“In books I have traveled, not only to other worlds, but into my own.”


Nogle af mine bogkøb er mere velovervejet end andre. Nogle er resultatet af pludselige impulser, en yndig forside eller en begejstret anmeldelse. Andre er resultatet af et sirligt bagsidetekst eller et rammende citat. Der er intet system i måden hvorpå jeg køber mine bøger. Af samme grund af mine bogindkøb ofte brogede; posten ringer på med tunge pakker fyldt med bøger fra forskellige århundreder omhandlende virkelige såvel som fiktive verdener. Nogen ved jeg dårligt nok hvad handler om, andre er gamle kendinge med en særlig plads i mit hjerte, som langt om længe er blevet foreviget i mit hjemmebibliotek på lige fod som at blive genforenet med en gammel ven. Mit hjerte frydes over kontraster og pasteller i min sammensatte månedsstak uanset dens størrelse. Selvom jeg forsøger at planlægge mine bogindkøb, så køber jeg frem for alt bøger, som jeg af den ene eller anden grund ikke kan undvære.

Denne måned er ingen undtagelse. Min månedlige bogstak er ikke overvældende i antallet, men derimod i størrelse og forventning; alle passer de perfekt ind i min bogreol og i mit hjerte. De udgør essentielle byggesten i min bogsamling, og som får mig til at smile om kap med solen. Mine sommerferieplaner begrænser sig i høj grad til de bøger, som jeg har planlagt at læse, og med dem vil jeg begive mig på lange rejser til fortidige århundreder, fjerne fremtider og fantasifulde verdener. Jeg vil rejse med gamle kendinge, stifte nye bekendtskaber og frem for alt rejse dybere ind i mig selv.

Nedenfor viser jeg de bøger frem, som jeg har købt i juli. Hvilke bøger har I købt i denne måned, og har i nogle særlige planer for hvilke bøger, der skal fylde jeres feriedage?

“Emily of New Moon” (Emily of New Moon #1) af L. M. Montgomery


“Emily of New Moon” af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1923).

Emily Byrd Starr er en lykkelig lille pige, på trods af det isolerede liv hun lever. I leger med vinden, og den visker søde ord til hende, hun færdes et drømmelandskab med feer og alfer, og hun fører lange samtaler med sine katte. Hele hendes magiske verden styrter i grus, da hendes far glider bort fra livet, og efterlader hende alene. Hendes, for længst afdøde, mors familie tager hende til sig efter faderens død, men de lægger aldrig skjul på, at de gør det af pligt. Den strenge tante Elizabeth lader Emily flytte ind på New Moon, hvor der ikke er plads til hendes grænseløse fantasi. Men Emily er en håbefuld lille pige, og der er håb i hendes fremtid. Hun finder en ubetinget glæde i at digte historier, en glæde så stor, at ingen kan tage den fra hende.

Jeg har ikke kendt Emily Byrd Starr længe, men mit bekendtskab med hende vil vare længe; Emily besidder en sjælden inderlighed, som L.M. Montgomery har skrevet med hele sin sjæl og hjerte. Selvom tonen er både barnlig og belærende, er den også bedøvende og betagende. Det er ikke en historie om optimisme, men derimod om perspektiv og retten til at vælge sit eget, som Montgomery forsvarer. “Emily of New Moon” er ikke endnu en moraliserende børnebog om at rette sig ind efter andres forventninger, og selvom Emily forsøger at tilpasse sig sine omstændigheder, er hun stadig sig selv nærmest.

“It had always seemed to Emily, ever since she could remember, that she was very, very near to a world of wonderful beauty. Between it and herself hung only a thin curtain; she could never draw the curtain aside– but sometimes, just for a moment, a wind fluttered it and then it was as if she caught a glimpse of the enchanting realm beyond– only a glimpse– and heard a note of unearthly music.”

Trods sin inderlighed er “Emily of New Moon” på sin vis en formularisk børnefortælling, hvis synopsis til forveksling minder meget om Montgomerys anden fortælling om Anne Shirley. Historierne om Anne er også fyldt med hverdagsglimt og finurligheder som Emilys, men hvor Anne Shirley langsomt vandt alles hjerte, var det Emily, der vandt mit. Jeg voksede ikke op med hverken Anne eller Emily, men jeg fandt mit hjerte i Emilys historie. Hendes historie er ikke kun fyldt med barndommens sødme, men berøres også af virkelighedens bittersøde og uundgåelige gang.

