Om bogligt snobberi


Første gang jeg krummede tæer over universitetslivet var på min allerførste dag i den allerførste time. Fordi alles ansigter var fremmede, men at vi havde bøger og læsning tilfælles, foreslog en af underviserne, at vi skulle præsentere os selv med navn og yndlingsforfatter. Under de mange præsentationer forekom det mig hurtigt, at mange af mine medstuderende var belæste, og efter lektionens afslutning gik jeg med faste skridt i retningen af biblioteket for at låne mange af de forfattere, som de andre havde nævnt, hvis navne var mig lige så fremmede som ansigterne på mine klassekammerater. Jeg præsenterede mig selv med Jane Austen som min yndlingsforfatter uden den mindste tøven, fordi hun oprigtigt er min yndlingsforfatter, men i samme øjeblik, som hendes navn undslap mine læber, udelukkede jeg en masse andre forfattere, som har præget min læsning. Også nyere og nulevende forfattere.

Særligt husker jeg en af mine medstuderende sige, at hun ikke havde læst så mange klassiske forfattere, men at hun bare godt kunne lide at læse fantasy. Hun var den første til at bevæge sig væk fra den klassiske kanon, men bestemt ikke den sidste. Om der gik litterært snobberi i præsentationerne skal jeg ikke kunne sige, men jeg finder det problematisk, når en læser afskriver sig en kanon fuldstændig, fordi den ikke er litterær nok. Ingen klassikere bliver udgivet som klassikere, det er noget, som de bliver med tiden. “Midnight’s Children” af Salman Rushdie anses for at være en klassiker, og bogen er skrevet i 1981,og forfatteren lever stadig. I nyere litteratur har jeg fundet et hav af boglige perler, som udgør en vigtig bestanddel af min litterære skattekiste. Jeg har læst “Life of Pi” af Yann Martel, som er en af mine absolutte yndlingsbøger, “How to Breathe Underwater” af Julie Orringer er en af de bedste novellesamlinger jeg endnu har læst, og “All the Light We Cannot See” af Anthony Doerr tog mig med storm. Fælles for disse er den tid, hvori de er skrevet. God litteartur bliver skrevet løbende og det er en aldrigstoppende proces, som Choncey Boddington så fint forklarer det.

Alene det faktum, at en bog er populær, garanterer ikke, at den er god. Da jeg læste “Norwegian Wood” af Haruki Murakami var der en passage, som mine øjne ikke kunne slippe: “If you only read the books that everyone else is reading, you can only think what everyone else is thinking.” Ordene har hængt fast i mine tanker lige siden. Som læser af den klassiske kanon er man ikke mere intelligent som menneske, end de, der foretrækker en anden eller nyere genrer, selvom man naturligvis kan være særligt belæst indenfor en genre, ellers ville det være meningsløst at specialisere sig heri. Der er derfor ingen skam i at have J.K. Rowling som sine yndlingsforfatter lige så lidt som at have Jane Austen, men jeg tror det er vigtigt at læse fra begge tidsperioder. Jeg læser meget klassisk litteratur, og det gør jeg, fordi det interesserer mig, men frem for alt fordi jeg har lyst, og fordi det oprigtigt interesserer mig. Jane Austen har utvivlsomt ladet sig inspirerer af sin samtid og de værker, der var klassikere på hendes levetid, og det ses med “Northanger Abbey”, som er en parodi på Ann Radcliffes “The Mysteries of Udolpho”. Meget litteratur afspejler sig i hinanden. Til grund for læsningen bør lysten være, og jeg har lyst til at være en del af de bøger, som for første gang ser solens lys. Det gør mig glad at tænke på, at jeg har været med til at læse Harry Potter i den tid bøgerne blev udgivet og vide, at de forhåbentligt i fremtiden vil blive en del af den klassiske kanon, og at jeg læste dem sammen med så mange andre læste dem længe før det.

Har I oplevet bogligt snobberi? I så fald, hvordan? Hvad tænker I om det kune at læse én genre eller tidsperiode, fordi den eftersigende skulle være mere højlitterær?

