånte med hjem og læste. Jeg holdt af at læse længere før jeg fandt frem til listen, men pludselig fik min læsning en retning og et formål, og jeg frydede mig, hver gang jeg kunne krydse en ny bog af listen, men det bedste var alligevel bøgerne selv og de mange læseoplevelser.

Jeg var både forundret og forvirret over de bøger, som jeg pludselig gengav mig ubetinget til, og det førte også til bøger som “Oracle Night” af Paul Auster, som jeg stadig tynke rpå næsen over ved tanken om dens mange fodnoter og mærkværdige struktur, jeg tvang mig selv igennem “Gone With the Wind” af Margaret Mitchell på trods af min egen modvilje, og afskyede “Lady Chatterley’s Lover” af D.H. Lawrence. Jeg stiftede bekendtskab med ukendte forfattere som Alexander Pushkin, Charles Bukowski og Sylvia Plath, som er blandt mine absolutte yndlingsforfattere den dag i dag. Jeg læste bøger, og jeg glemte dem igen. Jeg læste en biografi om en væddeløshest ved navn Seabiscuit, Jeg læste om Helen Keller uden at vide, hvem hun var, og jeg den sidste bog i serien om The Wizard of Oz, uden at læst de resterende bøger i serien. Jeg læste uden forbehold, og jeg læste bøgerne, fordi det fremgik af listen. Jeg læste mig febrilsk igennem listen, selvom jeg aldrig nåede dens ende, og på nuværende tidspunkt har jeg læst 162 af de 345 bøger, som der refereres til i serien. Mit forhold til mit dengang ambitiøse projekt er mere afslappet; jeg vil forsat gerne kunne krydse en bog af fra listen, men jeg læser dem nu efter lyst end bare fordi en liste sagde, at jeg skulle. Med Rory Gilmores læseliste blev jeg ført vidt omkring i litteraturen, og det gjorde mig enormt bevidst om min læsesmag, fordi jeg netop læste så meget uden for min læsemæssige comfortzone. Hver en bog, uanset min vurdering af den, har givet mig en større referenceramme, og en evig påmindelse om at udforske støvede verdener, fordi de mest vidunderlige læseoplevelser findes der, hvor man mindst venter det.

Har I nogensinde prøvet at læse efter en sammensat læseliste eller en anden læseudfordring? I så fald hvilken? Har det været givende for jer at læse efter en liste? Måske I også har læst bøger fra Gilmore Girls Complete Reading List?

“The Making of a Marchioness” af Frances Hodgson Burnett


“The Making of a Marchioness” af Frances Hodgson Burnett, fra forlaget Persephone Books, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1901).

Emily Fox-Seton forsøger at leve et anstændigt liv i det 19. århundrede. Hun bor i en lille lejlighed med en lille indkomst, og hendes fremtidsudsigter er ikke just lovende. For at tjene til dagen og vejen assisterer hun Lady Maria Bayne i hendes daglige gøremål. Hun er både selvoptaget og selvisk. Det er i denne forbindelse, at Emily bliver introduceret til selskabslivet med dets storslået baller og galante gentlemen, men i en alder af 34, er Emilys for længst blevet en afblomstret skønhed. Da får Marquis Walderhurst øjnene op for Emilys åbne sind og gode hjerte, og hvor fremtiden så tøvende ud, virker den nu som et virkeliggjort eventyr, en vaskeægte Askepot-historie.

Frances Hodgson Burnett er forfatteren til de højtelskede børnebøger “The Secret Garden” og “A Little Princess”, bøger som står mit hjerte ganske nær. Derfor var det uden megen tøven, at jeg satte mig for at læse “The Making of a Marchioness”, som i langt højere grad henvender sig til de voksne læsere. Jeg var ivrig efter at se, om Burnetts skrivekærlighed også ville være at finde i hendes voksne værker, og med denne todelte historie var jeg en smule i vildrede. Første del er en forudsigelse Askepot-historie om en pige fra kummerlige vilkår, der med sit gåde hjerte vinder en velhavende mands hjerte, og det var denne del, der sang til mit hjerte. Jeg holdt af Emilys naivitet, godhed og mangle på det at være sofistikeret.

“Though she was not aware of the fact, her fears, her simplicity, and her timorous adoration of her husband had not allowed her to reason normally in the past. She had been too anxious and too much afraid.”

Anden del handler derimod om livet efter kærligheden, og i stedet for at være en klassisk forsættelse af sin foregående handling, tager Brunett en drejning og leder sin historie i en gotisk retning. Denne anden del er fyldt med fejlagtige faldgruber, som Brunett gang på gang falder i. Samtidig forsøger hun at skabe en politisk fortælling om vestens møde med østen. Dertil kommer en mordhistorie, der leder handlingen på et vildtledende sidespor. Romanens handling virker rodet på grund af dens korte længde, og jeg havde svært ved t genfinde samme glæde for den, som jeg fandt i dens første halvdel. Jeg var ikke længere tryllebundet, som jeg var af første dels eventyrhistorie; magien er i denne anden del sporløst forsvundet, og er i stedet erstattet af mørke og mystik. Jeg var meget forundret over denne pludselige drejning i tone og stil.

Selvom “The making of a Marchioness” betegnes som en Askepot-historie, så formår Frances Hodgson Burnett alligevel at beskrive kærligheden mellem en mand og en kvinde i det 19. århundrede på en realistisk og afromantiseret måde. Walderhurst ægter ikke Emily, fordi hun er hans store kærlighed, men derimod fordi hun er den kvinde, som han finder mest tålelig, imens Emily er ovenud begejstret for hans valg af hende, fordi hun for længst havde opgivet håbet om at blive gift på grund af sin alder. Det er tydeligt, at Burnett var klar over, at virkelighedens kærlighed ikke nødvendigvis var baseret på dybtfølt kærlighed, men derimod på nødvendighed for at begå sig økonomisk og sikre fremtidige generationer. Dermed ikke sagt, at Emily og Walderhursts relation er følelsesforladt, for selvom hans følelser over for hende lyder sådan, fremstår han som en meget hengiven og kærlig mand, der kun ønsker hende det bedste.

“She had not lived in a world where marriage was a thing of romance, and, for that matter, neither had Agatha… Even novels and plays were no longer fairy stories of entrancing young men and captivating young women who fell in love with each other in the first chapter and after increasingly picturesque incidents were married in the last one in the absolute surety of being blissfully happy for evermore. Neither Lady Agatha nor Emily had been brought up on this order of literature, nor in an atmosphere in which it was accepted without reservation.”

Romanens anden halvdel, “The Methods of Lady Walderhurst”, er overflødig, ligegyldig og intet sigende sidestillet med første del. Det er tydeligt, sådan som det påpeges i introduktionen, at del et og del to er skrevet adskilt, for Burnett har ikke samme føling med sin historie fra begyndelse til slut. Hvor første halvdel af historien kredser om den hårdtarbejdende Emily, der i sidste ende belønnes for sit gode væsen og hårde slid, tager anden halvdel en mystisk genremæssig drejning. Den lette sødme og milde tone, som er at finde i “The Making of a Marchioness” forsvinder som dug for solen til fordel for en langt mere gotisk og dyster stil. Hvor Burnett forsøger at skabe et gotisk ræselskabinet med racemæssige intriger og mystiske mord, sad jeg dog tilbage med en tom fornemmelse og himmelende øjne. Den lette glæde, som jeg fandt i bogens første halvdel, var væk, og det samme var min interesse for bogens anden halvdel.