Emily er en nuanceret karakter, og hendes venner og familiemedlemmere komplimenterer hinanden så fint. Deres fælles hverdag tynges aldrig af trivialitet, for igen dage på New Moon er ens, selvom handlingen er jordbunden og afslappet. I høj grad følger den Emilys opvækst hos sin tante, hvor hun både skal få tilværelsen til at fungere i skolen, men også med det slægtsnavn som hun bærer, som ikke er uden problemer. Samtidig fortælles historien med håb og drømme, med forunderlighed og barndomsmagi. Emily er langt mere rolig, end den frembrusende Anne Shirley, og selvom Anne ikke ville være ikonisk uden sine talegaver og klodsethed, som ofte bringer hende i vanskeligheder, så er det Emilys rolige temperament og drømmende sind, som jeg kunne relatere til.

“It had always seemed to Emily, ever since she could remember, that she was very, very near to a world of wonderful beauty. Between it and herself hung only a thin curtain; she could never draw the curtain aside– but sometimes, just for a moment, a wind fluttered it and then it was as if she caught a glimpse of the enchanting realm beyond — only a glimpse — and heard a note of unearthly music.”

Jeg beundre L.M. Montgomery for hendes evne til at skabe mindeværdige karakterer, for Emily har sat sig fast i mit hjerte. Hun forsøger ikke at romaniserer barndommen og det dertilhørende, selvom Emily er drømmende og fantasifuld, men hun portrætterer derimod en realistisk verden med tilsvarende karakterer. Det er en forudsigelig verden, der går sin vante gang, men igennem Emilys syn forvandles den til et eventyrland af ren fantasi, der dog aldrig løber helt af med hende, og som også overskygges af gråvejrsskyer fra tid til anden. Hun er dog den, der holder fast i det magiske, det som binder den til virkeligheden, og på baggrund heraf åbnede hun en helt ny verden for mig.

Forfatterinterview med Kirsty Logan

© Monkey Twizzle

Var der nogen, der havde særlig indflydelse på, at du blev forfatter, eller på anden måde hjalp dig til at blive det?
Begge mine forældre var en stor inspiration og støtte for mig. Selv da jeg var otte år gammel og skrev små historier i forbindelse med mine lektier, tog de mine historier alvorligt. Det tror jeg er alt afgørende for enhver med forfatterdrømme – det tager så lang tid at udvikle de færdigheder det kræver, for at kunne blive udgivet, og indtil da har du brug for al den hjælp, du kan få. Det er også derfor, at jeg dedikerede min første bog til min mor, fordi jeg virkelig ikke kunne have gjort det uden hende. Jeg tænker ofte på hvor stolt min far ville have været af “The Gracekeepers”, men samtidig skrev jeg den i forbindelse af mit tab af ham, så jeg kunne ikke have skrevet den, hvis han stadig var i live.

Hvad fik dig til at skrive “The Gracekeepers”?
Det begyndte med et lille mærkværdigt billede. Omkring et år efter min far døde, var jeg ude på en båd med min onkel. Vi havde begge lidt et forfærdeligt tab – jeg havde mistet min far, og min onkel havde mistet sin bror – men vi talte aldrig direkte om det. Da fik jeg øje på et par flydende bøjer med lys indeni, der lignede fuglebure. Mine tanker begyndte at vandre: hvorfor skulle der være fuglebure på havet? Mine tanker var stadig tynget af sorg samt en måde at tale om det på, og så tænkte jeg, at fugleburene måse var et gravsted, hvor fulgenes levetid inden i burene ville indikerer en persons tab af et andet menneske. Hele romanen udspringer fra det lille men meget personlige sted.

Din roman besidder en helt særlig magisk kvalitet. Hvad driver dig til at skrive i denne genre?
Jeg er meget inspireret af mytologi og eventyr. Et eventyr er en historie, der resonerer igennem tid og sted. Historierne omhandler billedelige udtryk, troper, sådan at en mor i et eventyr af enhver mor; et knust hjerte er alle knuste hjerter; et forladt barn er alle forladte børn. Et eventyr om en pige, der drager ud for at finde sin døde far er relevant for mig, en 31-årig kvinde, der lever i det moderne Glasgow, fordi faren i den historie er min egen far. Pigen i historien er mig, og dig og alle og enhver. Sandheden i eventyr er relevant for os alle, lige meget hvor specifikke omstændighederne er. Næsten alt jeg skriver er inspireret af myter i højere eller mindre grad – det er det, som jeg altid vender tilbage til.