Reklamer

12 thoughts on “Om bogligt snobberi

  1. susbogblog

    Uha, ja jeg har. Jeg har oplevet at sidde med andre bogelskere, hvor vi diskuterede Fifty Shades of Grey. Man kan mene hvad man vil om den bog, men jeg sagde, at jeg havde læst den og fandt den OK underholdende, og at jeg godt kunne se, hvorfor så mange fandt den fantastisk. Til det var der 8 ud af de 15 ved bordet, som direkte fnyste og rullede øjne af mig og sagde “eeeeej vel?”. Wauw. Bare fordi vi ikke alle sammen gider læse Jane Austen, så betyder det virkelig ikke, at man kan opføre sig sådan overfor andre mennesker. Jeg møder det også tit i mindre grad, fordi jeg er en af dem, som ikke rigtig er interesseret i andet end Fantasy, paranormal og ungdomsbøger- Hold nu kæft jeg har hørt meget lort for det. Jeg må jo være dum, siden jeg ikke vil læse finlitteraturen, og siden jeg læser ungdomsbøger må der også være noget galt med mig, jeg er jo voksen, jeg skal da læse voksenbøger.

    Det er sgu ikke os alle sammen der gider Helle Helle, Jane Austen, Leo Tolstoy eller Murakami. Og det er da i orden! Jeg ser ikke ned på andre, fordi de læser noget andet end mig, og det gør heller ikke noget at de ikke gider læse det jeg godt kan lide at læse. Men jeg er ikke dum, fordi jeg ikke gider læse finlitteratur. Og jeg har nul respekt for de såkaldte kulturelle læsere, som ser ned på alle andre end dem, som læser præcis deres favoritlitteratur. Vi skal alle være her, og jeg kan ikke se, hvorfor det er et problem at nogen af os læser noget andet end andre.

    1. Anne Nikoline

      jeg skal ærligt indrømme, at jeg heller ikke bryder mig om Fifty Shades af flere grunde, selvom jeg aldrig har fået læst den færdig, men jeg kan godt forstå at andre finder den god på grund af den måde den er skrevet på. Som læser har man jo lyst til at vide, hvordan det ender, og det driver lysten til at læse. Det er der ingen skam i. Omvendt set har jeg det også svært med, at nogen afskriver klassisk litteratur fordi “det er for kedeligt” eller for “tungt” – jeg tror det er en balancegang og den går begge veje.

      Heldigt for dig er der udarbejde analyser der viser, at langt flere voksne læser ungdomsbøger end den tiltænkte målgruppe. Det synes jeg er meget sigende på en positiv måde. Og selvfølgelig er man ikke dum fordi man ikke læser ‘finlitteratur’. Der er masse af skønne referencer og guldkorn at hente i ungdomsbøger og fantasyromaner. Hvem ved? Måske bliver noget af den ungdomslitteratur som du holder af at læse til klassikere en dag? I grunden er det jo lige meget, så længe lysten driver læsningen.

      1. susbogblog

        Det er præcis det jeg mener! Altså, bare fordi jeg ikke læse de fleste ældre klassikere, fordi jeg finder dem kedelige og sproget svært at få til at fange mig, så går jeg da ikke rundt og siger, at klassikere bare er såååå kedelige og at jeg ikke fatter folk gider læse dem. Det er jo bare et spørgsmål om, at nogen finder noget andet spændende end andre. Nogen kan rigtig godt lide krimier, nogen kan godt lide moderne litteratur, nogen er mest til klassisk litterartur, nogen er til fantasy, nogen er til eroktik og så videre. Jeg synes godt man som læser kan respektere, at hvad der er godt litteratur for en selv ikke nødvendigvis er det for andre. Ligesom at der ikke er noget litteratur der er bedre end alt muligt andet, undtagen for en selv. Klassikere er selvfølgelig blevet klassikere af en årsag, men det betyder ikke nødvendigvis at det er bedre en andre bøger udgivet i samme tidsperiode. Det kommer jo helt an på, hvem det er der læser.

