“Emily of New Moon” (Emily of New Moon #1) af L. M. Montgomery


“Emily of New Moon” af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1923).

Emily Byrd Starr er en lykkelig lille pige, på trods af det isolerede liv hun lever. I leger med vinden, og den visker søde ord til hende, hun færdes et drømmelandskab med feer og alfer, og hun fører lange samtaler med sine katte. Hele hendes magiske verden styrter i grus, da hendes far glider bort fra livet, og efterlader hende alene. Hendes, for længst afdøde, mors familie tager hende til sig efter faderens død, men de lægger aldrig skjul på, at de gør det af pligt. Den strenge tante Elizabeth lader Emily flytte ind på New Moon, hvor der ikke er plads til hendes grænseløse fantasi. Men Emily er en håbefuld lille pige, og der er håb i hendes fremtid. Hun finder en ubetinget glæde i at digte historier, en glæde så stor, at ingen kan tage den fra hende.

Jeg har ikke kendt Emily Byrd Starr længe, men mit bekendtskab med hende vil vare længe; Emily besidder en sjælden inderlighed, som L.M. Montgomery har skrevet med hele sin sjæl og hjerte. Selvom tonen er både barnlig og belærende, er den også bedøvende og betagende. Det er ikke en historie om optimisme, men derimod om perspektiv og retten til at vælge sit eget, som Montgomery forsvarer. “Emily of New Moon” er ikke endnu en moraliserende børnebog om at rette sig ind efter andres forventninger, og selvom Emily forsøger at tilpasse sig sine omstændigheder, er hun stadig sig selv nærmest.

“It had always seemed to Emily, ever since she could remember, that she was very, very near to a world of wonderful beauty. Between it and herself hung only a thin curtain; she could never draw the curtain aside– but sometimes, just for a moment, a wind fluttered it and then it was as if she caught a glimpse of the enchanting realm beyond– only a glimpse– and heard a note of unearthly music.”

Trods sin inderlighed er “Emily of New Moon” på sin vis en formularisk børnefortælling, hvis synopsis til forveksling minder meget om Montgomerys anden fortælling om Anne Shirley. Historierne om Anne er også fyldt med hverdagsglimt og finurligheder som Emilys, men hvor Anne Shirley langsomt vandt alles hjerte, var det Emily, der vandt mit. Jeg voksede ikke op med hverken Anne eller Emily, men jeg fandt mit hjerte i Emilys historie. Hendes historie er ikke kun fyldt med barndommens sødme, men berøres også af virkelighedens bittersøde og uundgåelige gang.

Emily er en nuanceret karakter, og hendes venner og familiemedlemmere komplimenterer hinanden så fint. Deres fælles hverdag tynges aldrig af trivialitet, for igen dage på New Moon er ens, selvom handlingen er jordbunden og afslappet. I høj grad følger den Emilys opvækst hos sin tante, hvor hun både skal få tilværelsen til at fungere i skolen, men også med det slægtsnavn som hun bærer, som ikke er uden problemer. Samtidig fortælles historien med håb og drømme, med forunderlighed og barndomsmagi. Emily er langt mere rolig, end den frembrusende Anne Shirley, og selvom Anne ikke ville være ikonisk uden sine talegaver og klodsethed, som ofte bringer hende i vanskeligheder, så er det Emilys rolige temperament og drømmende sind, som jeg kunne relatere til.

“It had always seemed to Emily, ever since she could remember, that she was very, very near to a world of wonderful beauty. Between it and herself hung only a thin curtain; she could never draw the curtain aside– but sometimes, just for a moment, a wind fluttered it and then it was as if she caught a glimpse of the enchanting realm beyond — only a glimpse — and heard a note of unearthly music.”

Jeg beundre L.M. Montgomery for hendes evne til at skabe mindeværdige karakterer, for Emily har sat sig fast i mit hjerte. Hun forsøger ikke at romaniserer barndommen og det dertilhørende, selvom Emily er drømmende og fantasifuld, men hun portrætterer derimod en realistisk verden med tilsvarende karakterer. Det er en forudsigelig verden, der går sin vante gang, men igennem Emilys syn forvandles den til et eventyrland af ren fantasi, der dog aldrig løber helt af med hende, og som også overskygges af gråvejrsskyer fra tid til anden. Hun er dog den, der holder fast i det magiske, det som binder den til virkeligheden, og på baggrund heraf åbnede hun en helt ny verden for mig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s