Romanen er i høj grad delt mellem de, som lever et eventyrlystent liv til havs, og de, der lever en rolig tilværelse på land, og alligevel føler dine to protagonister sig aldrig rigtig hjemme, og de prøver at bryde fri af både hjem, men også i form af deres køn og seksualitet. Hvad er dine tanker herom?
Der er mange binære konflikter i bogen: land/hav, mand/kvinde, homoseksuel/heteroseksuel, sikkerhed/frihed, det frie liv/det roligelige liv. Store dele af konflikterne i bogen handler om, at karaktererne føler, at de er nødsaget til at vælge det ene og dermed fravælge noget andet. Jeg håber, at det er det, som karakterne (og måske læseren) indser med den fiktive verden (og måske også vores verden), at det ikke handler om binære valg. Hvis vi vil det, kan vi vælge én ting, men vi kan også veksle mellem to, eller vi kan fravælge begge til fordel for noget tredje og følge den sti i stedet.

Din historie handler om et cirkus til havs. Hvad betyder disse to for dig?
I min skrivning og i mit liv, har jeg altid vendt tilbage til min fascination af cirkuser og havet. Jeg elsker forestillinger, karnevaller og melodramaer: glitter og musik og hænderne i vejret. Men jeg elsker også det underdrevne og det usagte: værdig tavshed og det at se skyerne forandre sig og det at vende et blad og finde en lille rød svamp nedenunder. Skotland giver mig begge dele. Jeg bor i Glasgow, og hver aften er der bands, som spiller, der er interessante steder at spise, teaterforestillinger, kunstudstillinger, boglanceringer og digtoplæsninger. Samtidig har Skotland store og tomme landskaber. Skyhøje bakker, mystiske dale, forladte hytter, og den mest glorværdige kystlinje jeg nogensinde har set.

Du har også udgivet en novellesamling. Var svære at skrive en roman? Var skriveprocessen på andre måder anderledes fra at skrive noveller?
Min roman er uden tvivl en novelleforfatters roman! Noveller kommer mere naturligt til mig, så det var en måde hvorpå jeg kunne gå til det at skrive en roman, samtidig med at jeg holdt mig til min naturlige rytme. Hvert kapitel har sin egen fortælling, og jeg ønskede at hver karakters synspunkter skulle underminere det forgående perspektiv. I et kapitel har vi klovnes observationer af ringmesterns kone, som de synes er både ond og tåbelig, og så har vi ringmesterens observationer af sin kone, og han ser hende selvfølgelig anderledes som sød og smuk og sensitiv.

En roman er som et dukkehus: du åbner op foran og alle de små rum bliver synlige, hvert rum har sine egne karakterer, som gør forskellige ting i deres verden. Jeg har altid elsket miniature udstillinger på museer. Hvad der er endnu bedre er rekreationer i deres fuldestørrelse: People’s Palace museum i Glasgow har et konstrueret etværelses hjem fra 1930’erne komplet med køkkenredskaber, møbler, tekstiler og alt, hvad en familie har brug for. Jeg er besat af det. Jeg kunne se på det i timevis og forestille mig livet for de mennesker, der boede der. En novelle er anderledes: den er kort og skarp. Jeg ser en novelle osm et nøglehul; et smugkig ind i et enkelt værelse frem for det store billede af hele dukkehuset. En novelle skal gerne pege i retning af et større billede, der tillader læseren selv at forestille sig en verden, hvor en roman kan udforske denne verden til fulde. Det er det, som jeg fandt særlig spændende ved at skrive “The Gracekeepers”: at skabe en levende verden som læseren kan udforske.