      2. Anne Nikoline

        Det er naturligvis en smagssag. Der findes jo heller ingen endegyldig definition på hvad god litteratur er. Det er meget subjektivt, og det kan derfor ikke sige med universelle ord. Jeg tror derfor du har helt ret i, at man som læser skal have respekt for andres læsning – hvad end det er fordi man kan lide fantasy, klassikere, krimier, og andre ikke kan. Det er de læsende øjne der afgør kvaliteten af en bog, og selvom mange øjne vedbliver at falde tilbage på den klassiske litteratur, fordi den netop er blevet anerkendt, har disse bøger også haft en længere levetid til netop at blive anerkendt. Det har moderne litteratur ikke på samme måde, og det er præcis derfor, at jeg skriver, at jeg også tror på vigtigheden af at læse moderne litteratur.

  2. Troels Beck Landbo

    Jeg ved hvad du snakker om, jeg er måske selv lidt ramt af det. For mig er det nemlig lidt magtpåliggende at udbygge mit kendskab til de forskellige klassikere, bare fordi at de er klassikere. Charles Dickens er en forfatter som jeg har et anstrengt forhold til, men da jeg ejer en læderindbundet bog med fire noveller og dertil David Copperfield ønsker jeg at få læst bøgerne på et tidspunkt – så må hver roman bare tage det halve år den tager (jeg får læst andet samtidig med).

    For mig er der mange bøger som jeg vil have læst – er stadig i gang med at rydde op i min bogreol men Dickens gør det tungt. Dertil kommer at jeg gerne vil have fat i “Go set a Watchman” og de næste bøger i Discworld, foruden at jeg kunne tænke mig at læse noget mere Jane Austen så en læderindbundet udgave står på min liste over bøger som jeg kan tænke mig.

    Til slut ved jeg ikke helt om jeg skal takke dig eller forbande dig over at have introduceret mig for The Little Black Classics Box Set. Nu tror jeg at jeg ved hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave i hvert fald. 64 sider? Sådan en bog kan jeg godt nå på en aften.

    1. Troels Beck Landbo

      Vil lige gøre det klart at jeg fuldt ud respektere når folk ikke læser samme typer bøger som mig. Ærgre mig dog noget når folk ikke har/har prøvet/har planer om at læse en af de store aktuelle klassikere som 1984 eller Animal Farm (skal jeg have læst, ved ikke lige hvornår).

      1. Anne Nikoline

        Det er netop også meget magtpåliggende for mit vedkommende at udbygge mit kendskab til de mange klassikere – dog har jeg netop haft et semester med større fokus på moderne litteratur, og det tror jeg var rigtigt vigtigt at få med. Jeg tror det er vigtigt at læse bredt og forskelligt, men selvfølgelig frem for alt det, som man har lyst til at læse.

        Jeg beklager meget det med The Little Black Classics, men er det ikke et skønt koncept? Jeg glæder mig selv så meget til at få dem alle sammen på én gang.

  3. Mette

    Jeg har aldrig selv været udsat for bogligt snobberi, men det hænger mest af alt sammen med, at jeg kender ganske få personer, der læser andet end et par krimier om året.

    Jeg havde dog engang en dansklærer, der gik meget op i, at alt det vi læste i vores fritid skulle være højlitterært. Sådan fik man mest anerkendelse, sagde hun. Problemet er bare, at jeg ikke læser for at blive anerkendt – jeg læser, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi det er noget, jeg nyder at gøre. Så enkelt er det egentlig.

    Du har så ret i, at en bogs kvalitet ikke afgøres ud fra, hvor populær den er. Jeg synes dog, det bliver problematisk, når bestemte genrer – og især læserne af disse – bliver hånet, fordi den ikke er lige så anerkendt som så meget andet litteratur. Især “Fifty Shades of Grey” og dens læsere har fået klø, og selvom jeg ikke videre synes om serien, så mener jeg heller ikke, det kan være rigtigt, at nogle læsere føler, de har en ret til at tilsvine andre på grund af deres læsepreferencer. Mit liv kan umuligt blive dårligt af, at andre læser en bog, jeg ikke selv bryder mig om.

