“Sæt en vagtpost ud” af Harper Lee


“Sæt en vagtpost ud” (org. titel “Go Set a Watchman”) af Harper Lee, fra forlaget Lindhardt & Ringhof, udgivet i 2015. Læst på dansk — originalsproget er amerikansk. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Den nu 26-årige Jean Louise “Scout” Finch lever en stille tilværelse i New Yorks hektiske byliv fjernt fra den indgroede by Maycomb. Da beslutter hun sig for at aflægge byen og sin familie et visit, og til hendes store forbløffelse er den lille by i Alabama-staten ikke længere som den var en gang. Forandringerne finder hun særlig inden for sit barndomshjems fire vægge med den far, hun altid har set op til og beundret ubetinget. Hendes hjemkomst er derfor bittersød.

Det er uden tvivl årets udgivelse. 55 år efter sin udødeliggjorte “To Kill a Mockingbird”, den eneste roman som Harper Lee har skrevet, udkommer hun nu med en noget kontroversiel forsættelse til sin enestående klassiker, og selvom “To Kill a Mockingbird” så dagens lys længe før “Sæt en vagpost ud” er denne skrevet før. Ligesom resten af verdenen holdt jeg vejret, da bogens udgivelse blev offentliggjort, for jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle mene om det, særlig når man ser på Harper Lees mentale tilstand og de moralske spørgsmål, som der har været i den forbindelse, og alligevel lod jeg mig gribe af chance for at vende tilbage til Maycomb sammen med Scout.

“Hvis hun havde haft den indsigt, hvis hun havde gennembrudt barriererne omkring sin højst begrænsede isolerede verden, havde hun måske opdaget, at hun gennem hele sit liv havde haft en synsfejl, som var forblevet ubemærket og negligeret af hende selv og dem, der var tættest på hende: Hun var født farveblind.”

Jeg tror det er vigtigt, når man læser denne bog, at man forsøger på bedste vis at læse den som et selvstændigt værk, eftersom bogen er skrevet før “To Kill a Mockingbird”. Her er Radley Boo fraværende, Scouts gode ven Dill refereres der kun til, og hendes bror Jem er heller ikke at finde.Min glæde for bogens tilblivelse blev bekræftet af dens indhold lige såvel som min skepsis; til at begynde med var jeg forundret over hvor meget jeg nød at læse den. Selvom Jean Louise er væsentlig ældre og forstår verdenssituationen for hvad den er, hvor hun i “To Kill a Mockingbird” ser verden igennem sine godtroende barneøjne, ser hun her Maycomb og dens inbyggere for hvad de virkelig er.

Fordi Scout er voksen, er tematikkerne også anderledes fra “To Kill a Mockingbird”, selvom hun stadig er styret af sit iltre temperament og sine barnagtige og frisindet indskydelser. Handlingen kredser derfor i høj grad om den voksende kærlighed mellem Jean Louise og barndomsvennen Henry Clinton, men denne kærlighedsrus brister, da Jean Louises verden bliver slået ulykkeligt i stykker og sandheden om Maycomb lader sig afsløre; byen er sortseende og snæversynet i måden hvorpå de hvide indbygger ser sig hævet over de sorte, og da Jean Louise sander omfanget af denne snæversynethed som også omfatter hendes idoliseret far, ændre hendes nostalgiske opfattelse af Maycomb sig. Jeg har altid idoliseret Atticus Finch, og denne opfølger slår dens forløber itu. Atticus bliver et modstykke til sig selv, en skygge af alt det, som kendetegner ham i “To Kill a Mockingbird”.

“Hvad var det for råddenskab, der havde bredt sig over de mennesker, hun elskede? Så hun den tydeligt, fordi hun havde været væk fra den? Havde den bredt sig gradvist i løbet af årene? Havde den altid været lige for øjnene af hende, hvis bare hun havde set ordentligt efter?”

Jeg ved ikke, om jeg kunne mærke Maycomb, fordi jeg allerede kender til byen, eller om det er fordi Lee endnu en gang formår at vække den til live endnu en gang. Hendes sprog er unægteligt godt, og Jean Louise er på mange måder, som hun er i forgængeren, men samtidig er der også noget ved bogen, som jeg endnu ikke har kunne sætte en finger på, hvad er, men som gjorde den problematisk for mig, og derfor var jeg i vildrede, da jeg lukkede bogen; jeg nød at læse den, men jeg var ikke tilfreds. Jeg kunne godt se, hvor Harper Lee vil hen, men jeg synes ikke det lykkes, for da de politiske og sociale problemstillinger for alvor kommer i spil, sætter hun punktum for historien, en slutning jeg fandt for sentimental. For sandheden er at der går langt tid før de politiske og socialeproblemstillinger bliver en del af handlingen.

“Sæt en vagtpost ud” er for mig et selvstændigt værk, og skal for så vidt muligt læses derefter, selvom jeg også fandt det vanskeligt at adskille den fra dens forgænger, fordi begge bøger netop kan stå i forlængelse af hinanden. Bare fordi de kan, tror jeg ikke de nødvendigvis skal. Denne roman er i mine øjne en slags forhistorie til det, der blev til en af mine yndlingsromaner. Det var sådan historien startede ud, og at se hvordan Harper Lee endte ud med “To Kill a Mockingbird” er et storslået syn, fordi det er to vidt forskellige fortællinger, selvom de begge har raceproblematikken for øje. Det er nu flere dage siden, at jeg læste bogen til ende, og jeg er trækker stadig på skuldrene, når jeg bliver spurgt, hvad jeg synes, men overbevidst er jeg ikke.

8 thoughts on ““Sæt en vagtpost ud” af Harper Lee

  1. Jeg vil virkelig gerne læse denne bog, men jeg tror, at jeg venter lidt.
    Lige nu er ‘Dræb ikke en sangfugl’ nemlig alt for frisk i hukommelsen og så tvivler jeg virkelig på, at jeg kan skelne de to bøger fra hinanden.

    1. Det kan jeg sagtens forstå. Jeg læste ‘Dræb ikke en sangfugl’ i efteråret og dens handling er dog stadig meget frisk i min hukommelse, så jeg fandt det til tider også svært at adskille de to bøger.

  2. Jeg leste den ut i går, og klarer ikke helt å bestemme meg. Jeg er liksom litt sur på Harper Lee for at Atticus, som jeg ELSKET, plutselig begynte å ta valg og mene ting jeg ikke selv kan stå for. Jeg ble langt mer provosert av Jean Louise og Atticus i denne romanen enn i Drep ikke en sangfugl, men mindre provosert av samfunnet rundt. Det politiske engasjerte ikke helt på samme måte, og Atticus sitt “svik” ble dominerende. Jeg mener at boka handler vel så mye om desillusjon som rasekamp, og lesefokuset mitt ble hele tiden trukket mot Atticus.

    1. Jeg føler med dig! Atticus er en fantastisk karakter i ‘Dræb ikke en sangfugl’, men i denne er han helt anderledes; en skygge af sig selv. Jeg tror derfor du har helt ret i at bogen i tilsvarende grad handler om desillusioner som brister.

  3. Jeg har endnu ikke læst To Kill A Mockingbird? Hvad vil du anbefale? At jeg læser Go Set a Watchman først, eller i den rækkefølge de er udgivet i?

    1. I så fald synes jeg helt sikkert, at du skal læse ‘To Kill A Mockingbird’ først. Det er sådan en fantastisk bog, og det er den, som Harper Lee er kendt for. ‘Go Set a Watchman’ ser jeg som et slags manus eller et udkast til ‘To Kill A Mockingbird’, så jeg ville helt sikkert læse dem sådan.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.