Har du oplevet negativ kritik i forhold til dine værkers tilgang til seksualitet?
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle noget saftigt eller chokerende, men jeg har kun oplevet positiv feedback. Jeg har oplevet, at andres læsning slet ikke kommenterede seksualiteten, som jeg fremsætter den, og ingen har heller ikke spurgt mig om hvorfor jeg valgte at vinkle det, sådan som jeg har gjort. Og hånden på hjertet, så var det aldrig en beslutning til at begynde med. Jeg har altid ment, at seksualitet ikke nødvendigvis behøver ikke kommentering, med mindre det er netop er formålet – seksualitet er et aspekt af menneskers identitet, men det er ikke nødvendigvis det vigtigste aspekt af den. Jeg blev for nyligt forlovet med min kæreste, Annie, og vi planlægger at blive gift og få børn i de kommende år. Jeg er meget heldig, at Glasgow generelt er meget accepterende omkring LGBT-livsstile, og jeg har aldrig oplevet homofobi her. Jeg ved, at det er et alvorligt problem andre steder, og selvom Scotland er accepterende, er vi langt fra rigtig ligestilling.

Hvor vigtig er den opvækst og dit nuværende liv i Scotland i forhold til din litterære æstetik?
Selvom jeg er skotte, så blev jeg faktisk født i England, hvor det var kedeligt, kedeligt, kedeligt! Min familie flyttede til Glasgow da jeg var 13, og hvis jeg forsat havde boet i det engelske, vill jeg ikke har været den forfatter, som jeg er i dag. Scotland er så inspirerende. Der er folkemyter og eventyr, og selvfølgelig historier om selkies, kelpies og havfrue som foregår til søs. Uanset hvor i Scotland du er, er du aldrig længere væk fra havet end 40 miles. Jeg har skrevet så meget om skotsk folklore, men jeg føler at jeg dårligt nok har berørt overfladen. I Scotland har vi også en traditionen ceilidh, hvor mennesker stilmer sammen med musik og dans. Det er et meget social land, og menneskene er meget venligere her, end andre steder jeg har været. Skottere, og særligt dem i Glasgow, vil altid hjælpe en fremmed, eller sniksnakke for at udfylde stilheden uanset om det ønsker det eller ej! Jeg elsker det sociale aspekt af landet: at drikke og danse til musik indtil daggry. men jeg elsker også den anden side at Skotland: dage med stilhed og at se tidevandet ånde. Jeg forsøger at bringe denne kontrast ind i min skrivning uden at den bliver en modsigelse. Jeg vil altid blive inspireret af dette land.

Hvilke forfattere har inspired sin skrivestil mest?
Jeg er lidt en skade, når jeg læser: jeg tager noget fra alt det jeg læser. Jeg er meget influeret af Angela Carter (særligt “The Bloody Chamber”) og Michelle Tea (særligt “Valencia”). Når jeg ser tilbage på de bøger, som har haft størst indflydelse på mig, er de alle mørke eventyrfortællinger eller ærlige undersøgelse af seksualitet – så det kommer ikke som nogen overraskelse, at det er de emner, som jeg vedbliver at skrive om. Jeg vil i den forbindelse anbefale tre virkelig undervurderet bøger: Emma Donoghues genfortællinger af eventyr “Kissing the Witch”; Sally Prues korte og mørke “Cold Tom”; og Laura kasisches klaustrofobiske og sensuelle ungdomsbog “Boy Heaven”. Jeg elsker også grafiske romaner og novellesamlinger og digte, og jeg kunne blive ved med at tage om bøger jeg elsker – tilføj mig på GoodReads, så vi kan udveksle anbefalinger af bøger til hinanden.

Hvad er dit yndlings eventyr?
“Kate Crackernuts”, et skokst eventyr om en pige, der ikke er pæn eller ærbar, men som ender med at få en lykkelig slutning ved at være klog og resourcefuld. Der er også et febal, som har en selvmoddsigelse, som jeg elsker; det er smukt og galmorøst og festligt, men det er også destruktivt og kan i værste fald koste dig livet. Det er det, som jeg elsker ved eventyr: skønhed kombineret med mørke.

Kirsty Logan er en skotsk forfatter. “The Gracekeepers” er hendes debut roman, men hun har også skrevet novellesamlingen “The Rental Heart and Other Fairytales”. I kan læse mere om hende på hendes hjemmeside.

“The Complete Maus” (Maus #1-2) af Art Spiegelman


“The Complete Maus” (Maus #1-2) af Art Spiegelman, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2003 (org. udgivet i 1991).