    Dog ses det jo også den anden vej rundt, hvor nogle læsere opfattes som snobber, hvis de ikke læser andet end klassikere. Det er simpelthen noget pjat! Nyder man at læse klassikere, så kan jeg på ingen måde se, hvorfor man skal ændre dette. Det er først, når man – som min daværende dansklærer – kun går op i at læse højlitterært, at det bliver et problem, for så mener jeg ikke, at man læser for sin egen skyld længere.

    Det blev en vældig lang besked, men det er kun fordi, jeg synes, det er et interessant emne, så jeg håber, du bærer over med mig og alle mine ord :D

    1. Anne Nikoline

      Frem for alt tror jeg på, at det er vigtigt i det hele taget af læse. Så er det næsten bedøvende ligemeget hvad, der bliver læst. Jeg er selv ret glad for at have læst så meget klassisk, fordi de giver mig en stor forståelse af meget af det som bliver udgivet i dag, men tilsvarende holder jeg også af at fordybe mig i moderne litteratur alene fordi jeg har lysten til det. Jeg synes derfor det er en god pointe du har med, at du ikke læser for at blive anerkendt, men derimod fordi du nyder at gøre det.

      Meget kan man sige om Fifty Shades, men de har givet bogmarket en gevaldig optur i en periode præget af tørke og underskud. At det så ikke er højlitterært er uvæsenligt. Det er også meget spændende, synes jeg, at tale med andre om hvorfor de så godt kan lide en bog, jeg ikke selv bryder mig om eller den anden vej rundt, for den sags skyld. Jeg synes der kan koomme en rigtig god debat ud af det uden at det bliver til mudderkastning.

      Omvendt set kan man vel også siges at være snobbet, hvis man partout afskriver sig den klassiske genre, fordi det er “kedeligt” eller “tungt”. For mig at se går det begge veje, selvom det nok er mest typisk at blive set på som en snob, hvis man primært læser klassisk litteratur. Jeg er derfor helt enig i, at man skal læse lige det, som hjerte begærer, selvom jeg dog også tror på, at det er vigtigt at læse bredt.

  4. Anne

    Bogsnobberi…… der er så Mange, der har kommentarer til, at jeg læser knit-lit mysterier på mine busture hver dag. knit-lit er en form for strikkeglade Miss Marple typer i flere aldre, der løser mysterier med deres fiber/strikkevenner i bogens verden. Jeg holder virkelig af de bøger, der er lette at læse under busturen….. og ja, jeg er selv en strikker…….

    Men de glemmer bare, at det blot er en slags af de bøger jeg læser, Lewis Carrol, Stephen King, John Frost, Agatha Christie, Jane Austen, Charles Dickens, John Verdon, Sir Arthur Conan Doyle, Tony Morris, Kenzaburo Oe, Sarah Blædel…… det er blot et udvalg af forfattere, som jeg har læst en del bøger af og findes hjemme på min boghylder – jeg elsker bøger og kunne aldrig finde på at nedgøre nogle fordi de læser Barbara Cartland eller en eller anden biografi om en sportsmand/kvinde…. de læser, og bare det gør mig glad. Jeg er ikke typen, der læser ALT, hvad jeg kommer i nærheden af, men jeg fristes tit til at læse (for mig) nye forfattere for at finde ud af, om jeg måske deler andres mening.

    Hæftede mig lige som dig også ved det citat fra Murakami, da jeg læste bogen – det ramte lidt plet, da jeg kommer til at grine over en episode for et par år side, hvor en fly stewardesse (eller hvad de kaldes nu) bemærker, at vi er 4 mennesker på samme række i flyet, der på hvert vores sprog er i gang med at læse Dan Browns “inferno”

    God weekend

  5. Pingback: Når litteratur ikke er rigtig litteratur – Windblown Pages

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s