“Maus” både en fortælling om, hvordan Vladek Spiegelman overlevede Anden Verdenskrig og hvilke spor, krigen efterlod i ham. Fortællingen tager form, da den unge Art Spiegelman en dag spørger ind til sin fars oplevelser under kriger og begynder at skrive dem ned i tegneserieform, men selve beretningen begynder længe før det, og igennem sin fars ord, genskaber Spiegelman et stykke mørk verdenshistorie igennem kampen mellem katte og mus. I 1980’erne udkom “Maus” som en føljetonroman i tegneserieform i bladet “Raw”, og i 1991 færdigskrev Art Spiegelman historien og udgav den som bog. Sidenhen er denne grafiske roman blevet Pulitzer-prisen, som den første i sin genre.

Mit kendskab til tegneserieverden er minimalt, men da jeg tilføjede “Maus” til hjemmebibliotek, var jeg godt klar over, at jeg mellem mine hænder holdt en bog med en langt større berømmelse, end jeg nogensinde ville kunne forstå. Det er en af den slags fortællinger, der altid vil vække opmærksomhed, altid vil være original, og som altid vil være relevant alene på grund af dens tema og dens udformning. Hvor ubegribeligt det end lyder, formår Spiegelman at håndgribeligegøre Anden Verdenskrig ved at skildre den ud fra mus og katte, der lever i en uendelig musejagt. Ligesom George Orwells “Animal Farm”, bliver nogle ting blot endnu klarere, når de iføres nye kostumer.

“To die, it’s easy. But you have to struggle for life.”

Den symbolske betydning er dog kun i Spiegelmans tegninger, eftersom at musene gennemlever en tilværelse med opslidende arbejde, for sidenhen at blive gasset og kastet ned i de grave, som de selv har gravet. Musene er underlagt kattene, men de bliver hverken kradset, bidt eller lokket med ost. Havde det været tilfældet, ville symbolikken have stukket dybere både rent fortællemæssigt men også i mit hjerte, selvom jeg kom til at holde meget af historien alligvel. Særligt blev jeg berørt af en sekvens, hvor en tilfangetaget mus ihærdigt forsøger at forklare, at han i virkeligheden er en kat, og han skildres således som begge, og fordi Spiegelmans tegninger er så raffineret, påpeger han i den forbindelse, hvor lille en forskel der egentlig er mellem musene og kattene.

Historien er ikke alene kompleks i det den handler om holocaustene under Anden Verdenskrig, men den er også kompleks i sin struktur. Flere gange blev jeg overrasket over dens mange metafiktive elementer, som jeg blev mødt af; Art kommenterer på sin egen skriveproces, og inddrager endda billeder af virkelige familiemedlemmer, som han ikke har maskeret som mus. Kernehistorien er i sig selv hårdtslående og rammende, og på grund af dens mange lag er læseoplevelsen noget helt særligt. Det er en af den slags fortællinger, som bliver hos sin læser, og selvom den forfærdede mig og rørte mig til tårer, så kom jeg også til at holde meget af den måde, hvorpå Spiegelman beskriver en forfærdelig tidsperiode, men også måden hvorpå han eftertænkning beskriver de eftervirkninger, den har fået. Udførelsen er gennemført og kløgtig.

“Friends? Your friends? If you lock them together in a room with no food for a week then you could see what it is, friends!”

Spiegelman kaster ærligt og modigt lys over Vladek, for selvom krigen for længst er slut, har Vladek et gennemtrængende behov for selskab, anerkendelse og nogen at dele sine historier med. Grundlæggende er dette endnu en vigtig brik i et stort pulsespil af menneskeskæbner i en af verdenshistoriens mørkeste tider. “Maus” er en fortælling om Anden Verdenskrig, om holocaust og koncentrationslejre. Den er en maskeret fortælling om før, under og efter krigen, hvordan mennesker er villig til at strække sig til det yderste for at overleve, og hverdag efterfølgende forsætter kampen for at udholde de fortidige sår, som aldrig rigtig vil hele. Det er en historie om at få frataget enhver form for identitet, for derefter at skulle finde den igen. Art Spiegelman viser med “Maus” hvordan grafiske romaner også evner at fortælle verdenshistorie med dybde og karakter, og det er en fortælling, jeg for intet i verden ville have været for uden.